Hvordan griber du uoverensstemmelser an?

HVER dag kommer vi i berøring med vidt forskellige personligheder. Som regel er det noget der glæder os og åbner vore øjne for nye perspektiver. I enkelte tilfælde giver det anledning til uoverensstemmelser, enten alvorlige konflikter eller små, dagligdags irritationsmomenter. Uanset beskaffenheden påvirkes vi mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt af den måde vi griber uoverensstemmelser an på.

Når vi gør hvad vi kan for at bilægge uoverensstemmelser i mindelighed, vil det ikke alene gavne vort helbred, men også give os et fredeligere forhold til andre. Som et gammelt ordsprog siger: „Et roligt hjerte er liv for legemet.“ — Ordsprogene 14:30.

I grel modsætning hertil står den indlysende sandhed: „Som en gennembrudt by, uden mur, er den mand der ikke kan styre sin ånd.“ (Ordsprogene 25:28) Hvem af os kunne tænke sig at blotte sig for et stormløb af forkerte tanker der kan få os til at handle uret, til skade for os selv og andre? Det sker let hvis man ikke behersker sin vrede. I Bjergprædikenen anbefalede Jesus at vi ransager vor indstilling, som er afgørende for hvordan vi forholder os til uoverensstemmelser. (Mattæus 7:3-5) Vi bør ikke være kritiske over for andre, men bør tænke på hvordan vi kan opdyrke og vedligeholde venskab med andre, uanset forskelle i holdning og baggrund.

Vor indstilling

Skal vi løse en virkelig eller indbildt uoverensstemmelse, må vi først og fremmest indse at vi let kan ligge under for en uret tankegang og indstilling. Bibelen gør os opmærksom på at vi alle synder „og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23) Desuden er det muligt at vi ved nærmere eftertanke finder ud af at uoverensstemmelsen ikke er modpartens skyld. I den forbindelse er det lærerigt at se nærmere på en episode i profeten Jonas’ liv.

På Jehovas befaling var Jonas rejst til byen Nineve for at bekendtgøre at Gud snart ville fuldbyrde sin dom over indbyggerne. Glædeligvis medførte det at hele Nineve ændrede sind og fik tro på den sande Gud. (Jonas 3:5-10) Deres anger bevirkede at de efter Jehovas mening fortjente tilgivelse, og han skånede dem derfor. „Men det mishagede i høj grad Jonas, og han blev optændt af vrede.“ (Jonas 4:1) Jonas’ reaktion på Jehovas barmhjertighed var overraskende. Hvordan kunne Jonas blive vred på Jehova? Øjensynlig fordi Jonas gik op i sine egne følelser og mente at han var blevet ydmyget blandt indbyggerne. Han var ikke taknemmelig for Jehovas barmhjertighed. Venligt gav Jehova Jonas en anskuelsesundervisning der hjalp ham til at ændre indstilling og erkende hvor umådelig værdifuld Guds barmhjertighed er. (Jonas 4:7-11) Det var tydeligvis ikke Jehovas indstilling, men Jonas’, der trængte til at blive revideret.

Er det mon ikke nu og da på sin plads at vi ændrer indstilling til en bestemt sag? Apostelen Paulus tilskyndede: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) Hvad mente han? Han tilskynder os blandt andet til at være rimelige og til at behandle andre kristne med dyb respekt og værdighed. Det betyder at vi må give rum for den enkeltes valgfrihed. Paulus giver desuden følgende påmindelse: „Enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde.“ (Galaterne 6:5) Før vi lader uoverensstemmelser udvikle sig til et brud, er det derfor klogt at overveje om det er os der bør ændre indstilling. Vi må anstrenge os for at genspejle Jehovas tænkemåde og bevare freden med andre der elsker Gud oprigtigt. — Esajas 55:8, 9.

Hvordan gribe det an?

Forestil dig to småbørn der slås om et stykke legetøj. De trækker hårdere og hårdere i det og skændes også om det, indtil den ene giver slip eller en tredje person griber ind.

I Første Mosebog berettes der at Abraham hørte om en strid mellem hans hyrder og hans nevø Lots hyrder. Abraham tog initiativet til at gå til Lot og sige: „Lad der dog ikke fortsat være strid mellem mig og dig og mellem mine hyrder og dine hyrder; vi mænd er jo brødre.“ Abraham var besluttet på ikke at lade nogen konflikt gå ud over forholdet mellem ham og Lot. Han var endog villig til at give afkald på sin ret til som den ældste at vælge først. Han var parat til at bringe ofre. Abraham lod Lot vælge hvor han ville drage hen med sin husstand og sine hjorde. Lot valgte de grønne egne ved Sodoma og Gomorra, og de to mænd gik fredeligt hver til sit. — 1 Mosebog 13:5-12.

