VISDOM

Visdom i bibelsk betydning er først og fremmest forbundet med sund dømmekraft der bygger på kundskab og forståelse; den er evnen til at bruge kundskab og forståelse på rette måde til at løse problemer, undgå eller afværge farer og nå visse mål eller til at råde andre i disse henseender. Visdom er det modsatte af uforstand, dårskab og galskab, som den ofte stilles i modsætning til. — 5Mo 32:6; Ord 11:29; Præ 6:8.

De vigtigste ord for visdom er det hebraiske chåkhmahʹ (udsagnsord: chakhamʹ) og det græske sofiʹa med deres beslægtede former. Desuden er der det hebraiske ord tusjījahʹ, der kan gengives med „lykkeligt udfald“ eller „praktisk visdom“, og det græske ord froʹnēsis (af frēn, „forstand“), der betegner „praktisk visdom“ og „sund fornuft“, med det tilsvarende tillægsord froʹnimos, „klog“, „vís på en praktisk måde“.

Visdom bygger på bred kundskab og dyb forståelse eller forstand, som er forudsætningen for den skarpe skelneevne og sunde dømmekraft der er kendetegnende for visdom. Den vise „gemmer på kundskab“ så han har noget at øse af. (Ord 10:14) Skønt ’visdommen er vigtigst’, rådes man til at ’skaffe sig forstand for alt hvad man har’. (Ord 4:5-7) Forstand eller forståelse (et bredt begreb der ofte indbefatter skelneevne eller dømmekraft) øger visdommen og bidrager meget til klogskab og forudseenhed, som også er karakteristiske sider af visdommen. Klogskab kan ytre sig ved forsigtighed, selvbeherskelse, mådehold eller tilbageholdenhed. Den kloge (form af froʹnimos) bygger sit hus på klippegrund, idet han forudser muligheden for uvejr; den tåbelige bygger det på sand og rammes af katastrofen. — Mt 7:24-27.

Forstand (forståelse) øger også visdommen på andre måder. En person adlyder måske et af Guds bud fordi han erkender at det er rigtigt at gøre det. Det er et udslag af visdom. Men hvis vedkommende forstår grunden til det pågældende bud, hvis han kan se hvilket formål det tjener, og hvordan det er gavnligt, vil det i høj grad styrke hans beslutning om at fortsætte med at følge den vise kurs. (Ord 14:33) Ordsprogene 21:11 siger at „når man giver den vise indsigt, får han kundskab“. Den vise er glad for enhver oplysning der vil give ham større indsigt vedrørende de forhold og omstændigheder der ligger til grund for et problem. Derved „får han kundskab“ om hvad der kan gøres ved sagen, og bliver klar over hvilken konklusion han skal drage, og hvad der skal til for at løse det pågældende problem. — Jf. Ord 9:9; Præ 7:25; 8:1; Ez 28:3; se INDSIGT.

Guds visdom. Absolut visdom findes kun hos Jehova Gud, der i denne forstand er „den ene vise Gud“. (Ro 16:27; Åb 7:12) Han er kendt med alle de faktiske forhold. Som Skaberen der er „fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid“ (Sl 90:1, 2), véd han alt hvad der er at vide om universet, dets opbygning, dets bestanddele og dets historie. De fysiske love, kredsløbene og de faste normer i naturen som menneskene støtter sig til i deres forskning og baserer deres opfindelser på — og uden hvilke de ville være hjælpeløse og savne ethvert fast holdepunkt — er alle sammen hans værk. (Job 38:34-38; Sl 104:24; Ord 3:19; Jer 10:12, 13) Endnu vigtigere er hans moralnormer der danner grundlag for sund dømmekraft og tjener til at skabe stabilitet og lykke i menneskets tilværelse. (5Mo 32:4-6; se JEHOVA [En Gud med en moralnorm].) Intet er ufatteligt for ham. (Es 40:13, 14) Selv om han måske tillader at noget der strider mod hans retfærdige normer, udvikler sig og måske endda har fremgang for en tid, ligger fremtiden sikkert i hans hånd og vil forme sig præcis efter hans vilje, idet hans ord vil ’gennemføre hvad han har sendt det til’. — Es 55:8-11; 46:9-11.

