EZEKIAS (HIZKIJA)

(Ezekiʹas) [gr. form af hebr. Chizqījaʹhu, der betyder „Jehova styrker“].

1. Konge over Juda rige, 745-717 f.v.t. Han blev efter alt at dømme konge da hans fader, Akaz, døde, i „kong Hosjea af Israels tredje år“ (måske Hosjeas tredje år som vasalkonge under Tiglat-Pileser III), idet hans regering officielt regnes fra nisan det følgende år (745 f.v.t.). (2Kg 18:1) I hans regeringstid levede og virkede profeterne Esajas, Hoseas og Mika. (Es 1:1; Ho 1:1; Mik 1:1) Ezekias udmærkede sig som en konge der „holdt sig nær til Jehova“ idet han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne og holdt hans bud. Lige fra han begyndte at regere, var han nidkær for den sande tilbedelse, ikke blot i Juda, men i hele Israel. Da han fulgte Jehovas veje ligesom sin forfader David, kunne det med rette siges om ham at „efter ham var der ingen som han blandt alle Judas konger, og heller ikke før ham“, og derfor var Jehova med ham. — 2Kg 18:3-7.

Litterær virksomhed. Ezekias er også kendt for sin interesse for at samle nogle af Salomons ordsprog, hvilket indledningen til det afsnit i Ordsprogene der omfatter kapitlerne 25-29, vidner om. Den lyder: „Dette er også ordsprog af Salomon, som Judas konges, Ezekias’, mænd afskrev.“ (Ord 25:1) Han skrev den takkesang der er gengivet i Esajas 38:10-20, efter at Jehova havde helbredt ham for en dødbringende sygdom. I denne sang nævner han „mine stykker for strenge“. (V. 20) Nogle mener at Ezekias har skrevet Salme 119. Hvis det er rigtigt, må den være skrevet mens han var prins og endnu ikke var blevet konge.

Situationen ved Ezekias’ tronbestigelse. Da Ezekias besteg tronen, havde Juda rige pådraget sig Guds mishag, for Ezekias’ fader, Akaz, havde øvet mange vederstyggeligheder for Jehovas ansigt og havde givet afgudsdyrkelsen frie tøjler i Juda. Derfor havde Jehova tilladt at landet blev hærget af sine fjender, især det andet verdensrige, Assyrien. Akaz havde ribbet templet og kongens palads for sølv og guld til at bestikke assyrerkongen med. Han havde endog hugget redskaberne i templet i stykker, lukket dets døre og rejst altre til sig selv „på hvert hjørne i Jerusalem“ idet han ofrede til andre guder. Ved at indgå forbund med Assyriens konge havde han stillet sit rige under dennes beskyttelse. (2Kg 16:7-9; 2Kr 28:24, 25) Ezekias, derimod, gjorde på et tidligt tidspunkt under sin regering oprør mod Assyriens konge. — 2Kg 18:7.

Ved Ezekias’ tronbestigelse i Juda var situationen i tistammeriget, det nordlige Israels rige, endnu værre. På grund af Israels store synder havde Jehova tilladt at landet kom i alvorlige vanskeligheder og måtte betale skat til Assyrien, og det skulle ikke vare længe før Assyrien opslugte Israel og førte folket i landflygtighed. — 2Kg 17:5-23.

Nidkær for den sande tilbedelse. Ezekias viste sin nidkærhed for tilbedelsen af Jehova straks efter at han var kommet på tronen i en alder af 25 år. Det første han gjorde, var at genåbne og istandsætte templet. Derefter sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Nu ligger det mig på hjerte at slutte en pagt med Jehova, Israels Gud.“ Dette var en troskabspagt, som om Lovpagten, der stadig gjaldt, men var blevet tilsidesat, på ny blev indstiftet i Juda. Med stor energi organiserede han levitterne til deres tjeneste og sørgede for at musikken og lovsangen kom til at lyde igen. Det var i nisan måned, hvor påsken skulle fejres; men templet, præsterne og levitterne var ikke rene. Den 16. nisan var templet renset og redskaberne bragt på plads. Derpå skulle der bringes et særligt sonoffer for hele Israel. Først bragte fyrsterne deres ofre, syndofre for Juda rige, helligdommen og folket, og derefter bragte folket tusinder af brændofre. — 2Kr 29:1-36.

