Tugt skænker en frugt som fører til fred
„Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:11.
1. (a) Hvad siger Jehovas ord om menneskenes evne til at styre deres skridt, men hvad gør de, ikke desto mindre? (b) Hvis ord har vist sig at være sande?
„DET står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt,“ siges der i Jehovas ord. (Jeremias 10:23) Selv påstår menneskene at de udmærket formår at styre deres skridt, og lige siden oprøret i Edens have har de forsøgt på det. I den mellemliggende tid har det stort set været som i Israels dommertid, hvor „enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne“. (Dommerne 21:25) Men Jehovas ord i Ordsprogene 14:12 har vist sig at være sande: „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje.“ I 6000 år har menneskene fulgt den vej der syntes dem ret, og gennem alle årene har den ført til krig, hungersnød, sygdom, kriminalitet og død. Historien har bevist at Jehovas ord er sande og at menneskets veje er falske.
2. Hvordan ser børnepsykologerne på det at slå børn, og hvilken frugt har deres principper frembragt?
2 Lige fra barndommen har ufuldkomne mennesker brug for tugt. I Guds ord siges der: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ (Ordsprogene 13:24) Mange børnepsykologer betvivler den guddommelige visdom i dette. For nogle år siden spurgte en: „Er I mødre egentlig klar over at hver gang I slår jeres barn, viser I at I hader det?“ Men deres principløse holdning har fremkaldt en bølge af ungdomskriminalitet. En dommer fra Brooklyn har fremsat følgende bidende bemærkning: „Jeg tror at nogle af de unge trænger til at vi tager spanskrøret frem igen, men det er jo ikke moderne mere. Nu siges der at man ikke må slå et barn, af frygt for at komme til at hæmme et geni i at udfolde sig.“ Men deres principløshed har ikke frembragt en høst af genier — kun et væld af ungdomsforbrydere.
3. Fra hvilken kant blæser vinden nu, som forskellige eksperters udtalelser viser?
3 Nu er vinden begyndt at blæse fra en anden kant. Burton L. White, der er ekspert i børns udvikling, siger at hvis man er striks over for sine børn, behøver man ikke at frygte „at de vil elske én mindre end hvis man var eftergivende. . . . om man så slog dem regelmæssigt ville de blive ved med at komme tilbage til en“. Han understreger at børn først og fremmest har brug for en overflod af „irrationel kærlighed“. Dr. Joyce Brothers har ved en undersøgelse blandt flere hundrede børn i femte og sjette klasse konstateret at de der var blevet strengt opdraget, opfattede de strikse regler som „et udtryk for forældrenes kærlighed“. Bladet Journal of Lifetime Living har skrevet: „Børnepsykologerne, der strides om faste ammetider kontra amning efter behov, og smæk kontra ikke smæk, har opdaget at disse ting betyder mindre når blot barnet er elsket.“ Dr. Benjamin Spock, der har skrevet Bogen om Barnet, har indrømmet at han bærer en del af skylden for forældrenes manglende fasthed og for den ungdomskriminalitet der er blevet resultatet. Han placerer skylden hos eksperterne — „børnepsykiatere, psykologer, lærere, socialpædagoger og børnelæger som mig selv“.
Tugtens kæp
4. Hvad er tugtens kæp et symbol på, og hvad vidner det om hvis forældre bruger den i stedet for at være eftergivende?
4 I den ovennævnte sammenhæng betyder „kæp“ ikke nødvendigvis korporlig afstraffelse; det står for ethvert middel til retledning. The New International Version Study Bible siger om dette vers: „Kæp. Sandsynligvis et billedligt udtryk for tugt af enhver art.“ En kæp er et symbol på myndighed — i dette tilfælde forældrenes myndighed. Forældrene får kun utak som løn hvis de har været principløse og eftergivende: „Forkæler man sin træl [eller sit barn] fra ungdommen af, bliver han utaknemmelig siden hen.“ (Ordsprogene 29:21) Hvis forældrene er eftergivende i stedet for at udøve deres myndighed viser de ikke børnene kærlighed, men ligegyldighed, og resultatet vil blive at børnene vil gøre forældrene skam. Bruger forældrene derimod tugtens kæp med fasthed og kærlighed, viser det at de nærer kærlig omsorg for børnene. „Kæp og retledning giver visdom; men en dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ — Ordsprogene 29:15.
