Guds love er til gavn for os
„Hvor jeg elsker din lov!“ — SALME 119:97.
1. Hvad er den mest almindelige holdning til spørgsmålet om at adlyde Guds love?
I DAG er det ikke populært at adlyde Guds love. Mange finder det meningsløst at bøje sig for en usynlig højere myndighed. Vi lever i en tid præget af moralsk relativisme, med uklare grænser for hvad der er rigtigt og forkert, og med store „grå områder“. (Ordsprogene 17:15; Esajas 5:20) En nylig opinionsundersøgelse som viste at „flertallet af amerikanere selv vil bestemme hvad der er rigtigt, godt og meningsfyldt“, afspejlede en tankegang som er udbredt i mange lande. De fleste foretrækker „en eftergivende gud der ikke opstiller ufravigelige regler. En gud der ikke vil bestemme over dem, hverken i moralske eller andre henseender.“ En samfundsforsker har bemærket at det i dag „forventes at den enkelte selv afgør hvad han eller hun mener det indebærer at føre et godt og retskaffent liv“. Samfundsforskeren siger videre: „Enhver højere myndighed må udforme sine love så de passer til virkelige mennesker.“
2. Hvordan er ordet lov, første gang det bruges i Bibelen, nært knyttet til Guds velsignelse og godkendelse?
2 Eftersom mange sætter spørgsmålstegn ved værdien af Guds love, er det nødvendigt at vi styrker vores overbevisning om at de er til gavn for os. Det er interessant at læse den beretning hvor ordet lov første gang bruges i Bibelen. Ifølge Første Mosebog 26:5 sagde Gud: „Abraham . . . blev ved med at holde sine forpligtelser over for mig, mine påbud, mine forskrifter og mine love.“ Jehova kom med denne udtalelse flere hundrede år før han gav Abrahams efterkommere en detaljeret lov. Hvordan blev Abraham belønnet for sin lydighed, herunder sin villighed til at adlyde Guds love? Jehova gav ham følgende løfte: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18) At adlyde Guds love er altså nært forbundet med at opnå Guds velsignelse og godkendelse.
3. (a) Hvilken følelse nærede en salmist over for Guds lov? (b) Hvilke spørgsmål bør vi overveje?
3 En af salmisterne — sandsynligvis en prins som senere blev konge i Juda — gav udtryk for en følelse som man normalt ikke forbinder med ordet lov. I en bøn til Jehova udbrød han: „Hvor jeg elsker din lov!“ (Salme 119:97) Denne udtalelse var ikke blot et følelsesudbrud. Den var et udtryk for salmistens kærlighed til Guds vilje sådan som den kommer til udtryk i hans lov. Jesus Kristus, Guds fuldkomne søn, følte det på samme måde. Det blev forudsagt om Jesus at han ville sige: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ (Salme 40:8; Hebræerne 10:9) Hvordan med os? Finder vi glæde ved at gøre Guds vilje? Er vi overbeviste om at Jehovas love er brugbare og til gavn for os? Hvor højt prioriterer vi lydighed mod Guds love i vores gudsdyrkelse, vores dagligdag, vores forhold til andre og når vi skal træffe beslutninger? For at kunne elske Guds lov må vi forstå hvorfor han har ret til at udforme og håndhæve love.
JEHOVA — DEN RETMÆSSIGE LOVGIVER
4. Hvorfor er Jehova den suveræne og retmæssige Lovgiver?
4 Som Skaberen af alt er Jehova den suveræne og retmæssige Lovgiver i universet. (Åbenbaringen 4:11) Profeten Esajas sagde: „Jehova er vor Lovgiver.“ (Esajas 33:22) Jehova har fastsat de fysiske love som styrer både det levende og det livløse i skaberværket. (Job 38:4-38; 39:1-12; Salme 104:5-19) Som en del af Guds skaberværk er mennesket underlagt Guds fysiske love. Og selv om mennesket er moralsk frit stillet og i stand til at ræsonnere logisk på egen hånd, bliver det kun lykkeligt når det underlægger sig Guds morallove og lovene angående tilbedelsen af ham. — Romerne 12:1; 1 Korinther 2:14-16.
