SMIGER

At vække en andens behag gennem komplimenter; skamros; falsk, hyklerisk eller overdreven ros. Smiger fremsættes i regelen for at tilfredsstille modpartens egenkærlighed eller forfængelighed og er derfor til skade for vedkommende. Den der fremsætter smigeren, håber at opnå en gunst eller nogle materielle fordele; han vil gerne få den anden til at føle sig forpligtet over for ham, eller han søger at opnå hans anerkendelse. Formålet kan også være at lokke modparten i en fælde. (Ord 29:5) Smiger er ikke et vidnesbyrd om visdommen ovenfra; den er af denne verden, eftersom den er kendetegnet af selviskhed, partiskhed og hykleri. (Jak 3:17) Hverken forstillelse, løgn, smiger eller forherligelse af mennesker eller at spille på andres forfængelighed har Guds velbehag. — 2Kor 1:12; Ga 1:10; Ef 4:25; Kol 3:9; Åb 21:8.

Apostelen Paulus sætter i 1 Thessaloniker 2:3-6 den kristnes adfærd op som en modsætning til smiger: „Den tilskyndelse vi giver, kommer nemlig ikke som følge af vildfarelse eller som følge af urenhed eller med svig, men ligesom vi er blevet prøvet af Gud og fundet egnede til at få den gode nyhed betroet, således taler vi, ikke for at behage mennesker men Gud, som prøver vore hjerter. Ikke på noget tidspunkt har vi jo optrådt med smigrende tale (som I ved), eller med et dække for havesyge, Gud er vidne! Vi har heller ikke søgt ære fra mennesker, nej, hverken fra jer eller fra andre, skønt vi som Kristi apostle kunne være en bekostelig byrde.“

Selv om det måske synes at kunne betale sig at gøre brug af smiger, påpeger Bibelen at ’den der retleder et menneske, siden finder mere yndest end den der smigrer med tungen’. (Ord 28:23) At benytte smiger for at opnå fordele frem for andre er det modsatte af kærlighed. En hadefuld person griber måske til smiger, men i sidste ende vil hans bedrag falde tilbage på ham selv, som ramtes han af en sten. — Ord 26:24-28.

Den der smigrer, bruger glatte ord for at føre sit offer bag lyset. Grundbetydningen af det hebraiske ord for „at smigre“, chalaqʹ, er netop „at gøre glat“. (Sl 5:9) Dette eller beslægtede ord bruges endvidere i udtryk som „glat læbe“, „glatte ord“, „glat tale“ (Sl 12:2, 3; Ord 7:21; Da 11:32, 34, fdn.) og for „tvetydig“ (Ez 12:24, fdn.). Af alle de anførte skriftsteder fremgår det at der ligger et dårligt motiv bag glat tale.

Hvor katastrofale følger det kan få at tage imod smiger og lovprisning fra andre mennesker, fremgår af hvordan det gik Herodes Agrippa I da folk smigrende råbte at han talte med „en guds røst“. Fordi han lyttede til denne smiger og ikke gav Gud æren, blev han slået af Guds engel og døde. (Apg 12:21-23) Barnabas og Paulus var derimod hurtige til at hindre en folkeskare i at tilbede dem som guder. (Apg 14:11-15) Og da en jødisk leder prøvede at hæfte den smigrende titel „Gode lærer“ på Jesus Kristus, korrigerede Jesus ham straks med ordene: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.“ — Lu 18:18, 19; jf. Job 32:21, 22.