„Jeg elsker Faderen“

 1, 2. Hvad åbenbarede Johannes fra den sidste aften som han og de øvrige apostle tilbragte sammen med Jesus?

EN GAMMEL MAND dypper sin pen i blækket. Hans tanker er fyldt med minder. Hans navn er Johannes, og han er den sidste af Jesu Kristi apostle der er i live. Nu hvor han er omkring 100 år gammel, går han i tankerne cirka halvfjerds år tilbage til en mindeværdig aften — den sidste som han og de øvrige apostle tilbragte sammen med Jesus før han døde. Under ledelse af Guds hellige ånd er Johannes i stand til at huske og nedskrive begivenhederne ret detaljeret.

² Den aften gjorde Jesus det klart for disciplene at han snart skulle lide døden. Johannes er den eneste der åbenbarer grunden til at Jesus sagde at det skulle gå ham sådan. Han sagde nemlig: „For at verden kan vide at jeg elsker Faderen, så gør jeg således som Faderen har givet mig bud om. Rejs jer, lad os gå herfra.“ — Johannes 14:31.

 3. Hvordan viste Jesus at han elskede Faderen?

³ „Jeg elsker Faderen.“ Der var intet der betød mere for Jesus end hans kærlighed til Faderen. Det vil dog ikke sige at han ofte gentog denne udtalelse. Faktisk er Johannes 14:31 det eneste sted i Bibelen hvor vi finder Jesus give så direkte udtryk for at han elskede Faderen. Men at det forholdt sig sådan, fremgik af hele hans måde at leve på. Jesu kærlighed til Jehova sås daglig. Hans mod, lydighed og udholdenhed vidnede om hans kærlighed til Gud. Motivet til hele hans tjeneste var kærlighed.

 4, 5. Hvilken kærlighed lægger Bibelen hovedvægten på, og hvad kan der siges om Jesu kærlighed til Jehova?

⁴ I dag har mange et noget forenklet syn på hvad kærlighed er. De tænker måske på kærlighedsdigte og kærlighedssange, måske oven i købet på den letfærdighed der ofte forbindes med den romantiske kærlighed. Bibelen taler rigtignok om den romantiske kærlighed, men i mere ophøjede vendinger end det er almindeligt nu om dage. (Ordsprogene 5:15-21) Den ofrer dog langt mere opmærksomhed på en anden slags kærlighed. Denne form for kærlighed er ikke en lidenskabelig hengivenhed eller en flygtig, forbigående følelse; den er heller ikke tør, intellektuel eller filosofisk. Den involverer både hjerte og sind. Den kommer indefra og ledes af og er i overensstemmelse med ophøjede principper og kommer til udtryk i positiv handling. Den er alt andet end letfærdig. „Kærligheden svigter aldrig,“ siger Bibelen. — 1 Korinther 13:8.

⁵ Af alle mennesker er Jesus den der frem for nogen elskede Jehova. Ingen har overgået Jesus med hensyn til at leve efter de ord som ifølge hans eget udsagn er det største af alle Guds bud: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:30) Hvordan opstod denne kærlighed hos Jesus? Hvordan bevarede han den stærk i al den tid han levede på jorden? Og hvordan kan vi efterligne ham?

 6, 7. Hvordan ved vi at Ordsprogene 8:22-31 taler om Guds søn og ikke blot om egenskaben visdom?

⁶ Har du nogen sinde arbejdet på en opgave sammen med en ven og opdaget at I med tiden blev meget gode og nære venner? Dette kan måske illustrere den kærlighed der kom til at knytte Jehova og hans enestefødte søn sammen. Vi har tidligere henvist til Ordsprogene 8:30, men lad os nu se nærmere på dette vers og den sammenhæng hvori det forekommer. I vers 22-31 har skribenten under inspiration fra Gud beskrevet den personificerede visdom. Hvordan ved vi at disse ord gælder Guds søn?

⁷ I vers 22 siger visdommen: „Jehova frembragte mig som begyndelsen til sin vej, det tidligste af sine værker fra gammel tid.“ Her må der være tale om mere end egenskaben visdom, for den er aldrig blevet ’frembragt’. Den har aldrig haft en begyndelse, for Jehova har altid eksisteret og har altid været vís. (Salme 90:2) Guds søn, derimod, var „al skabnings førstefødte“. Han blev frembragt, eller skabt; han var det tidligste af alle Jehovas værker. (Kolossenserne 1:15) Sønnen eksisterede før jorden og himmelen blev til, som det fremgår af Ordsprogenes Bog. Og som Ordet, Guds talsmand, var han det fuldkomne udtryk for Jehovas visdom. — Johannes 1:1.