Eftersom folkets urenhed forhindrede at man fejrede påsken til den fastsatte tid, benyttede Ezekias den lov der tillod dem som var urene, at fejre påsken en måned senere. Han indbød ikke alene Juda, men også Israel ved hjælp af breve som med løbere blev sendt gennem hele landet fra Be’er-Sjeba til Dan. Mange gjorde nar af løberne, men enkelte, især fra Aser, Manasse og Zebulon, ydmygede sig og kom, sammen med nogle fra Efraim og Issakar. Desuden kom mange ikkeisraelitter der tilbad Jehova. Uden tvivl var det vanskeligt for dem fra det nordlige rige der stadig holdt fast ved den sande tilbedelse, at komme til påsken. Ligesom sendebudene ville de møde modstand og blive udsat for latterliggørelse eftersom tistammeriget var i forfald, var sunket dybt i afgudsdyrkelsen og havde den assyriske trussel hængende over hovedet. — 2Kr 30:1-20; 4Mo 9:10-13.

Efter påsken holdt man de usyrede brøds højtid i syv dage under så stor glæde og fryd at hele menigheden besluttede at holde højtid i syv dage til. Selv i så farefulde tider herskede der på grund af Jehovas velsignelse „stor fryd i Jerusalem, for siden Davids søn kong Salomon af Israels dage var der ikke sket noget som dette i Jerusalem“. — 2Kr 30:21-27.

At der var tale om en virkelig genoprettelse og genoplivelse af den sande tilbedelse, og at det ikke blot var en omvendelse fremkaldt af en forbigående opstemthed, ses af hvad der videre skete. Før festdeltagerne vendte hjem, drog de ud og knuste de hellige støtter, nedbrød offerhøjene og altrene og omhuggede de hellige pæle i hele Juda og Benjamin, og endog i Efraim og Manasse. (2Kr 31:1) Ezekias selv satte eksemplet idet han slog den kobberslange i stykker som Moses havde lavet, men som folket havde gjort til en afgud og bragt røgofre til. (2Kg 18:4) Efter den store højtid sikrede Ezekias at den sande tilbedelse fortsatte idet han organiserede præsternes skifter og sørgede for støtte til tempeltjenesten; han opfordrede folket til at efterkomme Loven om tienden og førstegrøden til levitterne og præsterne, en opfordring folket beredvilligt fulgte. — 2Kr 31:2-12.

Det assyriske tryk øges. I disse trængselstider, hvor Assyrien løb alt hvad der lå på dets vej, over ende, stolede Ezekias på Jehova, Israels Gud. Han gjorde oprør mod Assyriens konge og slog filistrene, der åbenbart havde indgået forbund med Assyrien. — 2Kg 18:7, 8.

I Ezekias’ fjerde år (742 f.v.t.) begyndte assyrerkongen Salmanassar at belejre Samaria. I Ezekias’ sjette år (740 f.v.t.) blev Samaria indtaget. Befolkningen i tistammeriget blev ført i landflygtighed, og assyrerne flyttede andre befolkninger ind og lod dem bosætte sig i landet. (2Kg 18:9-12) Dette efterlod Juda rige, der repræsenterede Guds teokratiske regering og den sande tilbedelse, som en lille ø helt omgivet af sine fjender.

Sargon II’s søn, Sankerib, stræbte ærgerrigt efter at føje Jerusalem til sine erobringer, især i betragtning af at Ezekias havde trukket sig ud af det forbund som hans fader, kong Akaz, havde sluttet med Assyrien. I Ezekias’ 14. regeringsår (732 f.v.t.) „drog Assyriens konge Sankerib op mod alle Judas befæstede byer og erobrede dem“. Ezekias tilbød Sankerib betaling for at købe sig fri af ham og frelse Jerusalem, der var truet, hvorpå Sankerib forlangte den enorme sum af 300 talenter sølv (ca. 12 mio. kr.) og 30 talenter guld (ca. 70 mio. kr.). For at kunne betale dette beløb måtte Ezekias udlevere alt det sølv der fandtes i templet og det kongelige skatkammer, foruden de kostbare metaller som Ezekias selv havde ladet templets døre og dørstolper overtrække med. Dette stillede assyrerkongen tilfreds, men kun for en tid. — 2Kg 18:13-16.