Alt dette viser tydeligt at „frygt for Jehova er visdommens begyndelse“. (Ord 9:10) „Hvem skulle ikke frygte dig, du nationernes konge, for dig tilkommer dette; for blandt alle nationernes vise og i alle deres kongedømmer findes der slet ingen som du.“ (Jer 10:7) „Hans hjerte er víst og hans kraft er vældig. Hvem forhærder sig mod ham og slipper godt fra det?“ (Job 9:4; Ord 14:16) I sin vælde kan han gribe ind i menneskenes anliggender når han ønsker det; han kan styre eller fjerne herskere og sørge for at hans profetiske åbenbaringer opfyldes. (Da 2:20-23) De historiske beretninger i Bibelen viser at mægtige konger og deres kloge rådgivere forgæves har forsøgt at sætte deres visdom op imod Gud, og de viser hvordan han har ladet sine tjenere, der loyalt har forkyndt hans budskab, få ret. — Es 31:2; 44:25-28; jf. Job 12:12, 13.

„Guds visdom i en hellig hemmelighed“. Oprøret i Eden satte Guds visdom på prøve. De foranstaltninger han i sin visdom traf for at gøre ende på oprøret — fjerne dets virkninger og genoprette freden, harmonien og ordenen i sin universelle familie — udgjorde „en hellig hemmelighed, den skjulte visdom,“ som Gud forudbestemte „før tingenes ordninger“, det vil sige de tingenes ordninger der har udviklet sig i løbet af menneskehedens historie uden for Eden. (1Kor 2:7) Den måde hvorpå Gud tog sig af sine trofaste tjenere, og de løfter han fremsatte, gav i de efterfølgende århundreder nogle grundtræk af denne hemmelighed; den blev forudskildret i den lovpagt han indgik med Israel, med dens præsteskab og ofre, og der blev peget frem til den i utallige profetier og syner.

Efter over 4000 års forløb blev visdommen i denne hellige hemmelighed endelig åbenbaret i Jesus Kristus (Kol 1:26-28), gennem hvem Gud havde besluttet at gennemføre „en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. (Ef 1:8-11) Det blev nu åbenbaret at Gud havde tilvejebragt en løsesum til frelse for lydige mennesker, og at han gennem en rigsregering under sin søn ville gøre ende på al ondskab. Eftersom Jesus Kristus er grundlaget for og midtpunktet i Guds storslåede hensigt, er han „blevet os [de kristne] visdom fra Gud“. (1Kor 1:30) „Omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier.“ (Kol 2:3) Kun gennem ham og ved tro på ham, „livets hovedformidler“, kan man opnå frelse og liv. (Apg 3:15; Joh 14:6; 2Ti 3:15) Der findes derfor ingen sand visdom som ikke tager Jesus Kristus i betragtning, og som ikke baserer sine opfattelser og sine afgørelser på Guds hensigt som er åbenbaret gennem ham. — Se JESUS KRISTUS (Hans plads i Guds hensigter).

Menneskers visdom. Visdommen personificeres i Ordsprogenes Bog, hvor den skildres som en kvinde der indbyder andre til at tage imod det hun tilbyder. Denne skildring og de dermed forbundne skriftsteder er et udtryk for at visdommen består af mange ting: kundskab, forståelse eller forstand (der indbefatter dømmekraft), tænkeevne, erfaring, flid, klogskab (det modsatte af godtroenhed eller naivitet [Ord 14:15, 18]) og evnen til at bedømme om noget er rigtigt. Da sand visdom begynder med frygt for Jehova Gud (Sl 111:10; Ord 9:10), går den tilmed videre end almindelig visdom og indbefatter at man holder fast ved høje normer, er retfærdig og retskaffen og holder sig til sandheden. (Ord 1:2, 3, 20-22; 2:2-11; 6:6; 8:1, 5-12) Ikke al visdom kan stå mål med disse krav.

