Ånd

Definition: Det hebraiske ord ruʹach og det græske pneuʹma, der ofte gengives med „ånd“, har flere betydninger, som alle sigter til noget der er usynligt for det menneskelige øje og vidner om en udfoldelse af kraft. De to ord bruges således om (1) vinden, (2) den aktive livskraft i jordiske skabninger, (3) den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får vedkommende til at tale og handle på en bestemt måde, (4) inspirerede udtalelser der kommer fra en usynlig kilde, (5) åndevæsener og (6) Guds virksomme kraft eller hellige ånd. Flere af disse betydninger behandles her i forbindelse med spørgsmål der kan opstå i forkyndelsen.

Hvad er den hellige ånd?

En sammenligning af skriftsteder hvori den hellige ånd omtales, viser at den kan ’fylde’ mennesker og at de kan blive ’døbt’ og ’salvet’ med den. (Luk. 1:41; Matt. 3:11; Apg. 10:38) Ingen af disse udtryk ville passe hvis den hellige ånd var en person.

Jesus omtalte ganske vist den hellige ånd som en „hjælper“ (græsk: paraʹklētos), og han sagde at denne hjælper ville „lære“, „vidne“, „tale“ og ’høre’. (Joh. 14:16, 17, 26; 15:26; 16:13) Men det er ikke usædvanligt at noget personificeres i Bibelen. Visdommen siges for eksempel at have „børn“. (Luk. 7:35) Synden og døden omtales som konger. (Rom. 5:14, 21) Skønt nogle skriftsteder siger at ånden „talte“, viser andre skriftsteder at den gjorde det gennem engle eller mennesker. (Apg. 4:24, 25; 28:25; Matt. 10:19, 20; sammenlign Apostelgerninger 20:23 med 21:10, 11.) Ifølge Første Johannesbrev 5:6-8 er det ikke kun ånden, men også „vandet og blodet“, der „vidner“. Ingen af de udtryk der findes i disse skriftsteder beviser altså i sig selv at den hellige ånd er en person.

For at vor forståelse af den hellige ånd kan være korrekt, må den stemme med alle de skriftsteder hvori ånden omtales. Ud fra denne betragtning må vi drage den slutning at den hellige ånd er Guds virksomme kraft. Den er ikke en person, men en mægtig kraft som Gud lader udgå fra sig selv for at gennemføre sin hellige vilje. — Sl. 104:30; 2 Pet. 1:21; Apg. 4:31.

Se også siderne 376, 377, under emnet „Treenighed“.

Hvordan kommer det til udtryk når et menneske har den hellige ånd?

Luk. 4:18, 31-35: „[Jesus læste fra profeten Esajas’ skriftrulle:] ’Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt’ . . . Og han kom ned til Kapernaum, en by i Galilæa. Og på sabbaten underviste han dem; og de var helt forbløffede over hans måde at undervise på, for han talte med myndighed. Nu var der i synagogen en mand med en ånd, en uren dæmon, og han råbte med høj røst . . . Men Jesus talte strengt til den og sagde: ’Ti stille, og kom ud af ham.’ Efter at have kastet manden omkuld midt iblandt dem, kom dæmonen ud af ham uden at skade ham.“ (Hvordan kom det til udtryk at Jesus havde Guds ånd? Beretningen siger ikke at han skælvede eller råbte eller kom i ekstase. Tværtimod siges der at han talte med myndighed. Man bør imidlertid lægge mærke til at en dæmonisk ånd ved samme lejlighed fik en mand til at råbe op og falde omkuld.)

Apostelgerninger 1:8 siger at når Jesu disciple fik den hellige ånd, ville de vidne om ham. Da de fik ånden var folk der så det, ifølge Apostelgerninger 2:1-11, slået af forbavselse over at disse disciple, der alle var galilæere, talte om Guds storslåede gerninger på sprog som de mange sammenstimlede udlændinge forstod. Beretningen siger derimod ikke at de der fik ånden, kom med følelsesmæssige udbrud af nogen art.

