PALME

[hebr.: tamarʹ, toʹmær (Dom 4:5); gr.: foiʹnix].

Daddelpalmen (Phoenix dactylifera), der i dag kun findes i visse egne af Palæstina, forekom engang meget talrigt og var tilsyneladende lige så karakteristisk for landet som den var og er for Ægyptens Nildal. Efter Jerusalems anden ødelæggelse lod den romerske kejser Vespasian talrige mønter præge med billedet af en grædende kvinde der sad under et palmetræ, og indskriften „Judaea Capta“. — BILLEDE, bd. 2, s. 751.

Palmer forbindes med oaser og er et velkomment syn for ørkenrejsende. Det må også have frydet israelitterne at se de 70 palmer der voksede ved de 12 vandkilder i Elim, det andet sted de slog lejr efter overgangen over Det Røde Hav. (2Mo 15:27; 4Mo 33:9) Palmens lange pælerod sætter den i stand til at nå ned til vandkilder som er utilgængelige for mange andre planter, og den kan derfor trives selv i ørkener.

På Bibelens tid voksede der palmer på bredden af Galilæas Sø (Josefus, Den jødiske krig, 3. bog, 10. kap., 8. afsnit) og langs de lavereliggende flodstrækninger i den varme Jordandal, men der var særlig mange omkring En-Gedi (Josefus, Jewish Antiquities, IX, 7 [i, 2]) og Jeriko, der blev kaldt „Palmebyen“. (5Mo 34:3; Dom 1:16; 3:13; 2Kr 28:15) De voksede også i højlandet, som for eksempel „Deboras palme“ i Efraims bjergland. (Dom 4:5) At der også voksede palmer omkring Jerusalem, fremgår af at man anvendte palmeblade ved løvhyttefesten (3Mo 23:40; Ne 8:15) og ved Jesu indtog i byen. (Joh 12:12, 13) Tamar, en af Salomons byer, var opkaldt efter palmen. (1Kg 9:17, 18) Tyrus’ og Zidons land fik senere navnet „Fønikien“ efter det græske foiʹnix (Apg 11:19; 15:3), og samme oprindelse har måske navnet på byen Føniks på Kreta. — Apg 27:12.

Den majestætiske palme med den lige, ensartede stamme kan blive op til 30 m høj, og kronen af lange, fjeragtige blade giver den en egen yndefuld skønhed. Hebraiske piger må have været glade for at blive kaldt Tamar, ligesom Judas svigerdatter (1Mo 38:6), Absaloms søster (2Sa 13:1) og hans datter. Sidstnævnte beskrives som „en kvinde der havde et smukt udseende“. (2Sa 14:27) Sjulamitpigens ranke vækst blev sammenlignet med en palmes, og hendes bryster med dens klaser. (Høj 7:7, 8) Palmens spiralsnoede træfibre giver træet en usædvanlig smidighed og styrke.

Palmen når sin fulde frugtbærende evne efter 10-15 år og fortsætter med at bære frugt i næsten hundrede år, hvorefter den gradvis hører op med det, og når den nærmer sig de to hundrede år, dør den. Dadlerne vokser i store, hængende klaser og høstes som regel i august-september. Araberne siger at palmetræet har lige så mange anvendelsesmuligheder som der er dage i et år. Ikke blot frugten, men også bladene kan bruges på utallige måder: til tag- og vægbeklædning, til hegn, måtter, kurve og endda tallerkener. Af palmefiber fremstiller man reb og takkelage til både. Malede daddelfrø eller -kerner gives som foder til kameler. Af træet udvindes voks, sukker, olie, garvesyre og harpiks, og af saften fremstilles en stærk drik ved navn arrak.

Udskårne billeder af det ranke, smukke og frugtbare palmetræ var en passende dekoration til indervæggene og dørene i Salomons tempel (1Kg 6:29, 32, 35; 2Kr 3:5) og til siderne på de vogne der blev benyttet i tempeltjenesten. (1Kg 7:36, 37) I tempelsynet så Ezekiel at portenes vægpiller og templets indervægge og døre var udsmykket med palmer. (Ez 40:16-37; 41:15-26) Eftersom palmetræet er højt, rankt og frugtbart, er det også et passende symbol på „den retfærdige“ der er ’plantet i Jehovas forgårde’. — Sl 92:12, 13.

De palmegrene hvormed en menneskemængde tiljublede Jesus som „Israels konge“ (Joh 12:12, 13), var uden tvivl et udtryk for deres hyldest og deres anerkendelse af hans kongeværdighed. ’Den store skare’ der omtales i Åbenbaringen 7:9, 10, skildres ligeledes med palmegrene i hænderne idet den tilskriver Gud og Lammet frelsen.