HULE
Et underjordisk hulrum med en åbning. Ordet „hule“ er oversat fra det hebraiske me‛arahʹ (1Mo 19:30) og det græske spēʹlaion. (Joh 11:38) Det hebraiske ord chor eller chōr betegner et „hul“ der undertiden var stort nok til at mennesker kunne opholde sig i det. (1Sa 14:11; Job 30:6; 2Kg 12:9) Et andet hebraisk ord for „hul“ er mechillahʹ. — Es 2:19.
Palæstinas kalkstensklipper er rige på huler; der findes talrige i Karmels Bjerg og i egnen omkring Jerusalem. De omtales derfor ofte i Bibelen, undertiden i symbolsk betydning. Nogle af hulerne var så store at de kunne rumme hundreder af mennesker, og de blev anvendt til beboelse (fx i Petra) eller som raststeder, skjulesteder, gravsteder, cisterner, stalde eller opbevaringssteder. Der er fundet mange værdifulde oldsager i sådanne naturlige huler.
I farlige situationer kunne huler yde beskyttelse. Første gang en hule nævnes i Bibelen, er i forbindelse med Lot og hans to døtre, der boede i en hule efter at de havde forladt Zoar fordi de var bange for at bo der. (1Mo 19:30) Ved Makkeda skjulte fem allierede amoritterkonger sig for Josua i en hule der senere blev deres fælles grav. (Jos 10:16-27) Nogle israelitter skjulte sig i huler da de på kong Sauls tid flygtede for filistrene. (1Sa 13:6; 14:11) For at undslippe Sauls vrede søgte David tilflugt i en hule nær Adullam, hvor „omkring fire hundrede mand“ sluttede sig til ham. (1Sa 22:1, 2) Da David igen blev forfulgt af Saul, skjulte han sig i en hule i En-Gedis Ørken, og det var her han skar fligen af Sauls overklædning mens denne forrettede sin nødtørft. (1Sa 24:1-15) Det er muligvis Davids oplevelser ved disse to lejligheder der danner baggrunden for Salme 57 og 142. (Jf. Sl 57:0; 142:0.) Efter at David var blevet konge, tjente Adullams hule åbenbart som militærhovedkvarter under et felttog mod filistrene. (2Sa 23:13; 1Kr 11:15) Da den onde Jesabel satte sig for at udrydde alle Jehovas profeter, sørgede Obadja for mad til 100 profeter der skjulte sig i huler. (1Kg 18:4, 13) Også Elias flygtede for Jesabels vrede til en hule i Horeb, og det var her Gud befalede ham at vende tilbage og salve Hazael og Jehu til konger. (1Kg 19:1-17) På baggrund af disse eksempler kunne Paulus derfor skrive om trosheltene at de „flakkede om i . . . jordens huler og grotter“. (He 11:38) Mange år senere tjente Roms katakomber som underjordiske tilflugts- og mødesteder for forfulgte kristne.
De døde blev ofte begravet i huler. Den meget klipperige undergrund i store dele af Palæstina gjorde det vanskeligt at grave en almindelig grav. Anden gang en hule omtales i Bibelen, er i forbindelse med den hule i Makpela i Hebron som Abraham købte og brugte som begravelsesplads, og hvor Sara, Abraham, Isak, Rebekka, Jakob og Lea blev begravet. (1Mo 23:7-20; 25:9, 10; 49:29-32; 50:13) Også Jesu ven Lazarus blev begravet i en hule. — Joh 11:38.
Huler blev ofte brugt som udmærkede forrådskamre, navnlig i farefulde tider. På Gideons tid „lavede Israels sønner sig de underjordiske depoter som er i bjergene, foruden hulerne og bjergfæstningerne,“ for at beskytte deres høst mod midjanitiske røvere. (Dom 6:2) Det var sandsynligvis også af sikkerhedshensyn at Dødehavsrullerne blev skjult i huler nær Wadi Qumran, nordvest for Det Døde Hav, hvor de lå urørte i mange hundrede år, til de blev fundet i 1947.
Brugt billedligt. Jesus anklagede pengevekslerne for at gøre templet til „en røverhule“. (Mt 21:13; Jer 7:11) Profetierne i Esajas’ Bog og Åbenbaringen oplyser at nogle vil forsøge at undslippe Guds dom, „den rædsel Jehova indgyder“, ved at skjule sig i „hulerne“, men ifølge Ezekiel vil de huler de søger tilflugt i, ikke kunne beskytte dem mod Gud. — Es 2:19-21; Åb 6:15-17; Ez 33:27.