Unge spørger:
Hvordan kan jeg undgå at få skylden hele tiden?
„Jeg fik altid skylden. Hvis huset ikke var låst, komfuret ikke var slukket, eller noget andet var galt, var det Ramons skyld.“ — Ramon.
SOM teenager kan man ofte føle at man får skylden for stort set alt hvad der går galt. I en tidligere artikel erkendte vi at forældre nogle gange er lidt for hurtige til at give deres børn skylden.a Årsagerne til dette kan spænde lige fra almindelig bekymring til store følelsesmæssige traumer. Uanset hvad grunden er, kan det være ydmygende og gøre ondt at blive holdt ansvarlig for noget man ikke har gjort.
Vi er alle ufuldkomne og begår naturligvis fejl fra tid til anden. (Romerne 3:23) Som ung har man heller ikke så stor erfaring. (Ordsprogene 1:4) Man kan simpelt hen ikke undgå at bedømme tingene forkert indimellem, og det er kun ret og rimeligt at man bliver holdt ansvarlig for sine fejltrin. — Prædikeren 11:9.
Men hvordan skal man forholde sig når man bliver konfronteret med noget man rent faktisk har gjort? Nogle unge opfører sig som om de nu igen skal udsættes for grove uretfærdigheder. Højlydt erklærer de at deres forældre altid giver dem skylden for selv det mindste. Men hermed opnås kun at ens frustrerede forældre tager skrappere midler i brug for at få deres budskab til at trænge ind. Bibelen giver dette råd: „Dårerne foragter visdom og tugt. Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov.“ (Ordsprogene 1:7, 8) Når du indrømmer dine fejl og gør de nødvendige forandringer, kan du tage ved lære af dine fejltagelser. — Hebræerne 12:11.
Hold „fortroligt samråd“ med dine forældre
Noget helt andet er imidlertid hvis du bliver beskyldt for noget du ikke har gjort, eller hvis beskyldningerne aldrig synes at få ende. Forståeligt nok bliver du måske vred og fornærmet. Måske tænker du at du lige så godt kan te dig som du vil, når du alligevel får skylden. (Prædikeren 7:7) Men at handle i trods fører intet positivt med sig. (Jævnfør Job 36:18.) I Ordsprogene 15:22 peges der på en bedre måde at løse tingene på. Her står: „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd.“ Hvis der skal ske en forandring i den måde dine forældre behandler dig på, må du altså lade dem vide hvordan du har det.
Først og fremmest må du være opmærksom på det Bibelen kalder „rette tid“. (Ordsprogene 15:23) Forfatteren Clayton Barbeau foreslår: „Vælg det rigtige sted og tidspunkt — når begge parter har det godt og er afslappede.“ Desuden advarer Bibelen: „Et sårende ord vækker vrede.“ (Ordsprogene 15:1) Vær derfor ikke aggressiv når du henvender dig, men prøv at optræde venligt og respektfuldt. Pas på at dit temperament ikke løber af med dig. (Ordsprogene 29:11) I stedet for at angribe dine forældre (’I giver altid mig skylden for det hele!’), prøv da at forklare dem hvordan deres evige bebrejdelser virker på dig. (’Jeg bliver så ked af det når jeg får skylden for noget jeg ikke har gjort.’) — Jævnfør Første Mosebog 30:1, 2.
Det samme gælder når forældre bliver vrede på grund af en eller anden uoverensstemmelse. På et tidspunkt da Jesus var ung, blev hans forældre oprørte over at de ikke vidste hvor han opholdt sig. Jesus beklagede sig ikke, men afklarede stille og roligt situationen. (Lukas 2:49) Hvorfor ikke prøve at tale med dine forældre på en voksen måde når der er problemer? Tænk på at de er oprørte fordi de er interesserede i hvordan det går dig. Lyt med respekt til det de har at sige. (Ordsprogene 4:1) Lad tingene falde lidt til ro inden du forklarer dit syn på sagen.
’Prøv din egen gerning’
Hvorfor er nogle forældre tilbøjelige til med det samme at drage de forkerte slutninger angående deres børn? Det må indrømmes at årsagen nogle gange skal findes hos de unge selv fordi de nu og da giver deres forældre grund til at være skeptiske. Ordsprogene 20:11 siger: „Selv en dreng kendes på sine handlinger, om det han gør er rent og retskaffent.“ Hvilket indtryk har du efterladt hos dine forældre? Viser dine handlinger at du er et retskaffent ungt menneske der tager tingene alvorligt, eller at du er ligeglad og ansvarsløs? Hvis det sidste er tilfældet, skal det ikke overraske dig at de ofte misforstår dig. Førnævnte Ramon siger om sine forældres bebrejdelser: „Hvis jeg er ærlig over for mig selv, kan jeg godt se at det ikke altid var helt uden grund at de havde mistro til mig.“
Hvis det er sådan det forholder sig hjemme hos dig, er der måske ikke meget andet du kan gøre end at lægge fortiden bag dig. Hvis du lægger dig i selen og er ansvarsbevidst og pålidelig, kan du måske lidt efter lidt overbevise dine forældre om at du har forandret dig til det bedre, og at du er til at stole på.
