„Dér hvor du går hen, vil jeg gå hen“

 1, 2. (a) Beskriv Ruts og No’omis rejse og årsagen til deres sorg. (b) Hvordan adskilte Ruts rejse sig fra No’omis?

RUT gik ved siden af No’omi på en vej der strakte sig tværs over Moabs vindomsuste højsletter. De var nu alene, to små skikkelser i et vidtstrakt landskab. Det var hen på eftermiddagen, og Rut bemærkede at skyggerne var blevet længere. Hun kiggede på sin svigermor og spekulerede på om det mon var tid til at finde et sted hvor de kunne sove om natten. Hun elskede No’omi højt og ville gøre alt hvad hun kunne for at tage sig af hende.

² Begge kvinder var tynget af sorg. No’omi havde været enke i flere år, men nu sørgede hun over at hun for ikke så længe siden havde mistet sine to sønner, Kiljon og Malon. Rut var også i sorg. Hun havde været gift med Malon. Selvom Rut og No’omi havde samme bestemmelsessted, byen Betlehem i Israel, var der en forskel. No’omi var på vej hjem. Rut var på vej mod det ukendte og havde ladt sine slægtninge, sit hjemland og alle dets skikke — deriblandt dets guder — bag sig. — Læs Rut 1:3-6.

 3. Hvad vil vi nu se på som kan hjælpe os til at efterligne Ruts tro?

³ Hvad havde fået en ung kvinde til at gøre så drastisk en forandring? Hvordan ville Rut finde styrke til at begynde et helt nyt liv og til at tage sig af No’omi? Ved at få svar på disse spørgsmål vil vi opdage at der er meget ved moabitterinden Ruts tro som vi kan lære af og efterligne. (Se også rammen „Et mesterværk i miniatureformat“). Lad os først se hvordan det gik til at disse to kvinder foretog den lange rejse til Betlehem.

 4, 5. (a) Hvorfor flyttede No’omis familie til Moab? (b) Hvilke udfordringer stod No’omi over for i Moab?

⁴ Rut voksede op i Moab, et lille land der lå øst for Det Døde Hav. Området var hovedsagelig en skovfattig højslette gennemskåret af dybe slugter. „Moabs område“ viste sig ofte at være meget frugtbart, selv når Israel var plaget af hungersnød. Det var faktisk en hungersnød der var årsagen til at Rut mødte Malon og hans familie. — Rut 1:1.

⁵ Da der blev mangel på mad i Israel, besluttede No’omis mand, Elimelek, at flytte fra sit hjemland med sin hustru og sine to sønner og bosætte sig i Moab som udlænding. Det må have været en udfordring for alle i familien at holde fast ved troen, for israelitterne skulle regelmæssigt tilbede Jehova på det hellige sted han havde anvist. (5 Mos. 16:16, 17) Det lykkedes No’omi at bevare en levende tro. Hun følte sig dog helt sønderknust da hendes mand døde. — Rut 1:2, 3.

 6, 7. (a) Hvorfor har det måske voldt No’omi bekymring da hendes sønner giftede sig med moabitiske kvinder? (b) Hvorfor var No’omis måde at behandle sine svigerdøtre på, rosværdig?

⁶ No’omi kan meget vel være blevet ked af det igen da hendes sønner giftede sig med moabitiske kvinder. (Rut 1:4) Hun vidste at Abraham, forfaderen til hendes nation, havde gjort sig store anstrengelser for at finde en hustru til sin søn, Isak, blandt sit eget folk, der tilbad Jehova. (1 Mos. 24:3, 4) Senere advarede Moseloven israelitterne mod at lade deres sønner og døtre gifte sig med fremmede, for at Guds folk ikke skulle blive forledt til at dyrke afguder. — 5 Mos. 7:3, 4.

⁷ Ikke desto mindre giftede Malon og Kiljon sig med moabitiske kvinder. Hvis No’omi havde været bekymret eller skuffet, lod hun det øjensynlig ikke gå ud over sine svigerdøtre, Rut og Orpa, men viste dem ægte venlighed og kærlighed. Måske håbede hun at de en dag ville begynde at tilbede Jehova ligesom hun gjorde. Under alle omstændigheder holdt både Rut og Orpa af No’omi. Deres gode forhold til hinanden hjalp dem da de blev ramt af tragedier. Før nogen af de unge kvinder fik børn, blev de begge enker. — Rut 1:5.