5. (a) Hvad siger en kommentar om Ordsprogene 13:24, og hvilket andet skriftsted bekræfter denne opfattelse? (b) Hvem tugtes af Jesus og Jehova?
5 Om Ordsprogene 13:24 siger Keil og Delitzsch i Commentary on the Old Testament: „En fader der ønsker det bedste for sin søn vil opdrage ham med fast hånd allerede på et tidligt tidspunkt for at lede ham i den rigtige retning mens han endnu er påvirkelig, og for at undgå at eventuelle fejl skulle slå rod i ham; mens den fader der er eftergivende over for sin søn når han burde have været striks, bærer sig ad som om han i virkeligheden ønskede at styrte ham i fordærv.“ Ordsprogene 19:18 udtrykker samme tanke: „Tugt din søn mens der er håb, og lad ikke din sjæl ønske at sende ham i døden.“ En kærlig men fast tugt lige fra den tidlige barndom afspejler forældrenes kærlighed til børnene. Jesus sagde: „Alle dem jeg holder af, retleder og tugter jeg.“ Og „den Jehova elsker, tugter han“. — Åbenbaringen 3:19; Hebræerne 12:6.
6. Hvilken form antager tugt ofte, og hvilke eksempler kan du anføre som støtte for dit svar?
6 Tugt kan indbefatte en afklapsning, men i mange tilfælde er der ikke behov for det. Ordsprogene 8:33 siger ikke „føl tugten“, men „hør på tugt og bliv vise“. Ofte vil tugten falde i form af ord, ikke korporlig afstraffelse: „Vei til Livet er Formaningens Tugt.“ „Grib fat om tugt; slip den ikke. Værn om den, for den er dit liv.“ (Ordsprogene 6:23, Kalkar;) Da Jehovas tjener Job havde behov for tugt, fik han den i form af formanende ord, først fra Elihu og dernæst fra Jehova selv. (Job, kapitlerne 32 til 41) Job tog imod formaningerne, og sagde til Jehova: „Jeg [tager] det i mig og angrer i støv og aske.“ — Job 42:6.
7. Hvad betyder det græske ord der oversættes med „tugt“, hvordan skal tugten gives, og hvad er formålet med den?
7 Det græske ord der oversættes med „tugt“ er paideiʹa. I dets forskellige former betyder det at oplære, undervise, ’belære med mildhed’. (2 Timoteus 2:25) Det betegner snarere oplæring i den rette adfærd end bibringelse af kundskab. Denne tugt skal foregå „med al langmodighed og undervisning“. (2 Timoteus 4:2) Et godt eksempel på dette ses i den formaning der i Efeserbrevet 6:4 gives til fædre: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ Venligt men bestemt skal denne tugt formane unge til at følge Jehovas vej.
Hvordan tugten formidles
8. Hvad hjælper os til at udøve selvtugt, og på hvilke måder kan vi gøre det?
8 De principper der gør sig gældende når børn tugtes, gælder også voksne. Bibelen fortæller os hvordan vi bør være og hvordan vi ikke bør være. Når vi læser i den, kan vi prøve os selv og rette eventuelle fejl. (2 Korinther 13:5) Når vi grunder over Jehovas bud vil vi måske få dårlig samvittighed og blive klar over nødvendigheden af bestemte forandringer. Det erfarede salmisten: „Jeg velsigner Jehova, som har rådet mig, ja, nætterne igennem har mine nyrer [„mine dybeste følelser“] tugtet mig.“ (Salme 16:7) Vi vil måske tugte os selv på samme måde som Paulus gjorde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Korinther 9:27.
9. På hvilke andre måder kan man modtage en gavnlig tugt?
9 Vi kan også blive tugtet af andre. Tugten kan komme i form af et blik, en panderynken, et ord, en gestus, en verbal formaning. Jesus sendte Peter et blik der mindede ham om forudsigelsen af hans alvorlige synd, og det fik Peter til at gå udenfor og græde bitterligt. (Lukas 22:61, 62) Ved en anden lejlighed blev Peter sat på plads med blot fem ord: „Forsvind om bag mig, Satan!“ (Mattæus 16:23) At læse i Vagttårnsselskabets bøger og blade, at overvære møder, at tale med andre, at udholde svære vanskeligheder — alt dette kan gøre os opmærksomme på noget vi bør forandre. Men det er først og fremmest Guds ord der kan tugte og vejlede os. — Salme 119:105.
