Hvordan jeg fandt trøst i „dalen med dystert mørke“

FORTALT AF BARBARA SCHWEIZER

Somme tider, når alt er gået godt, har mit liv været som „grønne græsgange“. Men jeg har også oplevet hvordan det er at gå i ’en dal med dystert mørke’. Jeg er dog overbevist om at man kan klare alle situationer når man har Jehova som Hyrde. — Salme 23:1-4.

I 1993, da min mand, Fred, og jeg begge nærmede os de 70, besluttede vi at gå i gang med et nyt og dristigt foretagende — at tjene i Ecuador, hvor behovet for forkyndere var større. Vi var amerikanere af fødsel, men talte også spansk, og desuden havde vi ingen økonomiske forpligtelser. Da vi vidste at der var gode muligheder for at ’fiske mennesker’ i Ecuador, planlagde vi at kaste vore net ud i disse vande. — Mattæus 4:19.

Efter nogle få spændende dage på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Guayaquil i Ecuador tog vi hen til rutebilstationen for at rejse til Machala, en af de byer hvor der var et særligt behov. Mens vi ventede på bussen, følte Fred sig imidlertid pludselig dårlig, og vi besluttede derfor at udsætte rejsen. Jeg gik hen til en telefonboks for at ringe til afdelingskontoret og fortælle at vi kom tilbage, og imens ventede Fred ved bagagen. Da jeg kom tilbage få minutter senere, var min mand forsvundet!

Jeg så ikke mere Fred i live. I de få øjeblikke jeg var borte, havde han dér, på rutebilstationen, fået et hjerteslag. Mens jeg nervøst løb rundt og ledte efter ham, kom en busfunktionær hen til mig og fortalte at Fred var blevet kørt på hospitalet. Da jeg kom derhen, fik jeg at vide at han allerede var død.

Nu befandt jeg mig pludselig alene i et fremmed land, uden hjem og uden en mand at støtte mig til. Jeg siger „støtte mig til“, for Fred havde altid ført an og klaret alt for os begge. Af natur er jeg ikke særlig beslutsom eller har særlig meget selvtillid, og jeg var derfor lykkelig for at han ordnede alt. Men nu måtte jeg til selv at træffe beslutninger og lægge mit liv til rette, samtidig med at jeg måtte overvinde sorgen. Det var en knugende fornemmelse. Det var som om jeg var blevet kastet ned i ’en dal med dystert mørke’. Ville jeg nogen sinde lære at klare mig selv?

Vi lærer sandheden at kende og forenkler vort liv

Da Fred og jeg mødtes, havde vi begge været gennem en skilsmisse. Et godt venskab mellem os udviklede sig til et nært forhold, og vi besluttede at gifte os. Vi var almindelige kirkegængere i Seattle, Washington, USA. Men religion indtog ikke nogen stor plads i vort liv før en sød ung pionersøster (heltidsforkynder) ved navn Jamie kom til vores dør. Hun havde et så behageligt væsen at jeg tog imod hendes tilbud om at studere Bibelen med mig.

Da Fred også viste interesse, overtog Jamies forældre studiet, og et år senere — det var i 1968 — blev vi begge døbt. Lige fra begyndelsen var vi indstillede på at sætte Gud først i vort liv. (Mattæus 6:33) Det ægtepar der studerede med os, Lorne og Rudi Knust, satte selv eksemplet. Ikke længe efter at vi var blevet døbt, flyttede de til en by på De Forenede Staters østkyst for at tjene hvor behovet var større. Det satte noget i gang i os.

Der var også noget andet der fik os til at tænke på at flytte. Freds arbejde som direktør i et stormagasin var meget krævende, og han indså at hvis han flyttede et andet sted hen, ville det gøre hans liv enklere, og han ville få mere tid til sandheden og vore to børn. Jeg havde også en datter fra mit første ægteskab som nu var gift, og både hun og hendes mand havde taget imod sandheden. Det betød at vores beslutning om at forlade Seattle var lidt vanskelig. Men de forstod vore motiver og støttede os i vor beslutning.

På den måde gik det til at vi i 1973 flyttede til Spanien, hvor der på det tidspunkt var et enormt behov for forkyndere af den gode nyhed og for brødre der kunne føre an. Fred havde regnet ud at hvis vi var økonomiske, kunne vi i Spanien leve af det vi havde sparet op, og derfor bruge det meste af vores tid i forkyndelsen. Det var hvad vi gjorde. Inden længe tjente Fred som ældste, og i 1983 var vi begge blevet pionerer.

Vi tjente i Spanien i over 20 år, lærte at tale sproget og havde mange gode oplevelser. Fred og jeg gik ofte i forkyndelsen sammen, og i fællesskab havde vi studium med ægtepar, hvoraf adskillige nu er døbte Jehovas vidner. Efter nogle år blev vore to mindre børn, Heidi og Mike, også pionerer. Selv om vi kun havde lidt i materiel henseende, var dette den lykkeligste tid i mit liv. Vi levede enkelt. Vi kunne tilbringe en masse tid sammen som familie, og som enkens olie i Bibelen slap vore omhyggeligt budgetterede sparepenge aldrig op. — 1 Kongebog 17:14-16.

