I unge — hvad jager I efter?
„Flygt derfor fra de ønsker der hører ungdommen til, og jag efter retfærdighed, tro, kærlighed, fred, sammen med dem der påkalder Herren af et rent hjerte.“ — 2 TIMOTEUS 2:22.
1. Hvordan ønsker vi at det skal gå de unge iblandt os?
„JEHOVAS VIDNER udgør den gruppe der vinder det største antal nye medlemmer hvert år og procentvis har den største skare af unge,“ skriver den svenske avis Dagen, der udgives af pinsebevægelsen. Måske tilhører du denne skare af ufordærvede, gudfrygtige unge. Måske har du fået en kristen opdragelse fra den spæde barndom af, eller måske har du hørt Rigets budskab senere og har så reageret positivt på det du lærte. Uanset hvordan det forholder sig skal du vide at vi er glade for at have dig iblandt os. Det er vort håb at du ligesom de trofaste unge kristne der levede i det første århundrede, vil følge retfærdighedens vej. Følgende ord af apostelen Johannes passer sikkert også på dig: „I er stærke og Guds ord forbliver i jer og I har sejret over den onde.“ — 1 Johannes 2:14.
2. Hvad kan gøre det svært at følge retfærdighedens vej i „ungdommens vår“?
2 Mange — ja, langt de fleste — unge kristne i dag modstår verdens pres. Men måske synes du at det er svært. Når man er i „ungdommens vår“ kan man føle sig usikker på grund af de nye og stærke følelser man oplever. (1 Korinther 7:36) Samtidig føler du måske at der bliver lagt et stadig større ansvar på dig i skolen, derhjemme og i menigheden. Dertil kommer presset fra Satan Djævelen, der er besluttet på at vildlede så mange som muligt og derfor angriber dem der lader til at være mest sårbare, nøjagtig som han gjorde i Edens have. Dengang rettede han sit snedige angreb mod den yngre og relativt uerfarne Eva, ikke mod den ældre og mere erfarne Adam. (1 Mosebog 3:1-5) Mange hundrede år senere benyttede Satan en lignende taktik over for den nydannede menighed af kristne i Korinth. Apostelen Paulus skrev: „Jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på.“ — 2 Korinther 11:3.
3, 4. Hvad benytter Satan Djævelen sig af for at vildlede unge, og hvad kan det medføre?
3 Dine kristne forældre er måske også bekymrede for hvordan det skal gå dig. Ikke fordi de tror at du gerne vil gøre noget der er forkert, men fordi de af erfaring ved at unge er særlig sårbare over for Satans „listige anslag“. (Efeserne 6:11) Satans fælder ser på ingen måde faretruende ud. De kan endda virke ret tillokkende og tiltalende. I fjernsynet fremstilles materialisme, åbenlys sex, rå vold og spiritisme som underholdning. På den måde kan unges sind fyldes med noget der er alt andet end ’sandt, af alvorlig betydning, retfærdigt, rent og værd at holde af’. (Filipperne 4:8) Et andet effektivt middel Satan benytter sig af, er gruppepres. Dine jævnaldrende lægger måske et stærkt pres på dig for at få dig til at efterligne dem når det gælder livsstil, påklædning og frisure. (1 Peter 4:3, 4) Spalteredaktøren William Brown har skrevet: „Hvis der findes en speciel, verdslig gud for teenagere må det være ensretningens gud. . . . Noget der for en teenager er værre end døden er dét at være anderledes.“ En italiensk pige der er et af Jehovas vidner har fortalt følgende: „Jeg var flov over at fortælle mine skolekammerater at jeg var et Jehovas vidne. Det gjorde mig nedslået og ked af det, for jeg vidste godt at det ikke glædede Jehova.“
4 Tag ikke fejl — Satan ønsker at ødelægge dig. Mange unge i verden vil miste livet under den store trængsel fordi de lader sig vildlede. (Ezekiel 9:6) Den eneste måde man kan overleve på er ved at jage efter retfærdighed.
Undgå en dårlig omgangskreds
5, 6. (a) Hvilke udfordringer blev den unge Timoteus stillet over for mens han boede i Efesus? (b) Hvilket råd gav Paulus Timoteus?
5 Det var kernen i det råd apostelen Paulus gav den unge Timoteus. I mere end ti år havde Timoteus ledsaget Paulus på hans missionsrejser. På et tidspunkt hvor Timoteus opholdt sig i den hedenske by Efesus, sad Paulus i et romersk fængsel og ventede på at blive henrettet. Efterhånden som eksekveringen af dødsdommen nærmede sig, blev Paulus sikkert bekymret for hvordan det skulle gå Timoteus. Efesus var en by der var velkendt for sin materielle velstand, sin umoralitet og dekadente underholdning, og Timoteus ville ikke længere kunne hente støtte hos sin elskede læremester.
