Hvornår er det ’tid at tale’?

MARY arbejder som lægesekretær på et hospital. I denne stilling har hun tavshedspligt, og hun må ikke lade dokumenter og oplysninger vedrørende sit arbejde gå videre til uvedkommende. Lovene i staten hvor hun bor forbyder også at man afslører fortrolige oplysninger om patienter.

En dag stod Mary i et dilemma. Under sit arbejde med nogle lægejournaler stødte hun på oplysninger der viste at en patient, en af hendes medkristne, havde fået foretaget en abort. Var hun nu bibelsk forpligtet til at gå til menighedens ældste med denne oplysning, skønt det kunne medføre at hun mistede sit arbejde og blev sagsøgt eller at hendes arbejdsgiver fik juridiske problemer? Eller kunne ordene i Ordsprogene 11:13 retfærdiggøre at sagen blev holdt skjult? Her står: „Den der går omkring som en bagvasker, afslører hvad der er sagt i fortrolighed; men den hvis ånd er pålidelig, dækker over en sag.“ — Jævnfør Ordsprogene 25:9, 10.

Jehovas vidner kan af og til stå i en sådan situation. Når det bliver aktuelt må de ligesom Mary tage kong Salomons ord i betragtning: „Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen: . . . en tid til at tie og en tid til at tale.“ (Prædikeren 3:1, 7) Var det i Marys tilfælde tid til at tie, eller var det tid til at tale om det hun vidste?a

Da forholdene kan være meget forskellige vil det være umuligt at opstille en standardprocedure der må følges i alle tilfælde, eller sige at alle bør gribe sagen an på samme måde som Mary gjorde. Hvis en kristen nogen sinde kommer i en situation som denne, må han eller hun være indstillet på at tage alle faktorer i betragtning og nå frem til en afgørelse der både tager hensyn til Bibelens principper og de juridiske aspekter og som fører til at man har en ren samvittighed over for Jehova. (1 Timoteus 1:5, 19) Når det drejer sig om mindre synder der skyldes den menneskelige ufuldkommenhed, gælder følgende princip: „Kærlighed dækker over en mængde synder.“ (1 Peter 4:8) Men når det øjensynlig drejer sig om en alvorlig overtrædelse, bør en loyal kristen da af kærlighed til Gud og sine medkristne fortælle hvad han ved, så den formodede synder kan modtage hjælp og menighedens renhed kan bevares?

Bibelske principper der bør overvejes

Hvilke grundlæggende bibelske principper bør tages i betragtning? For det første bør ingen der begår en alvorlig overtrædelse forsøge at skjule det. „Den der dækker over sine overtrædelser får ikke held, men den der bekender dem og opgiver dem, vises der barmhjertighed.“ (Ordsprogene 28:13) Der er intet der undgår Jehovas opmærksomhed. På et eller andet tidspunkt må man stå til regnskab for skjulte synder. (Ordsprogene 15:3; 1 Timoteus 5:24, 25) Nogle gange udvirker Jehova at et medlem af menigheden får kendskab til en skjult overtrædelse, så der kan blive taget affære. — Josua 7:1-26.

En anden bibelsk retningslinje finder vi i Tredje Mosebog 5:1: „Og i det tilfælde at en sjæl synder idet han har hørt en offentlig forbandelse udtalt om at aflægge vidnesbyrd og han er vidne — hvad enten han har set noget eller ved noget — og ikke meddeler det, da skal han bære ansvaret for sin misgerning.“ Med udtrykket „offentlig forbandelse“ sigtes der ikke til gudsbespottelse eller blasfemi. Men når en var blevet uret behandlet skete det ofte at han krævede at eventuelle vidner skulle hjælpe ham til at opnå sin ret, idet han nedkaldte en forbandelse — sandsynligvis fra Jehova — over den der havde handlet uret imod ham og som måske endnu ikke var identificeret. Det var altså en måde at tage andre i ed på. Ethvert vidne til det forkerte ville vide hvem der havde lidt uret og ville være forpligtet til at træde frem så skylden kunne placeres. Ellers måtte de ’bære ansvaret for deres misgerning’ over for Jehova.b

