Lader du Guds ord påvirke dit hjerte?
“Disse ting ... blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.” – 1 KOR. 10:11.
SANGE: 11, 61
1, 2. Hvorfor vil vi se nærmere på de fejl som fire konger i Juda begik?
HVIS du så en person falde et bestemt sted, ville du helt sikkert være forsigtig når du selv skulle passere stedet. På lignende måde kan det at se nærmere på fejltrin som andre har begået, hjælpe os til ikke at gøre som dem. Vi kan for eksempel lære af de fejl som personer i Bibelen begik.
2 De fire konger vi drøftede i den forrige artikel, tjente alle Jehova med et helt hjerte. Men de begik også nogle alvorlige fejl. Hvad kan vi lære af disse kongers fejltrin, og hvordan kan vi undgå at gøre som dem? Hvis vi tænker over deres eksempel, vil vi kunne få gavn af de ting der er “skrevet til vor belæring”. – Læs Romerne 15:4.
AT STØTTE SIG TIL MENNESKERS VISDOM FØRER TIL ULYKKE
3-5. (a) Hvilken fejl begik Asa selvom hans hjerte var helt med Jehova? (b) Hvad kan have fået Asa til at støtte sig til menneskers visdom?
3 Lad os begynde med at se nærmere på Asa. Asa havde vist fuld tillid til Jehova da Juda blev angrebet af en enorm etiopisk hær på en million mand. Men han reagerede helt anderledes da Israels kong Basja begyndte at styrke fæstningsværkerne i Rama, en by der lå tæt ved grænsen til Juda rige. (2 Krøn. 16:1-3) I stedet for at stole på Jehova støttede han sig til sin egen viden og erfaring og bestak Ben-Hadad, Arams konge, til at angribe Basja. Havde Asa held med sin strategi? “Så snart Basja hørte det, holdt han op med at bygge på Rama og standsede sit arbejde,” siges der i Bibelen. (2 Krøn. 16:5) Umiddelbart så det altså ud til at Asas plan virkede!
4 Men hvordan så Jehova på det Asa havde gjort? Jehova var skuffet over at Asa ikke havde vist ham tillid, og sendte sin talsmand Hanani for at irettesætte kongen. (Læs 2 Krønikebog 16:7-9). “Fra nu af vil der blive ført krige mod dig,” sagde Hanani. Det kan godt være at Asa fik afledt Basjas opmærksomhed, men gennem resten af sin regeringstid var han og folket involveret i mange krige.
5 Som vi så i den forrige artikel, vurderede Jehova at Asa tjente ham med et helt hjerte og virkelig ønskede at gøre det rigtige. (1 Kong. 15:14) Ikke desto mindre måtte han leve med konsekvenserne af sine fejl. Hvad kan have fået Asa til at støtte sig til menneskers visdom i stedet for at stole på Jehova? Kan han have tænkt at diplomati og militær strategi ville føre til et bedre resultat end at søge Jehovas hjælp? Kan hans plan have været et resultat af dårlige råd?
6. Hvad kan vi lære af den fejl kong Asa begik? Forklar med et eksempel.
6 Vi kan lære meget af den fejl Asa begik. Når vi står over for problemer der virker helt overvældende, har vi måske let ved at se at vi har brug for Jehovas hjælp. Men hvordan reagerer vi når vi skal tackle mindre problemer? Støtter vi os så til menneskers visdom og forsøger at klare problemerne på vores egen måde? Eller støtter vi os til Jehova ved at undersøge om der er nogle bibelske principper vi kan bruge i vores situation? Det kan for eksempel være at du har familiemedlemmer som ikke tjener Jehova, og som gør det vanskeligt for dig at overvære møderne eller et stævne. Vil du så bede Jehova om at hjælpe dig til at løse problemet på en god måde? Eller måske har du været arbejdsløs i en længere periode og har nu endelig fået tilbudt et job. Vil du så stadig fortælle din mulige arbejdsgiver at du har nogle møder du skal til hver uge? Uanset hvilke udfordringer du står over for, vil det være klogt at følge Bibelens råd: “Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind.” – Sl. 37:5.
HVORDAN DU BLIVER PÅVIRKET AF DÅRLIGT SELSKAB
7, 8. Hvilke fejl begik Josafat, og hvad resulterede de i? (Se indledningsbilledet).
7 Lad os nu se nærmere på Asas søn Josafat. Han havde mange fine egenskaber, og fordi han havde tillid til Jehova, gjorde han meget godt. Men han traf også nogle ukloge beslutninger. For eksempel knyttede han bånd til den ugudelige kong Akab da han lod sin søn blive gift med Akabs datter. Sammen med Akab gik han desuden i krig mod aramæerne, til trods for at profeten Mikaja havde advaret ham imod det. Josafat undgik kun med nød og næppe at blive dræbt i kampen. (2 Krøn. 18:1-32) Da han var kommet tilbage til Jerusalem, stillede profeten Jehu ham dette tankevækkende spørgsmål: “Er det de ugudelige man skal hjælpe, og er det dem der hader Jehova du skal elske?” – Læs 2 Krønikebog 19:1-3.