10. Hvilken værdi har Salomons ordsprog med hensyn til tugt, men hvad insisterer nogle på?
10 Salomons ordsprog blev nedskrevet for at mennesker til alle tider ’kunne lære visdom og tugt at kende, forstå forstandige ord, tage imod tugt der giver indsigt, imod retfærdighed, retsbevidsthed og retskaffenhed, for at give de uerfarne klogskab, den unge mand kundskab og evnen til at tænke’. Men nogle „lader sig ikke tugte med ord alene; [de] forstår dem nok, men reagerer ikke“. (Ordsprogene 1:2-4; 29:19) De insisterer på at gøre deres erfaringer i „livets skole“, ligesom den fortabte søn gjorde før han „kom til fornuft“. — Lukas 15:11-17.
11. (a) Hvordan blev henholdsvis menigheden i Korinth og Jonas tugtet? (b) Hvordan blev David straffet for sin synd og sine forsøg på at dække over den? (c) Hvilke ord som David skrev i Salme 51 viser at han angrede dybt?
11 Paulus kommenterede et brev han tidligere havde skrevet for at tugte den kristne menighed i Korinth, med ordene: „I blev bedrøvede til sindsændring; for I blev bedrøvede på en måde som Gud vil det, . . . [og det bevirkede] at I rettede det urette!“ (2 Korinther 7:9-11) Jonas blev tugtet ved hjælp af en storm og en stor fisk. (Jonas 1:2, 3, 12, 17; 2:10; 3:1-4) David blev straffet for sin utroskab og sine forsøg på at dække over den, som det fremgår af Anden Samuelsbog 12:9-14. Hans anger kommer til udtryk i disse bevægende ord fra den 51. salme: „Vask mig grundigt ren for min misgerning, og rens mig for min synd. . . . min synd har jeg til stadighed for øje. . . . slet alle mine misgerninger. Skab mig et rent hjerte, Gud, og giv en ny, en fast ånd i mit indre. Kast mig ikke bort fra dit ansigt . . . et sønderbrudt og knust hjerte ringeagter du ikke, Gud.“ — Versene 2, 3, 9-11, 17.
12. Hvad er nødvendigt i nogle tilfælde, og hvordan går det dem der afviser gentagne retledninger?
12 Over for nogle er det nødvendigt at gribe til strengere forholdsregler, som det fremgår af Ordsprogene 26:3: „Pisk er til en hest, bidsel til et æsel, og kæp til tåbers ryg.“ Til tider lod Jehova sit folk, israelitterne, bukke under for deres selvforskyldte problemer: „De havde sat sig op imod hvad Gud sagde; ja, den Højestes råd havde de behandlet respektløst. Derfor kuede han deres hjerte med modgang; de snublede, og der var ingen hjælper. Så råbte de til Jehova om hjælp i deres kval; fra deres trængsler frelste han dem.“ (Salme 107:11-13) Men nogle er så tåbelige at forhærde sig når de modtager tugt, og derfor er der ingen lægedom for dem: „En mand der flere gange er retledt, men som gør sin nakke stiv, vil blive knust på et øjeblik, og dét uden lægedom.“ — Ordsprogene 29:1.
At give og modtage tugt
13. Hvad bør vi undgå når vi tugter andre, og hvordan bør vi gå frem?
13 Uanset hvilken form tugten måtte antage, bør man aldrig tugte i vrede, for „en vredladen mand ypper kiv“ i stedet for at hjælpe. Vi får også denne vejledning: „Den der er sen til vrede har stor dømmekraft, men den utålmodige ophøjer dårskab.“ Og: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ (Ordsprogene 29:22; 14:29; 19:11) Tugt bør aldrig gives i overdreven grad. Når der er grund til at tugte, bør man gøre det på det rette tidspunkt og i det rette omfang — ikke for hurtigt, ikke for sent, ikke for lidt, ikke for meget.
14. Hvilke andre retningslinjer gives der her til dem der skal tugte andre?
14 Her følger nogle retningslinjer for dem der skal tugte andre: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, til yngre mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ (1 Timoteus 5:1, 2) Hvis du skal tugte andre, appellerer du så til dem i stedet for at hundse med dem? „Brødre, selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ (Galaterne 6:1) Vejleder du andre med mildhed, med tanke på at du også selv har fejl og mangler? „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Sætter du dig i modpartens sted, viser du empati?
