’Den gode vinder Guds godkendelse’

ALT liv har sit udspring hos Jehova Gud. (Salme 36:9) Ja, „ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til“. (Apostelgerninger 17:28) Og fylder det os ikke med taknemmelighed at tænke på den løn han tildeler dem som holder sig nær til ham? „Den gave Gud giver“ dem han godkender, er evigt liv. (Romerne 6:23) Det betyder altså livet for os at søge hans godkendelse!

At Gud er villig til at godkende, forstår vi når vi læser hos salmisten at Gud skænker „gunst“. (Salme 84:11) Men hvem skænker han sin gunst? Det er almindeligt i dag at ’begunstige’ folk på grund af deres sociale eller etniske baggrund, deres uddannelse, hudfarve, rigdom eller andet. Er det den slags forhold der får Gud til at skænke mennesker sin gunst eller godkendelse? Salomon, der var konge i det gamle Israel, svarer: „Den gode vinder Jehovas godkendelse, men den mand der smeder rænker kender han skyldig.“ — Ordsprogene 12:2.

Det er altså „den gode“ Jehova holder af. At være god, et godt menneske, i Jehovas øjne betyder at man har egenskaber som selvdisciplin, retfærdighed, beskedenhed, barmhjertighed og dømmekraft. Det indebærer at man tænker retskaffent, fører opmuntrende tale og handler på en god og rigtig måde. I den første del af kapitel 12 i Ordsprogenes Bog i Bibelen læser vi hvordan en sådan ’godhed’ bør komme til udtryk i vores hverdag, og hvor mange positive resultater det vil føre til. Hvis vi overvejer det vi læser dér, vil det give os „indsigt til at gøre det gode“. (Salme 36:3) Og hvis vi retter os efter de kloge råd, vil det hjælpe os til at vinde Guds godkendelse.

Hvad er „tugt“?

„Den der elsker tugt elsker kundskab,“ siger Salomon, „men den der hader retledning er dum.“ (Ordsprogene 12:1) Et godt menneske er ivrigt efter at gøre fremskridt og er glad for „tugt“ fordi den kan hjælpe ham. Tugten kan komme i form af råd han modtager ved kristne møder eller personlige samtaler; dem er han hurtig til at følge. Eller det kan være fra ordene i Bibelen og i bibelsk litteratur; de er som en kvægdrivers kæp der prikker til ham og leder ham den rigtige vej. Han søger efter kundskab og bruger den til at styre sine skridt ad den lige vej. Ja, den der „elsker tugt“, elsker også kundskab.

En form for tugt vi især har brug for, er selvtugt, eller selvdisciplin. Vi kan have lyst til at få dybere kundskab om Guds ord. Vi kan ønske at blive dygtigere i den kristne forkyndelse og bedre til at undervise i Guds ord. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Men ønskerne bliver ikke til virkelighed hvis ikke vi har selvdisciplin. Også på andre af livets områder er der brug for selvdisciplin. I dag er der for eksempel en overflod af stof som har til formål at vække forkerte ønsker. Kræver det ikke selvtugt at holde øjnene fra det forkerte? Da „menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af“, kan der godt dukke umoralske tanker op i sindets afkroge. (1 Mosebog 8:21) Der skal selvtugt til hvis man vil undgå at dvæle ved sådanne tanker.

Den der hader retledning, elsker hverken tugt eller kundskab. Han giver efter for menneskets syndige tilbøjelighed til ikke at ville lade sig belære, og derfor synker han ned på samme stade som fornuftløse dyr, der ikke har nogen moralbegreber. Den tilbøjelighed må vi afvise.

’Rødder som ikke kan rokkes’

Et godt menneske kan naturligvis ikke være uretfærdigt. Egenskaber som retfærdighed og retskaffenhed er derfor også nødvendige for at man kan få Jehovas godkendelse. Kong David sang: „Du vil velsigne den retfærdige, Jehova; du vil værne om ham med din godkendelse, som med et stort skjold.“ (Salme 5:12) Salomon viser modsætningen mellem den retfærdige og den ugudelige, idet han siger: „Intet menneske grundfæstes ved ugudelighed, men de retfærdiges rødder rokkes ikke.“ — Ordsprogene 12:3.

Den ugudelige kan se ud til at have fremgang. Det havde salmisten Asaf iagttaget. „Mine fødder var næsten bøjet af fra vejen; mine skridt var nær ved at glide,“ siger Asaf. Hvorfor? Han svarer: „Jeg misundte nemlig dem der praler, når jeg så de ugudeliges fred.“ (Salme 73:2, 3) Men da han var kommet ind i Guds tempelhelligdom, indså han at det var de ugudelige der stod „hvor der er glat“. (Salme 73:17, 18) Enhver fremgang de synes at have, er kun midlertidig. Hvorfor da misunde dem?

