Lader du dig lede af Guds ånd?
„Din ånd er god; måtte den føre mig i retskaffenhedens land.“ — SL. 143:10.
1, 2. (a) Nævn nogle situationer hvor Jehova har gjort brug af sin hellige ånd til gavn for sine tjenere. (b) Virker den hellige ånd kun ved særlige lejligheder? Forklar nærmere.
HVAD ser du for dit indre blik når du tænker på hvordan den hellige ånd virker? Ser du Gideon og Samson udføre deres vældige gerninger? (Dom. 6:33, 34; 15:14, 15) Eller tænker du på de første kristnes frimodighed eller på Stefanus som han stod med forklaret ansigt foran Sanhedrinet? (Apg. 4:31; 6:15) Her i vor tid ville du måske tænke på glæden ved vore internationale stævner, på vore brødre som sidder i fængsel på grund af neutralitetsspørgsmålet eller på forkyndelsesarbejdets fantastiske vækst. Det er alt sammen eksempler på den hellige ånds virke.
2 Virker den hellige ånd kun ved særlige lejligheder eller under ekstraordinære omstændigheder? Nej. Guds ord taler om at de kristne ’vandrer ved ånd’, „ledes af ånden“ og „lever ved ånd“. (Gal. 5:16, 18, 25) Disse udtryk viser at den hellige ånd kan øve en stadig indflydelse på vort liv. Vi bør hver dag bede Jehova lede vore tanker, vor tale og vore handlinger ved hjælp af sin hellige ånd. (Læs Salme 143:10). Når vi lader ånden virke frit i vort liv, vil den frembringe en frugt der styrker andre og fører til lovprisning af Gud.
3. (a) Hvorfor må vi lade os lede af den hellige ånd? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?
3 Hvorfor er det vigtigt at vi lader os lede af den hellige ånd? Fordi der er en anden kraft der øver indflydelse på os, en kraft der går imod den hellige ånds virke. Det er den kraft som Bibelen kalder „kødet“, det vil sige vort faldne køds syndige tilbøjeligheder, den ufuldkommenhed vi har fået i arv som efterkommere af Adam. (Læs Galaterbrevet 5:17). Hvad kan vi da gøre for at lade os lede af Guds ånd? Er der nogle praktiske forholdsregler vi kan tage for at modvirke den magt det syndige kød har over os? Lad os se nærmere på disse spørgsmål når vi nu behandler de resterende seks bestanddele af „åndens frugt“, nemlig „langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Gal. 5:22, 23.
Mildhed og langmodighed fremmer freden i menigheden
4. Hvordan bidrager mildhed og langmodighed til freden i menigheden?
4 Læs Kolossenserbrevet 3:12, 13. I menigheden vil mildhed og langmodighed i forening fremme freden. Begge disse sider af åndens frugt hjælper os til at være imødekommende over for andre, at bevare roen når vi provokeres, og at undgå at give igen med samme mønt når andre siger eller gør noget uvenligt. Hvis vi har en uoverensstemmelse med en trosfælle, vil langmodighed, eller tålmodighed, hjælpe os til ikke at opgive vores broder eller søster, men vi vil gøre hvad vi kan for at genoprette freden. Er der virkelig behov for mildhed og langmodighed i menigheden? Ja, for vi er alle ufuldkomne.
5. Hvilken situation opstod der mellem Paulus og Barnabas, og hvad understreger dette?
5 Som eksempel kan vi tage uoverensstemmelsen mellem Paulus og Barnabas. De havde arbejdet sammen i mange år for at fremme udbredelsen af den gode nyhed. De havde hver især gode egenskaber. Men ved én lejlighed kom det til „et skarpt opgør“ imellem dem, „så at de skiltes fra hinanden“. (Apg. 15:36-39) Denne episode viser at der selv blandt trofaste tjenere for Gud til tider kan opstå uoverensstemmelser. Hvad kan man gøre hvis man i forbindelse med en uoverensstemmelse med en trosfælle vil forhindre at situationen udvikler sig til en ophidset ordveksling som kunne føre til et varigt brud?