8 Tog Josafat ved lære af det der var sket, og af profetens advarsel? Desværre ikke. Selvom han stadig elskede Jehova og ønskede at glæde ham, indgik han endnu en gang en alliance med en der ikke tjente Gud, nemlig kong Ahazja, Akabs søn. Josafat og Ahazja gik sammen om at bygge skibe, men projektet slog fejl da skibene gik ned. – 2 Krøn. 20:35-37.
9. Hvorfor må vi være på vagt over for dårligt selskab?
9 Vi kan lære meget af beretningen om Josafat. Han var en god konge, der ønskede at gøre det rigtige og “søgte Jehova af hele sit hjerte”. (2 Krøn. 22:9) Men han var ikke immun over for påvirkningen fra nogle der ikke tjente Jehova. Husk at Bibelen siger: “Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.” (Ordsp. 13:20) På den ene side vil vi gerne hjælpe interesserede til at tage imod sandheden. Men ligesom det var ved at koste Josafat livet at komme sammen med Akab, kunne vi udsætte os selv for alvorlige farer ved at være unødigt sammen med mennesker der ikke tjener Jehova.
10. (a) Hvad kan de der ønsker at blive gift, lære af Josafats eksempel? (b) Hvad er det vigtigt at huske i forbindelse med dårligt selskab?
10 Hvad kan man lære af beretningen om Josafat hvis man ønsker at blive gift? En kristen kunne begynde at få følelser for en der ikke tjener Jehova. Måske tænker han eller hun at det er umuligt at finde en ægtefælle i Jehovas menighed. Eller det kan være at ikketroende familiemedlemmer forsøger at presse vedkommende til at ‘finde en før det er for sent’. Det er sandt at vi er skabt med et behov for at elske og blive elsket, men det er ikke lige meget hvordan vi dækker det behov. Hvad kan en kristen gøre? Det vil helt sikkert være en hjælp at tænke over eksemplet med Josafat. Han plejede at søge råd hos Jehova. (2 Krøn. 18:4-6) Men husk på hvor galt det gik ham da han begyndte at være sammen med Akab, der ikke elskede Jehova. Josafat burde have tænkt på at Jehova “skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham”. (2 Krøn. 16:9) Det samme gælder for os der tjener Jehova i dag. Jehova forstår vores situation og elsker os. Hvis du har et ønske om at finde en passende ægtefælle, har du så fuld tillid til at Jehova er opmærksom på dig og på et tidspunkt vil hjælpe dig? Det vil han helt sikkert gøre!
PAS PÅ DU IKKE UDVIKLER ET STOLT HJERTE
11, 12. (a) Hvordan kom det frem hvad der boede i Ezekias’ hjerte? (b) Hvorfor blev Ezekias tilgivet af Jehova?
11 Vi kan også lære noget vigtigt om hjertet ved at se nærmere på eksemplet med Ezekias. Ved en lejlighed hjalp Jehova Ezekias til at se hvad der boede i hans hjerte. (Læs 2 Krønikebog 32:31). Da Ezekias blev meget syg, gav Jehova ham et tegn der viste at han ville blive rask igen – han fik en skygge på en trappe til at bevæge sig ti trin tilbage. Babylons fyrster var tilsyneladende interesseret i at vide mere om tegnet og sendte nogle mænd til Ezekias for at forhøre sig. (2 Kong. 20:8-13; 2 Krøn. 32:24) Jehova gav ikke Ezekias nogen instruktioner om hvordan han skulle optræde over for disse talsmænd fra Babylon. I Bibelen siges der at Gud ‘forlod ham’, eller overlod ham til sig selv, for at se hvad han ville gøre. Ezekias viste mændene alle sine rigdomme og alle de værdifulde ting han havde samlet sig. På den måde afslørede han “hvad der var i hans hjerte”.
12 Ezekias havde udviklet et stolt hjerte, men Bibelen fortæller ikke hvad der var årsag til det. Kan det have været hans sejr over assyrerne eller hans mirakuløse helbredelse? Kan det have været fordi han var blevet rig og andre så op til ham? Uanset hvad årsagen var, viser beretningen at Ezekias blev stolt i stedet for at være taknemmelig for “den velgerning der var vist ham”. Hvor trist! Ezekias tjente ganske vist Jehova med et helt hjerte, men for en tid sårede hans indstilling og handlinger Jehova. Senere “ydmygede Ezekias sig” dog, og Gud tilgav ham. – 2 Krøn. 32:25-27; Sl. 138:6.
13, 14. (a) Hvornår vil Jehova måske træde et skridt tilbage for at se hvad der bor i vores hjerte? (b) Hvordan bør vi reagere når vi får ros?
13 Hvordan kan det gavne os at læse og meditere over beretningen om Ezekias? Læg mærke til at Ezekias’ stolthed viste sig kort efter at Jehova havde hjulpet ham til at besejre Sankeribs hær og helbredt ham for en livstruende sygdom. Kunne det tænkes at Jehova også vil træde et skridt tilbage efter at vi har udrettet noget stort eller fået ros af andre, for at se hvad der bor i vores hjerte? Forestil dig at en bror har brugt meget energi på at forberede et foredrag og holde det for en stor forsamling. Bagefter roser mange ham for det fine foredrag. Hvordan vil han reagere?