Menneskers visdom er ikke absolut, men relativ. Menneskene kan ved deres egne bestræbelser opnå en begrænset visdom, men de er i alle tilfælde afhængige af den intelligens som Gud (der også gav dyrene en vis instinktiv visdom [Job 35:11; Ord 30:24-28]) oprindelig udrustede dem med. Menneskene lærer ved at iagttage og beskæftige sig med Guds materielle skaberværk. Den visdom de opnår derved, kan variere i art og omfang. Det græske ord sofiʹa bruges ofte om færdighed inden for et fag eller håndværk, om kyndig og god statsstyrelse eller forretningsførelse og om omfattende indsigt inden for videnskab eller forskning. Svarende hertil bruges de hebraiske ord chåkhmahʹ og chakhamʹ til at beskrive kyndighed hos matroser og dem der fuger skibe (Ez 27:8, 9; jf. Sl 107:23, 27), og hos dem der arbejder i sten og træ (1Kr 22:15), foruden visdom og færdighed hos andre — ofte alsidigt begavede — håndværkere. (1Kg 7:14; 2Kr 2:7, 13, 14) Selv den kyndige træskærer der fremstiller gudebilleder, beskrives med disse ord. (Es 40:20; Jer 10:3-9) Også forretningsklogskab er en form for visdom. — Ez 28:4, 5.

Man kan udmærket have disse former for visdom uden at eje den åndelige visdom som Bibelen især anbefaler. Men Guds ånd kan øge disse former for visdom hvor det tjener til at gennemføre hans hensigt. Hans ånd virkede på dem der fremstillede tabernaklet og dets udstyr, og på dem der vævede præsteklæderne, både mænd og kvinder, og fyldte dem med ’visdom og forstand’. Dette hjalp dem ikke alene til at forstå hvad de skulle gøre og hvordan, men udrustede dem også med de talenter, den kunstsnilde, den fantasi og den dømmekraft de måtte have for at kunne udtænke og fremstille noget ypperligt. — 2Mo 28:3; 31:3-6; 35:10, 25, 26, 31, 35; 36:1, 2, 4, 8.

Vismænd i fortiden. Mænd der var kendt for deres visdom og kloge råd, blev i fortiden værdsat af konger og andre, ligesom tilfældet er i dag. Ægypten, Persien, Kaldæa, Edom og andre lande havde deres grupper af „vismænd“. (2Mo 7:11; Est 1:13; Jer 10:7; 50:35; Ob 8) Disse grupper indbefattede øjensynlig præsterne og regeringsembedsmændene, men der var også andre med; sandsynligvis alle de af landets ’ældste’ som i særlig grad var kendt for deres visdom, og som boede nær hovedstaden, så de kunne tilkaldes når der var brug for deres bistand. (Jf. 1Mo 41:8; Sl 105:17-22; Es 19:11, 12; Jer 51:57.) Persiens konger havde et råd bestående af syv vise mænd som de hurtigt kunne rådføre sig med (Est 1:13-15), og laverestående embedsmænd i Persien havde måske deres egen stab af vismænd. — Est 6:13.

Med Guds ånds hjælp lagde Josef en sådan klogskab og visdom for dagen at Ægyptens farao gjorde ham til førsteminister. (1Mo 41:38-41; Apg 7:9, 10) Moses blev „oplært i al ægypternes visdom“ og var „magtfuld i sine ord og gerninger“ allerede før Gud gjorde ham til sin talsmand. Men det var ikke denne menneskelige visdom og dygtighed der gjorde ham egnet til at tjene Guds hensigt. Efter Moses’ første forsøg (i en alder af ca. 40 år) på at skaffe sine israelitiske brødre udfrielse måtte han vente endnu 40 år før Gud sendte ham, der nu også i åndelig henseende var en vís mand, til Ægypten for at føre israelitterne ud derfra. — Apg 7:22-36; jf. 5Mo 34:9.

Salomon var allerede vís da han fik overdraget den fulde kongemagt (1Kg 2:1, 6, 9), men han erkendte alligevel ydmygt i en bøn til Jehova at han kun var „en lille dreng“, og bad om hjælp til at dømme Guds folk. Han blev belønnet med „et víst og forstandigt hjerte“ som ingen andre af Judas konger. (1Kg 3:7-12) Hans visdom overgik østerlændingenes berømte visdom og al Ægyptens visdom, med det resultat at regenter eller deres udsendinge rejste til Jerusalem for at lære af Judas konge. (1Kg 4:29-34; 10:1-9, 23-25) Flere kvinder i fortiden var også kendt for deres visdom. — 2Sa 14:1-20; 20:16-22; jf. Dom 5:28, 29.