Den som derimod har Jehovas godkendelse, står fast. Når Salomon siger at ’de retfærdiges rødder ikke rokkes’, bruger han træernes stærke rodsystem som billede. De skjulte rødder under et træ som er på størrelse med de californiske kæmpefyrre, kan brede sig over flere tønder land. Med så stort et rodnet under sig er træet solidt rodfæstet og i stand til at modstå såvel storm som oversvømmelse. En kæmpefyr kan endda holde stand mod et jordskælv.

Som et træ hvis rødder skal hente næring i god muldjord, må vi lade vort sind og hjerte hente rigeligt med kraft fra Guds ord og suge til sig af dets livgivende vand. Så vil troen blive rodfæstet og stærk, og vort håb vil blive sikkert og fast. (Hebræerne 6:19) Vi vil ikke blive ’ført hid og did af enhver falsk lærdoms vind’. (Efeserne 4:14) Vi vil nok kunne føle prøvelsernes storme ruske i os og vil måske endda ryste når vi kommer ud for modgang. Men vores rødder er så solidt plantede at de ikke vil blive rykket op.

„En dygtig hustru er sin ægtemands krone“

Mange kender udtryk som dette: ’Bag enhver mand med succes står der en dygtig kvinde.’ Salomon peger også på hvor vigtig en kvindes støtte er: „En dygtig hustru er sin ægtemands krone, men den der handler skammeligt er som råddenskab i hans knogler.“ (Ordsprogene 12:4) Ordet „dygtig“ rummer mange aspekter af det vi kalder et ’godt’ menneske. Blandt den gode hustrus dyder nævner Ordsprogene, kapitel 31, flid, trofasthed og visdom. Med sådanne fortrin vil en kvinde virkelig være en krone for sin mand, for hendes gode adfærd er en anbefaling for ham og hæver ham i andres anseelse. Hun vil ikke mase sig ærgerrigt frem eller konkurrere med sin mand om anerkendelse. Hun er en hjælper der supplerer ham på bedste vis.

Hvordan kunne en hustru da ’handle skammeligt’, og hvad ville hendes handlemåde føre til? En ’skammelig’ adfærd kunne bestå i mange ting lige fra stridbarhed til utroskab. (Ordsprogene 7:10-23; 19:13) Alt dette vil virke tærende og nedbrydende på manden. Hun bliver „som råddenskab i hans knogler“ i den forstand at hun, som det hedder i et kommentarværk, „ødelægger ham ligesom en sygdom der svækker hele hans legeme“. Et andet værk har denne kommentar: „I dag ville man måske sammenligne det med kræft — en sygdom der gradvis tapper én for livskraft“. Måtte kristne hustruer stræbe efter at vinde Guds godkendelse ved at vise de egenskaber der kendetegner en dygtig hustru.

Tanker, handlinger og følger

Tanker fører til handlinger, og handlinger har følger. Salomon nævner et forløb fra tanker til handlinger og sammenligner de retfærdige med de ugudelige. Han siger: „De retfærdiges tanker er rette; de ugudeliges ledelse er svig. De ugudeliges ord ligger på lur efter uskyldiges blod, men de retskafnes mund udfrier dem.“ — Ordsprogene 12:5, 6.

Hos gode mennesker er selv deres tanker moralsk sunde og rettet mod det som er rigtigt og retskaffent. Det der driver de retfærdige, er kærlighed til Gud og næsten; derfor er deres motiver og hensigter gode. Det der driver de ugudelige, er derimod selviskhed. Derfor ligger der „svig“ bag deres planer, de metoder de bruger for at nå deres mål. Deres handlinger er svigefulde, forræderiske. De tøver ikke med at lægge fælder for den uskyldige, for eksempel ved at fremføre falske beskyldninger i en retssag. Deres ord ’ligger på lur efter blod’, for deres ønske er at gøre deres uskyldige ofre fortræd. Men de retskafne, som har kendskab til de onde intriger og er vise nok til at bære sig forsigtigt ad, kan undgå denne fare. Måske kan de endda advare nogle som ikke er på vagt, og på den måde redde dem fra de ugudeliges svigefulde rænker.

