Tæt på krokodillen
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I KENYA
DEN amerikanske turist som ivrigt var i færd med at tage billeder af nogle flodheste ved Marafloden, gled pludselig på nogle store sten og faldt i vandet. Et stort dyr med læderagtig hud — en krokodille — der på det tidspunkt lå og slikkede solskin, blev opmærksom på hvad der var sket. Normalt spiser dette krybdyr fisk, men da den fik øje på denne lækkerbisken var det umuligt at modstå fristelsen. Øjeblikkeligt gled den i vandet for at undersøge hvad det var. Heldigvis fik turisten øje på krokodillen som nærmede sig — og kom så hurtigt op af floden at det så ud som om han gik på vandet!
Når man rejser ved Afrikas floder, søer og sumpe, er det ofte muligt at se krokodiller; den ovennævnte forskræmte turist vil dog nok mene at han kom lidt for tæt på. Kenya er nilkrokodillens tilholdssted. På det lokale sprog, swahili, kalder man den mamba. Krokodiller er krybdyr og kan blive op til syv meter lange; de er hurtige både på landjorden og i vandet. Den høje hastighed de kan opnå i vandet, skyldes deres sammentrykte hale, der har form som en padleåre. Når de svømmer kan de opnå en hastighed på omkring 40 kilometer i timen! Det er ikke ualmindeligt at krokodiller kan opholde sig under vandet i to til tre timer. På landjorden kan de spurte af sted i korte etaper.
Når man tager alt dette i betragtning forstår man bedre hvorfor krokodillen i Bibelen, øjensynlig under navnet Livjatan, omtales som en af Guds frygtindgydende skabninger. I Jobs Bog siges der: „Læg din hånd på den [Livjatan]. Du vil huske kampen. Du gør det ikke igen. . . . Ingen er dristig nok til at tirre den.“ (Job 41:8, 10) En betimelig advarsel! Ifølge bogen The Fascination of Reptiles af Maurice Richardson har krokodiller i nogle tilfælde angrebet små motorbåde! I Job 41:25 siges det meget rammende: „Når den rejser sig, gruer de stærke, i bestyrtelse handler de forvirret.“
Hvorfor flygter mennesker af skræk ved synet af dette skælklædte dyr? En af forklaringerne er omtalt i vers 14: „Hvem har åbnet dens ansigts døre? Dens tænder er skrækindjagende hele vejen rundt.“ Både i over- og underkæben har krokodillen op til 24 tænder i forskellig størrelse. I løbet af dens levetid dannes der hele tiden nye tænder som erstatter de gamle. Krokodillens fjerde tand passer interessant nok op i en indbugtning på ydersiden af overkæben, og kan derfor let ses selv om kæberne er lukkede. Det er et kendetegn som adskiller krokodillen fra dens slægtning, alligatoren. Der er bare det problem, at hvis man prøver at undersøge den fjerde tand på nærmere hold og kommer for tæt på, kan man risikere at få alle krokodillens tænder at se — indefra!
Dette kan være en grund til at man foretrækker at iagttage krokodillen på sikker afstand. I Kenya er der en række steder hvor det er muligt. Det gælder for eksempel Mamba-land, som er et område i Mombasa hvor man opdrætter krokodiller i fangenskab.
Men hvorfor vælger nogle i det hele taget at avle krokodiller? Den vigtigste grund er at man vil forhindre at de uddør. I deres første leveår har krokodiller i det fri en dødelighed på 99 procent. Det lader til at varaner, marabustorke og endog mennesker har smag for krokodilleæg og nyklækkede unger. Men for krokodiller på en veldrevet avlsfarm falder dødeligheden til under 10 procent. I løbet af et år bliver unge krokodiller 1,5 meter lange, og er dermed store nok til at beskytte sig selv mod de fleste farer. For unge krokodiller som lever i det fri, tager det op til tre år at opnå samme størrelse.
Avlsfarme opdrætter også krokodiller med et kommercielt mål for øje. På det internationale marked er der sko, bælter, håndtasker og forskellige andre modeting fremstillet af blødt skind fra krokodillens bug. Fra Mamba-land bliver der hvert år eksporteret 2000 ugarvede skind til lande som Italien og Frankrig. Men hvad sker der med resten af dyret? Krokodillekød bliver i Kenya markedsført af turistbranchen som en eksotisk delikatesse.
Krokodillernes yngletid strækker sig fra oktober til april. En fritlevende hun vil kunne lægge fra 20 til 80 æg. I samme tidsperiode vil hunner i fangenskab være i stand til at lægge cirka 36 æg. De bliver lagt omkring forskellige vandhuller i yngleområderne. Senere bliver æggene indsamlet og anbragt i rugemaskiner for at blive udklækket, hvilket tager op til tre måneder.
I Mamba-land er der gode muligheder for uden risiko at komme tæt på og iagttage disse betagende skabninger. Krokodillefarmen er placeret i et 80.000 kvadratmeter stort tidligere stenbrud som nu er omdannet til botanisk have, saltvandsakvarium og forlystelsesområde. Her findes mere end 10.000 krybdyr. Nu vil man selvfølgelig ikke kunne iagttage dem alle sammen. Men i ét yngleområde vil man kunne se over hundrede fuldvoksne krokodiller, og i et andet område lever i hundredvis af unge krokodiller i forskellig størrelse.
Det er en hel forestilling når krokodillerne skal fodres. Nogle af dem springer tilmed op af vandet for at få fat i kødet som er hængt op over søen. Det er også muligt at se den berygtede krokodille kaldet Høvdingen, som terroriserede befolkningen i Tanaflodens område. Inden den blev indfanget og bragt til krokodillefarmen havde den dræbt mindst fem mennesker. Hvis man er bange for at stå ansigt til ansigt med krokodillerne, kan man nøjes med at se dem tæt på ved en videoforevisning.
Det kan virke betagende og måske også skræmmende at betragte krokodillen på nært hold. Men bagefter forstår man sikkert bedre hvorfor Bibelen kalder krokodillen „konge over alle de stolte dyr“. — Job 41:34.
[Illustration på side 17]
Til højre herfor: Udsigt over Mamba-land
[Illustration på side 17]
Længst til højre: En krokodille som ved fodringstid springer op af vandet for at få kød