Gør brug af visdom når det gælder tungen
’HVIS bare jeg kunne tage det i mig igen!’ Har du nogen sinde sagt sådan? Ja, vi må alle kæmpe for at styre tungen. Bibelen siger at vi kan tæmme næsten ethvert dyr, „men tungen kan intet menneske tæmme“. (Jakob 3:7, 8) Skal vi så bare opgive kampen? Nej! Lad os se på nogle bibelske principper der kan hjælpe os til bedre at styre denne lille, men magtfulde del af kroppen.
● „Med mange ord undgås ikke overtrædelse, men den der tøjler sine læber handler med indsigt.“ (Ordsprogene 10:19) Jo mere vi taler, jo større er risikoen for at vi vil komme til at sige noget dumt eller ligefrem sårende. Ja, en tunge der ikke tøjles, kan være som en ild og hastigt sprede skadelig sladder og bagtalelse. (Jakob 3:5, 6) Når vi derimod ’tøjler vores læber’, det vil sige tænker før vi taler, tager vi hensyn til hvilken virkning vores ord kunne have. På den måde bliver vi kendt for at være taktfulde, og vi opnår andres respekt og fortrolighed.
● ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.’ (Jakob 1:19) Andre sætter pris på at vi lytter opmærksomt når de taler, for på den måde viser vi at vi ikke kun er interesseret i hvad de har at sige, men også respekterer dem. Men hvad hvis nogen siger noget der sårer eller provokerer os? Så må vi forsøge at være ’langsomme til vrede’ ved ikke at give igen med samme mønt. Hvem ved? Måske er personen blevet bragt ud af fatning af en eller anden grund, og vil måske endda undskylde sine uvenlige bemærkninger. Synes du det er svært at være ’langsom til vrede’? Så må du bede Gud om selvbeherskelse. En sådan oprigtig anmodning vil han ikke ignorere. — Lukas 11:13.
● „En mild tunge kan bryde ben.“ (Ordsprogene 25:15) I modsætning til hvad mange mener, er mildhed forbundet med styrke. Et mildt svar, for eksempel, kan overvinde modstand der virker hård og ubøjelig som ben, måske på grund af vrede eller fordom. Det kan ganske vist være en udfordring at vise mildhed, især i en ophedet situation. Så tænk over fordelene ved at leve efter Bibelen, og de mulige konsekvenser ved ikke at gøre det.
Bibelens principper er i sandhed ’visdom ovenfra’. (Jakob 3:17) Når vi anvender denne visdom i forbindelse med vores tunge, vil vores tale være værdig, vindende, opbyggende og passe lige til lejligheden — som „guldæbler i ornamenter af sølv“. — Ordsprogene 25:11.