Ikke altid brugt til noget godt. Menneskelig visdom kan bruges til et godt eller et dårligt formål. I sidstnævnte tilfælde afslører den sig klart som kødelig visdom og ikke åndelig visdom, der stammer fra Gud. Jonadab var „en meget vís mand“, men hans råd til Davids søn Amnon var baseret på udspekuleret taktik og bedragerisk manipulation med mennesker, hvilket førte til en tvivlsom succes og fik katastrofale konsekvenser. (2Sa 13:1-31) Absalom stræbte i det skjulte efter at afsætte sin fader, kong David (2Sa 14:28-33; 15:1-6), og da han var draget ind i Jerusalem, bad han to af sin faders rådgivere, Akitofel og Husjaj, vejlede ham om hvad han yderligere skulle gøre. Akitofels vise råd var altid så pålidelige at det virkede som om de kom fra Gud. Ikke desto mindre var han blevet en forræder mod Guds salvede, og Jehova lod hans vise slagplan blive forkastet til fordel for den trofaste Husjajs plan, der appellerede til Absaloms forfængelighed og menneskelige svagheder, og som førte til hans fald. (2Sa 16:15-23; 17:1-14) Som Paulus skrev om Gud: „’Han fanger de vise i deres underfundighed.’ Og endvidere: ’Jehova ved at de vises tanker er forgæves.’“ — 1Kor 3:19, 20; jf. 2Mo 1:9, 10, 20, 21; Lu 20:19-26.

Frafaldne præster, profeter og vismænd i Israel forledte med tiden folket til at gå imod Guds råd og bud, som hans loyale tjenere forkyndte. (Jer 18:18) Jehova fik derfor ’de vise mænds visdom til at forgå, og de forstandige mænds forstand til at skjule sig’ (Es 29:13, 14; Jer 8:8, 9), hvilket bragte det 500 år gamle rige til fald. Det samme skete senere med Jerusalems stolte ødelægger, Babylon, og det pralende dynasti i Tyrus. (Es 47:10-15; Ez 28:2-17) De forkastede den åndelige visdom og foretrak den kødelige.

Megen menneskelig visdom er tomhed. Da kong Salomon udforskede „det ulykkelige slid“ som synd og ufuldkommenhed har medført for menneskene, bedømte han værdien af den visdom som mennesker i almindelighed opnår eller tilegner sig, og han kom til den slutning at den er „jag efter vind“. Det oversteg langt menneskenes evner at afhjælpe den uorden, det fordærv og de mangler der kendetegnede det ufuldkomne menneskesamfund; og de der havde opnået „megen visdom“, blev endnu mere frustrerede og skuffede, åbenbart fordi de blev sig smerteligt bevidst hvor lidt de selv kunne gøre for at forbedre forholdene. — Præ 1:13-18; 7:29; jf. Ro 8:19-22, hvor apostelen viser hvad Gud vil gøre for at udfri menneskene fra trældommen under fordærv og frugtesløshed.

Salomon erkendte også at selv om menneskers visdom har skabt meget som er til gavn og glæde og har ført til materiel velstand, kan den ikke bringe sand lykke eller varig tilfredshed. Den vise dør sammen med tåben uden at vide hvad der bliver af det han har samlet sig, og hans menneskelige visdom ender i graven. (Præ 2:3-11, 16, 18-21; 4:4; 9:10; jf. Sl 49:10.) Desuden er hans liv berørt af „tid og tilfælde“; en tilfældig ulykke kan ramme ham og berøve ham endog den daglige føde. (Præ 9:11, 12) Mennesker vil aldrig ved hjælp af deres egen visdom kunne finde ud af „alt hvad den sande Gud gør“ og aldrig opnå så stor viden at de selv kan løse deres største problemer. — Præ 8:16, 17; jf. Job kap. 28.

