Hvad siger Bibelen?

Lån blandt venner

„Den ugudelige låner og betaler ikke tilbage, men den retfærdige viser sin næste gunst og giver gaver.“ — SALME 37:21.

„TAG ikke lån, lån heller ikke ud; for lån går ofte tabt og vennen med.“ Sådan skrev William Shakespeare, idet han gentog en ældgammel sandhed. Det er en kendsgerning at lån og udlån af penge er noget af det der kan give anledning til de største problemer mennesker imellem. Selv med den bedste planlægning og de mest reelle hensigter er det ikke altid at tingene former sig som man havde forventet. — Prædikeren 9:11, 12.

Der kan opstå forhold som gør det vanskeligt eller umuligt for låntageren at opfylde sine forpligtelser. Eller långiveren kan pludselig stå i en situation hvor han har brug for de penge han har lånt ud. Når noget sådant opstår, kan der ske det som Shakespeare gjorde opmærksom på, nemlig at venskaber kommer i fare.

Naturligvis kan der være helt reelle grunde til at man ønsker at låne penge. Man kan se det som sin sidste udvej hvis der er opstået økonomiske problemer som følge af en alvorlig ulykke eller arbejdsløshed. Bibelen opfordrer dem der kan, til at hjælpe andre i nød når det står i deres magt at gøre det. (Ordsprogene 3:27) Det kan indebære at man låner dem penge. Men hvordan skal kristne der indgår en aftale om et lån, da se på deres forpligtelser?

Principper man bør overveje

Bibelen er ikke en håndbog i økonomi. Den gør ikke rede for hver eneste detalje i forbindelse med lån. Spørgsmål om hvorvidt man skal kræve renter, og hvor meget man skal kræve, er overladt til de involverede parter.a Til gengæld indeholder Bibelen klare, kærlige principper som alle der låner eller udlåner penge, burde lade deres holdninger og adfærd præge af.

Overvej engang de principper der gælder for låntageren. Apostelen Paulus tilskyndede kristne til ’ikke at skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden’. (Romerne 13:8) Selv om den regel Paulus her fremsatte, var generel, kan hans råd tjene som en advarsel imod at stifte gæld. Nogle gange er det bedre at undvære noget end at skylde en anden penge. Hvorfor? Ordsprogene 22:7 siger at „låntageren er træl for den mand der låner ud“. Låntageren må gøre sig klart at han, indtil han har betalt pengene tilbage, har en forpligtelse han skal opfylde. I princippet er hans midler ikke fuldt ud hans egne. Det bør ligge ham meget på sinde at få betalt gælden tilbage i overensstemmelse med de betingelser man er blevet enige om, for ellers vil der højst sandsynligt opstå problemer.

Hvis der ikke sker en rettidig tilbagebetaling af lånet, kan långiveren blive irriteret. Han vil måske se med kritiske øjne på ting som låntageren foretager sig, såsom at købe nyt tøj, spise på restaurant eller tage på ferie. Efterhånden kan det udvikle sig til vrede. Forholdet mellem dem, og måske endda mellem deres familier, kan blive anspændt eller det der er værre. Det kan blive de sørgelige følger hvis låntageren ikke holder ord. — Mattæus 5:37.

Men hvad så hvis omstændigheder som låntageren ikke har nogen indflydelse på, pludselig hindrer ham i at overholde sin forpligtelse? Vil det slå en streg over gælden? Ikke nødvendigvis. Salmisten siger om den retfærdige at han ’har svoret til egen skade og dog intet ændrer’. (Salme 15:4) I et sådant tilfælde ville det være kærligt og víst af låntageren med det samme at forklare långiveren hvordan situationen er. De kan så blive enige om en anden ordning. Det vil sikre freden og glæde Jehova Gud. — Salme 133:1; 2 Korinther 13:11.

I virkeligheden røber en person meget om sig selv ved den måde han afvikler sin gæld på. En nonchalant, skødesløs holdning til at tilbagebetale gæld afslører en manglende hensyntagen til andre. En person med en sådan indstilling viser at han er selvisk — hans egne ønsker og behov kommer i første række. (Filipperne 2:4) En kristen som forsætligt og med overlæg undlader at indfri sin gæld, bringer sit forhold til Gud i fare, og hans adfærd kan tyde på at han har et begærligt og ugudeligt hjerte. — Salme 37:21.

Långiveren

Selv om den største forpligtelse hviler på låntageren, er der også principper som den der låner ud til andre, må være opmærksom på. Bibelen viser at hvis vi har muligheden for at hjælpe nødstedte eller trængende, bør vi gøre det. (Jakob 2:14-16) Men det betyder ikke at man er forpligtet til at låne en anden penge, selv ikke hvis den der anmoder om det, er en åndelig broder. „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ — Ordsprogene 22:3.

Den der har indsigt, og som kender og forstår de oplagte faldgruber der kan være i forbindelse med lån og udlån af penge, vil omhyggeligt overveje enhver anmodning om lån der rettes til ham. Er anmodningen velbegrundet? Har den der spørger, tænkt sagen grundigt igennem? Har den eventuelle låntager styr på sin tilværelse, og har han et godt ry? Er han villig til at underskrive en kontrakt angående betingelserne for lånet? (Jævnfør Jeremias 32:8-14.) Er han helt indstillet på at betale gælden tilbage?

Dermed være ikke sagt at en kristen skal afvise en nødlidende person som måske vil have svært ved at betale pengene tilbage. En kristens personlige forpligtelser over for andre rækker langt ud over det der regnes for at være almindelig praksis i forretningsverdenen. „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham?“ spørger apostelen Johannes. Ja, kristne må vise kærlighed, ’ikke med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed’. — 1 Johannes 3:17, 18.

I nogle tilfælde vil man måske beslutte sig for ikke at låne en trængende broder penge. Man foretrækker måske at give ham en gave eller tilbyde ham en anden form for hjælp. En långiver handler i samme ånd når han vælger at vise barmhjertighed hvis der opstår problemer i forbindelse med et lån. Han vil tage låntagerens ændrede omstændigheder i betragtning og måske forlænge lånet, nedsætte størrelsen af det beløb der skal betales tilbage, eller helt eftergive gælden. Hvad man vil gøre, er en personlig afgørelse som den enkelte selv må træffe.

Kristne må tænke på at Gud ser alle ting og vil kræve os til regnskab for vores adfærd og den måde vi forvalter vore midler på. (Hebræerne 4:13) Bibelens råd om at ’lade alt ske i kærlighed’ gælder afgjort også i forbindelse med lån blandt venner. — 1 Korinther 16:14.

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

„Pengevekselereren og hans kone“ (1514) af Quentin Massys

[Kildeangivelse]

Scala/Art Resource, NY