5. Hvoraf fremgår det at princippet i Galaterne 6:7 gælder i forbindelse med Guds love?
5 Som vi ved, er det umuligt at bryde Jehovas fysiske love. (Jeremias 33:20, 21) Hvis vi forsøger at ignorere en af dem, som for eksempel tyngdeloven, må vi tage konsekvenserne. Noget tilsvarende gælder Guds morallove. De er også uforanderlige og kan ikke omgås eller overtrædes ustraffet. De vil blive håndhævet lige så sikkert som Guds naturlove, selv om resultatet af en overtrædelse måske ikke viser sig lige så hurtigt. „Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Galaterne 6:7; 1 Timoteus 5:24.
RÆKKEVIDDEN AF GUDS LOVE
6. Hvor omfattende er Guds love?
6 Moseloven var et bemærkelsesværdigt eksempel på en lov udstedt af Gud. (Romerne 7:12) På et senere tidspunkt erstattede Jehova Gud Moseloven med „Kristi lov“.a (Galaterne 6:2; 1 Korinther 9:21) Som kristne der er underlagt „frihedens fuldkomne lov“, forstår vi at Gud ikke begrænser sine love til kun at gælde visse områder, som for eksempel religiøse læresætninger og ceremonier. Hans normer dækker alle aspekter af tilværelsen, deriblandt familieforhold, forretningsanliggender, opførsel over for det modsatte køn, holdning til trosfæller og deltagelse i den sande tilbedelse. — Jakob 1:25, 27.
7. Giv eksempler på nogle af Guds vigtige love.
7 Bibelen siger for eksempel: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige.“ (1 Korinther 6:9, 10) Ægteskabsbrud og utugt er ikke bare „affærer“. Homoseksuelle handlinger er ikke blot „en alternativ livsstil“. Der er tale om overtrædelser af Guds lov. Det samme gælder tyveri, løgn og bagvaskelse. (Salme 101:5; Kolossenserne 3:9; 1 Peter 4:15) Jakob fordømte praleri, og Paulus rådede os til at undgå tåbelig tale og sjofel skæmten. (Efeserne 5:4; Jakob 4:16) For kristne er alle disse leveregler en del af Guds fuldkomne lov. — Salme 19:7.
8. (a) Hvordan kan man beskrive Guds lov? (b) Hvad er den grundlæggende betydning af det hebraiske ord for „lov“?
8 Sådanne grundlæggende bestemmelser i Guds ord viser at hans lov er meget mere end blot en række kolde, legalistiske vedtægter. Den danner grundlag for et afbalanceret, aktivt liv hvor alle aspekter af ens adfærd bliver påvirket i en god retning. Guds lov er opbyggende, etisk og belærende. (Salme 119:72) Ordet „lov“ som salmisten bruger her, er oversat fra det hebraiske ord tōrahʹ. En bibelforsker siger: „Dette ord er dannet af et udsagnsord der betyder at lede, vejlede, tage sigte, skyde. Betydningen . . . er derfor en vejledning, en rettesnor, for menneskers adfærd.“ Salmisten betragtede loven som en gave fra Gud. Bør vi ikke værdsætte den lige så meget og lade den få indflydelse på vores liv?
9, 10. (a) Hvorfor har vi behov for pålidelig vejledning? (b) Hvad er den eneste vej til et godt og lykkeligt liv?
9 Alle skabninger har behov for pålidelig og troværdig vejledning. Det gælder Jesus og englene, som står over menneskene. (Salme 8:5; Johannes 5:30; 6:38; Hebræerne 2:7; Åbenbaringen 22:8, 9) Hvis disse fuldkomne skabninger kan have gavn af Guds vejledning, hvor meget mere må det så ikke gælde ufuldkomne mennesker? Menneskehedens historie og vores personlige erfaring har vist at profeten Jeremias havde ret da han sagde: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.
10 Hvis vi gerne vil have et godt og lykkeligt liv, må vi lade os lede af Gud. Kong Salomon erkendte faren ved at leve efter sine egne normer, uafhængigt af Guds ledelse. Han sagde: „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje.“ — Ordsprogene 14:12.
