Da nederlaget truede, bønfaldt han om at blive reddet og var sikker på at Gud ville nedtræde modstanderne. (Salme 60) Jehova havde altid været et tilflugtssted for David; han ville derfor vente i tavshed på frelsen. (Salme 61, 62)

Hvad vi kan lære heraf: Det var nok for David at ’vente tavst’ på at Gud skulle gribe ind og frelse ham. (Salme 62:1-7) Når han havde underlagt sig Jehovas vilje, følte han sig tryg og nærede en tavs tillid til Gud. Hvis vi har den samme tillid til Jehova, vil „Guds fred“ beskytte vort hjerte og sind mens vi venter på at blive udfriet fra fjender og trængsel. — Filipperne 4:6, 7; Salme 33:20.