REGN

Et vigtigt led i vandets kredsløb i naturen, hvor vandet fordamper fra jord- og havoverfladen, stiger op i atmosfæren, fortættes og falder ned som dråber og således afgiver fugtighed til dyre- og plantelivet. Bibelen omtaler regn i forbindelse med dette viseligt indrettede og pålidelige kredsløb. — Job 36:27, 28; Præ 1:7; Es 55:10.

Foruden de almindelige ord for regn findes der flere hebraiske og græske ord med forskellige betydninger i forbindelse med regn: „skylregn“ eller „regnskyl“ (1Mo 8:2; 1Kg 18:41; Ez 1:28), „regnvejr“ (Ord 27:15), „efterårsregn“ eller „tidligregn“ og „forårsregn“ eller „sildigregn“ (5Mo 11:14; Jak 5:7), „sagte regn“ (5Mo 32:2), „uvejrsregn“ (Es 30:30) og „rigelige regnskyl“ (Sl 65:10).

Tidligt i jordens skabelseshistorie „havde [Gud] ikke ladet det regne på jorden“, men „en tåge steg til stadighed op fra jorden og vandede hele agerjordens flade“. Dette sigter uden tvivl til begyndelsen af den tredje skabelsesdag, før plantevæksten var blevet frembragt. (1Mo 2:5, 6; 1:9-13; se TÅGE.) Det første sted i Bibelen hvor det udtrykkeligt siges at der falder regn, er i beretningen om Vandfloden. Da ’åbnedes himmelens sluser’, og „skylregnen varede ved på jorden i fyrre dage og fyrre nætter“. — 1Mo 7:11, 12; 8:2.

Hvordan regnen dannes. Et af de spørgsmål Jehova stillede Job for at understrege hvor lidt mennesket forstår sig på de kræfter og love der virker i skaberværket, var: „Har regnen en fader?“ (Job 38:28) Skønt meteorologerne har forsket meget i hvordan der opstår regn, er de ifølge The World Book Encyclopedia kun nået frem til at opstille teorier. (1987, bd. 16, s. 123, 124) Når varm luft der indeholder vanddamp, stiger til vejrs og afkøles, fortættes dampene til bittesmå vanddråber. Én teori går ud på at når de større af dråberne falder gennem en sky, kolliderer de undervejs med mindre dråber og forbindes med dem, indtil de bliver for tunge til at luften kan holde dem oppe. En anden teori går ud på at der øverst i skyerne, hvor temperaturen er under frysepunktet, dannes iskrystaller som forvandles til regn når de falder ned gennem varmere luftlag.

Jehova som kilde. Jehova var ikke Israels „regngud“. Han var ikke som Ba’al, der efter kana’anæernes opfattelse bragte dem regntiden som et tegn på at han igen var kommet til live. De trofaste israelitter anerkendte at det var Jehova og ikke Ba’al der kunne holde den dyrebare regn tilbage. Det viste sig tydeligt da Jehova på profeten Elias’ tid bragte en tørke over Israel samtidig med at ba’alsdyrkelsen var på sit højeste. — 1Kg 17:1, 7; Jak 5:17, 18.

Det er Jehova der bereder regn til jorden. (Sl 147:8; Es 30:23) Han har „kløvet en rende til oversvømmelsen“, hvilket måske hentyder til hvordan han lader skyerne sende regnen ned bestemte steder på jorden. (Job 38:25-27; jf. Sl 135:7; Jer 10:13.) Hans evne til at styre regnen i overensstemmelse med sin hensigt er en af de ting der adskiller ham fra de livløse afguder som Israels nabofolk dyrkede. (Jer 14:22) I det forjættede land kunne israelitterne langt tydeligere indse dette end i Ægypten, hvor det meget sjældent regnede. — 5Mo 11:10, 11.

Da Paulus og Barnabas forkyndte for grækerne i Lystra, forklarede de at regnen tjente som et vidnesbyrd om „den levende Gud“ og var et udtryk for hans godhed. (Apg 14:14-17) Regnen gavner ikke kun de gode og retfærdige, men alle mennesker, og som Jesus viste, bør vi tage ved lære af dette eksempel på Guds kærlighed. — Mt 5:43-48.

Regn i det forjættede land. Et særkende ved klimaet i det forjættede land er den varierende nedbørsmængde. Der er især to faktorer som har betydning for hvor meget regn der falder: det nærliggende hav og landets højde over havets overflade. I regntiden falder der betydelige mængder regn på sletterne langs Middelhavet, fordelt sådan at nedbøren aftager jo længere sydpå man kommer. Nedbørsmængden er generelt større i højlandet og bjergene fordi den fugtige luft der driver østpå ude fra havet, fortættes mere her. Jordandalen ligger i en „regnskygge“. Det skyldes at luften allerede har afgivet meget af sin fugt inden den driver ind over bjergene, og at den bliver varmet op når den kommer ind over dalen. Men når denne luft kommer til højsletten øst for Jordan, dannes der igen skyer som afgiver nogen regn. Derfor er der øst for Jordan en stribe land som er egnet til græsning eller et begrænset jordbrug. Længere mod øst er der ørken. Her er regnmængden for lille og ustabil til at der kan dyrkes afgrøder eller sættes dyr på græs.