GRUNDE TIL AT ELSKE JEHOVAS LOV
11. Hvorfor bør vi ønske at forstå Jehovas lov?
11 Det er klogt at opdyrke et stærkt ønske om at forstå Jehovas lov. Salmisten gav udtryk for et sådant stærkt ønske da han sagde: „Luk mine øjne op, så jeg kan se de undere der er i din lov.“ (Salme 119:18) Jo bedre vi lærer Jehova og hans veje at kende, jo bedre vil vi forstå sandheden i de ord Esajas gengiver: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud!“ (Esajas 48:17, 18) Det er Jehovas oprigtige ønske at hans folk skal undgå ulykke og glæde sig over livet ved at være opmærksomme på hans bud. Lad os se på nogle væsentlige grunde til at vi bør elske Guds lov.
12. Hvorfor er Jehova den bedste Lovgiver for os?
12 Guds lov stammer fra Ham der kender os bedst. Jehova er vor Skaber. Som en logisk følge deraf kender han os bedre end nogen anden. (Salme 139:1, 2; Apostelgerninger 17:24-28) Ingen af vore venner, slægtninge, ja end ikke vores forældre kender os så godt som Jehova. Han kender os endda bedre end vi selv gør. Skaberen har en uforlignelig forståelse af hvad vi har behov for både åndeligt, følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. Når han retter sin opmærksomhed mod os, viser han inderlig forståelse for vores personlighed, vores ønsker og forhåbninger. Jehova kender vores begrænsninger, men han ved også at vi kan udrette noget godt. Salmisten siger: „Han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ (Salme 103:14) Vi vil derfor have en følelse af åndelig sikkerhed når vi bestræber os for at vandre efter Guds lov og villigt underlægger os hans vejledning. — Ordsprogene 3:19-26.
13. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova er oprigtigt interesseret i hvad der tjener os bedst?
13 Guds lov kommer fra Ham der elsker os. Jehova er dybt engageret i vores velfærd. Kostede det ham ikke dyrt at give sin søn som „en løsesum i bytte for mange“? (Mattæus 20:28) Har han ikke lovet os at han ’ikke vil lade os blive fristet ud over hvad vi kan tåle’? (1 Korinther 10:13) Forsikrer Bibelen os ikke om at ’han tager sig af os’? (1 Peter 5:7) Ingen viser os så stor og kærlig en interesse som Jehova, der har forsynet hele menneskeheden med gavnlige retningslinjer. Han ved hvad der tjener os bedst, og hvor grænsen går mellem sorg og lykke. Hvis vi jager efter retfærdighed, viser han sin kærlighed til os på en måde som vil føre til liv og velsignelse for os, selv om vi er ufuldkomne og begår fejl. — Ezekiel 33:11.
14. På hvilken væsentlig måde adskiller Guds lov sig fra menneskers normer?
14 Det er betryggende at Guds lov er uforanderlig. I den turbulente tid vi lever i, er Jehova som en urokkelig klippe. Han er fra evighed til evighed. (Salme 90:2) Han har sagt om sig selv: „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ (Malakias 3:6) Guds normer, som findes i Bibelen, er fuldstændig pålidelige — i modsætning til menneskers normer, som hele tiden ændrer sig. (Jakob 1:17) For eksempel gjorde psykologer sig i årevis til talsmænd for en eftergivende børneopdragelse, men nogle af dem har senere ændret mening og indrømmet at deres råd var forkerte. Verdens normer og retningslinjer på dette område ændres efter hvad vej vinden blæser. Men Jehovas ord står fast. Bibelen har i århundreder indeholdt vejledning om hvordan man giver sine børn en kærlig opdragelse. Apostelen Paulus skrev: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Det er betryggende at vide at Jehovas normer er til at stole på. De forandrer sig aldrig!
VELSIGNELSER TIL DEM DER ADLYDER GUDS LOVE
15, 16. (a) Hvad bliver resultatet hvis vi følger Guds normer? (b) Hvordan viser Guds lov os vejen til et lykkeligt ægteskab?