Salomon siger ikke at menneskers visdom er helt uden værdi. I sammenligning med tåbelighed, som han også studerede, har visdom fordele „ligesom lys har fordele frem for mørke“. Den vise har nemlig „øjne i hovedet“, eller har forstanden med sig, mens tåben ikke ser med forstand og omtanke. (Præ 2:12-14; jf. Ord 17:24; Mt 6:22, 23.) Visdom er en bedre beskyttelse end penge. (Præ 7:11, 12) Salomon påpegede imidlertid at dens værdi kun er relativ og helt afhængig af om den stemmer med Guds visdom og hensigt. (Præ 2:24; 3:11-15, 17; 8:12, 13; 9:1) Man kan dog stræbe så meget efter at lægge visdom for dagen at man overskrider grænserne for sin egen ufuldkomne formåen og ødelægger sig selv. (Præ 7:16; jf. 12:12.) Men hvis man lydigt tjener sin Skaber og er tilfreds med at spise og drikke og nyde godt af sin møje, vil Gud skænke én „visdom og kundskab og fryd“. — Præ 2:24-26; 12:13.

Sættes i kontrast til Guds hellige hemmelighed. Menneskeheden har i århundredernes løb opbygget et fond af visdom — meget læres på skolerne eller gennem anden undervisning, mens noget opsamles ved kontakt med andre eller gennem erfaring. For den kristne gælder det at han må vide hvad der er den rette indstilling til denne visdom. I billedtalen om den uretfærdige husholder der for at sikre sin fremtid manipulerede med sin herres regnskaber over for nogle af herrens skyldnere, sagde Jesus at husholderen „handlede med praktisk visdom [froniʹmōs, „klogt“]“. Denne kløgtige forudseenhed var imidlertid den praktiske visdom der kendetegner „denne tingenes ordnings sønner“ og ikke „lysets sønner“. (Lu 16:1-8, Int) Tidligere havde Jesus prist sin himmelske Fader fordi han havde skjult visse sandheder for „vise og intellektuelle“, men åbenbaret dem for disciplene, der i sammenligning var som „spædbørn“. (Lu 10:21-24) De skriftlærde og farisæerne, der var uddannet ved rabbinernes skoler, var blandt disse vise og intellektuelle. — Jf. Mt 13:54-57; Joh 7:15.

Grækerne i det 1. århundrede var kendt for deres kultur og viden, deres skoler og filosofiske retninger. Det var uden tvivl derfor Paulus sidestillede ’grækere og barbarer’ med ’vise og uforstandige’. (Ro 1:14) Han understregede kraftigt over for de kristne i Korinth at kristendommen ikke bygger på eller er præget af den gudfremmede verdens „visdom [sofiʹan]“. (1Kor 1:20; se VERDEN [Den gudfremmede verden].) Dermed være ikke sagt at der ikke var noget nyttigt eller gavnligt i verdens alsidige visdom, for Paulus selv gjorde somme tider brug af de færdigheder han havde lært inden for teltmagerfaget, og han citerede også nu og da fra verdslige forfatteres litterære værker for at anskueliggøre visse dele af sandheden. (Apg 18:2, 3; 17:28, 29; Tit 1:12) Men som helhed var verdens indstilling, metoder, normer og mål — dens filosofi — i modstrid med sandheden, i modstrid med ’Guds visdom i den hellige hemmelighed’.

Derfor regnede verden i sin visdom Guds foranstaltning ved Kristus for en tåbelighed og forkastede den; verdens ledere har muligvis været kloge og dygtige administratorer, men de ’pælfæstede herlighedens Herre’. (1Kor 1:18; 2:7, 8) Nu viste Gud til gengæld at de verdsligvises visdom var tåbelighed idet han gjorde deres vismænd til skamme ved at bruge det de anså for „tåbeligt hos Gud“, og mennesker som de regnede for ’tåbelige, svage og ringe’, til at gennemføre sin urokkelige hensigt. (1Kor 1:19-28) Paulus mindede de kristne i Korinth om at „den visdom der kommer fra denne tingenes ordning“ og fra „denne tingenes ordnings ledere“, vil blive til intet; hans åndelige budskab indeholdt derfor ikke denne visdom. (1Kor 2:6, 13) Han advarede de kristne i Kolossæ mod at lade sig besnære af „den filosofi [filosofiʹas, ordr.: „kærlighed til visdom“] og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. — Kol 2:8; jf. v. 20-23.