Det er værd at bemærke at da Elisabet blev fyldt med hellig ånd og i den forbindelse „udstødte et højt råb“, var hun ikke til et religiøst møde, men talte med en slægtning der var kommet for at hilse på hende. (Luk. 1:41, 42) Da den hellige ånd, som nævnt i Apostelgerninger 4:31, blev udgydt over en forsamling af disciple, var det stedet der rystedes, hvorimod disciplene ikke begyndte at skælve eller opføre sig mærkeligt, men derimod „talte Guds ord med frimodighed“. Det samme gælder i dag. Det der vidner om at et menneske har den hellige ånd, er at vedkommende frimodigt taler Guds ord og nidkært deltager i vidnegerningen.

Gal. 5:22, 23: „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ (Det er denne frugt, og ikke ubeherskede, lidenskabelige religiøse udbrud, man bør se efter når man leder efter mennesker der virkelig har Guds ånd.)

Beviser det at man har Guds ånd fordi man kan tale følelsesbetonet på et sprog man aldrig har lært?

Se emnet „Tungetale“.

Står Guds ånd bag de mirakuløse helbredelser der udføres i dag?

Se emnet „Helbredelse“.

Hvem bliver døbt med den hellige ånd?

Se siderne 86, 87 under „Dåb“, samt emnet „Født igen“.

Er der en åndelig del af mennesket som overlever legemets død?

Ez. 18:4: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Bu, DA, GD, Ka og Li gengiver alle det hebraiske ord næʹfæsj i dette vers med „sjæl“ og siger således at det er sjælen der dør. Næʹfæsj, sjælen, er altså personen selv, ikke noget immaterielt som overlever når legemet dør.) (Flere enkeltheder findes under emnet „Sjæl“.)

Sl. 146:4: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Det hebraiske ord der her er oversat med „ånd“ er ruʹach. Når denne ruʹach, denne aktive livskraft, forlader legemet, går personens tanker til grunde; de fortsætter ikke i en anden verden.)

Præd. 3:19-21: „Der er nemlig et endeligt for menneskesønnerne og et endeligt for dyrene, og det er samme endeligt for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden; og alle har samme ånd, så mennesket har ingen fordel fremfor dyrene, for alt er tomhed. Alle går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet. Hvem kender menneskesønnernes ånd, om den går opad, eller dyrenes ånd, om den går nedad til jorden?“ (Eftersom menneskene har arvet synden og døden fra Adam, dør de alle og vender tilbage til støvet, ligesom dyrene. Men har hvert enkelt menneske en ånd der lever videre som et fornuftbegavet individ efter at den er holdt op med at fungere i legemet? Nej, i vers 19 får vi det svar at mennesker og dyr „alle har samme ånd“. Intet menneske er, på grundlag af sine egne iagttagelser, i stand til at svare på det spørgsmål der stilles i vers 21 angående ånden. Guds ord svarer imidlertid at menneskene ikke er født med noget som stiller dem bedre end dyrene når de dør. Men på grundlag af Guds barmhjertige foranstaltning ved Kristus har menneskene, til forskel fra dyrene, fået udsigt til at opnå evigt liv hvis de lægger tro for dagen. For mange mennesker vil dette blive muligt som følge af opstandelsen, når de bliver genoplivet ved at Gud på ny giver dem livskraft.)

Luk. 23:46: „Jesus råbte med høj røst og sagde: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd [græsk: pneuʹma].’ Da han havde sagt dette, udåndede han.“ (Læg mærke til at Jesus udåndede. Da hans ånd for ud, var han altså ikke på vej til himmelen. Han blev først oprejst fra de døde på tredjedagen efter dette, og som det fremgår af Apostelgerninger 1:3, 9, gik der yderligere 40 dage før han steg til himmelen. Hvad betød så det Jesus sagde lige før han døde? Jo, han gav udtryk for at han var klar over at hans fremtidige livsudsigter udelukkende afhang af Gud. Flere oplysninger om ’ånden der vender tilbage til Gud’ findes på side 343, under emnet „Sjæl“.)

Hvis nogen siger . . .

’Har du den hellige ånd?’

Hertil kunne man svare: ’Ja, og det er grunden til at jeg har ringet på din dør i dag. (Apg. 2:17, 18)’

Eller man kunne sige: ’Det er det der sætter mig i stand til at forkynde Guds ord. Men det er min erfaring at ikke alle har samme opfattelse af hvad der kendetegner et menneske der har Guds ånd. Hvilke kendetegn mener du der er?’ Og man kunne fortsætte: (Drøft noget af stoffet på siderne 430, 431.)