 8. Hvad foretog Sønnen sig i sin førmenneskelige tilværelse, og hvad kunne vi tænke på når vi beundrer skaberværket?

⁸ Hvad foretog Sønnen sig i det umådelige tidsrum der var fra han blev skabt og indtil han kom til jorden? I vers 30 siges det at han var hos Gud som hans „værkmester“. Hvad vil det sige? Kolossenserne 1:16 forklarer: „Ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden . . . Alt andet er skabt ved ham og til ham.“ Skaberen, Jehova Gud, brugte altså sin søn, Værkmesteren, til at frembringe alt andet — fra åndeskabningerne i det himmelske til det umådelige fysiske univers, til jorden med dens forunderlige variation af planter og dyr og til selve højdepunktet på det jordiske skaberværk, mennesket. I nogle henseender kunne vi sammenligne dette samarbejde mellem Faderen og Sønnen med samarbejdet mellem en arkitekt og en entreprenør, der har til opgave at virkeliggøre arkitektens komplicerede tegninger. Når vi fyldes af ærefrygt ved at betragte skaberværket, er det i virkeligheden den store Arkitekt vi fyldes af ærefrygt for. (Salme 19:1) Men vi kunne også tænke på det lykkelige samarbejde der har bestået gennem lang tid mellem Skaberen og hans „værkmester“.

 9, 10. (a) Hvad styrkede båndet mellem Jehova og hans søn? (b) Hvad kan styrke båndet mellem os og vor himmelske Fader?

⁹ Når to ufuldkomne mennesker arbejder nært sammen, har de undertiden svært ved at komme ud af det med hinanden. Men sådan forholder det sig ikke med Jehova og hans søn! Sønnen arbejdede i umådelige tidsaldre sammen med sin Fader og ’glædede sig hele tiden for hans ansigt’. (Ordsprogene 8:30) Ja, han frydede sig over at være sammen med sin Fader. Og glæden var gensidig. Naturligt nok kom Sønnen til at ligne Faderen mere og mere. Han lærte at efterligne hans egenskaber. Det var derfor ikke så mærkeligt at der opstod et stærkt bånd mellem Faderen og Sønnen. Man kan med rette sige at det er det ældste og stærkeste kærlighedsbånd i hele universet!

¹⁰ Men hvad betyder det for os? Vi ville måske sige at vi aldrig kunne opnå at blive knyttet med så stærkt et bånd til Jehova. Ingen af os har naturligvis den ophøjede stilling som Sønnen indtager. Men vi har dog en anden storslået mulighed. Vi husker at Jesus kom til at stå sin Fader nær ved at arbejde sammen med ham. I sin kærlighed tilbyder Jehova os den mulighed at blive hans „medarbejdere“. (1 Korinther 3:9) Når vi følger Jesu eksempel i forkyndelsen, bør vi altid tænke på at vi er Guds medarbejdere. På den måde vil det kærlighedsbånd der binder os til Jehova, blive stadig stærkere. Findes der noget større privilegium?

11-13. (a) Hvorfor vil det være en hjælp at tænke på kærligheden som noget levende, og hvordan bevarede Jesus i sin ungdom en stærk kærlighed til Jehova? (b) Hvordan viste Guds søn interesse for at blive oplært af Jehova, både før han kom til jorden og senere som menneske?

¹¹ På mange måder vil det være en hjælp at tænke på den kærlighed vi nærer i vort hjerte, som noget levende. Kærligheden til Jehova kan sammenlignes med en smuk plante, der må plejes og have næring hvis den skal vokse og trives. Hvis den bliver forsømt og berøvet sin næring, visner den og dør. Jesus tog ikke sin kærlighed til Jehova som noget selvfølgeligt. Han bevarede den stærk og levende under hele sin jordiske tilværelse. Lad os se hvordan.

¹² Tænk igen på det der skete da Jesus som dreng frimodigt talte med lærerne i templet i Jerusalem. Husk de ord han sagde til sine bekymrede forældre: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ (Lukas 2:49) Det ser ud til at Jesus som dreng endnu ikke havde nogen erindring om sin førmenneskelige tilværelse. Alligevel nærede han en stærk og inderlig kærlighed til sin Fader, Jehova. Han vidste at denne kærlighed naturligt kom til udtryk i tilbedelsen af Gud. Der var derfor intet sted på jorden der øvede en sådan tiltrækning på Jesus som hans Faders hus, templet for den rene tilbedelse. Han længtes efter at være der og brød sig ikke om at forlade det. Desuden var han ikke nogen passiv tilskuer. Han var ivrig efter at lære mere om Jehova og at give udtryk for det han vidste. Denne følelse begyndte ikke først da han var 12 år gammel, og den endte heller ikke dér.

