Hovedpunkter fra bibellæsningen Nehemias 1:1 til 13:31

Den sande tilbedelse sejrer

Ved beslutsom handling og urokkelig tillid til Jehova sejrer den sande tilbedelse. Det er kernen i Nehemias’ bog. Det er en levende beretning om genopbygningen af Jerusalems mur under Nehemias’ modige ledelse.

Bogen dækker en afgørende periode, en periode hvori de 70 åruger der skulle føre frem til Messias’ komme, skulle begynde. (Daniel 9:24-27) Det indledende vers, og det at beretningen er skrevet i første person, viser tydeligt at det er Nehemias der er skribenten. Bogen er en fortsættelse af Ezras bog, idet den tager tråden op cirka 12 år efter de begivenheder som Ezra beretter om, fandt sted.

Når vi læser denne beretning, ser vi hvor vidunderligt Jehova leder begivenhederne så hans vilje sker fyldest. Vi lægger også mærke til hvordan han styrker og opmuntrer sine loyale tjenere.

Jerusalems ulykke

Læs Nehemias 1:1 til 2:20. Nehemias, den persiske konges mundskænk, hører at Jerusalems mure stadig ligger i ruiner og at folket befinder sig „i stor ulykke“. Det piner ham meget, og han udøser sit hjerte for Jehova i inderlig bøn. Kongen lægger mærke til hans sorg, og derved åbnes vejen så Nehemias kan rejse til Jerusalem og overvåge genopbygningen af bymuren.

◆ 1:1 — Hvilket år var dette?

Det var kong Artaxerxes’ (den Langhåndedes) 20. regeringsår. (2:1) Da kislev måned (november-december) placeres før nisan (marts-april) i denne beretning, regnede de persiske konger åbenbart deres regeringsår fra efterår til efterår, eller fra den tid hvor de besteg tronen. Pålidelige historiske vidnesbyrd og opfyldte bibelprofetier peger på 455 f.v.t. som det år hvori nisan måned i Artaxerxes’ 20. år falder. Nehemias’ beretning begynder altså i efteråret 456 f.v.t., og dekretet om at genopbygge Jerusalems mur blev udstedt i foråret 455 f.v.t.

◆ 2:4 — Var dette en desperat bøn der blev bedt i sidste øjeblik?

Nej, for Nehemias havde i længere tid nævnt Jerusalems ødelagte tilstand i sine bønner „både dag og nat“. (1:4, 6) Da han fik lejlighed til at fortælle kong Artaxerxes at han gerne ville genopbygge Jerusalems mure, bad han igen, og gjorde altså hvad han allerede havde gjort gentagne gange. Jehovas gunstige svar resulterede i at han fik tilladelse til at genopbygge byens mure.

Hvad vi kan lære heraf: Nehemias så hen til Jehova efter ledelse. Når vi skal træffe store afgørelser, bør vi også være „vedholdende i bønnen“ og handle i overensstemmelse med Jehovas ledelse. — Romerne 12:12.

Muren bygges trods sammensværgelse

Læs 3:1 til 6:19. Da man begynder at bygge muren, håner og spotter modstanderne. Senere truer de med at angribe. Uforfærdet tilskynder Nehemias arbejderne: „Husk på Jehova, den store og frygtindgydende.“ Halvdelen af dem står vagt med lanser og buer, og andre arbejder samtidig med at de har våben parat. Til trods for truslen og andre sammensværgelser færdiggør jøderne muren på 52 dage!

◆ 3:5 — Hvem var disse „stormænd“?

De var fremtrædende jøder blandt de daværende eller tidligere indbyggere i Tekoa, en by der lå godt 16 kilometer syd for Jerusalem. Disse „stormænd“ var åbenbart for stolte til at ydmyge sig og arbejde under de tilsynsmænd Nehemias havde udnævnt. — Jævnfør Jeremias 27:11.

◆ 4:17 — Hvordan arbejdede de med én hånd?

