SONING

At sone vil sige ’at afhjælpe eller ophæve følgerne af en krænkende eller brødefuld handling og derved opnå forlig, fred eller tilgivelse’. Det bruges i Bibelen om den handling at sone synd. Udtryk der har at gøre med soning, forekommer mange steder i De Hebraiske Skrifter, især i Tredje og Fjerde Mosebog. Det hebraiske ord for „at sone, at skaffe soning“ er kafarʹ, som sandsynligvis oprindelig betød „at dække“, men betydningen „at udviske“ har også været nævnt.

Menneskets behov for soning af synd. Mennesket har behov for at få sine synder sonet, eller tildækket, på grund af den nedarvede synd. (1Kg 8:46; Sl 51:5; Præ 7:20; Ro 3:23) Det er ikke Guds skyld at det er sådan. (5Mo 32:4, 5) Adam, der forspildte et evigt liv i jordisk fuldkommenhed, gav synden og døden i arv til sine efterkommere (Ro 5:12), som således blev underlagt dødens fordømmelse. Hvis menneskene skulle genvinde muligheden for at opnå evigt liv, krævede det at der måtte sones med noget der svarede nøjagtigt til det Adam havde forspildt, i overensstemmelse med et juridisk princip som Jehova senere lod indgå i Moseloven, nemlig at der skulle bødes lige for lige. — 5Mo 19:21.

Sådan som begrebet „at skaffe soning“ bruges i Bibelen, har det den grundlæggende betydning „at dække“ eller „at give i bytte“, og noget der gives i bytte eller gives i den hensigt at dække noget andet, må svare nøjagtigt til dette. Det må hverken være mere eller mindre, hverken være af større eller mindre værdi. Intet ufuldkomment menneske kunne tilvejebringe et sådant middel og derved give et menneske eller hele menneskeheden et fuldkomment liv. (Sl 49:7, 8) For at skaffe tilstrækkelig soning for det Adam forspildte, måtte der tilvejebringes et syndoffer med et fuldkomment menneskelivs nøjagtige værdi.

Blandt israelitterne indførte Jehova Gud en soningsordning der var et billede på en langt større foranstaltning til soning af synder. Det er Jehova og ikke menneskets fortjeneste at der er tilvejebragt og åbenbaret en ordning hvorved den nedarvede synd dækkes og fordømmelsen til død fjernes.

Sonofre. Ifølge Guds bud skulle israelitterne bringe syndofre til soning af synd. (2Mo 29:36; 3Mo 4:20) Den årlige forsoningsdag, hvor Israels ypperstepræst bragte dyreofre og skaffede soning for sig selv, for de øvrige levitter og for Israels ikkepræstelige stammer, var af særlig betydning. (3Mo 16) Offerdyrene skulle være fejlfri, hvilket viste at deres modbillede måtte være fuldkomment. At soningen repræsenterede en høj værdi, ses af at offeret måtte lade livet, idet dets blod blev udgydt for at skaffe soning. (3Mo 17:11) De syndofre israelitterne bragte, og det der foregik på den årlige forsoningsdag, har uden tvivl indprentet dem alvoren af deres syndige tilstand og deres store behov for en fuldstændig soning. Dyreofrene kunne dog ikke til fulde sone menneskers synd, eftersom dyrene står under mennesket og mennesket havde fået til opgave at herske over dem. — 1Mo 1:28; Sl 8:4-8; He 10:1-4; se FORSONINGSDAGEN; OFRE.

Opfyldes ved Kristus Jesus. Af De Kristne Græske Skrifter ses det at den fuldstændige soning af menneskets synd er knyttet til Jesus Kristus. I ham opfyldes Moselovens forbilleder og skygger, eftersom det er ham de forskellige dyreofre pegede frem til. Som et fuldkomment, syndfrit menneske var Jesus syndoffer for alle de efterkommere af Adam som til sidst vil blive udfriet fra den nedarvede synd og død. (2Kor 5:21) Kristus „har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig“ (He 10:12); han er „Guds lam som tager verdens synd bort“. (Joh 1:29, 36; 1Kor 5:7; Åb 5:12; 13:8; jf. Es 53:7.) Der må udgydes blod for at der kan finde en tilgivelse sted (He 9:22), og kristne som vandrer i lyset, forsikres om at ’Jesu, [Guds] søns, blod renser dem fra al synd’. — 1Jo 1:7; He 9:13, 14; Åb 1:5.

