Ser du kun på det ydre?
DA HEINZ var teenager nærede han så stærkt et had til sin stedfader at han planlagde at slå ham ihjel. Heldigvis havde han ikke mod til at gennemføre sit forehavende. Flere år senere besluttede han at begå selvmord, men også denne gang svigtede modet. Så blev han involveret i tyveri og narkohandel og blev sat i fængsel. Derefter gik hans ægteskab i opløsning.
I dag er Heinz sluppet ud af stofmisbruget. Han har fået sig et hæderligt arbejde. Han lever i et lykkeligt ægteskab, og han har fået et godt forhold til sin stedfader. Hvordan er denne forandring sket? Jo, Heinz begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og lidt efter lidt begyndte hans syn på tilværelsen at ændre sig.
Mange af dem der kendte den gamle Heinz havde sikkert afskrevet ham som et håbløst tilfælde. Men til alt held for mennesker som Heinz er det ikke sådan Gud betragter dem. Det er der en ganske enkel grund til: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ — 1 Samuel 16:7.
Her er den store forskel på Gud og mennesker. Vi er tilbøjelige til at dømme andre efter deres ydre. Nogle mener endda at man danner sig et varigt indtryk af et menneske første gang man ser det. Gud kan imidlertid læse menneskers hjerte, og han er retfærdig og upartisk. Det var derfor han sendte sin søn Jesus Kristus til jorden ’for at alle mennesker kunne blive frelst og komme til nøjagtig kundskab om sandheden’. (1 Timoteus 2:4) I den forbindelse har indviede kristne den forret at være „Guds medarbejdere“ ved aktivt at forkynde den gode nyhed om Guds rige for alle slags mennesker. (1 Korinther 3:9) De kan naturligvis ikke læse folks hjerteindstilling; derfor må de være upartiske og ikke lade menneskers ydre give anledning til fordom.
Jesu halvbroder Jakob var opmærksom på denne fare i den første kristne menighed. Han sagde: „Mine brødre, da I tror på vor Herre Jesus Kristus, som regerer i herlighed, må I aldrig være snobbede. For eksempel kommer der måske to mænd ind i jeres forsamling, den ene en velklædt mand der bærer guldringe, den anden en fattig mand i lurvede klæder. Hvis nu I viser den velklædte mand særlig opmærksomhed . . . kan I så ikke se at I er inkonsekvente og dømmer ud fra forkerte normer?“ Har vi selv begået den fejl at bedømme nogle efter det ydre når de er kommet ind i rigssalen for første gang? — Jakob 2:1-4, The New English Bible.
Jesus satte eksemplet
Jesus betragtede ikke folk som syndere der var håbløst fortabt, men som mennesker der måske var oprigtige og villige til at forandre sig hvis de fik den nødvendige hjælp og opmuntring. Det var derfor han „gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. (1 Timoteus 2:6) Når han forkyndte betragtede han ingen som udskud eller uværdige til at blive vist opmærksomhed — når blot de havde en god hjerteindstilling. Han var ikke stolt eller selvretfærdig i sin holdning til andre mennesker. — Lukas 5:12, 13.
Deri adskilte han sig klart fra farisæerne, om hvem vi læser: „Men da de skriftlærde blandt farisæerne så at han spiste sammen med synderne og skatteopkræverne, sagde de til hans disciple: ’Spiser han sammen med skatteopkræverne og synderne?’ Da Jesus hørte dette, sagde han til dem: ’De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.’“ — Markus 2:16, 17.
Dette betyder naturligvis ikke at Jesus tolererede disse synderes og skatteopkræveres uærlige og forkerte adfærd. Men han var klar over at folk kunne komme ud i noget forkert, måske uforvarende eller på grund af nogle omstændigheder som de kun havde ringe indflydelse på. Derfor var han forstående, og „fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde“. (Markus 6:34) I sin kærlighed dømte han ikke deres hjerteindstilling ud fra deres forkerte adfærd.
Jesus bedømte heller ikke sine disciple ud fra det ydre. De var syndere der ofte begik fejl, men Jesus var ikke en urimelig perfektionist der uafbrudt gik i rette med dem for hver en lille forseelse. Han vidste at de havde de bedste intentioner, eller, sagt på en anden måde: at de havde hjertet på rette sted. Det de havde brug for var hjælp og opmuntring, og på dette område var Jesus aldrig karrig. Der er ingen tvivl om at Jesus betragtede mennesker på samme måde som Gud betragter dem. Forsøger vi at efterligne hans enestående eksempel?
Fælder du „en retfærdig dom“?
Ved en lejlighed stod Jesus over for en gruppe selvretfærdige mennesker der var opbragte over at han havde helbredt på sabbatten. Han sagde til dem: „Hold op med at dømme efter det ydre, men fæld en retfærdig dom.“ Hvorfor glædede de sig ikke over at Jesus kunne udføre mirakler og havde „gjort et menneske helt rask“ i stedet for at blive „forbitrede“ og betragte ham som en der overtrådte sabbatsbudet? Ved at dømme efter det ydre afslørede de deres dårlige motiver. De viste at de både var selvretfærdige og uretfærdige. — Johannes 7:23, 24.
