ORDSPROGENES BOG

En samling ordsprog og visdomsord der er udarbejdet på grundlag af andre samlinger. Ifølge bogen selv er den skrevet „for at man kan lære visdom og tugt at kende, for at man kan forstå forstandige ord, for at man kan tage imod tugt der giver indsigt, imod retfærdighed, retsbevidsthed og retskaffenhed, for at give de uerfarne klogskab, den unge mand kundskab og evnen til at tænke“. (Ord 1:2-4) „Hensigten er at du skal kunne vandre på de godes vej og holde dig til de retfærdiges stier.“ — 2:20.

Tre af bogens afsnit tilskriver i indledningen Salomon de ordsprog de indeholder. (Ord 1:1; 10:1; 25:1) Dette stemmer med oplysningen om at „han udtalte tre tusind ordsprog“. (1Kg 4:32) Mange af ordsprogene i disse afsnit, om ikke alle, blev uden tvivl optegnet under Salomons regering. Salomon udtalte om sig selv: „Foruden at den der samler menigheden var blevet vís, gav han med sin undervisning bestandig folket kundskab, og han overvejede og udforskede og ordnede mange ordsprog. Den der samler menigheden stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande.“ — Præ 12:9, 10.

Der er imidlertid blevet rejst forskellige indvendinger mod den opfattelse at de fleste af ordsprogene skal tilskrives Salomon. Visse ordsprog (Ord 16:14; 19:12; 20:2; 25:3) siges at indeholde nedsættende udsagn om konger og menes derfor ikke at stamme fra Salomons tid. En nærmere undersøgelse viser imidlertid at disse ordsprog ikke taler nedsættende om konger, men tværtimod ophøjer dem, idet de giver udtryk for at man bør vise en konge den rette frygt på grund af den magt han besidder. (Jf. 24:21.) De der mener at en polygamist som Salomon ikke kan have udtalt sig positivt om monogami i forholdet mellem mand og hustru (5:15-19; 18:22; 19:13, 14), overser at Loven ikke tilskyndede til polygami, men blot tolererede dette og lovgav på området. Det er desuden meget sandsynligt at jøderne i almindelighed levede i monogami. Sådanne kritikere glemmer også at Ordsprogenes Bog er inspireret af Gud og ikke blot udtrykker Salomons meninger. Det er dog muligt at Salomon gennem iagttagelse og egen erfaring har indset visdommen i Guds oprindelige norm for ægteskabet, nemlig monogami. — Jf. Præ 2:8; 7:27-29.

De ordsprog der ikke tilskrives Salomon, stammer fra andre af Guds tjenere som besad stor visdom, deriblandt en kvinde. (Ord 22:17; 30:1; 31:1; se AGUR; LEMUEL.) Det vides ikke nøjagtig hvornår disse andre ordsprog blev nedskrevet i deres endelige form. Det sidste tidsmæssige fingerpeg bogen selv indeholder, er en omtale af Ezekias’ mænd. (25:1) Der er derfor grund til at mene at de blev samlet i bogform før Ezekias’ død i ca. 717 f.v.t. Eftersom visse ordsprog forekommer flere gange i bogen, har kildematerialet formentlig bestået af flere forskellige samlinger. — Sml. 10:1 med 15:20; 10:2 med 11:4; 14:20 med 19:4; 16:2 med 21:2.

Stil og inddeling. Ordsprogene er affattet i den hebraiske poetiske stil, hvor rytmen går på tankerne udtrykt i parallelismer hvis indhold enten går i samme retning (Ord 11:25; 16:18; 18:15) eller danner en kontrast. (10:7, 30; 12:25; 13:25; 15:8) Bogens første afsnit (1:1–9:18) består af en faders korte taler til sin søn eller sine sønner. Det tjener som indledning til de korte og fyndige udsagn som bogens øvrige afsnit består af. De sidste 22 vers i bogen er skrevet i den akrostiske eller alfabetiske stil — en stil som også David brugte i nogle af sine salmer. — Sl 9, 10, 25, 34, 37, 145.