 8. Hvad var måske medvirkende til at Rut fik lyst til at lære Jehova at kende?

⁸ Hjalp Ruts religiøse baggrund hende til at klare en sådan tragedie? Det kan man næppe forestille sig. Moabitterne tilbad mange guder, og deres øverste gud var Kemosj. (4 Mos. 21:29) Den moabitiske gudsdyrkelse var tilsyneladende ikke fri for den brutalitet og de grusomheder der var almindelige på den tid, som for eksempel børneofringer. Alt hvad Rut måtte have lært af Malon eller No’omi om Israels kærlige og barmhjertige Gud, Jehova, har hun sikkert følt stod i skærende kontrast til det hun kendte. Jehovas herredømme blev ikke udøvet med hård hånd, men med kærlighed. (Læs 5 Mosebog 6:5). I kølvandet på sit frygtelige tab kan Rut have knyttet sig endnu mere til No’omi og villigt lyttet til den ældre kvinde mens hun fortalte om den almægtige Gud, Jehova, hans underfulde gerninger og hans kærlige og barmhjertige handlemåde med sit folk.

9-11. (a) Hvilken beslutning traf No’omi, Rut og Orpa? (b) Hvad kan vi lære af de tragedier som No’omi, Rut og Orpa kom ud for?

⁹ No’omi var ivrig efter at høre nyt fra sit hjemland. En dag hørte hun, måske af en rejsende købmand, at hungersnøden i Israel var forbi. Jehova havde vendt sin opmærksomhed mod sit folk. Betlehem levede igen op til sit navn, som betyder „brødhus“. No’omi besluttede at vende hjem. — Rut 1:6.

¹⁰ Hvad ville Rut og Orpa gøre? (Rut 1:7) De var blevet tæt knyttet til No’omi under deres fælles prøvelser. Især Rut følte sig åbenbart tiltrukket af No’omis hengivenhed og hendes urokkelige tro på Jehova. De tre enker begav sig af sted mod Juda.

¹¹ Beretningen om Rut minder os om at ulykker og tab rammer gode såvel som onde. (Præd. 9:2, 11) Den viser også at når vi kommer ud for smertelige tab, er det klogt at søge trøst hos andre — især hos dem der søger tilflugt hos Jehova, den Gud No’omi tilbad. — Ordsp. 17:17.

12, 13. Hvorfor ønskede No’omi at Rut og Orpa skulle tage hjem i stedet for at rejse med hende, og hvordan reagerede de to unge kvinder til at begynde med?

¹² Efterhånden som de tre enker kom længere og længere bort, var der en anden bekymring der begyndte at tynge No’omi. Hun tænkte på de to unge kvinder ved sin side og på den kærlighed de havde vist hende og hendes sønner. Hun kunne ikke bære tanken om at lægge flere byrder på dem. Hvis de rejste fra deres hjemland og tog med hende, hvad kunne hun så gøre for dem i Betlehem?

¹³ Til sidst sagde No’omi: „Tag af sted, vend tilbage, hver især til sin moders hus. Måtte Jehova vise loyal hengivenhed mod jer, ligesom I har vist mod dem der er døde, og mod mig.“ Desuden gav hun udtryk for at hun håbede at Jehova ville belønne dem med en ny ægtefælle og et nyt liv. „Derpå kyssede hun dem, men de brød ud i højlydt gråd,“ siger beretningen. Det er ikke svært at se hvorfor Rut og Orpa følte sig så knyttet til denne kærlige og uselviske kvinde. Begge sagde afgjort: „Nej, vi vil vende tilbage til dit folk sammen med dig.“ — Rut 1:8-10.

14, 15. (a) Hvad vendte Orpa hjem til? (b) Hvordan forsøgte No’omi at overtale Rut til at forlade hende?

¹⁴ Men No’omi var ikke så let at overtale. Hun sagde indtrængende til dem at der ikke var meget hun kunne gøre for dem i Israel. Hun havde jo ingen mand der kunne sørge for hende, ingen sønner de kunne gifte sig med, og der var ikke udsigt til at det ville blive anderledes. Hun gav også udtryk for at det var meget bittert for hende at hun ikke kunne tage sig af dem. Orpa syntes at det No’omi sagde, gav mening. Hun havde jo familie i Moab, en mor og et hjem der ventede på hende. Det ville helt sikkert være mere praktisk at blive i Moab. Med tungt hjerte kyssede hun derfor No’omi farvel og vendte hjem. — Rut 1:11-14.

¹⁵ Hvad med Rut? No’omis argumenter gjaldt også hende. Bibelen siger imidlertid: „Rut, derimod, blev hos hende.“ Måske var No’omi igen begyndt at gå videre da hun lagde mærke til at Rut fulgte efter hende. No’omi sagde da til hende: „Se! Din svigerinde er vendt tilbage til sit folk og sine guder. Følg med din svigerinde tilbage.“ (Rut 1:15) Hendes ord afslørede en vigtig oplysning. Orpa vendte ikke blot tilbage til sit folk, men også til „sine guder“. Hun var tilfreds med fortsat at tilbede Kemosj og andre afguder. Var det også sådan Rut følte?

