Hvordan bør vi betragte prøvelser?
VI UDSÆTTES alle for trængsler og prøvelser. Årsagerne kan være mange, såsom personlige uoverensstemmelser, økonomiske problemer, dårligt helbred, fristelser, gruppepres, forfølgelse og modvilje mod vores neutrale standpunkt eller vores syn på afgudsdyrkelse. Uanset hvori prøvelserne består, kan de give os store bekymringer. Hvordan kan vi overvinde dem? Kan de gavne os på nogen måde?
DEN BEDSTE HJÆLP VI KAN FÅ
Det kan ikke siges at det liv fortidens kong David havde, var problemfrit, og alligevel var han trofast til sin død. Hvad hjalp ham til at holde ud, og hvor fik han styrke fra? Det pegede han på med ordene: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle.“ Han beskrev dernæst hvad det betød for ham: „Selv om jeg går i dalen med dystert mørke, frygter jeg intet ondt, for du er med mig; din kæp og din stav er min trøst.“ (Salme 23:1, 4) Ja, Jehova giver al den støtte der er behov for. Han var som en kærlig hyrde der ledte David gennem vanskelige tider, og det samme vil han være for os.
Hvordan kan vi få hans hjælp? Det viser Bibelen os, idet den siger: „Smag og se at Jehova er god.“ (Salme 34:8) Hvad ligger der i denne kærlige opfordring? Vi tilskyndes her til at tjene Jehova ved helt og fuldt at rette vort liv ind efter hans vilje. Det kan betyde at vi må give afkald på en del af vores personlige frihed og bringe ofre. I visse tilfælde kan det endda medføre trængsel, forfølgelse og lidelse. Men de der helhjertet tager imod Jehovas opfordring, vil aldrig få grund til at fortryde det. Jehova vil tage sig godt af dem. Han vil lede dem og dække deres åndelige behov. Han vil holde dem oppe under prøvelser ved hjælp af sit ord, sin hellige ånd og den kristne menighed. Og han vil til sidst belønne dem med evigt liv. — Salme 23:6; 25:9; Esajas 30:21; Romerne 15:5.
De som træffer den altafgørende beslutning at tjene Jehova, og som fastholder den, vil erfare at Jehova holder alt hvad han har lovet. Det erfarede de israelitter som under Josuas ledelse kom ind i det forjættede land. Lige så snart de var kommet over Jordanfloden, stod de over for prøvelser de måtte udholde, kampe de måtte kæmpe, og andet de måtte lære gennem bitter erfaring. Og denne generation viste sig mere trofast end den forrige, som forlod Ægypten og døde i ørkenen. Jehova støttede den nye generation af israelitter fordi de viste sig trofaste. Om deres situation da Josuas død nærmede sig, siger den bibelske beretning: „Jehova [gav] dem hvile hele vejen rundt, ganske som han havde tilsvoret deres forfædre . . . Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ (Josua 21:44, 45) Det samme vil vi kunne sige hvis vi altid, også når vi oplever prøvelser, stoler fuldt og helt på Jehova.
Hvad kunne svække vores tillid til Jehova? Jesus pegede på noget vigtigt da han sagde: „Ingen kan trælle for to herrer . . . I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ (Mattæus 6:24) Hvis vi stoler på Jehova, vil vi ikke søge sikkerhed i materielle ting — som mange mennesker gør. Den vejledning Jesus gav sine disciple, lyder: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre [nødvendige materielle] ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) En kristen der bevarer et ligevægtigt syn på det materielle og lader Guds rige få førstepladsen i sit liv, har valgt rigtigt. (Prædikeren 7:12) Det kan naturligvis godt koste ham noget. Det kan måske betyde at han må bringe materielle ofre. Men han vil til gengæld mærke Jehovas hjælp og få mange velsignelser. — Esajas 48:17, 18.
HVAD PRØVELSER UDVIRKER
De der vælger at ’smage og se at Jehova er god’, bliver naturligvis ikke beskyttet mod de omskiftelser livet udsætter dem for. De undgår heller ikke fuldstændig Satans og hans håndlangeres angreb. (Prædikeren 9:11) Det er en prøve på den kristnes oprigtighed og beslutsomhed. Hvorfor tillader Jehova at de der tilbeder ham, udsættes for sådanne prøvelser? Det svarede apostelen Peter på: „En kort tid, om nødvendigt, bedrøves [I nu] ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af jeres tro, som er af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild, kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ (1 Peter 1:6, 7) Ja, trængsler giver os lejlighed til at vise kvaliteten af vores tro på og kærlighed til Jehova. At vi udholder trængslerne, kan også tjene som et svar på Satan og dæmonernes forsmædelser og anklager. — Ordsprogene 27:11; Åbenbaringen 12:10.
