Behøver du at være i rampelyset?
BILLEDET toner frem på TV-skærmen, idet kameraet rettes mod den kendte entertainer. Han sender os et professionelt smil og begynder at spille. Vi lytter med velbehag til musikken. Kameraet går tættere på, så vi får lejlighed til at iagttage hans ansigtsudtryk og smidige fingre, mens han fralokker sit instrument de skønneste toner.
Ja, det er den optrædende kunstner der kommer i rampelyset. Men læg mærke til den lange række af medarbejdere hvis navne vises på skærmen efter udsendelsen — orkesteret, dirigenten, lydteknikerne, kamerafolkene, instruktørerne, producerne, sminkørerne og utallige andre. De er alle sammen nødvendige for at udsendelsen kan blive en succes. Hver især yder de deres del.
I den kristne menighed råder der en lignende situation. Nogle enkeltpersoner bliver benyttet på en ret fremtrædende måde, mens andre spiller en forholdsvis ubemærket rolle som forkyndere af Rigets budskab. Behøver disse at føle at de er mindre betydningsfulde fordi de ikke er i rampelyset? Behøver de at føle sig stærkt foruroliget hvis de ikke opnår en fremtrædende plads?
„De skal dele med hinanden“
En beretning om kong David kan hjælpe os til at besvare disse spørgsmål. Bibelen viser at han engang anførte en skare på 400 mænd i en dramatisk redningsaktion. De drog af sted for at udfri deres familie og ejendele fra en røverbande. To hundrede var imidlertid blevet ladt tilbage for at passe på oppakningen. Da de der havde kæmpet vendte sejrrige tilbage med kvinderne, børnene og ejendelene, samt et stort bytte, opstod der et problem: Hvem skulle have del i byttet fra slaget? Var det kun dem der havde kæmpet der ville blive regnet for værdige til at få del i byttet? David gav et svar der kom til at skabe præcedens, ja blev „et lovbud i Israel“. Han sagde: „For den andel som tilkommer ham der blev ved oppakningen, skal være som den andel der tilkommer ham der drog ned til kampen. De skal dele med hinanden.“ (1 Samuel 30:24, 25) Det var Jehova der ledede David til at træffe denne afgørelse, og den afspejler Jehovas dybe værdsættelse af dem der tjener på en mere tilbagetrukken plads.
Men gælder dette princip også i den kristne menighed? Apostelen Paulus besvarer dette spørgsmål med en illustration. Han sammenligner menigheden med menneskelegemet og siger: „Øjet kan ikke sige til hånden: ’Dig har jeg ikke brug for;’ heller ikke hovedet til fødderne: ’Jer har jeg ikke brug for.’“ Alle dele af legemet — endog lilletåen — har en vigtig funktion. Den samme visdom kommer til udtryk i den måde Gud har organiseret sin menighed på. „Gud har sat de forskellige i menigheden“ ved at tildele dem forskellige ansvarsposter. — 1 Korinther 12:21, 28.
I det første århundrede var der nogle kristne som indtog en ret fremtrædende stilling. Peter, for eksempel, var i høj grad i rampelyset. Han var apostlenes talsmand på den historiske pinsedag. (Apostelgerninger 2:14) Han havde den forret at hjælpe de første ikke-jøder der omvendte sig til kristendommen. (Apostelgerninger 10:44-48) To af Bibelens bøger bærer endog hans navn! Men nogle af de andre apostle bliver knap nok omtalt. Mattæus, Natanael (Bartolomæus), Taddæus (Judas, søn af Jakob), Simon den Nidkære og Jakob, søn af Alfæus (kaldet Jakob den Lille), bliver kun kort omtalt. Ikke desto mindre støttede de trofast deres Herre under hans forkyndelses- og undervisningskampagne.
