SJIHOR

(Sjiʹhor) [fra ægyptisk; betyder „Horus’ dam“].

Øjensynlig den østligste flodarm i Nildeltaet. Hver af de fire gange ordet Sjihor forekommer i den hebraiske tekst, er det forbundet med Ægypten. (Jos 13:3, „gren af Nilen“; 1Kr 13:5; Es 23:3; Jer 2:18) Nogle kommentatorer sidestiller Sjihor med „Ægyptens Regnflodsdal“ (4Mo 34:5), der som regel identificeres med Wadi el-‛Arish sydvest for Gaza, men i Jeremias 2:18 og Esajas 23:3 synes Sjihor at være nærmere forbundet med Ægypten og Nilen end denne regnflodsdal, eller wadi, er. Især synes udtrykket „Sjihors sædekorn“ hos Esajas at hentyde til en flod der løber hele året (naharʹ), frem for en wadi der kun er vandførende på visse tider af året (naʹchal). Af disse grunde bliver Sjihor, i hvert fald i disse to skriftsteder, oftere forbundet med Nilens østligste arm (efter at floden har forgrenet sig i deltaområdet). Med denne beliggenhed kunne det siges at Sjihor lå „foran [dvs. øst for] Ægypten“, som det hedder i Josua 13:3.

Sidstnævnte skriftsted er imidlertid en del af en beskrivelse af det land som israelitterne skulle erobre efter de indledende felttog under Josuas anførsel, og som mod nord skulle strække sig „indtil indgangen til Hamat“. (Jos 13:1-6) De der mener at Sjihor skal identificeres med Wadi el-‛Arish, påpeger at grænserne for Israels arvelod andre steder angives at skulle strække sig fra „Ægyptens Regnflodsdal“ til „indgangen til Hamat“. (4Mo 34:2, 5, 7, 8) Omtalen af Sjihor („gren af Nilen“, NV) i Josua 13:3 betragtes imidlertid i nogle oversættelser (RS, NV) som en del af et parentetisk udsagn med en historisk oplysning om hvor langt mod sydvest kana’anæernes land engang havde strakt sig. Set under den synsvinkel beskriver skriftstedet således ikke det område der skulle erobres, men viser blot at kana’anæernes område engang gik helt til Ægyptens østgrænse.

Der er en tilsvarende lighed mellem beretningen om at David samlede Israels folk fra Sjihor i Ægypten („Ægyptens flod“, NV, fdn.) til Hamat (da han forsøgte at føre pagtens ark op til Jerusalem), og beretningen om at folket på Salomons tid blev samlet „fra et område der strakte sig fra indgangen til Hamat indtil Ægyptens Regnflodsdal“. (1Kr 13:5; 1Kg 8:65) Forklaringen er muligvis at beretningen i det sidstnævnte tilfælde (på Salomons tid) opgiver de reelle grænser for det område israelitterne boede i. Området mellem Wadi el-‛Arish og Nilens østlige gren består hovedsagelig af ørken og kratbevoksede områder, så denne wadi, eller regnflodsdal, dannede en passende grænse for det område der var egnet til beboelse for israelitterne. I det første tilfælde (på Davids tid) sigter beskrivelsen måske til hele det område israelitterne færdedes i, det område David herskede over, og som virkelig strakte sig til Ægyptens grænse.

Endnu før Davids tid havde kong Saul forfulgt amalekitterne helt til Sjur, „som ligger op til Ægypten“ (1Sa 15:7), og det område Salomon fik gennem David, siges at have strakt sig til „Ægyptens grænse“. (1Kg 4:21) Skønt det område de israelitiske stammer fik tildelt, rent faktisk ikke strakte sig længere end til „Ægyptens Regnflodsdal“, synes dette således ikke at være til hinder for at Sjihor identificeres med en „gren af Nilen“ i Josua 13:3 og „Ægyptens flod“ i fodnoten til 1 Krønikebog 13:5.

Ordet „Sjihor“ forekommer ikke i 1 Mosebog 15:18, hvor Jehova lover Abraham landet „fra Ægyptens flod til den store flod, Eufratfloden“. Også her er der således tvivl om hvorvidt „Ægyptens flod [form af nahar ʹ]“ sigter til en del af Nilen eller til „Ægyptens Regnflodsdal [naʹchal]“ (Wadi el-‛Arish). Svaret afhænger af om Jehova her beskrev det reelle område israelitterne fik som arvelod, eller det område israelitterne beherskede da riget nåede sin største udstrækning. Hvis det første er tilfældet, er det sandsynligvis Wadi el-‛Arish der sigtes til i dette skriftsted; hvis det sidste er tilfældet, er det Sjihor der sigtes til. — Se ÆGYPTENS REGNFLODSDAL.