Jesu fuldkomne menneskeliv bragt som offer er det modbilledlige syndoffer. Det er den værdi hvormed menneskene løskøbes og udfries fra den nedarvede synd og død. (Tit 2:13, 14; He 2:9) Kristus sagde selv: „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum [gr.: lyʹtron] i bytte for mange.“ (Mr 10:45; se LØSESUM, LØSKØBELSE.) Hans offer sonede præcis dét synderen Adam havde forspildt, eftersom Jesus var fuldkommen og således i samme tilstand som Adam var før han syndede. — 1Ti 2:5, 6; Ef 1:7.

Muligt at opnå forligelse. Synden har bevirket at menneskene er blevet skilt fra Gud, for Jehova godkender ikke synd. Bruddet kunne kun heles ved at der blev tilvejebragt et middel som kunne sone eller dække synden. (Es 59:2; Hab 1:13; Ef 2:3) Dette middel, som muliggør en forligelse mellem Gud og den syndige menneskehed, er det fuldkomne menneske Jesus Kristus. Apostelen Paulus skrev således: „Vi jubler også over Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, gennem hvem vi nu har modtaget forligelsen.“ (Ro 5:11; se FORLIGELSE.) For at opnå Guds gunst må man imidlertid tage imod hans foranstaltning ved Jesus Kristus. Kun derved er det muligt at opnå en stilling der kan sammenlignes med den Adam havde før sin synd. Guds kærlighed kommer til udtryk ved at han gør en sådan forligelse mulig. — Ro 5:6-10.

Retfærdighedens krav opfyldes. Et sonoffer var også nødvendigt af hensyn til retfærdigheden. Skønt mennesket var skabt fuldkomment, medførte synden at det mistede sin fuldkommenhed, og Adam og hans efterkommere kom under Guds fordømmelse. Retfærdighed og troskab mod rette principper krævede at Gud eksekverede sin dom over den ulydige Adam. Men kærlighed bevægede ham til at iværksætte en ordning med en stedfortræder der tager straffen på sig, således at synderen Adams angrende efterkommere kunne blive tilgivet og opnå fred med Gud uden at retfærdighedens krav blev krænket. (Kol 1:19-23) Derfor udsendte Jehova „sin søn som sonoffer for vore synder“. (1Jo 4:10; He 2:17) Dette sonoffer fjerner årsagen til at Gud skulle fordømme menneskene, og gør det muligt for ham at vise dem gunst og barmhjertighed. Derved fjernes syndens byrde og den dermed følgende fordømmelse til død, i første række for det åndelige Israel og derefter for alle andre som vil tage imod det. — 1Jo 2:1, 2; Ro 6:23.

Tanken om en stedfortræder kommer tydeligt frem i visse skriftsteder. Paulus sagde for eksempel at „Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne“ (1Kor 15:3), og at „Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os [jøderne], for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl.’“ (Ga 3:13; 5Mo 21:23) Peter sagde: „Han bar selv vore synder i sit legeme på pælen, for at vi skulle være døde og borte fra synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1Pe 2:24; Es 53:5) Peter skrev også: „Kristus døde jo én gang for alle for vore synders skyld, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud.“ — 1Pe 3:18.

En kærlig foranstaltning der må modtages i tro. Gud og Kristus har med denne ordning til soning af den nedarvede synd sat et enestående eksempel med hensyn til at vise kærlighed. (Joh 3:16; Ro 8:32; 1Jo 3:16) For at få gavn af denne ordning må man imidlertid ændre sind og udvise tro. Jehova havde ikke behag i ofrene i Juda når de blev bragt med en forkert indstilling. (Es 1:10-17) Gud sendte Kristus „som et offer til forsoning ved tro på hans blod“. (Ro 3:21-26) De der i tro tager imod Guds genløsningsforanstaltning ved Jesus Kristus, kan blive frelst, men der er ingen frelse for dem der hånligt afviser den. (Apg 4:12) Og for dem der „med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom“. — He 10:26-30.