BETLEHEM

(Betʹlehem) [brødhus].

1. En by i Judæas højland med udsyn over hovedvejen der fører fra Jerusalem ned til Be’er-Sjeba. Byen kaldes i dag Beit Lahm (Bet Lehem) og ligger i en højde af ca. 777 m over havet (ca. samme højde som Jerusalem), omkring 9 km sydsydvest for Tempelbjerget. Selv om egnen er stenet, dyrkes der oliven, vindruer og forskellige kornsorter. — Rut 1:22.

Det lader til at Betlehem tidligere blev kaldt Efrat (el. Efrata). Jakob begravede Rakel „på vejen til Efrat, det er Betlehem“. (1Mo 35:19; 48:7) Blandt Jakobs søn Judas efterkommere nævnes „Salma, Betlehems fader“ (1Kr 2:51, 54), og Hur, „Efratas førstefødte, Betlehems fader“. (1Kr 4:4) Dermed henvises der muligvis til disse mænd som forfædre til de israelitter der senere boede i Betlehem. (Se EFRATA, 2.) Da israelitterne gik ind i Kana’an, kom Betlehem til at ligge i Judas område, men den nævnes ikke specielt i nogen af listerne over Judas byer, og der er heller ikke noget som angiver dens størrelse eller betydning på den tid. Da der lå et andet Betlehem i Zebulons område (Jos 19:10, 15), skelnede man sædvanligvis mellem den og byen i Juda ved at omtale sidstnævnte som „Efrat, det er Betlehem,“ eller som „Betlehem i Juda“. — 1Mo 35:19; 48:7; Dom 17:7-9; 19:1, 2, 18.

Dommeren Ibzan kan have været fra Betlehem i Juda, men da der ingen henvisning er til hverken Juda eller Efrat, mener mange at han var fra Betlehem i Zebulon. (Dom 12:8-10) Elimelek, hans hustru No’omi og deres sønner var fra Betlehem, og det var hertil No’omi vendte tilbage med moabitterinden Rut. (Rut 1:1, 2, 19, 22) Boaz var også fra Betlehem, og resten af begivenhederne i Ruts Bog, der jo havde at gøre med Jesu slægtslinje (Mt 1:5, 6), fandt sted i denne by og på dens omliggende marker. — Rut 2:4; 4:11.

Betlehemitten Isajs søn David blev født i Betlehem i Juda, vogtede sine faders får i egnen deromkring og blev senere salvet dér af Samuel til at være Israels fremtidige konge. (1Sa 16:1, 4, 13, 18; 17:12, 15, 58; 20:6) Senere længtes David som flygtning efter en slurk vand fra en cisterne i Betlehem, hvor der dengang var en filisterforpost. (2Sa 23:14, 15; 1Kr 11:16, 17) Det er interessant at lægge mærke til at der stadig findes tre brønde på nordsiden af byen. En af Davids berømte krigere ved navn Elhanan var søn af en mand fra Betlehem (2Sa 23:24), og det samme gjaldt Davids nevøer Joab, Abisjaj og Asael. Den rapfodede Asael blev begravet dér efter at være blevet dræbt af Abner. — 2Sa 2:18-23, 32.

Selv om Betlehem lå centralt ved en hovedvej og militært set var gunstigt beliggende (idet den lå højt på et sted der beherskede en bjergryg), og selv om den var Davids fødeby, blev den ikke valgt som Davids hovedstad. Betlehem nævnes ikke igen før Salomons søn Rehabeams regeringstid, hvor den figurerer blandt de byer kongen befæstede. (2Kr 11:5, 6) Den rest af folket der var tilbage i Juda efter babyloniernes erobring af Jerusalem, gjorde ophold i nærheden af Betlehem før de rejste videre til Ægypten. (Jer 41:17) Der var mænd fra Betlehem blandt dem der vendte tilbage fra Babylon efter landflygtigheden. — Ezr 2:21; Ne 7:26.

Som tidligere nævnt er Betlehem ikke med i fortegnelsen over Judas byer i beretningen om stammernes områder. Den nævnes i forbindelse med visse enkeltpersoner, men synes ellers ikke at have været en betydelig by eller at have haft mange indbyggere. Den var en ’landsby’ da Jesus var på jorden. (Joh 7:42) Derfor kunne profeten Mika i sin messianske profeti i Mika 5:2 omtale Betlehem Efrata som „for lille til at være blandt Judas tusinder“. Dog viste hans profeti at det lille Betlehem skulle få den udsøgte ære at være den by hvorfra Messias skulle komme. Jøderne forstod denne profeti sådan at Messias eller Kristus skulle fødes i og komme fra denne by (Joh 7:40-42), en opfattelse som også deres øverste præster og skriftlærde gav udtryk for. — Mt 2:3-6.

Selv om Maria blev gravid i Nazaret i Galilæa, fødte hun Jesus i Betlehem i Judæa så profetien kunne opfyldes. (Lu 1:26-38; 2:4-7) Det var en rejse på ca. 150 km, målt efter de nuværende veje, gennem bakket terræn.

Da Jesus blev født, var der hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten. (Lu 2:8) I dagtimerne kunne man lade fårene græsse ude på en hvilken som helst årstid, men den omstændighed at hyrderne levede udendørs og tilbragte natten dér sammen med deres hjorde, giver et tydeligt fingerpeg om på hvilken tid af året Jesus blev født. Regntiden i Palæstina begynder omkring midten af oktober og varer i flere måneder. I december har Betlehem ligesom Jerusalem jævnlig nattefrost. At hyrderne i Betlehem lå ude på marken om natten, peger altså på at fødselen må have fundet sted før regntiden satte ind. Det er i øvrigt meget usandsynligt at kejser Augustus ville provokere jøderne unødigt ved at give ordre til en indskrivning i den regnfulde vintermåned december, hvor det var særlig besværligt at rejse. — Lu 2:1-6; jf. Mt 24:20.

Man ved ikke hvor den stald lå som Jesus blev født i. Nogen tid efter Jesu fødsel, da hans forældre ikke længere boede i en stald, men i et hus, fik Betlehem besøg af nogle astrologer fra Østen som søgte efter „det lille barn“. (Mt 2:1-12) Guds indgriben forhindrede at deres besøg kom til at koste barnet livet, men alle Betlehem og omegns drengebørn i en alder af to år og derunder blev dræbt på kong Herodes’ befaling. (Mt 2:12, 16) I Mattæus 2:17, 18 citerer den inspirerede skribent profetien i Jeremias 31:15 og anvender den på denne hændelse. — Se RAKEL.

2. En by i Zebulons område. (Jos 19:10, 15) Det var sandsynligvis dette Betlehem dommeren Ibzan kom fra, og denne by han blev begravet i, for hverken Efrat eller Juda nævnes i beretningen. (Dom 12:8-10) Betlehem i Zebulon er blevet identificeret med Beit Lahm (Bet Lehem Ha-Gelilit), der ligger ca. 11 km vestnordvest for Nazaret.

[Illustration på side 258]

Jesu fødeby, Betlehem, som den ser ud i dag