Bygge- og ingeniørarbejder. Over for et truende angreb fra den begærlige Sankeribs side viste Ezekias stor klogskab og benyttede sig af krigsstrategi. Han tilstoppede alle kilder og vandløb uden for Jerusalem således at assyrerne i tilfælde af en belejring ikke ville kunne finde vand. Han styrkede byens forsvarsanlæg og „lavede kastespyd i mængde samt skjolde“. Men det var ikke den militære udrustning han satte sin lid til, for da han samlede befalingsmændene og folket, sagde han opmuntrende: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange eller skrækslagne på grund af Assyriens konge og på grund af hele den folkemængde som er med ham; for der er flere med os end med ham. Med ham er en arm af kød, men med os er Jehova vor Gud til at hjælpe os og føre vore krige.“ — 2Kr 32:1-8.

En af de største ingeniørmæssige bedrifter fra den tid er Ezekias’ vandledning. Den var ca. 533 m lang og fulgte en noget uregelmæssig kurs gennem klippen fra Gihonkilden øst for Davidsbyens nordlige del til Siloamdammen i Tyropøonsdalen neden for Davidsbyen, men inden for en ny mur som var blevet bygget syd for byen. (2Kg 20:20; 2Kr 32:30) På væggen i den snævre tunnel, hvis gennemsnitshøjde er 1,8 m, har arkæologerne fundet en inskription med gammelhebraiske bogstaver. Den lyder i uddrag: „Og dette er historien om gennemboringen. Mens (stenhuggerne svingede deres) økser, hver i retning af sin kammerat, og da der endnu var tre alen at gennemhugge, (hørtes) stemmen fra en mand, der råbte til sin kammerat, for der var en sprække (?) til højre . . . Og den dag, da gennemboringen var færdig, kom stenhuggerne igennem og stod over for deres kammerater, økse mod økse. Så løb vandet fra kilden til dammen gennem tolv hundrede alen, og der var en hundrede alen høj klippe over stenhuggernes hoveder.“ (Bogen om Bibelen, 1976, Lademanns forlag, side 301) Tunnelen blev således hugget igennem klippen fra begge ender, så arbejderne mødtes på midten — en imponerende ingeniørbedrift.

Sankeribs nederlag ved Jerusalem. Som Ezekias havde ventet, var Sankerib besluttet på at angribe Jerusalem. Mens Sankerib og hans hær belejrede den stærkt befæstede by Lakisj, sendte han en del af sin hær sammen med en deputation af befalingsmænd til Jerusalem for at kræve at byen overgav sig. Gruppens talsmand var Rabsjake (ikke et navn, men en militær titel), der talte flydende hebraisk. Han hånede højlydt Ezekias og spottede Jehova idet han pralende sagde at Jehova lige så lidt kunne udfri Jerusalem som de andre nationers guder havde kunnet udfri deres tilbederes lande af assyrerkongens hånd. — 2Kg 18:13-35; 2Kr 32:9-15; Es 36:2-20.

Ezekias var stærkt foruroliget, men fortsatte med at stole på Jehova og bad til ham i templet, samtidig med at han sendte nogle af de ledende i folket til profeten Esajas. Esajas’ svar, der var fra Jehova, gik ud på at Sankerib ville høre en melding og vende tilbage til sit eget land, hvor han til sidst ville falde for sværdet. (2Kg 19:1-7; Es 37:1-7) På dette tidspunkt var Sankerib brudt op fra Lakisj og havde lejret sig ved Libna, hvor han hørte at Ætiopiens konge Tirhaka var draget ud for at kæmpe imod ham. Alligevel sendte Sankerib sendebud af sted til Ezekias med et brev hvori han fortsatte med sine trusler og med at spotte Jehova, Israels Gud. Da Ezekias havde læst det stærkt krænkende brev, bredte han det ud foran Jehova, der igen svarede gennem Esajas. Nu var det Sankerib der blev spottet til gengæld, og Ezekias fik forsikring om at assyrerne ikke ville få lov at trænge ind i Jerusalem. Jehova sagde: „Jeg vil forsvare denne by for at frelse den, for min egen skyld og for min tjener Davids skyld.“ — 2Kg 19:8-34; Es 37:8-35.