Dette påbud fra den højeste Myndighed i universet lagde det ansvar på hver enkelt israelit at indberette enhver alvorlig overtrædelse hvortil han var vidne, til dommerne, således at sagen kunne behandles. Skønt de kristne ikke er underlagt Moseloven i strengeste forstand, gælder de principper der ligger til grund for Loven, stadig i den kristne menighed. Der vil også være tilfælde hvor en kristen er forpligtet til at indvi de ældste i en sag. Sandt nok er det i mange lande ulovligt at lade udenforstående få indblik i visse fortrolige optegnelser. Men hvis en kristen efter at have overvejet sagen under bøn, når til det resultat at han står i en situation hvor Guds lov kræver at han fortæller hvad han ved, uanset hvad de jordiske myndigheder kræver, da skuldrer han et ansvar han har fra Jehova. Der findes visse tidspunkter hvor en kristen „bør adlyde Gud som [sin] hersker mere end mennesker“. — Apostelgerninger 5:29.

Skønt man bestemt ikke bør tage let på edsaflæggelse eller på et højtideligt afgivet løfte, kan der opstå situationer hvor et løfte afgivet til mennesker kommer i konflikt med kravet om at vi viser vor Gud udelt hengivenhed. Når nogen begår en alvorlig synd, udsteder den som han har handlet uret imod, nemlig Jehova Gud, i realiteten „en offentlig forbandelse“. (5 Mosebog 27:26; Ordsprogene 3:33) Alle der bliver en del af den kristne menighed aflægger i virkeligheden ed på at de vil bevare menigheden ren, både hvad angår deres personlige livsførelse og ved at de hjælper andre til at bevare sig rene.

Det personlige ansvar

Dette var nogle af de bibelske principper Mary måtte overveje inden hun traf sin personlige afgørelse. For at handle med visdom kunne hun ikke foretage sig noget overilet, men måtte først omhyggeligt tage alle ting i betragtning. Bibelens råd lyder: „Vær ikke vidne mod din næste uden grund. Da ville du holde folk for nar med læberne.“ (Ordsprogene 24:28) Der kræves at mindst to øjenvidner afgiver vidneforklaring for at en sag kan endegyldigt bevises. (5 Mosebog 19:15) Hvis Mary blot havde set et kort notat om abort, havde hendes samvittighed måske sagt hende at beviset for at der var foregået noget forkert var for utilstrækkeligt til at hun ville gå videre med sagen. Der kunne måske være sket en simpel fejl i forbindelse med bogføring, indtastning på edb eller lignende, eller måske var der andre forhold der gjorde at optegnelserne gav et forkert billede af situationen.

Men i dette tilfælde havde Mary nogle andre betydningsfulde oplysninger. Hun vidste for eksempel at søsteren, som man skulle i det pågældende land, havde betalt en regning for behandlingen, hvilket talte for at hun havde undergået denne behandling. Mary var desuden klar over at søsteren var enlig, hvilket tydede på at der var begået utugt. Mary ønskede kærligt at hjælpe den der måske havde fejlet og at beskytte renheden i Jehovas organisation, idet hun huskede Ordsprogene 14:25: „Sandfærdigt vidne udfrier sjæle, men det svigefulde udspyr løgne.“

Mary var i nogen grad bekymret over de juridiske aspekter men følte i denne situation at Bibelens principper var vigtigere end kravet om at hun skulle holde sygejournalernes indhold hemmeligt. Hun ræsonnerede som så at søsteren sikkert ikke ville tage det fortrydeligt op eller forsøge at gøre gengæld ved at skabe problemer for hende. Så efter at Mary havde analyseret alt hvad hun vidste, afgjorde hun med sin samvittighed at dette var „en tid til at tale“, ikke „til at tie“.

Nu stod hun imidlertid over for et nyt problem: Hvem skulle hun sige det til, og hvordan kunne hun gøre det mest taktfuldt? Hun kunne gå direkte til de ældste, eller hun kunne tale med søsteren under fire øjne. Hun besluttede sig til det sidste. Dette var en kærlig fremgangsmåde. Mary tænkte at den søster der var under mistanke måske med glæde ville benytte denne lejlighed til at fortælle hvordan sagen virkelig hang sammen, eller, hvis mistanken var begrundet, bekræfte det. Hvis søsteren allerede havde talt med de ældste om sagen ville hun sige det, og Mary ville ikke behøve at foretage sig yderligere. Mary satte sig desuden for at hun, hvis søsteren virkelig havde fået foretaget en abort og ikke havde bekendt denne alvorlige overtrædelse af Guds lov, ville opmuntre hende til at gøre det. Så kunne de ældste hjælpe hende i henhold til Jakob 5:13-20. Og det var lykkeligvis hvad der skete. Mary fandt ud af at søsteren var gået med til abort fordi hun havde været under stærkt pres og fordi hun var åndeligt svag. Skam og frygt havde fået hende til at skjule sin synd, og hun var glad for at få hjælp af de ældste så hun kunne genvinde sit åndelige helbred.