Årstiderne. De to hovedårstider i det forjættede land, sommeren og vinteren, kan ret præcist betegnes som tørtiden og regntiden. (Jf. Sl 32:4; Høj 2:11, fdn.) Fra omkring midt i april til midt i oktober regner det næsten ikke. Det er den tid hvor høsten finder sted, og ifølge Ordsprogene 26:1 blev regn i høsttiden betragtet som meget usædvanligt. (Jf. 1Sa 12:17-19.) I regntiden regner det ikke konstant; der er klare dage indimellem. Da det samtidig er den kolde årstid, kan det være en kølig oplevelse at være ude i regnen. (Ezr 10:9, 13) Et godt læsted er derfor meget værdsat. — Es 4:6; 25:4; 32:2; Job 24:8.

Efterårsregn og forårsregn. Bibelen taler om „efterårsregn [tidligregn] og forårsregn [sildigregn]“, som Gud lovede at velsigne israelitterne med hvis de var lydige. (5Mo 11:14, fdn.; Jer 5:24; Joel 2:23, 24) Landmanden ventede tålmodigt på regnen i disse perioder mellem sommer og vinter. (Jak 5:7; jf. Job 29:23.) Man så længselsfuldt frem til at tidlig- eller efterårsregnen (der begyndte omkring midt i oktober) skulle afslutte sommerens hede og tørhed. Den var nødvendig for at såningen kunne begynde fordi den opblødte jorden så landmanden kunne pløje sine marker. Sildig- eller forårsregnen (omkring midt i april) var nødvendig for at afgrøderne, især kornet, kunne vokse og modnes. — Zak 10:1; Am 4:7; Høj 2:11-13.

Brugt billedligt. Når Gud velsignede Israel med regn til den fastsatte tid, havde folket overflod. Hoseas kunne derfor love at Jehova ville komme „som skylregn, som forårsregn der gennemvæder jorden“, for dem der søgte at lære ham at kende. (Ho 6:3) Guds belæring ville „dryppe som regnen“, og hans ord være „som sagte regn på græs og som rigelige regnskyl på planterne“. (5Mo 32:2) Hans belæring og hans ord kunne trænge langsomt ind som stille regn og samtidig være fuldt vederkvægende som rigeligt vand. På tilsvarende måde fremstilles Jakobs genindsamlede rest som en kilde til vederkvægelse og overflod idet den sammenlignes med „rigelige regnskyl på planterne“. — Mik 5:7.

Med Guds konges regering, som er beskrevet i Salme 72, ville der følge velsignelse og velstand. Derfor siges der at kongen „falder som regn på nyslået græsmark, som rigelige regnskyl der væder jorden“ og får det friske grønne til at spire frem. (Sl 72:1, 6; jf. 2Sa 23:3, 4.) En konges velvilje blev sammenlignet med „en sky med forårsregn“ da den varslede om gode tider, ligesom regnskyer gav løfte om vand til afgrøderne. — Ord 16:15.

Regnen resulterer dog ikke altid i en vegetation der er til gavn for den der dyrker jorden; den vædede jord kan frembringe torne og tidsler. Paulus benyttede dette som et eksempel, idet han sammenlignede den jord der har fået regn, med kristne som har „smagt den himmelske frie gave, og som har fået andel i hellig ånd“. Hvis de ikke frembringer åndens frugt, men falder fra sandheden, vil de blive brændt, ligesom den jord der kun bærer torne. — He 6:4-8.

I et af synerne i Åbenbaringens Bog så Johannes „to vidner“ der havde ’myndighed til at lukke himmelen så der ingen regn faldt i de dage de profeterede’. (Åb 11:3-6) Disse „vidner“, der repræsenterede Gud som hans profeter, eller talsmænd, ville ikke udtale Guds gunst eller velsignelse over onde menneskers planer og gerninger. Ligesom Elias, der udråbte en tre og et halvt år lang tørke over Israel på grund af ba’alsdyrkelsen der blev støttet og fremmet af kong Akab og hans hustru, Jesabel, sådan skulle disse „to vidner“ billedligt „lukke himmelen“ så der ikke faldt nogen vederkvægende „regn“ fra Gud som ville få menneskers planer til at lykkes. — 1Kg 17:1–18:45; Lu 4:25, 26; Jak 5:17, 18.