NEBUKADNEZAR

(Nebukadneʹzar), Nebukadrezar (Nebukadreʹzar) [fra akkadisk; betyder „Nebo, beskyt arvingen!“].

Den anden hersker i det nybabyloniske verdensrige; søn af Nabopalassar og fader til Evil-Merodak (Awel-Marduk), som efterfulgte ham på tronen. Nebukadnezar herskede som konge i 43 år (624-582 f.v.t.), og inden for dette åremål faldt de „syv tider“ hvori han „spiste planter som okserne“. (Da 4:31-33) For at adskille ham fra den babyloniske hersker af samme navn fra en langt tidligere periode (Isin-dynastiet) omtaler historikerne ham som Nebukadnezar II.

Historiske kileskriftoptegnelser om Nebukadnezar supplerer til en vis grad Bibelens beretning. Ifølge dem samlede Nabopalassar i sit 19. regeringsår sin hær, og hans søn, daværende kronprins Nebukadnezar, gjorde det samme. De to hære opererede åbenbart uafhængigt af hinanden, og da Nabopalassar vendte tilbage til Babylon mindre end en måned efter at være draget af sted, gennemførte Nebukadnezar sejrrigt et krigstogt i et bjergområde, og senere vendte han tilbage til Babylon med meget bytte. I Nabopalassars 21. regeringsår drog Nebukadnezar med den babyloniske hær til Karkemisj, hvor han kæmpede mod ægypterne og førte sine styrker til sejr. Dette fandt sted i Jojakims fjerde år som konge i Juda (625 f.v.t.). — Jer 46:2.

Indskrifterne viser yderligere at Nebukadnezar ved efterretningen om faderens død vendte hjem til Babylon, hvor han besteg tronen den 1. elul (august-september). Allerede i sit tiltrædelsesår var den nye konge tilbage i Hattu, og „i sjebat måned [januar-februar 624 f.v.t.] bragte han det vældige bytte fra Hattu til Babylon“. (Assyrian and Babylonian Chronicles, A. K. Grayson, 1975, s. 100) I 624 f.v.t., som var Nebukadnezars første officielle regeringsår, førte han igen sine tropper gennem Hattu og indtog denne gang filisterbyen Askalon, som han plyndrede. (Se ASKALON.) I sit andet, tredje og fjerde år som konge foretog han yderligere fremstød i Hattu-området, og det var øjensynlig i det fjerde år at han gjorde Judas konge Jojakim til vasal. (2Kg 24:1) Det var også i det fjerde år at han med sine styrker drog til Ægypten, hvor begge parter led svære tab i det slag der fulgte.

Indtager Jerusalem. Senere belejrede babylonierne Jerusalem, åbenbart foranlediget dertil af kong Jojakims oprør mod Nebukadnezar. Det ser ud til at Jojakim døde under belejringen, og at hans søn Jojakin efterfulgte ham på Judas trone. Men kun tre måneder og ti dage senere endte den nye konges regering da Jojakin overgav sig til Nebukadnezar (i adar måned [februar-marts] i Nebukadnezars syvende regeringsår [som endte i nisan 617 f.v.t.] ifølge Den Babyloniske Krønike). En kileskrifttavle (British Museum 21946) giver følgende oplysning: „Det syvende år: I kislev måned mønstrede kongen af Akkad sin hær og marcherede mod Hattu. Han slog lejr mod byen i Juda, og på den anden dag i adar måned indtog han byen (og) tog (dens) konge [Jojakin] til fange. Han indsatte en konge efter sit eget valg [Zedekias] i byen, tog den store tribut og bragte den til Babylon.“ (Assyrian and Babylonian Chronicles, A. K. Grayson, 1975, s. 102; BILLEDE, bd. 2, s. 326) Foruden Jojakin førte Nebukadnezar andre medlemmer af den kongelige husstand samt hofmænd, håndværkere og krigere som fanger til Babylon. Han gjorde Jojakins farbroder Mattanja, hvis navn han ændrede til Zedekias, til konge i Juda. — 2Kg 24:11-17; 2Kr 36:5-10; se JOJAKIM, 1; JOJAKIN; KRONOLOGI.