Inspireret af Gud. De kristne bibelskribenter bevidner at Ordsprogenes Bog er en del af Guds inspirerede ord. Apostelen Peter (1Pe 4:18; 2Pe 2:22; Ord 11:31 [LXX]; 26:11) og disciplen Jakob (Jak 4:6; Ord 3:34, LXX) henviste til den, og det samme gjorde apostelen Paulus da han skrev til korintherne (2Kor 8:21; Ord 3:4, LXX), romerne (Ro 12:16, 20; Ord 3:7; 25:21, 22) og hebræerne (He 12:5, 6; Ord 3:11, 12). Desuden indeholder De Kristne Græske Skrifter mange tanker som er parallelle med tankerne i Ordsprogenes Bog. — Sml. Ord 3:7 med Ro 12:16; Ord 3:12 med Åb 3:19; Ord 24:21 med 1Pe 2:17; Ord 25:6, 7 med Lu 14:7-11.

At kende Jehova er livets vej. Ordsprogenes Bog taler meget om kundskab forbundet med dømmekraft, visdom, forstand og tænkeevne. Den kundskab som bogen formidler og anbefaler, er således andet og mere end viden og oplysninger der opfattes af hjernen. Ordsprogene fremhæver at sand kundskab begynder med værdsættelse af ens forhold til Jehova. Dette er bogens tema, som vist i kapitel 1, vers 7: „Frygt for Jehova er begyndelsen til kundskab.“

Den vigtigste form for kundskab man kan tilegne sig, er naturligvis kundskaben om Gud. „Kundskab om den Allerhelligste er forstand,“ siger Ordsprogene 9:10. At have kundskab om Gud omfatter mere end blot at vide at han eksisterer og har skabt alle ting, også mere end at kende til de mange gerninger han har øvet. At „kende“ ham vil, foruden alt dette, sige at nære dyb værdsættelse af hans personlige egenskaber og hans store navn, og at man har et nært forhold til ham.

Jesus sagde til nogle jøder som havde kundskab om Gud: „Ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen, ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Mt 11:27) Kundskab om Jehovas egenskaber vil øge ens gudsfrygt og få en til at indse at Jehova fortjener hele ens tilbedelse og tjeneste, og at det er livets vej at kende og adlyde ham. „Frygt for Jehova er en livets kilde der holder én borte fra dødens snarer,“ og: „Frygt for Jehova fører til liv.“ — Ord 14:27; 19:23.

Jehova, Skaberen. Jehova er den alvise Skaber af alle ting og den der har fastsat de love som styrer disse ting, og det er derfor ham alle skabninger bør tilbede. (Ord 3:19, 20) Han har frembragt øret der hører, og øjet der ser, hvilket kan forstås både bogstaveligt og åndeligt. Det er derfor ham vi må se hen til hvis vi skal se og høre med forståelse, og det er ham der ser og hører alt, vi skal stå til regnskab. — 20:12.

Retfærdighed. Bogen priser Jehova som alle tings midtpunkt og alle retfærdige princippers ophav. For eksempel: „Korrekt viser og vægt tilhører Jehova; alle lodderne i pungen er hans værk.“ (Ord 16:11) Som lovgiver kræver han ærlighed og redelighed i forretningssager. (11:1; 20:10) Ved at frygte ham lærer man at elske det han elsker, og at hade det han hader; derved holder man sig på den lige vej, for „frygt for Jehova er at hade det onde“. (8:13) Ordsprogene viser at Jehova især hader stolte øjne, løgnetunge, hænder som udgyder uskyldigt blod, et hjerte som finder på onde anslag, fødder som løber hurtigt efter ondt, et falsk vidne som udspyr løgn, og den der sår splid mellem brødre. (6:16-19; 12:22; 16:5) Den der virkelig hader disse ting, er allerede nået et godt stykke frem ad livets vej.

Ordsprogene oplyser desuden den retfærdiges sti ved at vise hvad der har Jehovas godkendelse. „Han har behag i dem hvis vej er uangribelig,“ ligesom han også har behag i deres bønner. (Ord 11:20; 15:8, 29) „Den gode vinder Jehovas godkendelse.“ (12:2) „Han elsker den der jager efter retfærdighed.“ — 15:9.

