EHUD

(Eʹhud).

1. En efterkommer af benjaminitten Jediael gennem Bilhan; en dygtig kriger. — 1Kr 7:6, 10, 11.

2. En søn af Gera, af Benjamins stamme. (Dom 3:15) Han blev af Gud valgt til at udfri folket efter at det i 18 år var blevet undertrykt af kong Eglon af Moab, hvilket Gud havde tilladt fordi israelitterne „gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne“. — Dom 3:12-14.

Da israelitterne begyndte at anråbe Jehova om hjælp, oprejste han en „frelser“, nemlig Ehud. Ved en lejlighed sendte israelitterne deres tribut til Eglon med Ehud, der havde lavet sig et tveægget sværd med „en længde på en alen [hebr.: goʹmædh]“, et længdemål der ikke kendes nøjagtigt i dette tilfælde. Nogle mener at der er tale om en kort alen på ca. 38 cm. Ehud var kejthåndet, eller ordret: „lukket (hæmmet) på sin højre hånd.“ Det betyder dog ikke at han havde en forkrøblet hånd, for det samme hebraiske udtryk bruges i forbindelse med 700 benjaminitiske krigere, der højst sandsynligt ikke havde nogen fysisk defekt, men var „kejthåndede“ og åbenbart ambidekstrale, det vil sige i stand til at bruge begge hænder lige godt. (Dom 3:15, 16, fdn.; 20:16; jf. 1Kr 12:2.) Muligvis var Ehud også ambidekstral, men dette fremgår ikke af Bibelens beretning. Under alle omstændigheder bandt han, kejthåndet som han var, sværdet ved sin højre hofte, under dragten.

Efter at have overbragt tributten sendte Ehud sine folk bort, men vendte selv om ved stenbruddene i Gilgal. Derefter kom han til Eglon mens denne sad i sit tagkammer, og sagde at han havde „et ord fra Gud“ til ham. Interesseret rejste Eglon sig fra sin trone. Så rakte Ehud sin venstre hånd frem, greb sværdet ved sin højre hofte og stødte det i maven på den fede Eglon — med det resultat at „skæftet gik med ind efter bladet, så fedtet lukkede sig over bladet“. En der brugte højre hånd, ville have trukket sværdet fra sin venstre side, og Eglon har derfor sikkert ikke ventet at Ehud ville bruge venstre hånd til at trække sværdet med (fra højre side). Derpå forsvandt Ehud gennem luftåbningen efter at have lukket og låst dørene til tagkammeret bag sig. Da Eglons tjenere langt om længe åbnede dørene, fandt de at „deres herre lå fældet på gulvet, død!“ — Dom 3:15-25.

Efter at være undsluppet til Efraims bjergland samlede Ehud en hær af israelitter og sagde til dem: „Følg mig, for Jehova har givet jeres fjender, moabitterne, i jeres hånd.“ Israelitterne indtog nu vadestederne ved Jordan og afskar moabitterne tilbagetoget til deres hjemland. Uden tvivl allerede stærkt demoraliserede efter deres konges død blev 10.000 moabitter fældet af israelitterne, „alle hårdføre og dygtige mænd; og ingen undslap“. Efter at Moab var blevet underlagt Israels herredømme under Ehuds førerskab, havde landet ro i 80 år. — Dom 3:26-30.

Ehud bliver ikke specielt kaldt „dommer“, men omtales udelukkende som „frelser“. (Dom 3:15) Otniel blev kaldt både „frelser“ og „dommer“, og da Ehud virkede i dommertiden, blev han ligesom Otniel uden tvivl betragtet som både „frelser“ og „dommer“. — Dom 3:9, 10.

3. Et navn der forekommer blandt Benjamins efterkommere i 1 Krønikebog 8:1, 6.