6 Det fik Paulus til at skrive følgende til sit ’elskede barn’: „Nu er der i et stort hus ikke blot kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til et ærefuldt formål, men andre til et ikke-ærefuldt formål. Derfor, hvis nogen holder sig fri af de sidstnævnte, vil han være et kar til et ærefuldt formål, helliget, nyttigt for sin herre, beredt til enhver god gerning. Flygt derfor fra de ønsker der hører ungdommen til, og jag efter retfærdighed, tro, kærlighed, fred, sammen med dem der påkalder Herren af et rent hjerte.“ — 2 Timoteus 1:2; 2:20-22.
7. (a) Hvad var de ’kar til et ikke-ærefuldt formål’ Paulus advarede mod? (b) Hvordan kan unge i dag følge Paulus’ vejledning?
7 Paulus advarede her Timoteus mod at der selv blandt hans medkristne kunne være ’kar til ikke-ærefulde formål’, altså personer der havde en uret adfærd. Hvis Timoteus dengang kunne tage skade af at komme sammen med visse salvede kristne, hvor meget mere vil det da ikke skade en ung kristen i dag at komme sammen med verdslige mennesker! (1 Korinther 15:33) Det betyder ikke at man skal give sine skolekammerater den kolde skulder. Men pas alligevel på at du ikke knytter dig til dem, også selv om det nogle gange kan resultere i at du bliver betragtet som lidt af en enspænder. Det kan ganske vist være meget svært. En pige fra Brasilien har fortalt: „Det er hårdt. Mine skolekammerater inviterer mig hele tiden til fester og vil have mig med hen på steder hvor det ikke vil være rigtigt af kristne at komme. De siger altid: ’Hvorfor vil du ikke med? Du er godt dum!’“
8, 9. (a) Hvorfor kan det være farligt for kristne at komme sammen med verdslige unge selv om de tilsyneladende er meget rare? (b) Hvor kan man finde gode venner?
8 Nogle verdslige unge lader måske til at være helt i orden fordi de hverken ryger, bander eller er umoralske. Men hvis ikke de jager efter retfærdighed kan deres kødelige tankegang og holdninger let påvirke dig. Hvor meget har man for øvrigt tilfælles med ikketroende? (2 Korinther 6:14-16) Kan du blive ved med at være ven med dem og samtidig holde fast ved de rette principper?
9 Undgå derfor en dårlig omgangskreds. Kom kun sammen med åndeligsindede kristne der virkelig elsker Jehova. Vær også forsigtig med at omgås unge i menigheden der har en negativ eller kritisk holdning. Efterhånden som du vokser åndeligt vil dit valg af venner sandsynligvis også ændre sig. En teenager har sagt: „Jeg har fået nye venner i forskellige menigheder, så nu kan jeg godt se at det slet ikke er nødvendigt med verdslige venner.“
Flygt fra forkerte ønsker
10, 11. (a) Hvad vil det sige at ’flygte fra de ønsker der hører ungdommen til’? (b) Hvordan kan man ’flygte fra utugt’?
10 Paulus tilskyndede desuden Timoteus til at ’flygte fra de ønsker der hører ungdommen til’. Når man er ung kan man have et stærkt ønske om at være populær, at more sig og tilfredsstille kønsdriften. Hvis ikke man behersker sig kan sådanne ønsker føre til at man synder. Paulus sagde derfor at man skulle flygte fra skadelige ønsker — løbe som gjaldt det livet.a
11 Kønsdriften har for eksempel været årsag til at mange kristne unge har lidt åndeligt skibbrud. Der er derfor al mulig grund til at Bibelen siger at vi skal ’flygte fra utugt’. (1 Korinther 6:18) Hvis to kommer sammen med henblik på at gifte sig, kan de anvende dette princip ved at undgå situationer hvor de kan blive fristet, for eksempel dét at opholde sig alene sammen i et hus eller en lejlighed eller i en parkeret bil. Det lyder måske gammeldags at have en tredje person med sig, men det kan være en stor beskyttelse. Og selv om det til en vis grad kan være passende at give udtryk for sin hengivenhed, må man sætte visse grænser for at undgå uren adfærd. (1 Thessaloniker 4:7) At flygte fra utugt indebærer også at man undgår film og fjernsynsprogrammer der kan vække forkerte ønsker. (Jakob 1:14, 15) Hvis du uforvarende får umoralske tanker, må du så at sige skifte emne rent mentalt. Gå en tur, læs et eller andet eller giv dig til at udføre noget husligt arbejde. Desuden er bønnen en særdeles virkningsfuld hjælp i denne forbindelse. — Salme 62:8.b