Er vi indstillet på at handle ud fra samme motiver som Abraham for at bevare et fredeligt forhold til andre? Denne episode i Bibelen danner et smukt mønster for hvordan vi kan håndtere uoverensstemmelser. Abraham sagde appellerende: „Lad der dog ikke fortsat være strid.“ Han var oprigtigt indstillet på at finde en fredelig løsning. Når man lægger op til at bevare det fredelige forhold, ryddes misforståelser lettere af vejen. Abraham sluttede med udtrykket: „Vi mænd er jo brødre.“ Hvorfor ofre et så dyrebart forhold på grund af ønsket om personlig fordel eller af stolthed? Abraham holdt sig klart for øje hvad der var vigtigst. Det gjorde han med sin selvrespekt og ære i behold, samtidig med at han tilgodeså sin nevøs værdighed.

Der findes ganske vist situationer hvor der er brug for en tredje part som mægler, men det er langt bedre hvis en sag kan bilægges under fire øjne. Jesus tilskyndede til at man tager initiativet til at slutte fred med en broder, om nødvendigt ved at give ham en undskyldning.a (Mattæus 5:23, 24) Det kræver ydmyghed, men Peter skrev: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (1 Peter 5:5) Den måde vi behandler vore trosfæller på, har direkte indflydelse på vort forhold til Gud. — 1 Johannes 4:20.

I den kristne menighed kan det ske at vi bliver anmodet om at give afkald på en rettighed for fredens skyld. Mange af dem der i dag er Jehovas Vidner, har sluttet sig til brodersamfundet af Guds sande tilbedere i løbet af de seneste fem år. Det glæder os meget. Vor adfærd påvirker utvivlsomt både disse og andre i menigheden. Det er en god grund til omhyggeligt at overveje hvordan andre opfatter vort valg af underholdning, fritidsbeskæftigelser, selskabelighed og arbejde. Vi bør spørge os selv om noget af det vi gør eller siger, kunne blive misforstået og bringe andre til at snuble.

Det er godt at huske apostelen Paulus’ påmindelse: „Alt er tilladt; men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt; men ikke alt opbygger. Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ (1 Korinther 10:23, 24) Som kristne lægger vi stor vægt på at opbygge kærligheden og enheden i det kristne brodersamfund. — Salme 133:1; Johannes 13:34, 35.

Lægende ord

De rette ord kan virke særdeles velgørende. „Liflige ord er en bikage med honning, søde for sjælen og lægedom for knoglerne.“ (Ordsprogene 16:24) Rigtigheden af dette ordsprog fremgår af beretningen om hvordan Gideon afværgede en potentiel konflikt med efraimitterne.

Gideon var indviklet i hårde kampe med midjanitterne og anmodede derfor Efraims stamme om forstærkning. Men efter kampen henvendte efraimitterne sig til Gideon og klagede fortørnet over at han ikke havde tilkaldt dem allerede da kampen brød ud. Beretningen siger: „De søgte hårdnakket strid med ham.“ Gideon svarede: „Hvad har jeg dog udrettet nu i sammenligning med jer? Er Efraims efterhøst ikke bedre end Abi’ezers vinhøst? Det var i jeres hånd Gud gav Midjans fyrster Oreb og Ze’eb, så hvad har jeg formået at udrette i sammenligning med jer?“ (Dommerne 8:1-3) Med disse velvalgte, beroligende ord forebyggede Gideon at uenigheden udviklede sig til en katastrofal stammekrig. Måske var Efraims stamme tilbøjelig til at være selvhøjtidelig og stolt. Men det afholdt ikke Gideon fra at tilstræbe et fredeligt udfald. Kan vi efterligne ham?

Det hænder at andre bliver vrede og måske direkte fjendtligsindede over for os. I så fald må vi erkende fakta og forsøge at forstå hvorfor de ser sådan på os. Har vi på en eller anden måde medvirket til at fremkalde vreden? Hvis det er tilfældet, hvorfor da ikke indrømme vor medskyld og vise at vi er kede af at vi har forværret situationen? Nogle få velovervejede ord kan måske genoprette et anstrengt forhold. (Jakob 3:4) Måske er det eneste vor opbragte modpart behøver, at vi venligt forsikrer ham om at vi holder af ham. Bibelen siger at „hvor der ikke er noget brænde, går ilden ud“. (Ordsprogene 26:20) Ja, når vi omhyggeligt belægger vore ord og fremfører dem i den rette ånd, kan vi ’afvende forbitrelse’ og læge følelsesmæssige sår. — Ordsprogene 15:1.

Apostelen Paulus anbefalede følgende: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Romerne 12:18) Ganske vist har vi ikke herredømme over andres følelser, men vi kan gøre hvad der står i vor magt, for at fremme freden. Der er ingen grund til at vi lader os rive med af vore egne eller andres ufuldkomne reaktioner. I stedet bør vi efterleve Bibelens velbegrundede vejledning. Hvis vi håndterer uoverensstemmelser på den måde som Jehova lærer os, vil vi opnå evig fred og lykke. — Esajas 48:17.

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Forlanger vi at få vores vilje?

[Illustration på side 25]

Abraham viste en efterlignelsesværdig imødekommenhed for at bilægge en uoverensstemmelse