6, 7. (a) Hvilket bibelsk råd kan vi følge for at forebygge at en samtale med en trosfælle udvikler sig til en hidsig diskussion? (b) Hvad opnår man ved at være ’hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede’?
6 Som udtrykket „et skarpt opgør“ viser, var uoverensstemmelsen mellem Paulus og Barnabas voldsom og pludselig. Hvis man mærker at man er ved at blive vred når man diskuterer en sag med en trosfælle, gør man klogt i at følge rådet i Jakob 1:19, 20: „Ethvert menneske bør være hurtigt til at høre, langsomt til at tale, langsomt til vrede; for en mands vrede udvirker ikke Guds retfærdighed.“ Afhængigt af omstændighederne kunne man — før samtalen udvikler sig til en ophidset diskussion — enten prøve at skifte emne, udsætte samtalen til senere eller bede sig undskyldt og gå sin vej. — Ordsp. 12:16; 17:14; 29:11.
7 Hvad opnår man ved at følge dette råd? Ved at tage sig tid til at falde til ro, bede en bøn og tænke på hvordan man bedst kan svare, giver man Guds ånd mulighed for at indvirke på en. (Ordsp. 15:1, 28) Under indflydelse af Guds ånd kan man vise mildhed og langmodighed. Man bliver derved i stand til at følge rådet i Efeserbrevet 4:26, 29: „Bliv vrede, men synd dog ikke; . . . Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende for dem der hører den.“ Ja, når vi ifører os mildhed og langmodighed, bidrager vi til freden og enheden i menigheden.
Giv din familie ny styrke ved hjælp af venlighed og godhed
8, 9. Hvad er venlighed og godhed, og hvilken virkning har disse egenskaber på atmosfæren i hjemmet?
8 Læs Efeserbrevet 4:31, 32; 5:8, 9. Venlighed og godhed styrker og forfrisker ligesom en mild brise og en kold drik på en varm dag. I familien bidrager disse egenskaber til en behagelig atmosfære. Venlighed er en egenskab der virker sympatisk på andre fordi den bunder i ægte interesse for dem, en interesse der giver sig udslag i hjælpsomhed over for andre, og i at man taler hensynsfuldt til hinanden. Godhed er ligesom venlighed en positiv egenskab der kommer til udtryk i handlinger der er til gavn for andre. Den kendetegnes også af gavmildhed. (Apg. 9:36, 39; 16:14, 15) Men der er mere forbundet med det at være god.
9 Godhed er ensbetydende med at have den rette etiske beskaffenhed. Godhed indbefatter ikke blot det vi gør, men, hvad der er vigtigere, det vi er. Man kan sammenligne denne egenskab med den frugt som en husmor tilbereder til familien. Hun skærer hver frugt igennem og undersøger frugten stykke for stykke for at sikre at den er moden og i orden hele vejen igennem, både udvendig og indvendig. Den godhed som den hellige ånd frembringer, gennemtrænger på tilsvarende måde en kristens hele liv.
10. Hvad kan man gøre for at hjælpe familiens medlemmer til at opdyrke åndens frugt?
10 Hvad kan hjælpe medlemmerne af en kristen husstand til at behandle hinanden med venlighed og godhed? Nøjagtig kundskab fra Guds ord spiller en vigtig rolle. (Kol. 3:9, 10) Nogle familieoverhoveder lader et studium af åndens frugt indgå i drøftelsen på Den Teokratiske Familieaften. Det er ikke svært at finde stof til et sådant studium. Man kan bruge de søgeredskaber der er tilgængelige på ens eget sprog, for eksempel Register til Vagttårnets publikationer, og på den måde udvælge stof om de forskellige sider af åndens frugt. Man kan nøjes med at gennemgå nogle få paragraffer hver uge, og man kan godt bruge flere uger på hver enkelt del af åndens frugt. Når man gennemgår materialet, bør man slå de anførte skriftsteder op og tale om dem. Vær på udkig efter måder at praktisere de enkelte dele af åndens frugt på, og bed Jehova velsigne jeres bestræbelser. (1 Tim. 4:15; 1 Joh. 5:14, 15) Kan et sådant studium virkelig ændre den måde som familiens medlemmer behandler hinanden på?