Trods de midlertidige fordele ved verdens visdom og den succes den kan medføre, var den dømt til fiasko i sidste ende. Men den kristne menighed af Guds salvede havde åndelig visdom som førte til „Messias’ uudgrundelige rigdom“. Eftersom denne menighed var en del af Guds hellige hemmelighed, åbenbarede han „Guds alsidige visdom“ ved den måde han brugte den på, og ved at lade sine hensigter blive opfyldt gennem den, ja, han gjorde endog denne visdom kendt for „regeringerne og myndighederne i det himmelske“. (Ef 3:8-11; 1:17, 18; jf. 1Pe 1:12.) Denne menigheds medlemmer, der havde „Kristi sind“ (jf. Flp 2:5-8), havde en kundskab og forståelse der langt overgik verdens, og de kunne derfor tale „ikke med ord lært af menneskelig visdom, men med ord lært af ånden“, med „en mund og en visdom“ som modstanderne ikke kunne modsige skønt disse kristne efter verdslig målestok blev betragtet som „ulærde og almindelige mennesker“. — 1Kor 2:11-16; Lu 21:15; Apg 4:13; 6:9, 10.

Åndelig krigsførelse. Apostelen Paulus støttede sig til visdommen fra Gud når han førte åndelig krig mod enhver som truede med at fordærve de kristne menigheder, som for eksempel den i Korinth. (1Kor 5:6, 7, 13; 2Kor 10:3-6; jf. 2Kor 6:7.) Han vidste at „visdom er bedre end kampredskaber, men [at] blot én synder kan ødelægge meget godt“. (Præ 9:18; 7:19) Hans henvisning til „nedrivning af fæstningsværker“ (2Kor 10:4) svarer til tanken i sidste del af Ordsprogene 21:22 ifølge den græske Septuaginta. Paulus kendte den menneskelige tilbøjelighed til at lægge mest mærke til dem der fører sig frem, virker velbegavede, har en stærk personlighed eller er magtfulde i deres tale; han vidste at ’ord af forarmede vismænd talt i stilfærdighed’ ofte ignoreres til fordel for ord fremført af personer der udadtil synes mere betydningsfulde. (Jf. Præ 9:13-17.) Selv Jesus, der ikke havde den jordiske rigdom og stilling som Salomon havde, men til gengæld langt større visdom, blev i vid udstrækning afvist af lederne og af folket. — Jf. Mt 12:42; 13:54-58; Es 52:13-15; 53:1-3.

Nogle der roste sig af ydre, materielle fortrin (jf. Jer 9:23, 24) frem for af det indre, hjertet, syntes at Paulus’ personlige nærværelse var „svag og hans tale ikke værd at regne med“. (2Kor 5:12; 10:10) Han undgik at bruge „fremragende tale“ og „overtalende visdomsord“ for at hans tilhøreres tro kunne være opbygget ved Guds ånd og kraft og baseret på Messias og ikke på „menneskers visdom“. (1Kor 1:17; 2:1-5; 2Kor 5:12) Som „en kyndig [el.: vís] håndværksmester“ med åndeligt udsyn var Paulus optaget, ikke af et bogstaveligt byggearbejde, men et åndeligt, idet han som en Guds medarbejder frembragte disciple der ejede sande kristne egenskaber. — 1Kor 3:9-16.

Uanset hvor megen verdslig visdom man har i form af håndværksmæssig kyndighed, handelsmæssig kløgt, administrative evner eller videnskabelig eller filosofisk lærdom, gælder regelen: „Hvis nogen iblandt jer mener at han er vís i denne tingenes ordning, så lad ham blive en tåbe, for at han kan blive vís.“ (1Kor 3:18) Man bør kun rose sig af at man ’har indsigt og kundskab om Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden’, for disse ting har Jehova behag i. — Jer 9:23, 24; 1Kor 1:31; 3:19-23.

En vís administration. Den personificerede visdom siger: „Råd og praktisk visdom tilhører mig. Jeg er forstand; mig tilhører styrke. Det er ved mig konger regerer og magthavere giver forordninger med retfærdighed. Det er ved mig fyrster styrer og alle fornemme dømmer med retfærdighed. Jeg elsker dem der elsker mig, og de der søger efter mig finder mig.“ (Ord 8:12, 14-17) Den messianske konge lægger denne overordnede visdom fra Gud for dagen. (Es 11:1-5; jf. Åb 5:12.) Den overgår de naturlige evner mennesker måtte have eller kan udvikle, og bevirker at man handler víst i overensstemmelse med Guds lovs principper, og at man med Guds ånds hjælp kan afsige domme der er retfærdige og upartiske. (Ezr 7:25; 1Kg 3:28; Ord 24:23; jf. 5Mo 16:18, 19; Jak 2:1-9.) En sådan visdom forholder sig ikke passiv over for ugudeligheden, men kæmper imod den. — Ord 20:26.