¹³ I sin førmenneskelige tilværelse havde Sønnen ivrigt taget imod undervisning af sin Fader. Profetien i Esajas 50:4-6 viser at Jehova gav sin søn en speciel oplæring med henblik på hans opgave som Messias. Selvom denne oplæring indbefattede at han blev gjort bekendt med nogle af de lidelser han ville blive udsat for som Jehovas Salvede, tog han villigt imod oplæringen. Efter at Jesus senere var kommet til jorden og var blevet voksen, blev han ved med ivrigt at komme i sin Faders hus, deltage i tilbedelsen dér og tage imod den undervisning som Jehova ønskede skulle foregå dér. Bibelen fortæller således at Jesus trofast kom i templet og synagogen. (Lukas 4:16; 19:47) Hvis vi vil bevare vores kærlighed til Jehova stærk og levende, og hvis vi ønsker at den skal vokse, må vi flittigt komme til de kristne møder, hvor vi tilbeder Jehova, og hvor vores kundskab om ham og værdsættelse af ham bliver større.

14, 15. (a) Hvorfor søgte Jesus ensomhed? (b) Hvordan vidnede de bønner Jesus bad til sin Fader, om fortrolighed og respekt?

¹⁴ Jesus bevarede også en stærk kærlighed til Jehova ved at bede regelmæssigt til ham. Skønt han var en venlig mand som gerne ville være sammen med andre, er det bemærkelsesværdigt at han også satte pris på ensomhed. For eksempel siges der i Lukas 5:16: „Han holdt sig imidlertid tilbagetrukket på øde steder og bad.“ På samme måde siges der i Mattæus 14:23: „Da han endelig havde fået folkeskarerne sendt bort, gik han op på bjerget for at være for sig selv og bede. Selv om det blev sent, var han der alene.“ Jesus søgte ensomhed ved disse og andre lejligheder, ikke fordi han ville holde sig for sig selv og ikke brød sig om andres selskab, men fordi han ønskede at være alene sammen med Jehova og at tale frit med sin Fader i bøn.

¹⁵ Når Jesus bad, brugte han undertiden udtrykket „Abba, Fader“. (Markus 14:36) „Abba“ betyder „far“ og var det ord som børnene på Jesu tid brugte over for deres far. Det var et af de første ord de lærte, og var samtidig et udtryk for respekt. Når Jesus brugte det i sine bønner til sin Fader, vidnede det altså ikke alene om den fortrolighed der herskede mellem Faderen og Sønnen, men også om den dybe respekt Jesus nærede for Jehovas faderlige myndighed. Vi finder denne kombination af fortrolighed og respekt i alle de bønner af Jesus som er gengivet i Bibelen. For eksempel har vi i Johannesevangeliet, kapitel 17, den lange og inderlige bøn som Jesus bad den sidste aften i sit liv. Det er meget bevægende at studere denne bøn, og det er vigtigt at vi efterligner den — naturligvis ikke ved at gentage Jesu ord, men ved ligesom Jesus at tale fra hjertet til vor himmelske Fader og gøre det så ofte vi kan. På den måde vil vi bevare vores kærlighed til ham stærk og levende.

16, 17. (a) Hvordan gav Jesus udtryk for sin kærlighed til Faderen? (b) Hvordan skildrede Jesus sin Faders gavmildhed?

¹⁶ Som vi allerede har nævnt, udtalte Jesus ikke ordene „Jeg elsker Faderen“ igen og igen. Mange gange gav han udtryk for sin kærlighed til Faderen med andre ord. Hvordan? Jesus sagde for eksempel: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre.“ (Mattæus 11:25) Da vi studerede denne bogs anden del, så vi at Jesus elskede at prise sin Fader ved at hjælpe folk til at lære ham at kende. For eksempel sammenlignede han Jehova med en far der var så ivrig efter at tilgive sin egensindige søn at han så frem til at den angrende unge mand skulle vende hjem, og da han fik øje på ham langt borte, løb han ham i møde og omfavnede ham. (Lukas 15:20) Hvem kan læse denne passage uden at blive berørt af Jesu skildring af Jehovas kærlighed og tilgivelse?