15 Gennem profeten Esajas sagde Gud: „Mit ord som går ud af min mund . . . [vil] gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Esajas 55:11) Og lige så sikkert er det at vi, hvis vi oprigtigt bestræber os for at følge normerne i Guds ord, vil få et godt liv, udrette noget værdifuldt og blive lykkelige.
16 Tænk på hvordan den gode vejledning i Guds lov viser os vejen til et lykkeligt ægteskab. Apostelen Paulus skrev: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebræerne 13:4) I ægteskabet skal begge parter vise hinanden kærlighed og respekt: „Lad . . . hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Efeserne 5:33) Den kærlighed der behøves i ægteskabet, er beskrevet i Første Korintherbrev 13:4-8: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ Et ægteskab der er præget af den form for kærlighed, vil ikke mislykkes.
17. Hvilke fordele er der ved at følge Jehovas normer for brugen af alkohol?
17 Jehovas fordømmelse af drukkenskab er endnu et bevis på at hans normer er gavnlige. Blot det ’at være forfalden til megen vin’ har hans misbilligelse. (1 Timoteus 3:3, 8; Romerne 13:13) Mange som har forkastet Guds normer på dette område, lider af sygdomme som skyldes, eller er blevet forværret af, umådeholdent drikkeri. Nogle tilsidesætter Bibelens tilskyndelse til mådehold og har fået for vane at drikke fordi det „hjælper dem til at slappe af“. At drikke for meget kan give store problemer. Andre kan miste respekten for én, familien kan blive belastet eller ligefrem gå i opløsning, indtægten kan ødes bort, og man mister måske sit arbejde. (Ordsprogene 23:19-21, 29-35) Er Jehovas normer angående brugen af alkohol ikke en beskyttelse for os?
18. Er Guds love anvendelige når det gælder økonomiske spørgsmål? Forklar.
18 Guds normer har også vist sig at være anvendelige på det økonomiske område. Bibelen tilskynder kristne til at være ærlige og flittige. (Lukas 16:10; Efeserne 4:28; Kolossenserne 3:23) Mange kristne har ved at følge dette råd opnået at blive forfremmet, eller de har beholdt deres arbejde i situationer hvor andre er blevet fyret. Det har også økonomiske fordele når en person tager afstand fra ubibelske vaner og undgår at blive afhængig af hasardspil, rygning og stoffer. Du kan uden tvivl selv komme i tanker om flere områder hvor Guds normer økonomisk set har vist sig at være fornuftige og praktisk anvendelige.
19, 20. Hvorfor er det víst at sige ja til at følge Guds normer og holde fast ved dem?
19 Det sker let at ufuldkomne mennesker forvilder sig bort fra Guds love og normer. Tænk på israelitterne ved Sinaj Bjerg. Gud sagde til dem: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene.“ Folket svarede: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ Men den kurs de valgte at følge, viste noget andet. (2 Mosebog 19:5, 8; Salme 106:12-43) Lad os, i modsætning til israelitterne, ikke blot sige ja til at følge Guds normer, men også holde fast ved dem.
20 Hvis vi vil opnå visdom og lykke, må vi holde fast ved den uforlignelige lov Gud har givet os som rettesnor her i livet. (Salme 19:7-11) For at kunne gøre det må vi anerkende værdien af Guds principper. Det handler den følgende artikel om.
[Fodnote]
a En detaljeret gennemgang af „Kristi lov“ findes i Vagttårnet for 1. september 1996, side 14-24.
Husker du dette?
• Hvorfor kan vi have tillid til at Guds love er til gavn for os?
• Af hvilke grunde bør vi elske Jehovas lov?
• På hvilke måder gavner Guds love os?
[Illustration på side 13]
Abraham blev rigt velsignet fordi han adlød Jehovas lov
[Illustrationer på side 15]
Det daglige livs bekymringer afleder manges opmærksomhed fra Guds lov
[Illustration på side 17]
Guds lov er urokkelig og uforanderlig som et fyrtårn på en klippe