FJERNE TIDER

Det hebraiske ord ‛ōlamʹ bruges om et tidsrum af lang, ubestemt eller uvis varighed. Leksikografen William Gesenius angiver betydningen som „en skjult tid, dvs. et langt, ukendt tidsrum, hvis begyndelse og slutning er uvis eller ubestemt“. (A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, oversat af E. Robinson, 1836, s. 746) Som en passende gengivelse af tanken i ordet er brugt udtryk som „(til) fjerne tider“ (Sl 5:11), „(fra) svundne tider“ (Sl 25:6), „ældgammel“ (Hab 3:6; Ord 22:28; 23:10), „i gamle dage“ (1Mo 6:4), „for længe siden“ (Jos 24:2), „varig“ (dvs. ’som varer meget længe’) (Præ 12:5) og „for stedse“ (1Mo 6:3).

Ordet ‛ōlamʹ bruges undertiden om noget der er evigt. (1Kg 2:45, fdn.) Profeten Esajas skrev: „Jehova, som har skabt jorden til dens ender, er Gud til alle tider [‛ōlamʹ].“ (Es 40:28) Jehova er „fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid“. (Sl 90:2) Eftersom Gud er udødelig, vil han fortsat være Gud i al evighed. (Hab 1:12; 1Ti 1:17) Dog betyder ‛olamʹ ikke i sig selv „for evigt“. Det bruges ofte om ting der får en ende, men de kan siges at vare „til fjerne tider“ fordi det tidspunkt hvor de ophører, endnu ikke er kendt eller angivet med bestemthed. For eksempel skulle Lovpagten være „en varig pagt“, en pagt som skulle gælde „til fjerne tider“, og den blev bragt til ophør med Jesu død og indførelsen af en ny pagt. (2Mo 31:16, 17; Ro 10:4; Ga 5:18; Kol 2:16, 17; He 9:15) Det aronitiske præstedømme, der skulle vare ved „til fjerne tider“, blev ligeledes bragt til ophør. — 2Mo 40:15; He 7:11-24; 10:1.

Et andet hebraisk ord, ‛adh, betegner ubegrænset varighed, al fremtid, evighed. (1Kr 28:9; Sl 19:9; Es 9:6; 45:17; Hab 3:6) Undertiden forekommer ‛ōlamʹ og ‛adhside om side, som i Salme 45:6, og kan gengives „tidsaldervarigt og for evigt“ (Yg), „gennem og hinsides alle tidsaldre“ (Ro), „til fjerne tider, ja, for evigt“ (NV). Om jorden erklærede salmisten: „Den skal aldrig i evighed [‛ōlamʹ og ‛adh] rokkes.“ — Sl 104:5.

Det hebraiske ord næʹtsach kan også betegne noget der er evigt. Det gengives i Ny Verden-Oversættelsen hyppigst med „bestandig“. (Job 4:20; 14:20; Sl 9:18; Es 57:16) Undertiden forekommer ‛ōlamʹ og næʹtsach parallelt med hinanden (Sl 49:8, 9), eller ‛adh og næʹtsach. (Am 1:11) Alle tre ord findes i Salme 9:5, 6: „Du har revset nationer, . . . Deres navn har du slettet til fjerne tider [le‛ōlamʹ], ja, for evigt [wa‛ædhʹ]. Du fjende, dine ødelæggelser er for bestandig [lanæʹtsach] til ende.“

I De Kristne Græske Skrifter kan ordet aiōnʹ betegne en tidsperiode af ubestemt varighed, en lang, men ikke endeløs, tidsperiode. For eksempel gengives aiōnʹ i Lukas 1:70 og Apostelgerninger 3:21 med „fra fordums tid“, „fra gammel tid“, „fra de ældste dage“ og „fra ældgammel tid“. (DA48, DA92, NV, Se). Ofte viser sammenhængen imidlertid at aiōnʹ betegner en tidsperiode af ubestemt længde i den forstand at den er uden ende. (Lu 1:55; Joh 6:50, 51; 12:34; 1Jo 2:17) På lignende måde kan tillægsordet aiōʹnios, alt efter sammenhængen, betyde både „i lange tider“ (Ro 16:25; 2Ti 1:9; Tit 1:2) og „evig“. (Mt 18:8; 19:16, 29) Et andet græsk tillægsord, aïʹdios, har specielt betydningen „evig“. — Ro 1:20; Jud 6. En yderligere behandling af aiōnʹ findes under TINGENES ORDNINGER.