MINDESMÆRKE

En støtte, en tavle, en bygning eller lignende der rejses til minde om en person eller en bestemt begivenhed. Der er omtalt nogle få mindesmærker i Bibelen, om end de ikke alle betegnes som sådan.

Jehova viste sig for Jakob i et nattesyn og bekræftede Abrahamspagten over for ham (1781 f.v.t.). Til minde om dette tog Jakob den sten han havde brugt som hovedpude, anbragte den som en støtte og salvede den med olie. Derefter gav han stedet navnet Betel. (1Mo 28:10-19) Da Jakob og Laban omkring 20 år senere sluttede en fredspagt, rejste de en stenstøtte og lavede en stendysse i Gileads bjergland til minde om deres aftale. (1Mo 31:25, 44-52) Da Jehova førte israelitterne ind i det forjættede land (1473 f.v.t.), blev der rejst to mindesmærker der hvor de gik over Jordanfloden, ét midt i floden og ét på flodens vestlige bred, ved Gilgal. De blev rejst til minde om den mirakuløse overgang, og når israelitternes sønner senere spurgte dem hvad disse mindesmærker betød, skulle de fortælle dem hvad Jehova havde gjort for sit folk. — Jos 4:4-9, 20-24.

Efter sejren over amalekitterne rejste kong Saul sig „et mindesmærke [hebr.: jadh]“. (1Sa 15:12) Det hebraiske ord jadh, der egentlig betyder „hånd“, bruges også i betydningen „mindesmærke“. Ligesom en løftet hånd fanger øjet og vækker opmærksomhed på en særlig måde, henleder et mindesmærke opmærksomheden på bestemte ting.

Absaloms Mindesmærke (hebr.: jadh) var, ligesom mange andre mindesmærker, udformet som en støtte. Absalom rejste det i Kongedalen ikke langt fra Jerusalem, for som han sagde: „Jeg har ingen søn til at bevare mindet om mit navn.“ (2Sa 18:18) I dag ved man imidlertid intet om dette mindesmærke eller hvor det blev rejst, ud over hvad Bibelen beretter. Det må ikke forveksles med den såkaldte grav i Kedrondalen som ifølge den kirkelige tradition er Absaloms, men hvis arkitektur vidner om at den er fra den græsk-romerske periode. — Se ABSALOM.

Eunukker har, ligesom Absalom, intet håb om efterkommere der kan føre deres navn videre, men hvis de er trofaste mod Jehova og ikke forræderiske som Absalom, vil Jehova give dem „noget som er bedre end sønner og døtre“, nemlig „et mindesmærke [hebr.: jadh] og et navn i mit hus og inden for mine mure . . . et varigt navn vil jeg give dem, et som ikke udslettes“. — Es 56:4, 5; jf. Ord 22:1.

Også gravsten blev rejst som mindesmærker, som for eksempel den der markerede „den sande Guds mands gravsted“, han som forudsagde hvad Josias ville gøre ved alteret i Betel. — 2Kg 23:16-18; 1Kg 13:1, 2.