En beskeden, helhjertet tjeneste
I den kristne menighed i dag gør det samme princip sig gældende. Jehova sætter stadig ’lemmerne på legemet sådan som han ønsker’. Det medfører at nogle er mere i rampelyset end andre. Men hvordan bør vor indstilling være til vore tjenesteprivilegier, uanset hvori disse består? I Kolossenserbrevet 3:23, 24 udtrykkes det således: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven.“
Mange af Jehovas vidner i dag erfarer sand glæde ved at tjene på en beskeden og mindre fremtrædende plads. Tag for eksempel Edmundsen Dennis, en forkynder i Pietermaritzburg i Sydafrika. Han blev døbt i 1946 og tog heltidstjenesten op i 1950. Han har aldrig rigtig været i rampelyset. Men han har haft den glæde at se 15 af sine børn og børnebørn blive indviede, døbte forkyndere, og yderligere 27 af sine børnebørn og oldebørn overvære menighedens møder! Og skønt han i dag er handicappet på grund af dårligt syn og nedsat hørelse, tjener han trofast som hjælpepioner. Ja, i en alder af 84 tjener han stadig som ældste i menigheden og holder offentlige foredrag! Alligevel har Edmundsen Dennis hovedsagelig udført en tilbagetrukken tjeneste. Men ligesom mange tusind andre trofaste Guds tjenere har han ydet en værdifuld, meningsfyldt tjeneste for Jehova.
Ja, det kræver ydmyghed at udføre en tilbagetrukken tjeneste. Men det giver os også tid til at udvikle vor personlighed og vore færdigheder før vi får overdraget et stort ansvar. Josias blev konge i Juda da han var otte år gammel. (2 Kongebog 22:1) Hvor meget kunne han have nået at uddanne sig til denne opgave? Moses, derimod, måtte i 40 år leve en ubemærket tilværelse som hyrde i Midjan, før han blev Israels befrier. I denne tidsperiode opelskede han egenskaber som ydmyghed og sagtmodighed. (4 Mosebog 12:3) Han lærte at vente på Jehova. Og da Jehova endelig kaldte ham til at lede Israel i de næste 40 år, var han rede til at bære dette ansvar!
Hvis vi føler at vore evner ikke bliver udnyttet fuldt ud i menigheden, behøver vi altså ikke at blive modløse. Det kan være at Jehova mener det er nødvendigt at vi opdyrker større tålmodighed eller ydmyghed, før vi får skænket yderligere privilegier. Tænk også på at langt de fleste af Jehovas tjenere virker i baggrunden. Vagttårnet har nu i mere end 100 år udgjort en vigtig del af Jehovas vidners studieprogram. Men dets skribenter er anonyme. Tænk også på de mange tusind der tjener på betelhjemmene eller som pionerer og missionærer. De kan næppe siges at være i rampelyset. Alligevel har de en travl og indholdsrig tilværelse, og de erfarer den dybe tilfredshed der følger med at give af sig selv for at hjælpe andre. — Apostelgerninger 20:35.
Belønningen til dem der tjener i ydmyghed
Af de oprindelige tolv apostle var der kun én der ikke levede op til sit kald — forræderen Judas Iskariot. De andre kunne glæde sig over en herlig belønning! I Åbenbaringen 21:10, 14 siges der om „den hellige by“ at den havde tolv grundsten, og på hver af dem stod navnet på en af Lammets apostle skrevet. Interessant nok var der to af disse trofaste apostle der hed Simon. Den ene af dem, Simon Peter, var som nævnt i høj grad i rampelyset; det var den anden, der blev kaldt Simon den Nidkære, derimod ikke. (Apostelgerninger 1:13) I virkeligheden er det meget lidt der siges om denne Simon. Men begge disse mænd fik den samme belønning — den forret at blive grundsten i den himmelske regering under kongen Jesus Kristus!
Det er naturligvis ikke alle de opstandne salvede der vil opnå en fremtrædende plads som „grundsten“, men Jehova vil benytte medlemmerne af sin regering til de opgaver som han skønner at de er bedst egnede til. De af os der har håb om at leve evigt i et paradis på jorden, kan ligeledes være sikre på at vor konge til den tid vil bruge os på den bedst mulige måde. Under denne ordning — der ikke vil være præget af håbløshed eller kedsomhed, men hvor vi vil leve i skønne omgivelser, have loyale medarbejdere og være beskæftigede med mange former for opbyggende arbejde — vil vor personlighed og vore evner blive udviklet og udnyttet til fulde!
Lad os da, hvad enten vi er kaldet til at få del i den himmelske belønning eller ser frem til liv på en forskønnet jord, være tilfredse med den plads vi har i Jehovas organisation og helhjertet udføre vort arbejde. Det er visdommens og glædens vej. Lad os, i stedet for ærgerrigt at stræbe efter at ’komme i rampelyset’, opelske den samme ydmyge indstilling som kong David, der sagde: „Én ting har jeg bedt Jehova om, det stræber jeg efter: at måtte bo i Jehovas hus alle mit livs dage, for at betragte Jehovas liflighed og nyde synet af hans tempel.“ — Salme 27:4.