Ramon er et godt eksempel med hensyn til dette. Hans familie og venner kaldte ham i al venlighed „professoren“ fordi han så ofte glemte tid og sted. Siger dine forældre også nogle gange noget mindre pænt om dig, som for eksempel at du er barnlig eller uansvarlig? Som forfatteren Kathleen McCoy gør opmærksom på, tror forældre måske at de med sådanne uheldige benævnelser kan „sætte fokus på problemet og få deres teenagebarn til at indse at der må ske en forandring“. Men i virkeligheden skaber sådanne negative udtryk ofte kun større afstand og bitterhed. Ikke desto mindre fik Ramons øgenavn ham til at få øjnene op for visse ting. Han siger: „Jeg kunne kun have én ting i hovedet ad gangen, og derfor glemte jeg ofte mine nøgler, mine opgaver i hjemmet og min lektielæsning.“
Ramon tog derfor skeen i den anden hånd. Han fortæller: „Jeg forsøgte at påtage mig et ansvar og at prioritere mine opgaver. Jeg lavede en plan og begyndte at tage mit personlige studium af Bibelen mere alvorligt. Jeg indså at Jehova lægger vægt på såvel små som store ting.“ (Lukas 16:10) Ved at følge Bibelens principper blev Ramon endelig sit dårlige rygte kvit og blev ikke længere kaldt „professoren“. Hvorfor ikke forsøge at gøre som Ramon? Og hvis nogen hæfter et udtryk eller et øgenavn på dig som virkelig generer dig, så tal med dine forældre om det. Måske vil de kunne se problemet med dine øjne.
Når favorisering synes at være problemet
Nogle gange virker det som om man bliver bebrejdet når en anden bliver favoriseret. Ramon siger: „Mine ældre søskende kom sent hjem og slap godt fra det. Når jeg kom sent hjem, fik jeg læst og påskrevet.“ Albert fra Guyana siger at han oplevede noget lignende da han voksede op. For ham virkede det som om hans mor opdragede ham meget strengere end hun opdragede hans bror.
Men virkeligheden er ofte en anden. Det er meget almindeligt at forældre giver deres større børn mere frihed, ikke fordi de favoriserer dem, men ganske enkelt fordi de føler at de opfører sig ansvarligt. Eller måske skyldes det nogle særlige omstændigheder. Albert siger at hans bror ikke blev tugtet fysisk fordi han var „lille og svagelig“. Kan man sige at ens forældre favoriserer når de tager hensyn til de særlige begrænsninger eller behov et bestemt barn kan have?
Selvfølgelig kan det forekomme at forældre foretrækker ét barn frem for et andet. (Jævnfør Første Mosebog 37:3.) Albert siger om sin skrantende bror: „Mor var særlig glad for ham.“ Men den kristne kærlighed kan heldigvis ’udvides’ til også at omfatte andre. (2 Korinther 6:11-13) Så selv om dine forældre er særlig glade for en af dine søskende, er det ikke ensbetydende med at de ikke har nogen kærlighed tilbage til dig. Spørgsmålet er om dine forældre virkelig behandler dig uretfærdigt når de giver dig skylden, og om de virkelig går med skyklapper på når det drejer sig om en af dine søskende. Hvis det er tilfældet, så lad endelig dine forældre vide hvordan du har det. Tal med dem på en rolig og fattet måde, og giv nogle konkrete eksempler på hvordan de efter din opfattelse favoriserer dine søskende. Måske vil de lytte.
Problemfyldte familier
Det skal indrømmes at det ikke altid er lige nemt at ændre på forholdene. Det at skælde sine børn ud og gøre dem skamfulde er især en indgroet vane hos forældre med følelsesmæssige problemer eller afhængighedsproblemer. Under sådanne omstændigheder får man måske ikke meget ud af at prøve at tale med dem. Hvis det er sådan hjemme hos jer, må du forstå at du ingen indflydelse har på dine forældres problemer, og at deres problemer sandsynligvis kun kan løses med hjælp udefra. Det bedste du kan gøre, er nok at vise dem passende ære og respekt og prøve at undgå unødige konflikter. (Efeserne 6:1, 2) Ordsprogene 22:3 siger: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“b
Prøv samtidig at hente hjælp hos en moden voksen, måske en kristen ældste. Vedkommende kan vise dig kærlig omsorg og gøre meget for at modvirke følelsen af at du er skyld i alt muligt. Husk også at ’komme nær til Gud’. (Jakob 4:8) Nogle vil måske gøre forskel og kritisere dig, men „[Gud] vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse. . . . For han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ (Salme 103:9, 14) Bevidstheden om at du er dyrebar i Guds øjne, kan hjælpe dig til at klare uretfærdige beskyldninger.
[Fodnoter]
a Se artiklen „Unge spørger: Hvorfor er det altid min skyld?“ i Vågn op! for 22. juli 1997.
b Se artiklen „Unge spørger: Hvordan skal jeg udholde verbal vold?“ i Vågn op! for 8. juni 1989. Se også artikelserien „Fra ord der sårer, til ord der læger“ i Vågn op! for 22. oktober 1996.
[Illustration på side 21]
Når vi indrømmer vore fejl, kan vi tage ved lære af dem