16-18. (a) Hvordan viste Rut loyal kærlighed? (b) Hvad kan vi lære af Rut med hensyn til loyal kærlighed? (Se også billederne af de to kvinder).

¹⁶ Mens Rut stod over for No’omi på den øde vej, var hun ikke i tvivl om hvad hun ville gøre. Hendes hjerte strømmede over af kærlighed til No’omi — og til den Gud som No’omi tjente. Derfor sagde hun: „Du må ikke bede mig om at forlade dig, om at vende tilbage og ikke følge dig; for dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Dér hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves. Måtte Jehova gøre således mod mig og føje mere til, hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.“ — Rut 1:16, 17.

¹⁷ Ruts ord er så bemærkelsesværdige at de selv nu, cirka 3.000 år efter hendes død, stadig huskes af mange. De er udtryk for en dyrebar egenskab, loyal kærlighed. Så stærk var Ruts kærlighed og loyalitet at hun ønskede at forblive sammen med No’omi uanset hvor hun tog hen. Det var kun døden der kunne skille dem. No’omis folk ville blive Ruts folk, for hun var parat til at forlade alt hvad hun kendte til fra Moab — også moabitternes guder. I modsætning til Orpa kunne Rut af hele sit hjerte sige at hun ønskede at No’omis Gud, Jehova, også skulle være hendes Gud.a

¹⁸ De to rejste nu videre alene på den lange vej mod Betlehem. Det er blevet anslået at rejsen kan have taget helt op til en uge. Men de har helt sikkert fundet trøst hos hinanden midt i sorgen.

19. Hvordan mener du at vi kan efterligne Ruts loyale kærlighed i familien, blandt venner og i menigheden?

¹⁹ I vor tid, som Bibelen kalder „kritiske tider som er vanskelige at klare“, bliver mange ramt af sorg og oplever forskellige former for tab. (2 Tim. 3:1) Derfor er det mere vigtigt end nogen sinde før at have den samme egenskab som Rut. Loyal kærlighed — den form for kærlighed der er vedholdende og nægter at give op — er en magtfuld drivkraft til at gøre det gode i denne verden, der bliver mere og mere formørket. Vi har brug for denne egenskab i ægteskabet, i familielivet, blandt venner og inden for den kristne menighed. (Læs 1 Johannes 4:7, 8, 20). Når vi opdyrker denne form for kærlighed, efterligner vi Ruts enestående eksempel.

20-22. (a) Hvordan havde livet i Moab påvirket No’omi? (b) Hvilken forkert holdning havde No’omi til de prøvelser hun havde været ude for? (Se også Jakob 1:13).

²⁰ Ét er at tale om loyal kærlighed; noget helt andet er at vise denne egenskab i handling. Rut havde ikke blot mulighed for at vise loyal kærlighed over for No’omi, men også over for den Gud hun valgte at tjene, Jehova.

²¹ Endelig nåede de to kvinder frem til Betlehem, en landsby der lå cirka 10 kilometer syd for Jerusalem. Det ser ud til at No’omi og hendes familie engang havde været ret velkendte i denne lille by, for alle her talte om at hun var vendt hjem. Kvinderne i byen så på hende og sagde: „Er det No’omi?“ Hun havde åbenbart forandret sig meget under sit ophold i Moab; hendes ansigtsudtryk og holdning bar præg af flere års modgang og sorg. — Rut 1:19.

²² No’omi fortalte disse kvindelige slægtninge og tidligere naboer hvor bittert hendes liv var blevet. Hun syntes ligefrem at hendes navn burde ændres fra No’omi, som betyder „min liflighed“, til Mara, som betyder „bitter“. Stakkels No’omi! Ligesom Job troede hun at det var Jehova Gud der havde voldt hende ulykke. — Rut 1:20, 21; Job 2:10; 13:24-26.

23. Hvad begyndte Rut at overveje, og hvilken ordning indeholdt Moseloven til gavn for de fattige? (Se også fodnoten).

²³ Efterhånden som de to kvinder fandt sig til rette i Betlehem, begyndte Rut at tænke over hvordan hun kunne forsørge både sig selv og No’omi. Hun blev klar over at den lov Jehova havde givet israelitterne, indeholdt en kærlig ordning til gavn for de fattige. Mens der blev høstet, havde de lov til at følge efter høstfolkene og tage det de efterlod, samt det der voksede i kanterne og hjørnerne af marken.b — 3 Mos. 19:9, 10; 5 Mos. 24:19-21.