Vi flytter igen til et andet land

I 1992 begyndte vi igen at tænke på at flytte. Vore børn var blevet voksne, og behovet i Spanien var nu ikke så stort længere. Vi kendte en missionær som havde arbejdet i Ecuador, og han fortalte os om det presserende behov for pionerer og missionærer dér. Var vi blevet for gamle til at tænke på at begynde på en frisk i et nyt land? Det mente vi ikke, for vi havde begge et godt helbred og var glade for at forkynde. Vi satte os derfor i forbindelse med Selskabets afdelingskontor i Ecuador og begyndte at lægge planer. Vores datter Heidi og hendes mand, Juan Manuel, som tjente i det nordlige Spanien, ville også gerne med.

I februar 1993 havde vi bragt vore forhold i orden og var ankommet til vores nye land. Vi var begge begejstrede ved tanken om at skulle være pionerer i Ecuador, hvor så mange var ivrige efter at studere Bibelen. Efter en hjertelig velkomst på afdelingskontoret planlagde vi at besøge flere byer hvor vi havde fået at vide at der var et særligt behov. Men så døde min mand.

I „dalen med dystert mørke“

Til at begynde med var jeg stærkt chokeret; derefter blev jeg fyldt af vantro. Fred havde næsten aldrig været syg. Hvad skulle jeg gøre? Hvor skulle jeg tage hen? Jeg kunne slet ikke tænke klart.

I disse de værste dage i mit liv blev jeg støttet af kærlige og medfølende åndelige brødre og søstre, hvoraf de fleste næsten ikke kendte mig. Brødrene på afdelingskontoret var meget venlige og sørgede for alt, også begravelsen. Især husker jeg den kærlighed som broder og søster Bonno viste mig. De sikrede sig at jeg aldrig var alene, og Edith Bonno sov endda på mit værelse i flere nætter så jeg ikke skulle føle mig alene. Ja, hele betelfamilien viste mig en sådan kærlighed og omsorg at det var som om de havde svøbt mig ind i et varmt og beskyttende tæppe af kærlighed.

I løbet af få dage var mine tre børn også hos mig, og de var en uvurderlig støtte for mig. Men selv om jeg havde mange kærlige mennesker omkring mig om dagen, var de lange nætter svære at komme igennem. Her gav Jehova mig styrke. Når den frygtelige ensomhed overvældede mig, vendte jeg mig til ham i bøn, og han trøstede mig.

Efter begravelsen meldte spørgsmålet sig: Hvad skulle jeg gøre med mit liv? Jeg ville gerne blive i Ecuador, for det havde været vores fælles beslutning; men jeg følte ikke at jeg kunne klare det alene. Heidi og Juan Manuel, der havde haft planer om at flytte til Ecuador i nær fremtid, ændrede nu deres planer så de kunne komme med det samme og vi kunne tjene sammen.

I løbet af en måned havde vi fundet et hus i Loja, en af de byer afdelingskontoret havde anbefalet. Jeg var snart optaget af at ordne forskellige ting, at få os indrettet i et nyt hjem og at begynde tjenesten i et nyt land. Alt dette lindrede i nogen grad min sorg. Desuden kunne jeg græde sammen med min datter, som havde været nært knyttet til sin far, og det gav mig afløb for min sorg.

Efter at jeg nogle måneder senere havde fået min dag lagt i faste rammer, blev følelsen af det frygtelige tab jeg havde lidt, imidlertid stærkere. Jeg opdagede at jeg ikke kunne tænke tilbage på den lykkelige tid Fred og jeg havde haft sammen uden at blive bragt ud af ligevægt. Jeg lukkede fortiden ude og levede kun fra den ene dag til den anden, ude af stand til at tænke på fremtiden. Jeg prøvede dog hver dag at være optaget af noget meningsfyldt, især forkyndelsen. Det holdt mig i gang.

Jeg har altid kunnet lide at forkynde og undervise, og i Ecuador var folk meget modtagelige, så arbejdet var en fryd. En af de første gange jeg var ude i hus-til-hus-arbejdet, mødte jeg en ung gift kvinde der sagde: „Ja, jeg vil gerne lære Bibelen bedre at kende!“ Det var mit første bibelstudium i Ecuador. Den slags oplevelser lagde beslag på min opmærksomhed og forhindrede mig i at tænke for meget på min egen sorg. Jehova velsignede i høj grad min tjeneste. Næsten hver gang jeg gik ud i forkyndelsen, havde jeg en god oplevelse.

Der er ingen tvivl om at det var en velsignelse at fortsætte som pioner. Det gav mig en forpligtelse at leve op til og gav mig hver dag noget positivt at gøre. I løbet af kort tid ledede jeg seks bibelstudier.