11, 12. Hvordan havde to kristne ægtepar gavn af at studere emnet venlighed?
11 Et ungt par som gerne ville have et lykkeligt ægteskab, besluttede at foretage et dybtgående studium af åndens frugt. Hvad blev resultatet? Hustruen fortæller: „Da vi blev klar over at venlighed indbefatter både troskab og loyalitet, skete der en mærkbar ændring i den måde vi behandler hinanden på. Det har lært os både at være eftergivende og at kunne tilgive. Og det har lært os at sige ’tak’ og ’undskyld’ når det er på sin plads.“
12 Et andet kristent ægtepar, som havde problemer i ægteskabet, blev klar over at det var venlighed der manglede i deres forhold. De besluttede at de sammen ville studere emnet venlighed. Hvad blev resultatet? Manden fortæller: „Vores studium af denne egenskab hjalp os til at se at vi måtte lade tvivlen komme den anden til gode. I stedet for at tillægge den anden dårlige motiver måtte vi være på udkig efter hinandens positive sider. Vi begyndte at være mere opmærksomme på den andens behov. At være venlig betød for mit vedkommende at jeg måtte opfordre min kone til frit at give udtryk for det der lå hende på sinde, uden at føle mig stødt over det hun sagde. Jeg måtte bide min stolthed i mig. Efterhånden som vi begyndte at praktisere venlighed i vores ægteskab, sænkede vi lidt efter lidt paraderne. Det var helt befriende.“ Ville et studium af åndens frugt være til gavn for din familie?
Følg din tro, også når du er alene
13. Hvilken fare for vores åndelighed skal vi være på vagt over for?
13 Kristne må lade sig lede af Guds ånd, både når de er sammen med andre, og når de er alene. I dag findes der i verden en overflod af anstødelige billeder og umoralsk underholdning, som alt sammen udgør en fare for vores åndelighed. Hvad skal vi som kristne gøre? Bibelen siger: „Aflæg . . . alt snavs og overfloden af slethed og tag med mildhed imod ordet der indplantes i jer og som er i stand til at frelse jeres sjæle.“ (Jak. 1:21) Lad os se på hvordan tro, som også er en del af åndens frugt, kan hjælpe os til at forblive rene i Jehovas øjne.
14. Hvordan kan mangel på tro føre til at man handler uret?
14 At have tro betyder dybest set at Jehova Gud er virkelig for os. Hvis Gud ikke er virkelig for os, er vi kun et lille skridt fra at handle uret. Læg mærke til hvad der skete blandt Guds folk i fortiden. Jehova åbenbarede for profeten Ezekiel at der fandt afskyelige ting sted i det skjulte. Han sagde: „Har du set, menneskesøn, hvad Israels hus’ ældste øver i mørket, i de inderste kamre hvor hver har sit afgudsbillede? De siger nemlig: ’Jehova ser os ikke. Jehova har forladt landet.’“ (Ez. 8:12) Lagde du mærke til hvad der var en medvirkende årsag til problemet? De troede ikke at Jehova var klar over det de gjorde. Jehova var ikke virkelig for dem.
15. Hvordan vil en stærk tro på Jehova beskytte os?
15 Læg i modsætning hertil mærke til hvad Josef gjorde. Skønt han var langt væk fra sin familie og sit folk, nægtede han at stå i forhold til Potifars hustru. Hvorfor? Han sagde selv: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ (1 Mos. 39:7-9) Ja, Jehova var virkelig for ham. Hvis Jehova er virkelig for os, vil vi ikke se på umoralsk underholdning, eller, når vi er alene, gøre noget som mishager Gud. Vi vil træffe samme beslutning som salmisten, der sang: „Jeg vandrer i mit hjertes uangribelighed inde i mit hus. Jeg sætter ikke noget nedrigt frem for mine øjne.“ — Sl. 101:2, 3.
