De oprindelige gibeonitter fortsatte med at eksistere som et folk i århundreder. Kong Saul forsøgte ganske vist at tilintetgøre dem, men de ventede tålmodigt på at Jehova skulle bringe denne uret for lyset. Det gjorde han ved at lade en hungersnød hærge i tre år i Davids regeringstid.

At der hvilede blodskyld både på Saul og på hans hus, tyder på at Sauls „sønner“ enten direkte eller indirekte har haft en andel i udryddelsen af gibeonitterne, selv om det sandsynligvis var Saul der førte an. (2Sa 21:1-9) Der ville da ikke være tale om at sønner måtte lide døden for deres fædres synder (5Mo 24:16), men om en retfærdig gengældelse i overensstemmelse med loven om „sjæl for sjæl“. — 5Mo 19:21.