12. Hvordan kan man lære at hade det der er ondt? Belys med et eksempel.
12 Du må frem for alt lære at hade eller afsky det der er ondt. (Salme 97:10) Men hvordan kan man hade noget der tilsyneladende er tiltalende og sjovt? Ved at tænke over konsekvenserne! „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød.“ (Galaterne 6:7, 8) Når du fristes til at give efter for lidenskaberne, tænk så på det der har størst betydning, nemlig at det vil såre Jehova Gud. (Jævnfør Salme 78:41.) Man må heller ikke glemme at man kan risikere at blive gravid eller pådrage sig en sygdom, såsom AIDS. Tænk også på at det vil medføre at man mister sin selvrespekt og får store følelsesmæssige problemer. Det kan også få konsekvenser på langt sigt. En kristen kvinde har fortalt: „Min mand og jeg havde haft seksuelle forhold til andre før vi mødte hinanden. Selv om vi nu begge er kristne, har vort tidligere sexliv været årsag til strid og skinsyge i vort ægteskab.“ Desuden vil man miste sine teokratiske forrettigheder og kan blive udstødt af den kristne menighed. (1 Korinther 5:9-13) Er nogen midlertidig nydelse så høj en pris værd?
Jag efter et nært forhold til Jehova
13, 14. (a) Hvorfor er det ikke nok at flygte fra det der er ondt? (b) Hvordan kan man „jage efter at kende Jehova“?
13 Det er imidlertid ikke nok at flygte fra det der er ondt. Timoteus blev også opfordret til at ’jage efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred’. Det viser at der kræves en aktiv, ihærdig indsats. Profeten Hoseas gav det troløse Israel en lignende opfordring: „Kom, og lad os vende tilbage til Jehova . . . Vi vil jage efter at kende Jehova.“ (Hoseas 6:1-3) Gør du det? Det omfatter mere end det at overvære møder og følges med sine forældre i forkyndelsen. En kristen kvinde har sagt: „Mine forældre oplærte mig i sandheden, og jeg blev døbt tidligt. . . . Jeg svigtede sjældent et møde og var ude i forkyndelsen hver måned, men jeg opdyrkede aldrig et nært, personligt forhold til Jehova.“
14 En anden ung pige indrømmer at hun ikke lærte Jehova at kende som en ven og en fader, men mere betragtede ham som en abstrakt Ånd. Hun begik umoralitet og blev ugift moder som 18-årig. Begå ikke samme fejl! Følg Hoseas’ tilskyndelse og ’jag efter at kende Jehova’. Hvis du dagligt beder til Jehova og vandrer med ham, kan du gøre ham til din fortrolige ven. (Jævnfør Mika 6:8; Jeremias 3:4.) „Han [er] ikke . . . langt borte fra en eneste af os,“ hvis vi søger ham. (Apostelgerninger 17:27) Det er derfor vigtigt at man har en regelmæssig plan for bibelstudium. Den behøver ikke at være kompliceret eller pedantisk. „Hver dag læser jeg cirka et kvarter i Bibelen,“ fortæller en pige der hedder Melody. Sæt også tid af til at læse hvert nummer af Vagttårnet og Vågn op! Forbered dig til menighedens møder så du kan „anspore [andre] til kærlighed og gode gerninger“. — Hebræerne 10:24, 25.
Giv dine forældre dit hjerte
15. (a) Hvorfor er det nogle gange svært at adlyde ens forældre? (b) Hvorfor er det normalt en fordel for unge at adlyde deres forældre?
15 Gudfrygtige forældre kan være til stor hjælp og give dig den nødvendige styrke. Men det er værd at lægge mærke til hvad du selv må gøre: „Vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. ’Ær din fader og moder’, hvilket er det første bud med et løfte: ’For at det kan gå dig godt og du må leve lang tid på jorden.’“ (Efeserne 6:1-3) Efterhånden som du bliver ældre, vil du sandsynligvis gerne have mere frihed. Du har måske også fået øje på alle de fejl dine forældre har. „Vore jordiske fædre,“ sagde apostelen Paulus, „kunne kun gøre det de syntes var bedst.“ (Hebræerne 12:10, The Jerusalem Bible) Men i det lange løb er det alligevel en fordel for dig at adlyde dem. Dine forældre holder af dig og kender dig bedre end alle andre. Selv om du måske ikke altid er enig med dem, vil de dig normalt det bedste. Hvorfor modarbejde deres forsøg på at opdrage dig „i Jehovas tugt og formaning“? (Efeserne 6:4) Det er i virkeligheden kun en tåbe der „ringeagter sin faders tugt“. (Ordsprogene 15:5) Det klogeste er at anerkende sine forældres myndighed og vise dem den rette respekt. — Ordsprogene 1:8.
