GEBA

(Geʹba) [høj].

En by i Benjamin som blev givet til kehatitterne; en af de 13 præstebyer. (Jos 18:21, 24; 21:17, 19; 1Kr 6:54, 60) Geba lå øjensynlig ved Juda riges nordgrænse, hvoraf talemåden „fra Geba til Be’er-Sjeba“. (2Kg 23:8) Det gamle Geba identificeres som regel med den nutidige landsby Jaba‛, der ligger ca. 10 km nordnordøst for Tempelbjerget i Jerusalem. En dyb og snæver dal adskiller stedet fra det sted hvor man mener fortidens Mikmas har ligget. I dalen er der to høje med stejle klippesider som kan svare til ’klippefremspringene’ Bozez og Sene, der vendte imod henholdsvis Mikmas og Geba. — 1Sa 14:4, 5.

Geba hører til de byer der nævnes i forbindelse med kong Sauls felttog mod filistrene. Åbenbart på sin faders anvisning slog Jonatan filistrenes „garnison“ i Geba. (1Sa 13:3, 4) Filistrene samlede da en mægtig styrke ved Mikmas, hvorpå mange israelitter blev bange og skjulte sig; nogle flygtede endog til den anden side af Jordan. (1Sa 13:5-7) Senere begav Jonatan sig fra Geba over til filistrenes forpost, der uden tvivl var stationeret på randen af „passet ved Mikmas“. På alle fire kravlede Jonatan op ad den stejle skrænt til forposten og dræbte med sin våbendragers hjælp omkring 20 filistre. — 1Sa 14:6-14; jf. 1Sa 13:16, 23.

Mange år senere befæstede kong Asa Geba med sten og tømmer fra Rama. (1Kg 15:22; 2Kr 16:6) På et tidspunkt der ikke er nærmere angivet i Bibelen, blev nogle af Gebas indbyggere ført i landflygtighed til Manahat. (1Kr 8:6) På sin march mod Jerusalem kom den assyriske hær under Sankerib åbenbart gennem Geba. (Es 10:24, 28-32) Blandt de jøder der vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon, nævnes „Gebas sønner“; byen selv blev også beboet efter hjemkomsten. (Ezr 2:1, 26; Ne 7:6, 30; 11:31; 12:29) I sin beskrivelse af det genopbyggede Jerusalems ophøjelse talte profeten Zakarias om at det bakkede og bjergrige land mellem Geba og Rimmon skulle sænkes og blive som Araba. — Zak 14:10; se GIBEA, 3.