¹⁷ Jesus lovpriste ofte sin Fader for hans gavmildhed. Han brugte ufuldkomne forældre som eksempel for at vise hvor sikre vi kan være på at vor himmelske Fader vil give os al den hellige ånd vi behøver. (Lukas 11:13) Jesus talte også om det håb som Faderen så gavmildt skænker os. Jesus beskrev med længsel det håb han selv havde, håbet om igen at få en plads ved sin Faders side i himmelen. (Johannes 14:28; 17:5) Han fortalte sine disciple om det håb som Jehova har givet Kristi „lille hjord“ — håbet om at de kunne få en plads i himmelen og være med til at herske sammen med ham, den messianske konge. (Lukas 12:32; Johannes 14:2) Og han trøstede en døende forbryder med håbet om livet i Paradiset. (Lukas 23:43) At tale om sin Faders store gavmildhed på alle disse måder har været en stor hjælp for Jesus til at bevare en stærk kærlighed til Jehova. Mange af Kristi disciple har opdaget at intet styrker deres kærlighed til Jehova eller deres tro på ham mere end at tale om ham og det håb han skænker dem der elsker ham.

18. Hvad er den vigtigste måde hvorpå vi kan følge Jesus, og hvad er grunden?

¹⁸ Af alle de måder hvorpå vi må følge Jesus, har ingen større betydning end denne: Vi må elske Jehova af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke. (Lukas 10:27) Hvor stor vores kærlighed til Jehova er, måles ikke blot i hvor inderligt vi føler denne kærlighed, men også i vore handlinger. Jesus var ikke tilfreds med blot at føle kærlighed til Faderen, eller med blot at sige: „Jeg elsker Faderen.“ Han sagde: „For at verden kan vide at jeg elsker Faderen, så gør jeg således som Faderen har givet mig bud om.“ (Johannes 14:31) Satan havde fremsat den påstand at intet menneske ville tjene Jehova af uselvisk kærlighed. (Job 2:4, 5) For at give det bedste svar på Satans ondsindede løgn påtog Jesus sig modigt at vise verden hvor højt han elskede sin Fader. Han adlød med selve livet som indsats. Vil vi gøre det samme ved at følge Jesu eksempel? Vil vi vise verden at vi elsker Jehova af hele vor sjæl?

19, 20. (a) Nævn nogle vigtige grunde til regelmæssigt at overvære de kristne møder. (b) Hvordan skal vi se på det personlige studium, meditation og bøn?

¹⁹ Vi har et stort åndeligt behov for at vise denne kærlighed. Jehova har derfor sørget for at vi kan tilbede ham på en sådan måde at kærligheden til ham styrkes og næres. Når vi overværer de kristne møder, kan vi tænke på at vi er der for at tilbede Gud. Tilbedelsen består i at vi af hjertet er med i bønnen, synger lovsange, lytter opmærksomt og udtaler os når der er lejlighed til det. Møderne giver os også mulighed for at opmuntre vore trosfæller. (Hebræerne 10:24, 25) At tilbede Jehova regelmæssigt ved de kristne møder vil hjælpe os til at vokse i kærlighed til vor himmelske Fader.

²⁰ Det samme kan siges om vores personlige studium, om at meditere over det vi lærer, og om bønnen. Lad os betragte alt dette som muligheder for at være alene med Jehova. Når vi studerer Guds skrevne ord og grunder over det, meddeler Jehova os sine tanker. Når vi beder, åbner vi vort hjerte for ham. Men vi skal huske at bøn er mere end blot at bede Gud om noget. Den giver os også mulighed for at takke Jehova for alt det vi har modtaget af ham, og at lovprise ham for hans underfulde gerninger. (Salme 146:1) At lovprise Jehova offentligt med glæde og begejstring er desuden endnu en måde at takke ham på og vise ham vores kærlighed.

21. Hvor vigtigt er det at nære kærlighed til Gud, og hvad vil vi se på i de følgende kapitler?

²¹ Kærlighed til Gud er forudsætningen for evig lykke. Det var alt hvad der var nødvendigt for at Adam og Eva kunne have opnået et liv i lykke — og den ene ting de undlod at opelske. Kærlighed til Gud er den vigtigste forudsætning for at vi kan bestå enhver trosprøve, modstå enhver fristelse og udholde enhver anden prøve. Det er selve grundlaget for at være en discipel af Jesus. Og kærligheden til Gud er naturligvis forbundet med kærligheden til næsten. (1 Johannes 4:20) I de følgende kapitler vil vi se nærmere på hvordan Jesus viste kærlighed til andre mennesker, og i det næste kapitel vil vi komme ind på hvorfor så mange følte sig tiltrukket af Jesus.