14 I situationer hvor vi får ros, er det vigtigt at vi husker Jesus’ ord: “Når I har gjort alt det I har fået besked på, [skal I] sige: ‘Vi er uduelige trælle. Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre.’” (Luk. 17:10) Da Ezekias blev stolt, værdsatte han ikke længere alt det Jehova havde gjort for ham. Hvis vi vil undgå at noget lignende sker for os, er det yderst vigtigt at vi mediterer over hvor meget Jehova hjælper os. Vi har god grund til at henlede opmærksomheden på Jehova og den hjælp han giver. Det er jo ham der har sørget for at vi har Bibelen, og at vi kan støtte os til den hellige ånd.
TRÆF VELOVERVEJEDE BESLUTNINGER
15, 16. Hvad førte til at Josias mistede livet?
15 Lad os til sidst se på hvad vi kan lære af Josias. Også han var en god konge, men han begik en fejl der førte til hans død. (Læs 2 Krønikebog 35:20-22). Til trods for at Josias ikke havde noget udestående med kong Neko af Egypten, besluttede han at drage ud for at føre krig mod ham. Neko påpegede endda at der ikke var nogen grund til at de skulle bekæmpe hinanden, og Bibelen siger at hans ord kom “fra Guds mund”. Hvorfor valgte Josias så alligevel at indlede en krig, der endte med at koste ham livet? Det fortæller Bibelen ikke.
16 Havde Josias nogen mulighed for at vide om Nekos ord virkelig kom fra Gud? Ja. For eksempel kunne han have rådført sig med den trofaste profet Jeremias, men det siges der ikke noget om at han gjorde. (2 Krøn. 35:23, 25) Desuden kunne Josias have taget kendsgerningerne i betragtning. Neko var ikke på vej mod Jerusalem, men mod Karkemisj for at føre krig mod en anden nation. Og helligelsen af Guds navn var heller ikke involveret, for Neko hånede hverken Jehova eller hans folk. Josias manglede tydeligvis dømmekraft da han besluttede sig for at angribe Neko. Er der noget vi kan lære af det? Når vi står over for et problem og skal træffe en beslutning, bør vi først overveje hvad Jehova ønsker at vi skal gøre.
17. Hvordan kan vi undgå at lave samme fejl som Josias når vi står over for en vanskelig beslutning?
17 Når vi skal træffe en beslutning, er det vigtigt at vi først overvejer hvilke bibelske principper der er involveret, og derefter anvender dem på en afbalanceret måde. Vi kan tænke over hvad vi allerede ved om emnet, og undersøge hvad vores publikationer siger. I visse tilfælde vil vi måske også spørge en ældste til råds. Det kan være at han vil pege på nogle andre bibelske principper som kan hjælpe os. Forestil dig følgende situation. En søster er gift med en mand der ikke tjener Jehova. Hun tager sit ansvar for at forkynde den gode nyhed alvorligt, så hun har planlagt at gå i forkyndelsen en bestemt dag. (Apg. 4:20) Men så beder hendes mand hende om at blive hjemme; han siger at de har haft så travlt det sidste stykke tid, og at han godt kunne tænke sig at de lavede noget hyggeligt sammen som par. Søsteren tænker over bibelske principper der kan hjælpe hende til at træffe en beslutning. Hun ved hvor vigtigt det er at adlyde Gud, og at Jesus befalede sine disciple at forkynde. (Matt. 28:19, 20; Apg. 5:29) Men hun er også bevidst om at manden er familiens overhoved, og at Bibelen siger at kristne skal være rimelige. (Ef. 5:22-24; Fil. 4:5) Er mandens forslag et forsøg på at forhindre hende i at deltage i forkyndelsen, eller vil han bare gerne have en enkelt dag hvor de to kan gøre noget sammen? Som kristne er det vigtigt at vi har dømmekraft, så vi kan træffe beslutninger der glæder Jehova og giver os en god samvittighed.
DET GIVER GLÆDE AT TJENE JEHOVA MED ET HELT HJERTE
18. Hvad kan vi lære af at meditere over beretningerne om de fire konger?
18 Eftersom vi er ufuldkomne, kommer vi måske også nogle gange til at begå en af de fejl som de fire konger i Juda begik. Det kan være at vi (1) støtter os til menneskers visdom, (2) vælger dårligt selskab, (3) bliver stolte eller (4) træffer beslutninger uden først at overveje hvordan Jehova ser på sagen. Men vi skal ikke føle at det er umuligt for os at glæde Gud. Jehova ser det gode i os, ligesom han gjorde i de fire konger. Han lægger også mærke til hvor højt vi elsker ham, og at vi virkelig ønsker at tjene ham. For at hjælpe os til at undgå alvorlige fejl har han kærligt sørget for at hans ord indeholder advarende eksempler. Så lad os meditere over disse beretninger og vise i handling at vi er taknemmelige for at Jehova har givet os sit skrevne ord.