Jehovas ledelse og domme. Den der kender Jehova, ved af erfaring at „ingen visdom og ingen dømmekraft og ingen rådslagning kan stå sig mod Jehova“. (Ord 21:30) Den fornuftige følger derfor Jehovas vejledning, uanset hvilke planer der måtte blive ham forelagt, eller der måtte opstå i hans eget hjerte; han ved nemlig at intet råd kan stå fast over for Jehovas ord, uanset hvor forstandigt eller selvfølgeligt det måtte forekomme. — Ord 19:21; jf. Jos 23:14; Mt 5:18.

Den inspirerede kong Salomon sagde: „Stol på Jehova af hele dit hjerte . . . Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ (Ord 3:5, 6) „Menneskets hjerte udtænker dets vej,“ men selv når et menneske vælger at gå på den rette vej, må det lade sig lede af Jehova for at have lykken med sig. — 16:3, 9; 20:24; Jer 10:23.

Den der har valgt at følge livets vej, må være sig bevidst at Jehova er oprigtigt interesseret i sine tjenere, og at „Jehovas øjne er alle steder, holder vagt over onde og gode“ (Ord 15:3), eftersom „mandens veje er for Jehovas øjne, og han agter på alle hans spor“. (5:21) Jehova ser ikke bare på det ydre, men ransager også hjertet. (17:3) „Jehova bedømmer hjerter“ (21:2) og vurderer den enkeltes virkelige bevæggrunde og inderste ønsker.

Alle Jehovas domme er på enhver måde rette og til gavn for dem der søger retskaffenhed. Når tiden er inde, vil Gud udrydde de onde af landet og lade dem betale med livet for de retfærdiges frihed. Herom siger ordsproget: „Den ugudelige er løsesum for den retfærdige, og forræderen træder i de retskafnes sted.“ (Ord 21:18) Blandt disse ugudelige findes de hovmodige, som er Jehova en vederstyggelighed. De vil „ikke slippe for straf“. (16:5) „Jehova river de hovmodiges hus ned.“ (15:25) Han vil „rane deres . . . sjæl“ som røver fra den ringe. — 22:22, 23.

Ved at have Jehovas gerninger i tanke jævner den retskafne sin vej. (Jf. Ord 4:26.) Han indser at bestikkelse (17:23) og partiskhed (18:5) fører til at retten bøjes, og at „den der kender den ugudelige [el.: den skyldige] retfærdig og den der kender den retfærdige ugudelig [skyldig]“, er Jehova en vederstyggelighed. (17:15) Han erkender også at man ikke må være forudindtaget, men at man må høre begge sider af en sag før man fælder dom. — 18:13.

Tryghed og lykke. Til den der værner om praktisk visdom og evnen til at tænke, siger Ordsprogenes Bog: „Jehova vil være din tillid, og han vil vogte din fod mod at fanges.“ (Ord 3:21, 26; 10:29; 14:26) For den der frygter Jehova, „er der en fremtid“ (23:17, 18), og foruden fremtidshåbet er der tryghed og lykke allerede nu. (3:25, 26) „Når Jehova har behag i en mands veje, lader han endog hans fjender holde fred med ham.“ (16:7) Gud lader ikke den retfærdige sulte. (10:3) Når man ærer Gud med sin velstand, vil ens „forrådslagre blive fyldt med overflod“ (3:9, 10), og Jehova lægger dage til ens liv. — 10:27.

For den der ’søger tilflugt’ i Jehovas navn (forstår og anerkender alt hvad det repræsenterer), vil navnet være som et stærkt tårn, ligesom oldtidens tårnborge hvor folk søgte tilflugt for fjenden. — Ord 18:10; 29:25.

Jehova belønner ydmyghed med „rigdom og ære og liv“. (Ord 22:4) Han har mere behag i loyal hengivenhed og sandfærdighed end i ofre. De der vender sig fra ondt og frygter Jehova og tilbeder ham på rette måde, undgår hans ugunstige dom. (Ord 16:6; jf. 1Sa 15:22.) Når man kender Jehovas veje, kan man følge „ethvert spor som er godt“. — Ord 2:9.

Taler til hjertet. For at nå sit mål taler Ordsprogene til hjertet. Over 75 gange tales der i bogen om at hjertet får kundskab, forstand, visdom og dømmekraft, at det er ansvarligt for ord og handlinger, eller at det påvirkes af forhold og omstændigheder. Hjertet må bøjes mod dømmekraft (Ord 2:2), det må værne om Jehovas bud (3:1), og disse bud skal skrives på ’hjertets tavle’. (3:3) Hjertet skal vogtes „mere end alt andet“. (4:23) Man må stole på Jehova af hele sit hjerte. — 3:5; se HJERTE.