De mænd der blev udvalgt til at bære et ansvar i den kristne menighed, blev ikke udvalgt på grundlag af verdslig succes, menneskelig visdom eller naturlige evner, men fordi de var „fulde af ånd og [guddommelig] visdom“. (Apg 6:1-5; jf. 1Ti 3:1-13; Tit 1:5-9.) Sådanne mænd var blandt de „profeter, vismænd og offentlige lærere“ som Jesus havde lovet at sende, og de kunne også virke som dommere og rådgivere i menigheden, ligesom det kødelige Israel havde haft sine vise mænd der udførte en lignende tjeneste. (Mt 23:34; 1Kor 6:5) De indså værdien af at rådslå med andre. — Ord 13:10; 24:5, 6; jf. Apg 15:1-22.

Hvordan man opnår sand visdom. I Ordsprogene gives dette råd: „Køb sandhed og sælg den ikke, køb visdom og tugt og forstand.“ (Ord 23:23) Jehova, den sande visdoms kilde, skænker gavmildt visdom til dem der oprigtigt søger den og i tro beder om den, idet de viser en sund ærefrygt for ham. (Ord 2:1-7; Jak 1:5-8) Den der søger visdom, må imidlertid bruge tid på at studere Guds ord, lære hans bud, love, formaninger og råd at kende, tænke over hvordan Gud har handlet i tidens løb, og derpå anvende dette i sit liv. (5Mo 4:5, 6; Sl 19:7; 107:43; 119:98-101; Ord 10:8; jf. 2Ti 3:15-17.) Man må købe den belejlige tid og ikke handle ufornuftigt nu da dagene er onde, men „forstå hvad Jehovas vilje er“. (Ef 5:15-20; Kol 4:5, 6) Man må opbygge en fast tro på og en urokkelig overbevisning om at Guds magt er uovervindelig, at hans vilje med sikkerhed vil blive gennemført, og at hans løfte om at belønne de trofaste vil blive opfyldt. — He 11:1, 6; 1Kor 15:13, 14, 19.

Kun på denne måde kan man vælge den rette livsvej og undgå at blive ledt på afveje på grund af frygt, havesyge, umoralsk begær eller andre skadelige følelser eller påvirkninger. (Ord 2:6-16; 3:21-26; Es 33:2, 6) Som den personificerede visdom siger: „Lykkeligt er det menneske som hører på mig ved at våge ved mine døre dag efter dag, ved at stå vagt ved mine dørstolper. For den der finder mig, har fundet livet og opnår velvilje fra Jehova. Men den der går fejl af mig, gør vold mod sin sjæl; enhver som hader mig, elsker døden.“ — Ord 8:34-36; 13:14; 24:13, 14.

Visdom og hjertet. At have forstand og fatteevne er naturligvis en forudsætning for at opnå visdom, men hjertet, der ikke blot har forbindelse med tænkeevnen, men også med følelserne og motiverne, er af større betydning for opnåelsen af sand visdom. (Sl 49:3, 4; Ord 14:33; se HJERTE.) Den der tjener Gud, ønsker at opnå visdom i det „skjulte menneske“, at have vise bevæggrunde som vil lede ham gennem livet. (Jf. Sl 51:6, 10; 90:12.) „Den vises hjerte er ved hans højre hånd [er rede til at hjælpe og beskytte ham i kritiske øjeblikke (jf. Sl 16:8; 109:31)], men tåbens hjerte er ved hans venstre hånd [forsømmer at lede ham ad visdommens vej].“ (Præ 10:2, 3; jf. Ord 17:16; Ro 1:21, 22.) Den virkeligt vise har oplært og tugtet sit hjerte til at følge visdommens vej (Ord 23:15, 16, 19; 28:26); det er som om han har skrevet retfærdige love og bud ’på sit hjertes tavle’. — Ord 7:1-3; 2:2, 10.