Hvordan kunne vi begå den samme fejl? Ved ikke at være glade når nogen angrer og vender tilbage til menigheden, eller når en meget verdsligsindet person lærer om sandheden og begynder at modtage åndelig lægedom. Til tider dømmer vi måske mennesker på deres særprægede frisure og tøj og mener måske at de aldrig vil kunne blive Jehovas vidner. Men der findes mange tidligere hippier og andre som har levet et særpræget liv, der med tiden er blevet kristne vidner for Jehova. Mens disse er i færd med at ændre adfærd, ønsker vi ikke at „dømme efter det ydre“ så det hindrer os i at have øje for deres gode hjerteindstilling.
Det vil være langt bedre om vi følger Jesu gode eksempel ved at bede for dem og yde dem praktisk hjælp så de kan nå frem til kristen modenhed! Nogle har måske vanskeligt ved at glæde sig over sådanne. Men hvis Jehova drager dem til sig gennem Kristus, hvordan kan vi da tillade os at afvise dem på grundlag af vore egne snævre kriterier? (Johannes 6:44) Hvis vi selvretfærdigt dømmer andre uden at kende hverken deres hjerteindstilling eller deres omstændigheder, kunne det resultere i at vi selv fik en ugunstig dom. — Jævnfør Mattæus 7:1-5.
I stedet for at dømme disse nye hårdt, bør vi hjælpe, opmuntre og belære dem ved det eksempel vi sætter. Men selv om vi viser venlighed, vil vi bestemt ikke forgude nyinteresserede der måske er fremtrædende i verden. Dette ville også være en form for partiskhed og et tegn på umodenhed. Man kunne spørge sig selv om en sådan smiger vil hjælpe den nye til at vise ydmyghed, eller om den snarere vil sætte vedkommende i forlegenhed? — 3 Mosebog 19:15.
Kræv ikke mere end Gud gør
Sammenlignet med Jehova, som kan læse hjerter, er vores evne til at bedømme andre, yderst begrænset. (1 Krønikebog 28:9) Når vi forstår dette, vil det afholde os fra at blive ligesom de selvretfærdige farisæere. Vi vil ikke forsøge at presse folk til at antage vore egne, menneskegjorte normer for retfærdighed, så det passer med det vi nu mener er rigtigt eller forkert. Nej, vi vil forsøge at se folk som Gud ser dem, og ikke kræve mere af dem end han gør. Vi vil ikke ’gå ud over det der står skrevet’. (1 Korinther 4:6) Dette er især noget kristne ældste bør tage til hjerte. — 1 Peter 5:2, 3.
Vi kan tage et eksempel i forbindelse med spørgsmålet om påklædning. Bibelens krav — og dermed Guds krav — er at kristne bør klæde sig i rent og pænt tøj der er velordnet og som afspejler „fordringsløshed og et sundt sind“. (1 Timoteus 2:9; 3:2) For nogle år siden gik de ældste i en menighed „ud over det der står skrevet“ ved at kræve at alle offentlige talere i deres menighed skulle bære hvid skjorte, til trods for at det var almindeligt at man også brugte kulørte skjorter i det land. Foredragsholdere der kom i en kulørt skjorte blev bedt om at skifte til en af de hvide skjorter man opbevarede i rigssalen for at klare sådanne situationer. Vi må passe på ikke at påtvinge andre vores personlige smag! Paulus’ råd er meget passende: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ — Filipperne 4:5.
Resultatet af ikke blot at se på det ydre
Når vi erkender at vi ikke kan se hvad der bor i menneskers hjerte, vil det hjælpe os til at bevare et bedre forhold til vore medmennesker, både dem inden for og dem uden for den kristne menighed. Det vil hjælpe os til at tænke positivt om andre og ikke drage deres motiver i tvivl, „for vi var også selv engang uforstandige, ulydige, vildledte, trælle af forskellige ønsker og sanselige nydelser“. (Titus 3:3) Vi bør derfor villigt forkynde for alle, selv for dem der efter deres ydre at dømme måske ikke fortjener det. Når alt kommer til alt er det folk selv der skal afgøre om de vil tage imod sandheden eller ej. Vor opgave består i at forkynde for alle slags mennesker.
Mange Jehovas vidner er ligesom Heinz lykkelige for at de blev budt velkommen i den kristne menighed af brødre og søstre som ikke blot dømte dem ud fra det første indtryk de fik.
Tag for eksempel Frank, der en søndag dukkede op i en af Jehovas Vidners rigssale i Sydtyskland. De tilstedeværende så en usoigneret ung mand med skæg og skulderlangt hår, i snavset tøj, kendt som en hyppig gæst på de lokale barer og desuden storryger. Han forsømte den pige han boede sammen med og deres nyfødte tvillinger. Ikke desto mindre fik han en varm modtagelse ved mødet. Det han oplevede gjorde så stærkt et indtryk på ham at han kom igen ugen efter. Hvad så man nu? En nydelig ung mand i rent tøj. Den tredje uge var han holdt op med at ryge og havde sin veninde og deres to børn med. Den fjerde søndag havde parret netop modtaget deres vielsespapirer og legaliseret deres forhold. Den femte søndag havde manden afbrudt al forbindelse med falsk religion. I dag, omkring fire år senere, gør familien så godt et indtryk at man, som et Jehovas vidne har sagt, „skulle tro at de havde været med i sandheden i mange år“.
Værdien af en bog kan ikke altid ses på dens indbinding, og facaden på et hus viser ikke nødvendigvis hvor godt det er. På samme måde afspejler en persons sande værd sig ikke altid i det ydre. Kristne der søger at betragte mennesker som Gud gør, vil derfor ikke dømme dem efter deres ydre. Gud ser på „hjertets skjulte menneske“, og det kan vi være taknemmelige for. — 1 Peter 3:3, 4.