Vogt dit hjerte ved at vise selvbeherskelse
16, 17. (a) Hvordan blev „en ung mand der manglede et forstandigt hjerte“, fanget i syndens snare, sådan som det beskrives i Ordsprogenes Bog? (b) Hvordan kunne noget lignende ske for os i dag, uanset vores alder? (Se illustrationen side 26).
16 Selvbeherskelse, som er den sidste del af åndens frugt der nævnes i Galaterbrevet, kan hjælpe os til at sige nej til alt hvad Gud fordømmer. Det er en egenskab der kan hjælpe os til at vogte vort hjerte. (Ordsp. 4:23) Tænk engang over den situation der beskrives i Ordsprogene 7:6-23. Her ser man „en ung mand der manglede et forstandigt hjerte“, give efter for en prostitueret kvindes tilnærmelser. Han bliver indfanget af hende mens han går „ned ad gaden nær hendes hjørne“. Måske har han vovet sig ind i hendes kvarter af nysgerrighed. For sent opdager han at han er ved at blive ført på afveje, og at det er „med fare for hans sjæl“.
17 Hvordan kunne den unge mand have undgået denne katastrofale fejltagelse? Ved at give agt på advarselen: „Flak ikke om på hendes stier.“ (Ordsp. 7:25) Hvad kan vi lære heraf? Hvis vi ønsker at Guds ånd skal lede os, må vi ikke udsætte os selv for fristelse. En måde hvorpå man tåbeligt kunne vove sig ind på den samme vej som ’den uforstandige unge mand’, er ved formålsløst at klikke ind på de forskellige tv-kanaler eller surfe på internettet. Tilfældigt — eller måske ikke så tilfældigt — kunne man støde på seksuelt ophidsende scener, og man kunne lidt efter lidt tillægge sig den urene vane at se på pornografi. Det kunne føre til en dårlig samvittighed og få katastrofale følger for ens forhold til Gud. Ja, man kunne miste selve livet! — Læs Romerbrevet 8:5-8.
18. Hvilke forholdsregler kunne man tage for at vogte sit hjerte, og hvilken betydning har selvbeherskelse i den forbindelse?
18 Naturligvis kan og bør vi udvise selvbeherskelse og straks reagere når vi stilles ansigt til ansigt med et udfordrende billede. Men ville det ikke være bedre helt fra første færd at undgå denne situation? (Ordsp. 22:3) Det kræver selvbeherskelse at træffe passende forholdsregler og holde fast ved dem. For eksempel kan det være en beskyttelse at anbringe computeren i et fællesrum, hvor hele familien opholder sig. Nogle synes det er bedst kun at bruge computeren eller at se fjernsyn når andre er til stede. Andre har besluttet slet ikke at have adgang til internettet. (Læs Mattæus 5:27-30). Lad os tage de forholdsregler der er nødvendige for at beskytte os selv og vores familie så vi kan tjene Jehova „ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri“. — 1 Tim. 1:5.
19. Hvilke gode resultater medfører det at vi lader os lede af den hellige ånd?
19 Der er mange fordele forbundet med at bære den hellige ånds frugt. Mildhed og langmodighed bidrager til freden i menigheden. Venlighed og godhed fremmer forholdet mellem familiens medlemmer. Tro og selvbeherskelse hjælper os til at holde os nær til Jehova og at forblive rene i hans øjne. Desuden får vi følgende forsikring i Galaterbrevet 6:8: „Den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ Ja, på grundlag af Jesu genløsningsoffer vil Jehova ved hjælp af sin hellige ånd skænke evigt liv til dem som lader sig lede af denne ånd.
Hvad vil du svare?
• Hvordan vil mildhed og langmodighed fremme freden i menigheden?
• Hvad kan hjælpe kristne til at lægge venlighed og godhed for dagen i familien?
• Hvordan hjælper tro og selvbeherskelse en kristen til at vogte sit hjerte?
[Illustration på side 24]
Hvordan forhindrer man at en ordveksling udvikler sig til en hidsig diskussion?
[Illustration på side 25]
Et nærmere studium af åndens frugt kan gavne din familie
[Illustration på side 26]
Hvilke farer undgår vi ved at have tro og vise selvbeherskelse?