Hvis Mary først var gået til ældsterådet, ville man have stået i en lignende situation. Hvordan skulle de ældste behandle de fortrolige oplysninger de var kommet i besiddelse af? De måtte da træffe en beslutning baseret på hvad de mente Jehova og hans ord krævede af dem som hyrder for hjorden. Hvis oplysningerne drejede sig om en døbt kristen der var et aktivt medlem af menigheden, måtte de ligesom Mary vurdere sagen for at beslutte hvad der videre skulle ske. Hvis de var kommet til det resultat at der var stor sandsynlighed for at der befandt sig „surdej“ i menigheden, ville de måske have valgt at nedsætte et dømmende udvalg til at se på sagen. (Galaterne 5:9, 10) Hvis den mistænkte derimod havde trukket sig tilbage fra menigheden og gennem længere tid ikke havde overværet møderne og ikke længere betragtede sig selv som et Jehovas vidne, kunne de have valgt at lade sagen hvile indtil hun engang med tiden måske atter begyndte at betragte sig som et Jehovas vidne.

Vær forudseende

Arbejdsgivere har ret til at forvente at deres kristne ansatte vil „udvise god troskab i fuldt mål“, også når det gælder spørgsmålet om fortrolighed. (Titus 2:9, 10) Hvis man har aflagt en ed bør man ikke tage let på den. En ed gør et løfte mere alvorligt og bindende. (Salme 24:4) Og når landets love underbygger kravet om fortrolighed, er sagen endnu alvorligere. Før en kristen aflægger en sådan ed eller underlægger sig et fortrolighedsløfte, hvad enten det er i forbindelse med hans verdslige arbejde eller på anden måde, vil det derfor være klogt at han, i den grad det er muligt, forudser hvilke problemer dette kunne skabe eller om det kunne bringe ham i konflikt med Bibelens krav. Det er sædvanligvis hvis man har arbejde hos læger og advokater, eller ved hospitaler og retsinstanser, at problemet kan opstå. Hvordan vil man gribe sagen an hvis man får en broder eller søster som klient? Vi kan ikke blot ignorere landets lov eller det alvorlige i forbindelse med at aflægge ed, men Jehovas lov er den højeste.

For at komme et sådant problem i forkøbet har nogle brødre der har erhverv som advokater, læger, revisorer eller lignende, udfærdiget en skriftlig vejledning og bedt brødre der henvender sig til dem i forbindelse med dette erhverv, om at læse den igennem før de fremkommer med noget fortroligt. Derved har de på forhånd gjort det klart at hvis alvorlige overtrædelser kommer for dagens lys, vil den der har begået dem blive opfordret til at gå til de ældste i deres menighed med sagen. Sådanne brødre har ladet forstå at hvis ikke dette sker, vil de føle sig forpligtet til selv at gå til de ældste.

Der kan være tilfælde hvor en trofast Guds tjeners samvittighed, der er grundlagt på hans kundskab ud fra Guds ord, byder ham undtagelsesvis at bryde sin tavshedspligt på grund af Guds lovs overordnede krav. Dette vil kræve mod og skønsomhed. Det vil naturligvis ikke være med det formål at snuse i andres privatliv, men for at hjælpe overtræderne og for at bevare den kristne menighed ren. Mindre overtrædelser der skyldes den nedarvede ufuldkommenhed bør man overse. Man bør huske at „kærlighed dækker over en mængde synder“, og at vi bør tilgive „indtil syvoghalvfjerds gange“. (Mattæus 18:21, 22) I sådanne situationer vil det være ’tid at tie’. Men når nogen forsøger at skjule alvorlige synder, kan det være ’tid at tale’.

[Fodnoter]

[Illustration på side 15]

Det vil være ret og kærligt at tilskynde et medlem af menigheden der har forsyndet sig, til at tale med de ældste, i tillid til at de vil tage sig af problemet på en venlig og forstående måde