Hvordan vil det gå de retfærdige og de ugudelige? „De ugudelige omstyrtes og de er ikke mere,“ svarer Salomon, „men de retfærdiges hus bliver stående.“ (Ordsprogene 12:7) En bibelkommentar siger her at ordet hus „står for personens husstand og alt hvad der er værdifuldt for ham, alt hvad der gør det muligt for ham virkelig at leve“. Det kan altså henvise til den retfærdiges familie og efterkommere. Under alle omstændigheder står det klart hvad ordsproget lærer os: Den retfærdige vil stå fast selv om han udsættes for modgang.

Det går den beskedne bedst

Med sine næste ord understreger Israels konge betydningen af indsigt: „For sin indsigtsfulde tale prises en mand, men den der har et forvildet hjerte foragtes.“ (Ordsprogene 12:8) Den der har indsigt, og samtidig har dømmekraft, vil ikke lade ord strømme ud af sin mund uden omtanke. Han tænker før han taler, og han har et godt og fredeligt forhold til andre fordi hans indsigt får ham til at vælge sine ord med omhu. Når en mand med dømmekraft stilles over for tåbelige eller spekulative spørgsmål, er han i stand til at ’holde sine ord tilbage’. (Ordsprogene 17:27) En sådan mand „prises“, og han er til behag for Jehova. Han er helt anderledes end „den der har et forvildet hjerte“ hvorfra der hele tiden strømmer vildfarne opfattelser ud.

Mens den indsigtsfulde altså prises, lærer det næste ordsprog os betydningen af et beskedent liv. Det siger: „Den der er lidet anset men har en tjener, er bedre stillet end den der herliggør sig selv men mangler brød.“ (Ordsprogene 12:9) Her vil Salomon åbenbart fortælle os at det er bedre at have få midler og leve beskedent, med blot en enkelt tjener, end det er at bruge alle sine midler på at opretholde en høj status og så mangle det nødvendige. At leve efter det man har råd til — det er sandelig også et godt råd til os i dag.

Hvad livet på landet kan lære os om godhed

Nu tager Salomon udgangspunkt i nogle forhold fra datidens landbrugssamfund og lærer os to vigtige ting angående godhed. „Den retfærdige sørger for sine husdyrs sjæl,“ siger han, „men de ugudeliges barmhjertighed er grusom.“ (Ordsprogene 12:10) Den retfærdige behandler sine husdyr godt. Han ved hvad de har brug for, og han har omsorg for deres vel. Den ugudelige, derimod, siger måske nok at han tænker på dyrenes vel, men han har ikke nogen egentlig følelse for deres behov. Han har kun selviske motiver, og det han gør for dyrene, udspringer kun af hvor meget han kan tjene på dem. Det der i hans øjne er tilstrækkelig omsorg for dyrene, er grusomhed efter andre menneskers målestok.

Opfordringen til at behandle husdyr godt gælder også i forbindelse med kæledyr. Det ville være grusomt at tage et kæledyr til sig og derefter behandle det dårligt eller forsømme det. Hvis et dyr er i pine på grund af sygdom eller fordi det er kommet til skade, kan det være det mest kærlige at gøre en ende på dets liv.

Salomon hentyder herefter til et andet forhold fra landbruget: bearbejdning af jorden. Han siger: „Den der dyrker sin jord mættes med brød.“ Ja, når et arbejde er meningsfyldt, lønner det sig at lægge sine kræfter i det. Men: „Den der jager efter tomhed mangler et forstandigt hjerte.“ (Ordsprogene 12:11) Hvis man „mangler et forstandigt hjerte“, savner man god dømmekraft og giver sig i kast med tomme, risikable og værdiløse forehavender. Der er en klar belæring i disse to vers: Vær barmhjertig, og vær flittig.

Den retfærdige vil bære frugt

„Den ugudelige begærer hvad der er i de ondes net,“ siger den vise konge. (Ordsprogene 12:12a) Hvordan gør den ugudelige det? Åbenbart ved at ønske sig de gevinster der kan opnås med onde midler.

Hvad kan der siges om et godt menneske? Som vi har set, elsker han tugt, og han står rodfæstet i troen. Han er retfærdig og retskaffen, han ejer dømmekraft og beskedenhed, og han er barmhjertig og flittig. Salomon erklærer: „De retfærdiges rod giver afgrøde,“ eller „giver frugt“. (Ordsprogene 12:12b; Lindberg) „Retfærdiges rod står fast,“ hedder det i den danske autoriserede oversættelse. Ja, den retfærdige står solidt plantet. Der er ingen tvivl om at ’den gode vinder Guds godkendelse’. Lad os derfor ’stole på Jehova og gøre det gode’. — Salme 37:3.

[Illustrationer på side 31]

Den retfærdiges tro er som et sundt træ med stærke rødder