Tugt og hjertet. I Ordsprogene fremhæves værdien af forskellige former for tugt. (Ord 3:11, 12) Et ordsprog siger: „Den der skyr tugt lader hånt om sin sjæl, men den der hører på retledning erhverver sig et forstandigt hjerte.“ (15:32) Retledning når altså ind til hjertet og korrigerer det så man opnår forstand eller dømmekraft. „Dårerne dør fordi de mangler et forstandigt hjerte.“ (10:21) Også når det gælder børneopdragelse, er det vigtigt at nå ind til hjertet, for „dårskab er knyttet til drengens hjerte; tugtens kæp vil fjerne den fra ham“. — 22:15.

Ånden og sjælen. Ordsprogene er ikke menneskelige visdomsord der blot forklarer hvordan man kan gøre indtryk på eller tækkes mennesker. De trænger dybt ind idet de påvirker hjertet, det vil sige de inderste motiver og bevæggrunde, ånden eller sindet med dets tilbøjeligheder, og sjælen, det vil sige hver afskygning af ens hele jeg og personlighed. (He 4:12) En mand mener måske at han har ret eller prøver at retfærdiggøre sine handlinger, idet „alle en mands veje er rene i hans egne øjne“, men Ordsprogene 16:2 minder os om at „Jehova bedømmer ånder“ og derfor kender den enkeltes sindelag. I verden er det magt og styrke man lægger vægt på, men „den der er sen til vrede er bedre stillet end en vældig kriger, og den der behersker sin ånd, end den der indtager en by“. — Ord 16:32.

Det vil betyde stor lykke nu og føre til evigt liv at tilegne sig kundskab og visdom fra denne gudgivne bog. Eftersom „den der erhverver sig et forstandigt hjerte elsker sin sjæl“, vil dét at man følger bogens råd og vejledning, ’øge ens række af dage og leveår’ og ’blive liv for ens sjæl’. (Ord 19:8; 3:2, 13-18, 21-26) „Jehova vil ikke lade den retfærdiges sjæl sulte.“ (10:3) „Den der tager vare på budet, tager vare på sin sjæl,“ siger Salomon. — 19:16.

Forholdet til andre. Ordsprogene beskriver en sand Guds tjener som en der bruger sin tunge på rette måde (Ord 10:20, 21, 31, 32) og ikke skader andre med tankeløse ord. (12:6, 8, 17-19; 18:6-8, 21) Bliver han provokeret, afvender han med et mildt svar modstanderens vrede. (15:1; 25:15) Han tager ikke del i heftige diskussioner eller skænderier. Han lægger selvbeherskelse for dagen og undgår vredesudbrud, som er dåragtigt og kan gøre ubodelig skade. (Ord 14:17, 29; 15:18; jf. Kol 3:8.) Han undgår endda at komme sammen med vredladne og opfarende mennesker, da han ved at de kunne blive en snare for ham. — Ord 22:24, 25; jf. 13:20; 14:7; 1Kor 15:33.

Man må gøre godt frem for at handle ondt. Ifølge de inspirerede ordsprog bør man gøre godt mod alle — ikke kun mod dem der „bor trygt“ hos én, og som ikke har gjort én noget ondt (Ord 3:27-30), men også mod dem der hader én. (25:21, 22) Man må nøje vogte sit hjerte så man ikke i sit indre fryder sig når ulykken rammer en som man ikke bryder sig om, eller som hader en. — 17:5; 24:17, 18.

Sladder og bagtalelse. Ordsprogene har meget at sige om de vanskeligheder, sorger og skader der forårsages af sladder, og om alvoren af den skyld der hviler på den der løber med sladder. Bagtalerens ord er som „lækkerbiskener“ der sluges begærligt af den der lytter til dem, og de efterlader et varigt indtryk eftersom de „synker ned i mavens inderste“. Derfor skaber de vanskeligheder, og bagtaleren kan ikke vaske sine hænder i uskyld. Selv om han giver det udseende af at være velmenende og prøver at skjule det der virkelig bor i hans hjerte, vil Gud sørge for at det had og den slethed han huser i sit indre, „afdækkes i menigheden“. Han vil selv falde i den faldgrube han har gravet for andre. — Ord 26:22-28.