24, 25. Hvad gjorde Rut da hun tilfældigvis kom ind på Boaz’ marker, og hvordan var arbejdet med at samle aks?

²⁴ Det var nu tiden for byghøsten, sandsynligvis i april efter vores kalender, og Rut gik ud på markerne for at se hvem der ville give hende lov til at sanke aks. Tilfældigvis kom hun til de marker der tilhørte en mand ved navn Boaz, en velhavende jordbesidder og slægtning til No’omis afdøde mand, Elimelek. Ifølge Loven havde hun ret til at sanke aks, men hun tog det ikke for givet; hun bad den unge mand der førte tilsyn med høstfolkene, om lov. Det fik hun, og straks gik hun i gang med arbejdet. — Rut 1:22–2:3, 7.

²⁵ Forestil dig hvordan Rut fulgte efter høstfolkene. Efterhånden som de høstede byggen med deres flintsegl, bøjede hun sig ned for at opsamle hvad de tabte eller efterlod, bandt stråene sammen til neg og bar dem hen til et sted hvor hun senere kunne slå kernerne ud. Det var et langsommeligt og udmattende arbejde, og det blev hårdere som formiddagen skred frem. Men Rut holdt ud og stoppede kun arbejdet for at tørre sveden af panden og spise et enkelt måltid mad i „huset“ — sikkert et skur der var rejst for at give skygge til arbejderne.

26, 27. Hvordan var Boaz som person, og hvordan behandlede han Rut?

²⁶ Rut har sikkert hverken håbet eller forventet at blive bemærket, men det blev hun. Boaz så hende og spurgte den unge mand der var sat over høstfolkene, hvem hun var. Den gudfrygtige Boaz hilste sine arbejdere — hvoraf nogle måske var daglejere eller endda fremmede — med ordene: „Jehova være med jer.“ Og de svarede ham venligt. Denne åndeligsindede ældre mand viste faderlig interesse for Rut. — Rut 2:4-7.

²⁷ Boaz kaldte Rut „min datter“ og rådede hende til at blive ved med at sanke på hans marker og at holde sig til de unge piger i hans husstand for ikke at blive generet af nogle af arbejderne. Ved middagstid sørgede han for at hun fik noget at spise. (Læs Rut 2:8, 9, 14). Men han gjorde mere end det. Han roste og opmuntrede hende. Hvordan?

28, 29. (a) Hvilket omdømme havde Rut? (b) Hvordan kan du ligesom Rut søge tilflugt hos Jehova?

²⁸ Da Rut spurgte Boaz hvad hun, en fremmed, havde gjort siden han viste hende så stor venlighed, svarede han at han havde hørt om alt det hun havde gjort for sin svigermor, No’omi. No’omi havde sikkert rost sin elskede Rut over for Betlehems kvinder, og det var kommet Boaz for øre. Han var også klar over at Rut var begyndt at tilbede Jehova, for han sagde: „Måtte Jehova belønne din handlemåde, og måtte du få fuld løn af Jehova, Israels Gud, under hvis vinger du er kommet for at søge tilflugt.“ — Rut 2:12.

²⁹ Disse ord må have været til stor opmuntring for Rut. Hun havde ganske rigtigt valgt at søge tilflugt under Jehova Guds vinger, ligesom en fugleunge der søger tryghed og beskyttelse hos forældrene. Hun takkede Boaz fordi han havde talt så beroligende til hende. Og så fortsatte hun med sit arbejde indtil aften. — Rut 2:13, 17.

30, 31. Hvad kan vi lære af Rut med hensyn til arbejdsmoral, værdsættelse og loyal kærlighed?

³⁰ Ruts levende tro er et rigtig godt eksempel for alle i dag som har det svært i disse økonomisk vanskelige tider. Hun mente ikke at nogen skyldte hende noget, så hun værdsatte alt det hun fik af andre. Hun skammede sig ikke over at skulle arbejde hårdt og længe for at forsørge en hun holdt af, også selvom der var tale om et simpelt arbejde. Hun tog taknemmeligt imod og fulgte de kloge råd hun fik om hvordan hun kunne udføre arbejdet under sikre forhold og i godt selskab. Og hvad der er endnu vigtigere: Hun glemte aldrig at hendes sande tilflugtssted var hos hendes beskyttende Far, Jehova Gud.

³¹ Hvis vi ligesom Rut viser loyal kærlighed og følger hendes eksempel med hensyn til at være ydmyg, arbejde flittigt og vise værdsættelse, vil vi selv blive et eksempel i tro som andre kan efterligne. Men hvordan tog Jehova sig af Rut og No’omi? Det vil blive behandlet i det næste kapitel.