Prøvelser hjælper os også til at udvikle andre kristne egenskaber. Tænk for eksempel over salmistens ord: ’Jehova ser den ydmyge; den hovmodige, derimod, kender han kun på afstand.’ (Salme 138:6) Det ligger ikke til ret mange at vise ydmyghed, men prøvelser kan få denne nødvendige egenskab frem i os. Det har vi et eksempel på da nogle af israelitterne på Moses’ tid var trætte af at spise manna uge efter uge, måned efter måned. Det var tilsyneladende en prøvelse for dem, selv om mannaen var en mirakuløs gave fra Jehova. Hvad var hensigten med denne prøve? Det fortalte Moses dem: „I ørkenen gav [Jehova] dig manna at spise . . . for at ydmyge dig og sætte dig på prøve.“ — 5 Mosebog 8:16.
Vi kan også komme ud for noget som sætter vores ydmyghed på prøve. Hvordan reagerer vi for eksempel på organisationsmæssige forbedringer? (Esajas 60:17) Støtter vi helt og fuldt forkyndelses- og undervisningsarbejdet? (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Tager vi ivrigt imod de bibelske sandheder der kommer fra „den trofaste og kloge træl“? (Mattæus 24:45-47; Ordsprogene 4:18) Modstår vi presset til at erhverve os det sidste nye i tekniske påfund, modetøj og biler? Hvis vi er ydmyge, vil vi kunne svare ja på sådanne spørgsmål. — 1 Peter 1:14-16; 2 Peter 3:11.
Prøvelser kan hjælpe os til at udvikle endnu en vigtig egenskab — udholdenhed. Disciplen Jakob siger: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser, idet I véd at den prøvede ægthed af jeres tro udvirker udholdenhed.“ (Jakob 1:2, 3) Ja, der er grund til glæde hvis vi udholder den ene prøvelse efter den anden i fuld tillid til Jehova, for det gør os standhaftige, vedholdende og uangribelige. Det styrker os til at modstå yderligere angreb fra denne verdens gud, som er Satan. — 1 Peter 5:8-10; 1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 12:12.
BEVAR DET RETTE SYN PÅ PRØVELSER
Guds fuldkomne søn, Jesus Kristus, udholdt mange prøvelser mens han var på jorden, og høstede stor gavn af det han måtte udholde. Paulus skrev at Jesus „lærte . . . lydighed af det han led“. (Hebræerne 5:8) Jesu trofasthed til døden var til pris for Jehovas navn og gjorde det muligt for ham at bringe værdien af sit fuldkomne menneskeliv som genløsning for menneskeheden. Derved kunne alle som tror på Jesus, få håb om evigt liv. (Johannes 3:16) Eftersom Jesus forblev trofast under prøvelser, er han nu vores ypperstepræst og regerende konge. — Hebræerne 7:26-28; 12:2.
Hvad med os? Hvis vi forbliver loyale når vi udsættes for prøvelser, vil vi også høste store velsignelser. Om dem der har håb om at komme i himmelen, siger Bibelen: „Lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse, for når han er godkendt vil han få livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham.“ (Jakob 1:12) De der har et jordisk håb, forsikres om at de, hvis de holder trofast ud, vil arve evigt liv i et jordisk paradis. (Åbenbaringen 21:3-6) Og hvad der er vigtigere — de vil ved deres trofasthed være til pris for Jehovas navn.
Hvis vi følger i Jesu fodspor, kan vi have tillid til at vi kan udholde alle de trængsler vi møder i denne tingenes ordning. (1 Korinther 10:13; 1 Peter 2:21) Hvordan? Ved at stole på Jehova, som giver dem der stoler på ham, en „kraft som er ud over det normale“. (2 Korinther 4:7) Måtte vi have samme overbevisning som Job, der selv under svære prøvelser tillidsfuldt sagde: „Når han har prøvet mig, går jeg ud af prøven som guld.“ — Job 23:10.
[Illustration på side 31]
Jesu trofasthed under prøvelser var til pris for Jehovas navn. Det er vores trofasthed også