Nogen tid senere gjorde Zedekias oprør mod Nebukadnezar og allierede sig med Ægypten for at få militær beskyttelse. (Ez 17:15; jf. Jer 27:11-14.) Det fik babylonierne til at vende tilbage til Jerusalem, og den 10. tebet (december-januar) i Zedekias’ niende regeringsår belejrede Nebukadnezar byen. (2Kg 24:20; 25:1; 2Kr 36:13) Men efterretningen om at Faraos hærstyrke var på vej fra Ægypten, fik babylonierne til midlertidigt at hæve belejringen. (Jer 37:5) Faraos styrker blev trængt tilbage til Ægypten, og babylonierne genoptog belejringen af Jerusalem. (Jer 37:7-10) Endelig, den 9. tammuz (juni-juli) i Zedekias’ 11. regeringsår (Nebukadnezars 19. år, regnet fra hans tiltrædelsesår, eller hans 18. regeringsår), i 607 f.v.t., brød belejrerne gennem bymuren. Zedekias og hans mænd flygtede, men blev indhentet på Jerikos ørkensletter. Eftersom Nebukadnezar havde trukket sig tilbage til „Ribla i Hamats land“, blev Zedekias fremstillet for ham dér. Nebukadnezar lod alle hans sønner henrette, hvorefter han blindede og bandt Zedekias selv og førte ham som fange til Babylon. Hvad der skulle tages vare på efter erobringen, såsom nedbrændingen af templet og byens huse, fjernelsen af tempelredskaberne samt bortførelsen af fangerne, blev overladt til øversten for livvagten, Nebuzar-Adan. Over dem der ikke blev taget til fange, blev Gedalja indsat som statholder på Nebukadnezars befaling. — 2Kg 25:1-22; 2Kr 36:17-20; Jer 52:1-27, 29.

Drømmen om en vældig billedstøtte. Ifølge Daniels Bog fik Nebukadnezar i sit „andet regeringsår“ (sandsynligvis regnet fra Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. og derfor i virkeligheden hans 20. år) en drøm hvori han så en billedstøtte hvis hoved var af guld. (Da 2:1) Hverken magerne, besværgerne eller kaldæerne kunne tyde drømmen, men den jødiske profet Daniel kunne, og Nebukadnezar måtte indrømme at Daniels Gud var „gudernes Gud og kongernes Herre og den der åbenbarer hemmeligheder“. Så gjorde han Daniel til „hersker over hele provinsen Babylon og øverste præfekt over alle Babylons vismænd“. Samtidig gav han Daniels tre venner, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, administrative poster. — Da kap. 2.

Flere jøder føres i landflygtighed. Omkring tre år senere, i Nebukadnezars 23. regeringsår, blev yderligere et antal jøder ført i landflygtighed (Jer 52:30), sandsynligvis jøder der var flygtet til lande som babylonierne senere indtog. Denne slutning underbygges af historikeren Josefus’ udtalelse: „I det femte år efter Jerusalems ødelæggelse, i Nebukadnezars 23. regeringsår, gjorde han et felttog mod Kølesyrien; og da han havde taget det i besiddelse, førte han krig mod moabitterne og ammonitterne; og da han havde underlagt sig disse nationer, faldt han over Ægypten for at bemægtige sig det.“ — Jewish Antiquities, X, 181, 182, (ix, 7).

Mod Tyrus. Ligeledes nogen tid efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. indledte Nebukadnezar belejringen af Tyrus. Under belejringen blev „hvert hoved“ i hans hær „slidt skaldet“ af hjelmenes gnaven, og „hver skulder blev slidt nøgen“ af at bære byggematerialer til belejringsværkerne. Da Nebukadnezar ikke fik nogen „løn“ for at tjene som Jehovas domsfuldbyrder over for Tyrus, lovede Jehova ham Ægyptens velstand. (Ez 26:7-11; 29:17-20; se TYRUS.) Et brudstykke af en babylonisk tekst der dateres til Nebukadnezars 37. år (588 f.v.t.), omtaler et felttog mod Ægypten. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 308) Det kan imidlertid ikke fastslås om teksten sigter til den oprindelige erobring eller til et senere felttog.