Erfaring og den rette omgangskreds. Erfaring bidrager meget til visdom. Selv Jesus voksede i visdom gennem barneårene. (Lu 2:52) Moses indsatte mænd som var „vise og forstandige og erfarne“, som overhoveder. (5Mo 1:13-15) Skønt man i nogen grad lærer visdom ved at blive straffet eller se andre blive det (Ord 21:11), er det både bedre og hurtigere at tage ved lære af andre som allerede er vise, at drage nytte af deres erfaringer ved at omgås dem frem for „de uerfarne“. (Ord 9:1-6; 13:20; 22:17, 18; jf. 2Kr 9:7.) Især ældre mennesker — og navnlig de som har Guds ånd — kan forventes at have en sådan visdom. (Job 32:7-9) Dette sås for eksempel på kong Rehabeams tid. (1Kg 12:5-16) „Et forarmet men [i relativ forstand] víst barn“ er imidlertid „bedre stillet end en gammel og tåbelig konge der ikke længere er klog nok til at lade sig advare“. — Præ 4:13-15.

De ældste gav vise råd og afsagde forstandige domme i byportene (der ofte lå i forbindelse med en offentlig plads). (Jf. Ord 1:20, 21; 8:1-3.) Dårerne talte som regel ikke i denne forsamling (idet de hverken bad om eller kunne tilbyde vise råd), men deres snak hørtes andre steder. (Ord 24:7) Skønt samvær med vise kan medføre tugt og undertiden irettesættelse, er dette langt at foretrække frem for tåbens sang og latter. (Præ 7:5, 6) Den der holder sig for sig selv og kun beskæftiger sig med sit eget begrænsede livssyn og sine egne selviske ønsker, er slået ind på en bane der går imod al praktisk visdom. — Ord 18:1.

Kommer til udtryk i adfærd og tale. Ordsprogene 11:2 siger at „hos de beskedne er der visdom“, og Jakob taler om „en mildhed der hører visdom til“. (Jak 3:13) Hvis én er skinsyg, stridbar, pralende eller stædig, tyder det på at vedkommende mangler sand visdom og tværtimod ledes af den visdom der er ’jordisk, sjælelig og dæmonisk’. Sand visdom er „fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde“. (Jak 3:13-18) „Hovmods kæp er i dårens mund, men de vises læber vogter dem.“ De afholder sig klogeligt fra at tale overmodigt, skarpt eller ubesindigt. (Ord 14:3; 17:27, 28; Præ 10:12-14) Fra de vises tunge og læber kommer velovervejede, lægende, behagelige og gavnlige ord (Ord 12:18; 16:21; Præ 12:9-11; Kol 3:15, 16), og i stedet for at volde ufred søger de at sprede ro og med overtalelsesevne at ’vinde sjæle’. — Ord 11:30; 15:1-7; 16:21-23; 29:8.

De der er ’vise i deres egne øjne’ og ophøjer sig over andre (endog over Gud), er værre stillet end de der er tåber, og som ikke lægger skjul på det. (Ord 26:5, 12; 12:15) Sådanne indbildske personer er for stolte til at tage imod retledning. (Ord 3:7; 15:12; Es 5:20, 21) Paradoksalt nok er både den dovne og den rige tilbøjelige til at være indbildske. (Ord 26:16; 28:11; jf. 1Ti 6:17.) Men „en ørenring af guld, ja, et smykke af udsøgt guld, sådan er den vise retleder for det hørende øre“ (Ord 25:12); ja, „retled den vise, og han vil elske dig“. — Ord 9:8; 15:31-33.

Visdom i familien. Ved visdom bygges et hus op, ikke blot bygningen, men selve husstanden eller familien, som ved visdom gøres til en harmonisk enhed. (Ord 24:3, 4; jf. Ord 3:19, 20; Sl 104:5-24.) Vise forældre holder ikke „kæp og retledning“ tilbage, men beskytter ved tugt og vejledning deres børn mod en lovløs adfærd. (Ord 29:15) En vís hustru bidrager meget til familiens glæde og lykke. (Ord 14:1; 31:26) Børn der med visdom tager imod forældrenes tugt, bringer familien glæde og ære, beskytter dens omdømme mod anklage eller bagvaskelse og er for andre et levende vidnesbyrd om deres faders visdom og den gode opdragelse han har givet dem. — Ord 10:1; 13:1; 15:20; 23:24, 25; 27:11.