Murerne måtte bruge begge hænder når de arbejdede. De havde deres våben bundet ved hoften (4:18). Lastdragerne kunne let have et våben i den ene hånd og med den anden støtte byrder af affald eller murbrokker som de bar på skulderen eller hovedet. — 1 Mosebog 24:15, 45.

◆ 5:7 — Hvorfor var det forkert at kræve ågerrenter?

Det var et direkte brud på Jehovas lov. (3 Mosebog 25:36; 5 Mosebog 23:19) En „hundrededel“ ville, hvis den blev afkrævet hver måned, beløbe sig til 12 procent om året. (5:11) Folket var allerede i store vanskeligheder på grund af hungersnød og tunge persiske skatter. (5:3, 4) Alligevel krævede de rige hjerteløst høje renter af deres fattige brødre.

◆ 6:5 — Hvorfor et „åbent brev“?

Fortrolige breve lå ofte i grundigt forseglede poser. Når Sanballat sendte et „åbent brev“ kan det have været ment som en fornærmelse. Eller, eftersom anklagen i et „åbent brev“ kunne læses af andre, kan han have håbet at Nehemias ville blive så opbragt at han ville forlade Jerusalem for at komme og rense sig for beskyldningerne. Sanballat har måske også håbet at brevet ville vække en sådan uro at jøderne ville standse arbejdet.

Hvad vi kan lære heraf: Vi bør ikke betragte hårdt arbejde som under vor værdighed og holde os tilbage ligesom tekoitternes „stormænd“ gjorde. Vi skulle derimod ofre os ligesom de jævne tekoitter, der gjorde en dobbelt indsats. — Nehemias 3:5, 27.

Den sande tilbedelse genoplives

Læs 7:1 til 10:39. Alt arbejdet udføres med det ene formål: at genoprette den sande tilbedelse. Efter en folketælling samles folket for at høre Ezra og levitterne oplæse og forklare Loven. Efter at de således har ’fået indsigt’ fejrer de med glæde løvhyttefesten. Folket faster og bekender sine synder, og man tager skridt til at rette disse fejl.

◆ 7:6 — Hvorfor afviger denne liste fra Ezras?

Begge beretninger viser at der foruden trælle og sangere i alt var 42.360 som vendte tilbage. (Ezra 2:64, 65; Nehemias 7:66, 67) Men der er afvigelser i antallet af dem der vendte tilbage inden for de enkelte familier. Der er størst sandsynlighed for at Ezra og Nehemias ikke brugte samme fremgangsmåde da de samlede deres lister. For eksempel kan den ene have opført dem der havde indregistreret sig som hjemvendende, mens den anden har anført dem der virkelig vendte hjem. Nogle præster, og muligvis også andre, kunne ikke bevise hvilken slægt de tilhørte. (7:64) Det kan forklare hvorfor tallene fra de enkelte lister ikke giver den anførte sum på 42.360.

◆ 8:8 — Hvordan blev der „givet en udlægning“ af Loven?

Det ser ud til at Ezra og hans hjælpere ikke alene oplæste Loven med en god udtale og betoning, men også forklarede dens principper og viste hvordan de skulle anvendes, for at folket bedre kunne forstå det. Jehovas Vidners publikationer og møder tjener også til at ’give en udlægning’ af Guds ord.

◆ 9:1 — Hvorfor iførte israelitterne sig sæk og kom jord på sig?

At iføre sig sæk — en mørk klædning vævet af gedehår — var et tegn på sorg. Ligeledes var dét at komme jord eller aske på hovedet eller kroppen et tegn på dyb sorg eller ydmygelse. (1 Samuel 4:12; 2 Samuel 13:19) Jøderne gjorde det for at give udtryk for deres bedrøvelse over og ydmyge erkendelse af deres synder. Dette blev fulgt op af en bekendelsesaftale, „en bindende aftale“. (9:38) Vi må også ydmygt erkende og bekende vore synder hvis vi skal bevare vort forhold til Gud. — 1 Johannes 1:6-9.