Samme nat sendte Jehova sin engel, der udslettede 185.000 af de bedste af Sankeribs soldater, „enhver dygtig kriger og anfører og øverste i Assyriens konges lejr, så han vendte beskæmmet tilbage til sit land“. Således blev det angreb på Jerusalem som Sankerib havde truet med, afværget. Senere, „da han engang bøjede sig i sin gud Nisroks hus, slog hans sønner Adrammelek og Sar-Ezer ham ihjel med sværdet“. — 2Kr 32:21; Es 37:36-38.

Sankeribs sejr over den ætiopiske hær er beskrevet i indskrifter hvori der blandt andet siges: „Dernæst judæeren Ezekias, som ikke havde bøjet sig for mit åg — jeg indesluttede 46 af hans stærke, befæstede byer . . . Jeg indtog dem . . . Jeg spærrede ham selv [Ezekias] inde i hans kongestad Jerusalem som en fugl i et bur.“ (Skatte fra Bibelens tid, Alan Millard, 1986, s. 124) Sankerib påstår ikke at han indtog Jerusalem. Dette støtter Bibelens beretning om at Ezekias gjorde oprør mod Assyrien, og at det ikke lykkedes Sankerib at indtage Jerusalem. Hedenske konger havde for skik at ophøje sig selv i deres indskrifter, og Sankerib overdriver i denne indskrift den mængde sølv som Ezekias måtte betale ham. Sankerib nævner 800 talenter, mens det ifølge Bibelen kun drejede sig om 300 talenter.

Ezekias’ liv forlænges mirakuløst. Omkring den tid da Sankerib truede Jerusalem, blev Ezekias syg, plaget af en ondartet byld. Han blev af profeten Esajas underrettet om at ordne sine sager og forberede sig på at dø. Ezekias havde endnu ikke fået en søn, og det så derfor ud til at den kongelige slægtslinje fra David var i fare for at blive brudt. Ezekias bad inderligt til Jehova, med tårer, hvorefter Jehova sendte Esajas tilbage for at meddele Ezekias at hans liv ville blive forlænget med 15 år. Som et mirakuløst tegn på at løftet ville blive opfyldt, skulle solens skygge rykke ti trin tilbage på „Akaz’ trappe“. (Se SOLEN.) I det tredje år herefter fik Ezekias en søn der blev kaldt Manasse, og som senere efterfulgte ham på tronen. — 2Kg 20:1-11, 21; 21:1; Es 38:1-8, 21.

Ezekias’ fejltrin og hans anger. Den bibelske beretning fortæller om Ezekias at „i forhold til den velgerning der var vist ham, vendte Ezekias ikke om, for hans hjerte blev hovmodigt og der kom harme over ham og over Juda og Jerusalem“. (2Kr 32:25) Det står ikke klart om dette hovmod havde forbindelse med hans uforsigtighed da han viste hele sit skatkammer og alt hvad han rådede over i sit hus og i sit rige, for Babylons konge Berodak-Baladans (Merodak-Baladans) udsendinge, der var blevet sendt til ham efter at han var kommet sig af sin sygdom. Måske gjorde han dette for at gøre indtryk på Babylons konge som en mulig allieret mod Assyriens konge. Dette kunne naturligvis vække ønsker hos babylonierne. Profeten Esajas var imod ethvert forbund med og enhver afhængighed af Guds ærkefjende Babylon. Da Esajas hørte hvad Ezekias havde vist de babyloniske sendebud, udtalte han den inspirerede profeti fra Jehova at babylonierne en dag ville komme og føre alt bort til Babylon, også nogle af Ezekias’ efterkommere. Imidlertid ydmygede Ezekias sig, og Gud tillod i sin godhed at katastrofen ikke indtraf i hans dage. — 2Kg 20:12-19; 2Kr 32:26, 31; Es 39:1-8.

På profeten Jeremias’ tid blev Ezekias gunstigt omtalt af nogle af folkets ledere i Jerusalem fordi han havde lyttet til Jehovas profet Mika fra Moresjet. — Jer 26:17-19.

2. En af profeten Zefanias’ forfædre, muligvis kong Ezekias. — Zef 1:1.