Ægteskab og børneopdragelse. Ordsprogene lægger afgørende vægt på ægteskabelig troskab. En mand bør finde behag i ’sin ungdoms hustru’ og ikke søge tilfredsstillelse andre steder. (Ord 5:15-23) Den der gør sig skyldig i ægteskabsbrud, bringer ødelæggelse og død over sig selv. (5:3-14; 6:23-35) „En dygtig hustru er sin ægtemands krone“ og en velsignelse for ham. Men en hustru der handler skammeligt, er „som råddenskab i hans knogler“. (12:4) Og det er til græmmelse for en mand at skulle dele hus med en splidagtig kvinde. (25:24; 19:13; 21:19; 27:15, 16) Hvor smuk og charmerende hun end måtte være af ydre, er hun „som guldring i svinetryne“. (11:22; 31:30) Man kan i virkeligheden sige at en dåragtig kvinde river sit eget hus ned. (14:1) Den gode hustrus ædle egenskaber — hendes flid og pålidelighed og hendes trofaste husførelse under mandens ledelse — er i detaljer beskrevet i Ordsprogene, kapitel 31.

Det understreges at det fulde ansvar for børnene påhviler forældrene, og samtidig fremhæves vigtigheden af den rette tugt. (Ord 19:18; 22:6, 15; 23:13, 14; 29:15, 17) Bogen lægger stor vægt på faderens ansvar, men gør desuden opmærksom på at børnene må adlyde både deres fader og deres moder for at opnå det liv Jehova skænker. — 19:26; 20:20; 23:22; 30:17.

Omsorg for dyrene. Omsorg for husdyrene nævnes også. „Den retfærdige sørger for sine husdyrs sjæl.“ (Ord 12:10) „Du bør vide nøjagtigt hvordan dit småkvæg ser ud.“ — 27:23.

Stabil og retfærdig regeringsførelse. Ordsprogenes Bog indeholder principper for god regeringsførelse. Konger og andre i høje stillinger bør sætte sig grundigt ind i tingene (Ord 25:2) og lægge vægt på „loyal hengivenhed og sandhed“ (20:28) så de kan behandle deres undersåtter retfærdigt (29:4; 31:9), også de dårligt stillede. (29:14) Hvis de omgiver sig med ugudelige rådgivere, kan deres styre ikke grundfæstes ved retfærdighed. (25:4, 5) En leder må have sand dømmekraft og hade uærlig vinding. — 28:16.

Mens „retfærdighed ophøjer en nation“ (Ord 14:34), gør overtrædelse et styre ustabilt. (28:2) Det samme gør revolutioner, som Ordsprogene 24:21, 22 advarer imod: „Min søn, frygt Jehova og kongen. Hav intet fællesskab med dem der ønsker en omvæltning; for pludselig rejser deres ulykke sig, og hvem ænser at de som ønsker en omvæltning går til grunde?“

Gavnlig til belæring. Da Ordsprogenes Bog beskæftiger sig med så mange forskellige sider af menneskelivet, kan man her hente praktiske råd når man skal vejlede andre, ligesom de kristne bibelskribenter gjorde. „Den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare.“ (Ord 15:28) Det er dog ikke klogt at give spottere råd og vejledning. „Den der tugter en spotter henter sig vanære; og den der retleder en ugudelig — det er hans fejl. Retled ikke en spotter, for så vil han hade dig; retled den vise, og han vil elske dig.“ (Ord 9:7, 8; 15:12; jf. Mt 7:6.) Ikke alle mennesker er spottere, og de der er kompetente til at bistå andre med råd og vejledning, bør derfor være parate til det, som det fremgår af følgende ordsprog: „Den retfærdiges læber er hyrde for mange.“ — Ord 10:21.