16. (a) Hvorfor er det uklogt at skjule problemerne for sine forældre? (b) Hvad kan unge gøre for at forbedre kommunikationen med deres forældre?
16 Det betyder at du må være ærlig over for dine forældre og betro dig til dem hvis du har problemer. Det kan være at du har tvivlsspørgsmål i forbindelse med sandheden eller har gjort et eller andet der ikke var så godt. (Efeserne 4:25) Men det skaber blot flere problemer at skjule det for dine forældre. (Salme 26:4) Nu skal det indrømmes at nogle forældre ikke gør nogen særlig indsats for at kommunikere. „Min mor sætter sig aldrig ned og snakker med mig,“ fortæller en ung pige beklagende. „Jeg har aldrig turdet sige min mening fordi jeg er bange for at hun vil kritisere mig.“ Hvis du har det på samme måde, så prøv at finde et godt tidspunkt til at fortælle dine forældre hvordan du føler. „Min søn, giv mig dit hjerte,“ lyder opfordringen i Ordsprogene 23:26. Forsøg regelmæssigt at tale med dem om dine problemer før der opstår alvorlige vanskeligheder.
Fortsæt med at jage efter retfærdighed
17, 18. Hvad vil hjælpe unge til at fortsætte med at jage efter retfærdighed?
17 Hen mod slutningen af det andet brev Paulus skrev til Timoteus gav han denne tilskyndelse: „Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om.“ (2 Timoteus 3:14) Det vil vi også opfordre dig til. Lad ikke nogen eller noget lokke dig til at holde op med at jage efter retfærdighed. Trods alle sine tillokkelser er Satans verden gennemsyret af ondskab. Inden længe vil den blive udslettet sammen med alle der er en del af den. (Salme 92:7) Beslut dig for at du ikke vil gå til grunde sammen med dem der ønsker at følge Satan.
18 Vær derfor hele tiden opmærksom på dine mål, ønsker og interesser. Spørg dig selv: ’Viser det jeg siger og gør når mine forældre og nogle fra menigheden ikke ser mig, at jeg har høje normer? Hvilken slags venner vælger jeg? Er det verdslige unge der bestemmer min påklædning og min frisure? Hvilke mål har jeg sat mig? Er jeg indstillet på at begynde i heltidstjenesten eller at skabe mig en karriere i Satans døende tingenes ordning?’
19, 20. (a) Hvorfor bør unge ikke lade sig slå ud af de krav Jehova stiller? (b) Hvilken hjælp kan unge benytte sig af?
19 Måske opdager du at du må ændre tankegang. (2 Korinther 13:11) Men lad dig ikke slå ud. Husk at Jehova ikke forventer mere af dig end hvad der er rimeligt. Profeten Mika spurgte: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Dette vil ikke være for svært hvis du tager imod den hjælp Jehova tilvejebringer. Bevar et nært forhold til dine forældre. Kom regelmæssigt sammen med den kristne menighed. Bestræb dig især for at lære menighedens ældste at kende. De er interesseret i at det skal gå dig godt og kan støtte og trøste dig. (Esajas 32:2) Opdyrk frem for alt et nært og inderligt forhold til Jehova Gud. Han vil give dig styrken og viljen til at jage efter det der er ret.
20 Nogle unge bliver imidlertid hæmmet i deres forsøg på at vokse åndeligt fordi de lytter til nedbrydende musik. Vi vil se nærmere på dette emne i den næste artikel.
[Fodnoter]
a Det græske ord for ’flygte’ benyttes også i Mattæus 2:13, hvor Maria og Josef fik besked på at ’flygte til Ægypten’ for at undslippe Herodes’ mordplaner. — Jævnfør Mattæus 10:23.
b Du kan finde flere nyttige forslag til hvordan man kan beherske kønsdriften i kapitel 26 i bogen Unge spørger — Svar der duer, udgivet af Vagttårnets Selskab.
Husker du?
◻ Hvorfor er unge særlig sårbare over for Satans „listige anslag“?
◻ Hvorfor er det farligt at opdyrke et nært forhold til verdslige unge?
◻ Hvordan kan man flygte fra kønslig umoralitet?
◻ Hvordan kan man jage efter at opnå et nært forhold til Jehova?
◻ Hvorfor er det vigtigt at have en god kommunikation med ens forældre?
[Illustration på side 16]
To unge der kommer sammen med henblik på ægteskab gør klogt i at lære hinanden at kende under forhold hvor de ikke isolerer sig fra andre