15. Hvad kræver det at blive vejledt, og hvilke råd gives der her til dem der vejledes?
15 Det kræver ydmyghed at blive irettesat. Synes du at tugten virker uretfærdig og urimelig? Vær ikke for hurtig til at dømme. Tænk over det der er blevet sagt og prøv at se det i et positivt lys. Og hvis du synes at noget af det ikke er aktuelt for dig, så afvis alligevel ikke vejledningen. Sorter det fra du kan bruge. Vær åben og modtagelig, vurder vejledningen objektivt. Er du måske for nærtagende, for hurtig til at tage anstød? Måske må du overvinde nogle sårede følelser før du kan se vejledningen i et positivt lys. Derfor bør du vente, og holde tand for tunge. Overvej roligt hvad det var der blev sagt. Kan det tænkes at du måske er forudindtaget imod den der vejledte dig, og at det er grunden til at du ikke vil tage imod vejledning? Hvis det er tilfældet, så husk at vejledningen var velment og at du ikke bør forkaste den uden videre.
16. (a) Hvilke skriftsteder og spørgsmål bør vi overveje når vi vejledes? (b) Hvilken holdning som salmisten gav udtryk for, kan vi måske efterligne?
16 Her følger nogle skriftsteder du kan overveje når du modtager tugt: „Den der holder sine ord tilbage har kundskab; en mand med dømmekraft er koldsindig.“ (Ordsprogene 17:27) Lytter du roligt uden at hidse dig op? „Dårens vej er ret i hans egne øjne, men den der hører på råd er viis.“ (Ordsprogene 12:15) Er du hurtig til at træffe den afgørelse at det er dig der har ret, eller lytter du med et åbent sind? „Ethvert menneske bør være hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.“ (Jakob 1:19) Følger du dette råd når du modtager vejledning? „Vær ikke hastig i din ånd til at ærgre dig, for ærgrelse hviler i tåbers favn.“ (Prædikeren 7:9) Bliver du hurtigt fornærmet og ærgerlig? Hvor ville det være godt hvis vi alle kunne have samme holdning som salmisten: „Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed; og retleder han mig, er det olie for hovedet; den afviser mit hoved ikke.“ — Salme 141:5.
Udhold tugt og høst en frugt som fører til fred
17. Hvorfor er det ikke altid let at blive tugtet, og hvordan kan ordene i Hebræerne 12:7, 11 hjælpe os til at udholde det?
17 Det er ikke altid let at blive tugtet. Det kan føles pinligt, og måske bliver vi pålagt nogle begrænsninger som volder os sorg. Men det bør man udholde. På et tidspunkt vil det være overstået, og så vil man være glad for at have gennemgået det. Husk: „Det er til jeres optugtelse at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner. For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:7, 11.
18, 19. Hvilke stærke følelser som både Jeremias og salmisten gav udtryk for, viser os hvordan vi bør reagere når vi modtager tugt?
18 Hvis du modtager en tugt der fører til sorg og som føles svær at udholde, så vent på resultatet, en frugt som fører til fred. Vent på Jehova, ligesom Jeremias gjorde: „Din sjæl vil helt sikkert huske det og bøje sig over mig. Dette vil jeg tage mig til hjerte. Derfor bliver jeg ved med at vente.“ (Klagesangene 3:20, 21) Husk hvad salmisten sagde til sig selv da han var i nød: „Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl, og hvorfor bruser du i mig? Vent på Gud, for endnu en gang skal jeg prise ham som min storslåede frelse.“ — Salme 42:5, 11; 43:5.
19 Måtte vi alle vente på Gud når vi modtager tugt. Når vi er blevet opøvet ved den vil vi høste en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.
Opsummering
■ Hvad kan man opnå ved at bruge tugtens kæp?
■ Hvorfra modtager vi først og fremmest tugt? Kan vi få tugt andre steder fra?
■ Hvad kan det være nødvendigt at gøre i de tilfælde hvor det ikke er nok at give en irettesættelse?
■ Hvad bør man tænke på når man skal tugte andre?
■ Hvilke råd kan hjælpe os til at tage imod vejledning?
[Illustration på side 17]
Det vil være klogt af dig at ’høre på tugt’
[Illustration på side 18]
De principper der gør sig gældende når børn tugtes, gælder også voksne