Vær vís — Søg „kyndig vejledning“
Livet er blevet sammenlignet med en sørejse. Menneskers visdom har dog ofte vist sig at være af begrænset værdi med hensyn til at navigere dem sikkert gennem livet. Mange har lidt skibbrud på livets stormfulde hav. (Sl. 107:23, 27) Hvorfor er det en passende sammenligning?
I gamle dage var det en udfordring at føre et skib. Det krævede erfaring. Som regel var det en færdighed man lærte af gamle, erfarne sømænd, måske en rorgænger. (Apg. 27:9-11) Mange gamle malerier understreger rorgængerens betydning ved at skildre ham som større end de andre på maleriet. Før de søfarende kunne vove sig ud på det åbne hav, måtte de lære stjernernes position at kende, de forskellige vindforhold og hvad der ellers havde betydning for en sikker sejlads. Om visse sømænd bruger Bibelen ordet „kyndige“, et ord som også kan betyde „vise“. — Ez. 27:8, fdn.
At løse de problemer man møder i livet i dag, kan forekomme lige så vanskeligt som at stå til søs i gamle dage. Hvad kan hjælpe os?
HVORDAN KAN VI FÅ „KYNDIG VEJLEDNING“?
Med den sammenligning i tanke at livet er som en sørejse, kunne vi se nærmere på følgende ord fra Bibelen: „Den vise hører efter og modtager mere belæring, og forstandig er den der skaffer sig kyndig vejledning.“ (Ordsp. 1:5, 6) Det hebraiske ord der er oversat med „kyndig vejledning“ (eller: „kyndig ledelse“), kan bruges om den viden og færdighed hvormed føreren af et skib i oldtiden manøvrerede sit skib. Det indeholder betydningen at føre og lede med kyndighed.
Vi kan få „kyndig vejledning“ og lære at „sejle“ sikkert på livets hav, men det kræver at vi gør en indsats. Som det fremgår af Ordsprogenes Bog, må vi lade „visdom“, „forstand“ og „indsigt“ arbejde sammen. (Ordsp. 1:2-6; 2:1-9) Dertil kommer at vi må søge Guds vejledning og ledelse, for selv de ugudelige forstår måske at ’lede’ en, men det er med svig i tanke. — Ordsp. 12:5.
Det er derfor vigtigt at vi flittigt studerer Guds ord. Derved får vi værdifulde oplysninger om Jehova og den der bedst genspejler hans egenskaber, Jesus Kristus. (Joh. 14:9) Vi får også megen god vejledning ved de kristne møder. Desuden kan vi lære af andres erfaringer, deriblandt vore forældres. — Ordsp. 23:22.
VÆR FORUDSEENDE OG PLANLÆG
Det er især vigtigt at få „kyndig vejledning“ når vi billedligt talt befinder os i oprørte vande. Hvis man er i tvivl om hvad man skal gøre i en vanskelig situation, kan det lamme en fuldstændigt, og det kan få katastrofale følger. — Jak. 1:5, 6.
Interessant nok bruges udtrykket „kyndig vejledning“, eller „kyndig ledelse“, også i forbindelse med krigsførelse. Vi læser for eksempel: „Du bør føre krig under kyndig ledelse [ved hjælp af klog strategi, The Revised English Bible], og der er frelse når der er mange rådgivere.“ — Ordsp. 20:18; 24:6.
Som en strateg der planlægger et slag, må vi forudse mulige farer der truer vores åndelighed. (Ordsp. 22:3) Du skal måske afgøre om du vil tage imod et nyt arbejde eller en forfremmelse. Det vil være fornuftigt at se på lønnen, den tid det vil tage at komme til og fra arbejde og andre lignende ting. Men der er også noget andet man må tage i betragtning: Er arbejdet foreneligt med Bibelens principper? Hvordan forholder det sig med arbejdstiden? Hvis der er tale om skifteholdsarbejde, vil det så gribe ind i mine kristne aktiviteter? — Luk. 14:28-30.
Loretta, som er et af Jehovas Vidner, havde et godt arbejde i et fødevarefirma. Da firmaet skulle flytte, fik hun tilbudt en stilling det nye sted, oven i købet en mere ansvarsfuld stilling. „Det er dit livs chance,“ sagde hendes foresatte til hende. „Og vi har allerede fundet ud af at der er en rigssal i nærheden.“ Men Loretta havde allerede besluttet at hun ville forenkle sit liv for at kunne vie mere tid til tjenesten for Gud, og hun forudså at hun ville få mindre tid til det i den nye stilling. Hun indgav derfor sin afskedsbegæring selvom hendes chef betroede hende at hun faktisk var den eneste de gerne ville beholde. Loretta har nu været pioner i omkring 20 år, og hun er overbevist om at de gode resultater hun har opnået, skyldes at hun har planlagt under „kyndig vejledning“, det vil sige i overensstemmelse med de råd der gives i Guds ord. Det har styrket hendes forhold til Jehova, og hun har haft den glæde at hjælpe adskillige til at tage imod sandheden fra Guds ord.
Der er også et stort behov for „kyndig vejledning“ i familien. At opdrage børn er et langtidsjob, og de valg man træffer både i materiel og åndelig henseende, berører hele familiens fremtid. (Ordsp. 22:6) Kristne forældre kan for eksempel spørge sig selv: ’Giver vi vore børn — med vores eksempel og når vi taler med dem — åndelige værdinormer som kan hjælpe dem til at handle klogt som voksne? Lærer vi med vores livsstil børnene at være tilfredse med et enkelt liv og at rette opmærksomheden mod den kristne tjeneste?’ — 1 Tim. 6:6-10, 18, 19.
Om man opnår succes i livet, bestemmes ikke af de materielle eller sociale mål som mange i verden sætter sig. Det forstod kong Salomon. Han blev inspireret til at skrive: „Det vil gå godt for dem der frygter den sande Gud, fordi de frygter ham.“ (Præd. 8:12) Det understreger visdommen i at søge „kyndig vejledning“ som er baseret på og i overensstemmelse med Guds ord. — 2 Tim. 3:16, 17.
[Illustration på side 30]
Rorgængeren blev ofte afbildet som større end de øvrige sømænd for at fremhæve hans betydning
[Kildeangivelse]
Su concessione del Ministero per i Beni e le Attività Culturali. Ingen form for gengivelse af dette billede er tilladt.