[Ramme på side 482]

HOVEDPUNKTER I ORDSPROGENES BOG

En bog bestående af afsnit i form af taler og samlinger af visdomsord om livets praktiske anliggender

Ordsprogenes Bog tilskrives først og fremmest kong Salomon, men blev først samlet i sin helhed i Ezekias’ regeringstid

Visdommens altoverstigende værdi

Visdom, sammen med forstand, er det vigtigste (4:5-8; 16:16)

Forudsætninger for at opnå visdom (2:1-9; 13:20)

Visdommens gavnlige virkninger, som for eksempel tryghed, beskyttelse, ære og et længere, lykkeligere liv (2:10-21; 3:13-26, 35; 9:10-12; 24:3-6, 13, 14)

Den personificerede visdom var Jehovas medarbejder (8:22-31)

De tragiske følger af at undlade at handle víst (1:24-32; 2:22; 6:12-15)

Den rette indstilling til Jehova

Man må stole på Jehova (3:5, 6; 16:20; 18:10; 29:25)

Frygte ham og sky det onde (3:7; 10:27; 14:26, 27; 16:6; 19:23)

Vise ham ære og støtte den sande tilbedelse (3:9, 10)

Tage imod hans tugt som et udtryk for hans kærlighed (3:11, 12)

Vise værdsættelse af hans ord (3:1-4; 30:5, 6)

Finde ud af hvad Jehova hader, og leve i overensstemmelse med denne kundskab (6:16-19; 11:20; 12:22; 16:5; 17:15; 28:9)

Hvis vi har Jehovas behag, vil han tage sig af os, beskytte os og høre vore bønner (10:3, 9, 30; 15:29; 16:3)

Gode råd om familielivet

En dygtig hustru er en velsignelse fra Jehova (12:4; 14:1; 18:22; 31:10-31)

Forældre bør oplære og tugte deres børn (13:1, 24; 22:6, 15; 23:13, 14; 29:15, 17)

Børn bør vise deres forældre dyb respekt (1:8, 9; 4:1-4; 6:20-22; 10:1; 23:22-26; 30:17)

Der bør råde kærlighed og fred i familien (15:16, 17; 17:1; 19:13; 21:9, 19)

Den der modstår fristelsen til umoralitet, vil undgå megen sorg og smerte (5:3-23; 6:23-35; 7:4-27; 9:13-18)

Karaktertræk man bør opdyrke, og karaktertræk man bør undgå

Man må have kærlig omsorg for de fattige og nødstedte (3:27, 28; 14:21, 31; 19:17; 21:13; 28:27)

Være gavmild, undgå at være påholdende (11:24-26)

Opdyrke flid; ikke være doven (6:6-11; 10:26; 13:4; 20:4; 24:30-34; 26:13-16)

Beskedenhed og ydmyghed bringer ære; overmod og stolthed fører til ydmygelse (11:2; 16:18, 19; 25:6, 7; 29:23)

Man må beherske vrede (14:29; 16:32; 25:28; 29:11)

Undgå skadefryd og hævntørst (20:22; 24:17, 18, 28, 29; 25:21, 22)

Vise retfærdighed i alt (10:2; 11:18, 19; 14:32; 21:3, 21)

Praktiske retningslinjer i hverdagen

Man må give agt på tugt, retledning og råd (13:18; 15:10; 19:20; 27:5, 6)

Være en sand ven (17:17; 18:24; 19:4; 27:9, 10)

Vise dømmekraft i forbindelse med andres gæstfrihed (23:1-3, 6-8; 25:17)

Materialisme er tomhed (11:28; 23:4, 5; 28:20, 22)

Hårdt arbejde fører til velsignelser (12:11; 28:19)

Man må være ærlig i forretningssager (11:1; 16:11; 20:10, 23)

Passe på med at stille sikkerhed for andre, især fremmede (6:1-5; 11:15; 22:26, 27)

Sky uanstændig tale; forvisse sig om at ens tale er opbyggende (10:18-21, 31, 32; 11:13; 12:17-19; 15:1, 2, 4, 28; 16:24; 18:8)

Smiger er forræderisk (28:23; 29:5)

Man må undgå skænderier (3:30; 17:14; 20:3; 26:17)

Undgå dårligt selskab (1:10-19; 4:14-19; 22:24, 25)

Lære at omgås spottere og tåber på rette måde (9:7, 8; 19:25; 22:10; 26:4, 5)

Undgå de faldgruber der er forbundet med nydelsen af stærke drikke (20:1; 23:29-35; 31:4-7)

Ikke misunde de ugudelige (3:31-34; 23:17, 18; 24:19, 20)