Som eksempel på den tilfredsstillelse tjenesten har givet mig, kan jeg nævne en midaldrende dame som for nylig er kommet til at værdsætte hvad Bibelen lærer. Når jeg viser hende et skriftsted, ønsker hun først at forstå det helt rigtigt, og derefter er hun straks indstillet på at følge vejledningen i praksis. Hun har før levet umoralsk, men da en mand for nylig foreslog hende at de flyttede sammen, afslog hun det. Hun fortalte mig hvor glad hun var for at holde fast ved de bibelske retningslinjer, for nu erfarer hun en fred i sindet som hun aldrig har kendt før. Sådanne oplevelser varmer mig om hjertet og får mig til at føle at jeg gør gavn.

Hvordan jeg har bevaret glæden

Selv om arbejdet med at gøre disciple giver mig mange glæder, har sorgen ikke haft let ved at fortage sig. I mit tilfælde er tungsindet noget der kommer og går. Min datter og svigersøn har støttet mig alt hvad de kan, men undertiden når jeg ser dem dele glæder med hinanden, får jeg en stærkere fornemmelse af mit tab. Jeg savner min mand, ikke blot fordi vi stod hinanden meget nær, men også fordi han tog sig af så mange ting og jeg derfor var meget afhængig af ham. Der er stunder hvor jeg føler et vemod og en tomhed som næsten ikke er til at bære fordi jeg ikke har ham at tale med, at spørge til råds eller dele en oplevelse i forkyndelsen med.

Hvad er det så der hjælper mig i disse situationer? Jeg beder inderligt Jehova om at hjælpe mig til at tænke på noget andet, noget positivt. (Filipperne 4:6-8) Og han hjælper mig virkelig. Nu hvor der er gået nogle år, kan jeg godt tale om noget af det Fred og jeg har oplevet sammen. Åbenbart er såret ved langsomt at læges. Ligesom salmisten David føler jeg at jeg har vandret i „dalen med dystert mørke“. Men Jehova har været der til at trøste mig, og trofaste brødre har kærligt ledet mig i den rigtige retning.

Hvad jeg har lært

Da det altid var Fred der førte an, troede jeg at jeg aldrig ville lære at klare mig selv. Men med Jehovas, min families og brødrenes hjælp er det lykkedes. I nogle henseender er jeg stærkere nu end før. Jeg vender mig til Jehova oftere end jeg før gjorde, og jeg er ved at lære at træffe beslutninger selv.

Jeg er glad for at Fred og jeg havde de 20 år i Spanien hvor vi sammen tjente hvor behovet var større. I denne tingenes ordning véd man aldrig hvad der kan ske fra den ene dag til den anden. Jeg tror derfor at det er meget vigtigt at gøre alt hvad man kan — for Jehova og for sin familie — så længe man har mulighed for det. De år var en stor berigelse for vort liv og vort ægteskab, og jeg er overbevist om at de rustede mig til at komme over mit tab. Da pionertjenesten allerede var en del af min tilværelse før Freds død, gav den mit liv mening da jeg kæmpede for at forlige mig med min nye situation.

Da Fred døde, var det som om mit eget liv også havde fået en ende. Men det var naturligvis ikke tilfældet. Jeg havde et arbejde at gøre i Jehovas tjeneste, og der var medmennesker jeg skulle hjælpe. Hvordan kunne jeg holde op i betragtning af at så mange rundt om mig stadig havde brug for sandheden? Det var godt for mig at hjælpe andre, sådan som Jesus har sagt. (Apostelgerninger 20:35) Mine oplevelser i forkyndelsen gav mig noget at se frem til, noget at lægge planer for.

For nogle dage siden krøb den kendte følelse af ensomhed igen ind over mig. Men da jeg forlod huset for at tage hen til et bibelstudium, følte jeg straks humøret stige. To timer senere vendte jeg hjem, glad og tilfreds. Som salmisten sagde, sker det undertiden at vi „sår med tårer“, men derefter velsigner Jehova vore anstrengelser, og vi ’høster med glædesråb’. — Salme 126:5, 6.

For nylig har jeg måttet ændre min arbejdsplan lidt, da jeg har fået konstateret for højt blodtryk, og jeg er derfor nu fast hjælpepioner. Jeg er tilfreds med min tilværelse — skønt jeg ikke tror at jeg nogen sinde i denne tingenes ordning vil komme helt over mit tab. Jeg glæder mig over at se mine tre børn i heltidstjenesten, men mest af alt glæder jeg mig til at se Fred igen i den nye verden. Jeg er sikker på at han vil blive glad for at høre om det arbejde jeg har kunnet udføre i Ecuador — at vore planer blev ført ud i livet!

Det er min bøn at salmistens ord stadig må gælde i mit tilfælde: „Ja, godhed og loyal hengivenhed vil følge mig alle mit livs dage; og jeg skal bo i Jehovas hus en lang række dage.“ — Salme 23:6.

[Illustration på side 23]

I forkyndelsen i San Lucas, Loja, Ecuador