Jorden — et evigt bosted for de sagtmodige
„HIMMELEN er min trone,“ siger Jehova, „og jorden er min fodskammel.“ Vedrørende denne fodskammel lover Jehova: „Jeg vil gøre mine fødders sted herligt.“ (Esajas 66:1; 60:13, American Standard Version) Det vil han gøre til gavn for de sagtmodige som skal arve jorden. De vil taknemmeligt tage sig af jorden og omdanne den til et sted med paradisisk skønhed til ære for dens Skaber, Jehova.
Men her vil nogle måske indvende at sagtmodige mennesker er svage mennesker. Hvordan vil de kunne opvise den styrke der skal til for at udøve herredømme over jorden? Når man støder på ordet „sagtmodig“ i Bibelen, hentyder det imidlertid til nogle der er blide, venlige, milde af sind og dog besidder en stålsat karakter. Ordet blev brugt om et vildt dyr der var tæmmet men som stadig havde stor styrke.
Vine’s ordbog over græske ord definerer ordet „sagtmodighed“ på følgende måde: „Sagtmodighed er sjælens smykke; den vises først og fremmest i forholdet til Gud. Det er den sindsindstilling der giver sig udslag i at man uforbeholdent betragter hans handlen med os som god uden at drage den i tvivl.“ Den sagtmodige føjer ikke noget til og trækker ikke noget fra Guds ord. Han udvander eller fordrejer det heller ikke, sådan som nogle i dag gør for at tilpasse det deres umoralske livsførelse. — 5 Mosebog 4:2; 2 Peter 3:16; Åbenbaringen 22:18, 19.
„Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade.“ (4 Mosebog 12:3) Men var han svag? Han trådte frem for Ægyptens mægtige Farao og krævede at han lod de trælbundne hebræere rejse. Men Farao var ubøjelig og ville ikke lade israelitterne rejse. Moses lod sig imidlertid ikke skræmme, men trådte gentagne gange frem for Farao for at meddele ham hvilke plager der ville komme over ægypterne. (Anden Mosebog, kapitlerne 7 til 11.) Selv om Moses var sagtmodig kan man altså næppe kalde ham svag.
Jesus Kristus var også sagtmodig. Ikke desto mindre afslørede han datidens religiøse hyklere, skønt han vidste at de ville udsætte ham for tortur og slå ham ihjel. „Se,“ sagde Jesus til sine disciple, „vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham.“ (Markus 10:33, 34) Trods denne behandling vaklede han aldrig i sin uangribelighed over for Gud. Selv om Jesus var sagtmodig, kan man næppe heller kalde ham svag.
Jehova Gud vil give jorden til dem der i bibelsk forstand er sagtmodige. I modsætning til videnskabsfolks teorier og den falske religions læresætninger, vil jorden „aldrig i evighed rokkes“. (Salme 104:5) Jehova ’skabte den ikke forgæves, men dannede den til at bebos’. (Esajas 45:18) Tilværelsen til den tid vil blive storslået, for Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.
Til den tid vil alle der har forurenet jorden og gjort den syg være borte. „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Ordsprogene 2:21, 22; Salme 37:11) Hvis du har den fornødne styrke til at være sagtmodig i bibelsk forstand, vil du også kunne komme til at leve evigt på denne paradisiske jord.