Byggeprojekter. Ud over sine militære aktiviteter, der resulterede i talrige sejre og det babyloniske imperiums forudsagte ekspansion (jf. Jer 47-49), udførte Nebukadnezar omfattende byggearbejder. Efter sigende for at lindre sin mediske dronnings hjemve anlagde han De Hængende Haver, der betragtes som et af oldtidens syv underværker. I mange af hans indskrifter berettes der om hans byggeprojekter, der omfattede templer, paladser og mure. I et udsnit af en af disse indskrifter hedder det:

„Nebukadnezar, Babylons konge, genopbygger af Esagila og Ezida, søn af Nabopalassar, er jeg. For at beskytte Esagila, så ingen mægtig fjende og erobrer kunne indtage Babylon, så kamplinjen ikke nærmede sig Imgur-Bel, Babylons mur, [gjorde jeg] det ingen tidligere konge havde gjort; ved opførelsen af murene omkring Babylon omgav jeg den med en stærk mur på østsiden. Jeg gravede en voldgrav, jeg nåede til vandspejlet. Jeg så da at den mur min fader havde bygget, var bygget for lille. Med asfalt og sten byggede jeg en vældig mur, der som et bjerg ikke kunne fjernes, og forbandt den med min faders mur; jeg lagde dens grundvolde på underverdenens bryst; dens øverste kant løftede jeg op som et bjerg. For at styrke denne mur byggede jeg en tredje langs den, og som grundlag for en beskyttelsesmur lagde jeg et fundament af teglsten og byggede den på underverdenens bryst og lagde dens grundvolde. Esagilas og Babylons forsvarsværker styrkede jeg og befæstede mit herredømmes navn for evigt.“ — Archaeology and the Bible af G. Barton, 1949, s. 478, 479.

Ovenstående stemmer med Nebukadnezars pralende ord umiddelbart før han mistede sin forstand: „Er dette ikke det store Babylon som jeg har bygget til kongelig residens i kraft af min magt og til ære for min majestæt?“ (Da 4:30) Men da han fik sin sunde fornuft tilbage som en opfyldelse af hans gudgivne drøm om det omhuggede træ, måtte han erkende at Jehova er i stand til at ydmyge dem der vandrer i hovmod. — Da 4:37; se VANVID, GALSKAB.

Dybt religiøs. Nebukadnezar må have været yderst religiøs, for han byggede og udsmykkede templer for et stort antal babyloniske guder. Især hengav han sig til dyrkelsen af Babylons hovedgud, Marduk, som han tilskrev sine militære sejre. Trofæer fra krigene, heriblandt de hellige kar fra Jehovas tempel, blev åbenbart anbragt i Marduks (Merodaks) tempel. (Ezr 1:7; 5:14) I en af Nebukadnezars indskrifter hedder det: „Til din ære, o ophøjede MERODAK, har jeg bygget et hus. . . . Måtte tribut i overflod fra nationernes og alle folkeslagenes konger tilflyde det.“ — Records of the Past: Assyrian and Egyptian Monuments, London 1875, bd. V, s. 135.

Den guldbilledstøtte som Nebukadnezar lod opstille på Durasletten, var muligvis viet til Marduk og skulle fremme religiøs enhed i riget. I sin vrede over at Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego nægtede at tilbede billedstøtten, selv efter den anden opfordring, befalede Nebukadnezar at de skulle kastes i en brændende ildovn som blev ophedet syv gange mere end sædvanligt. Da de tre hebræere blev udfriet af Jehovas engel, måtte Nebukadnezar ikke desto mindre indrømme: „Der findes ingen anden gud der som han kan udfri.“ — Da kap. 3.

Spådomskunst spillede åbenbart en stor rolle for Nebukadnezar når han planlagde sine felttog. For eksempel forudsagde Ezekiel at Babylons konge ville ty til spådom for at afgøre om han skulle drage mod Rabba i Ammon eller mod Jerusalem. — Ez 21:18-23.