◆ 10:34 — Påbød Loven at de skulle ofre træ?

Nej, men der var brug for meget træ til ilden på alteret. Der var åbenbart ikke tilstrækkeligt med netinim-folk — ikke-israelitiske tempeltrælle som havde til opgave at skulle „samle brænde“ — blandt de hjemvendte. (Josua 9:23, 27) For at sikre en konstant forsyning af træ, kastede man derfor lod for at afgøre hvornår de enkelte stammer skulle levere træ.

Hvad vi kan lære heraf: „Jehovas glæde“ var en følge af at de havde fået indsigt i Guds ord, havde anvendt det på deres eget liv og havde underkastet sig den teokratiske ledelse. (8:10) Jehovas vidner må også forstå hvor vigtigt det er at studere personligt, at overvære møderne regelmæssigt og at deltage i tjenesten hvis de skal bevare glæden.

En glædesfyldt indvielse

Læs 11:1 til 12:47. Hvis Jerusalem fortsat skal være et center for den sande tilbedelse, må den have et større indbyggerantal. Foruden de frivillige der melder sig til at flytte ind til byen, udpeger man ved lodkastning hver tiende af landets indbyggere til at flytte derind. Så indvier man bymuren med takkekor og processionstog. Man bringer store ofre, og det kan høres langt borte at folket fryder sig.

◆ 11:2 — Hvorfor blev de frivillige ’velsignet’?

At forlade sin arvelod og flytte til Jerusalem medførte nogle udgifter og visse ulemper. De der boede i byen var måske også udsat for forskellige farer. Under disse omstændigheder anså andre de frivillige for at være rosværdige, og de bad uden tvivl om at Jehova ville velsigne dem.

◆ 12:27 — Hvornår blev muren indviet?

Muren var færdig den 25. dag i den sjette måned, elul, i 455 f.v.t., og i den følgende måned fandt vigtige sammenkomster sted. (6:15; 8:2; 9:1) Indvielsen foregik sandsynligvis lige efter, som højdepunktet på den glade begivenhed.

Hvad vi kan lære heraf: Frivillighedens ånd og det at der med sang og musik blev givet udtryk for taknemmelighed mod Jehova bidrog til en inderlig glæde. I dag tjener Jehovas vidner også frivilligt til gavn for andre ved stævner og lignende lejligheder, og de synger af hjertet Guds pris.

Urenhed renses ud

Læs 13:1-31. Da Nehemias vender tilbage fra en rejse til det persiske hof bliver han foruroliget over det der er sket mens han har været væk. Han tager straks skridt til at rette problemerne.

◆ 13:3 — Hvem udgjorde „den blandede flok“?

„Den blandede flok“ omfattede sådanne fremmede som moabitterne og ammonitterne (13:1, 2) og åbenbart også deres sønner, som altså var halvt israelitter, for tidligere havde jøderne sendt både deres fremmede hustruer og deres sønner bort. (Ezra 10:44) Jøderne havde nu igen taget fremmede kvinder, og det gjorde det nødvendigt at udelukke disse kvinder og deres børn fra folket og fra landet, og dermed fra den forret at tjene Jehova sammen med hans folk. — Nehemias 13:23-31.

Hvad vi kan lære heraf: De ustabile jøder er et advarende eksempel for os. Vi må hele tiden være årvågne og være på vagt over for materialisme, fordærv og frafald.

Gang på gang understreger Nehemias’ bog princippet at „hvis ikke Jehova bygger huset, er det forgæves at de der bygger det har haft møje med det“. (Salme 127:1) Vi kan lære noget grundlæggende heraf, nemlig at uanset hvad vi gør, vil det kun lykkes hvis vi har Jehovas velsignelse. Og vi får kun hans velsignelse hvis vi lader den sande tilbedelse komme først i vort liv.