JESABEL

(Jeʹsabel). [fra fønikisk; betyder muligvis „hvor er den ophøjede [dvs. fyrsten]?“].

1. Hustru til Akab, der var konge over Israel i sidste halvdel af det 10. århundrede f.v.t. Hun var en herskesyg dronning og en fanatisk forkæmper for ba’alsdyrkelsen på bekostning af tilbedelsen af Jehova. Heri lignede hun sin fader, Etba’al, Zidons konge, som øjensynlig er identisk med den Itobalos der nævnes hos den antikke historiker Menander (ifølge Josefus’ Against Apion, I, 116, 123 [18]) som en astartepræst der myrdede sin konge og derefter besteg tronen. — 1Kg 16:30, 31.

Det var utvivlsomt af politiske grunde Akab giftede sig med den hedenske prinsesse Jesabel, uden tanke på de skæbnesvangre religiøse følger. Efter at han havde indgået denne forbindelse, var det kun at forvente at han — for at behage sin ivrigt ba’alsdyrkende hustru — byggede et tempel og et alter for Ba’al, rejste en fallisk ’hellig pæl’ og tog del i afgudsdyrkelsen sammen med hende. Akab gjorde på denne måde mere som krænkede Jehova, end alle Israels konger før ham. — 1Kg 16:32, 33.

Det var ikke nok for Jesabel at ba’alsdyrkelsen var officielt anerkendt af tronen; hun bestræbte sig også for at få tilbedelsen af Jehova udryddet af landet. For at nå dette mål befalede hun at alle Jehovas profeter skulle dræbes, men Gud advarede Elias og rådede ham til at flygte over på den anden side af Jordan, mens paladsforvalteren Obadja skjulte 100 andre profeter i nogle huler. (1Kg 17:1-3; 18:4, 13) Nogen tid efter måtte Elias igen flygte for livet da Jesabel gennem et personligt sendebud meddelte ham at hun havde svoret at ville dræbe ham. — 1Kg 19:1-4, 14.

Efterhånden var der 450 ba’alsprofeter og 400 profeter for den hellige pæl som Jesabel sørgede for på statens regning, og som spiste ved hendes kongelige bord. (1Kg 18:19) Men trods alle hendes fanatiske bestræbelser for at udrydde tilbedelsen af Jehova kunne Jehova sige: „Jeg har ladt syv tusind tilbage i Israel — alle knæ som ikke har bøjet sig for Ba’al, og hver mund som ikke har kysset ham.“ — 1Kg 19:18.

Jesabels behandling af Nabot afslører endnu en side af denne onde kvindes egenkærlige, hovmodige og grusomme karakter. Da Akab var misfornøjet og surmulede fordi Nabot ikke ville sælge ham sin vingård, der var hans arvelod, satte denne samvittighedsløse kvinde sig skamløst ud over sin mands myndighed og erklærede hovmodigt: „Jeg vil give dig jizre’elitten Nabots vingård.“ (1Kg 21:1-7) I nogle breve, som hun skrev og forseglede i Akabs navn, befalede hun så de ældste og de fornemme i Nabots hjemby at sørge for at et par uslinge falskeligt anklagede Nabot for at have forbandet Gud og kongen, hvorpå de skulle føre ham ud og stene ham til døde. På denne måde døde Nabot ved at retten blev fordrejet. Derefter tog Akab vingården i besiddelse og begyndte at omdanne den til urtehave. — 1Kg 21:8-16.

På grund af denne hensynsløse krænkelse af retfærdigheden erklærede Jehova at Akab og hans efterkommere ville blive udryddet. „Ingen overhovedet har været som Akab, der solgte sig selv til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne, idet hans hustru Jesabel æggede ham.“ Jehovas dom over Jesabel lød derfor: „Hundene vil æde Jesabel.“ — 1Kg 21:17-26.

Da Akab døde, blev han først efterfulgt på tronen af sin og Jesabels søn Ahazja, som regerede i to år, og derefter af Joram, en anden af deres sønner, som regerede i de næste 12 år, hvorpå Akabs dynasti endte. (1Kg 22:40, 51-53; 2Kg 1:17; 3:1) Under sine sønners regering fortsatte Jesabel, der nu var enkedronning, med at gøre sin indflydelse gældende i landet ved sin utugt og sine trolddomskunster. (2Kg 9:22) Hendes indflydelse kunne endda spores i Juda mod syd, hvor hendes onde datter Atalja, som var gift med Judas konge, stadig lagde Jesabels ånd for dagen seks år efter moderens død. — 2Kg 8:16-18, 25-27; 2Kr 22:2, 3; 24:7.

Da Jesabel hørte at Jehu havde dræbt hendes regerende søn, Joram, og var på vej til Jizre’el, sminkede hun kunstfærdigt sine øjne, ordnede sit hår og satte sig i et vindue hvorfra hun kunne se ud over paladsets gård. Da sejrherren red ind i triumf, hilste hun ham med ordene: „Gik det godt med Zimri, som dræbte sin herre?“ Denne sarkastiske hilsen var sandsynligvis en skjult trussel, for Zimri havde — syv dage efter at han havde dræbt kongen og tilranet sig tronen — begået selvmord da hans liv var i fare. — 2Kg 9:30, 31; 1Kg 16:10, 15, 18.

Jehus svar på denne fjendtlige modtagelse var: „Hvem er med mig? Hvem?“ Da to-tre hoffolk så ned på ham, befalede han: „Kast hende ned!“ I det voldsomme fald sprøjtede hendes blod op på muren og hestene, og hun blev trådt ned, antagelig af hestene. Da Jehus mænd kort efter kom for at begrave denne kongedatter, så de at hundene allerede havde så godt som fortæret hende, nøjagtig som det var forudsagt ved „det ord som Jehova udtalte ved sin tjener tisjbitten Elias“. Kun hovedskallen, fødderne og håndfladerne var tilbage som bevis på at alt hvad Jehova siger, går i opfyldelse. — 2Kg 9:32-37.

2. En „kvinde“ i menigheden i Tyatira som ’kaldte sig profetinde’. Denne „kvinde“ fik uden tvivl navnet Jesabel fordi hun handlede ligesom Akabs onde hustru. Hun udbredte ikke blot falsk religion og forledte mange til at begå utugt og dyrke afguder, men hun nægtede også hårdnakket at ændre sind. Derfor erklærede Guds søn at hun skulle kastes på sygesengen, og at hendes børn ville blive dræbt for at vise at enhver bliver gengældt efter sine gerninger. — Åb 2:18-23.