FEDT

Det danske navneord fedt og det tilsvarende tillægsord fed(t) er en oversættelse af flere hebraiske ord der ikke blot betegner det stof der kaldes „fedt“, men også, når der er tale om tillægsord, bruges om det der er velnæret og kødfuldt. Ordene bruges også i overført betydning om det der er righoldigt og frodigt, for eksempel „fed jord“, „fed græsning“, eller om sindets eller hjertets ufølsomhed eller uimodtagelighed.

Det hebraiske ord cheʹlæv er den almindelige betegnelse for stoffet „fedt“, det være sig hos dyr (3Mo 3:3) eller hos mennesker (Dom 3:22). Om „nyrefedtet“, det hårde fedt omkring nyrerne eller lænderne der blev bragt som brændoffer, bruges desuden ordet pæʹdhær. (3Mo 1:8, 12; 8:20) Cheʹlæv forekommer første gang i 1 Mosebog 4:4, hvor der står at Abel bragte „fede stykker“ af sin hjords førstefødte som en offergave til Jehova. De gange hvor cheʹlæv senere forekommer, er det for det meste i forbindelse med ofrene. Desuden bruges det i overført betydning om den bedste eller fedeste del af noget. Ifølge 1 Mosebog 45:18 sagde Farao for eksempel til Josef at hans familie var velkommen til at spise „landets fedme“, og i 4 Mosebog 18:12 står der: „Alt det bedste [cheʹlæv] af olien og alt det bedste [cheʹlæv] af den nye vin og kornet . . . har jeg givet dig.“ — Se Sl 81:16; 147:14.

Moselovens bestemmelser om fedt. I Tredje Mosebogs 3. kapitel gav Jehova israelitterne forskrifter for hvordan fedtet skulle anvendes ved fællesskabsofrene. Når de ofrede hornkvæg eller geder, skulle de bringe fedtet på lænder, indvolde og nyrer, samt vedhænget på leveren, som røgoffer på alteret. Hvis de ofrede et får, skulle desuden hele fedthalen ofres. (Fårene i Syrien, Palæstina, Arabien og Ægypten har fedthaler der ofte vejer 5 kg eller mere.) Loven foreskrev udtrykkeligt: „Alt fedtet tilhører Jehova. . . . I må ikke spise noget som helst fedt eller noget som helst blod.“ — 3Mo 3:3-17.

Fedt brænder voldsomt og ville blive så godt som fuldstændig fortæret på alteret. Fedt der var brugt som offer, måtte ikke ligge natten over fordi det let kunne blive fordærvet og få en frastødende lugt, hvilket ville være meget upassende for hellige ofre. — 2Mo 23:18.

Ikke pålagt kristne. Da Jehova efter Vandfloden tillod Noa og hans familie at spise kød, sagde han ikke noget om fedt. (1Mo 9:3, 4) Det blev imidlertid forbudt dem at spise blod. Dette var mere end 850 år før Lovpagten blev indgået med Israel — med dens forbud mod at spise såvel blod som fedt. I det 1. århundrede e.v.t. bekræftede den kristne menigheds styrende råd at forbudet mod blod stadig stod ved magt for de kristne. (Apg 15:20, 28, 29) Men som i tilfældet med Noa og hans familie blev der heller ikke her sagt noget om at spise fedt. Loven om at man ikke måtte spise fedt, blev således kun givet til Israels folk.

Begrundelse for loven. Under Lovpagten var både blodet og fedtet forbeholdt Jehova. Livet er i blodet, og da kun Jehova kan give liv, tilhører blodet ham. (3Mo 17:11, 14) Fedtet ansås for at være den mest værdifulde del af dyret. Når dyrets fedt blev bragt som offer, skete det tydeligt nok i erkendelse af at de bedste dele tilkom Jehova som den der sørgede rigeligt for sine skabninger. Den ofrende viste dermed at han ønskede at give det bedste til Gud. Eftersom dette røgoffer på alteret var et symbol på at israelitterne helligede Jehova det bedste, sagde man at det var som „føde“ for Jehova og til „en formildende duft“ for ham. (3Mo 3:11, 16) At spise fedt var derfor at tilegne sig noget der var viet til Gud, en krænkelse af Jehovas ret, og medførte dødsstraf. I modsætning til blodet kunne fedtet imidlertid bruges til andre formål, i hvert fald hvis det stammede fra et selvdødt dyr eller et dyr der var blevet dræbt af et andet dyr. — 3Mo 7:23-25.

Hvad loven omfattede. Mange bibelkommentatorer har med henvisning til sidstnævnte skriftsted (v. 25) søgt at begrænse forbudet i 3 Mosebog 3:17 til kun at omfatte fedtet fra de dyr der kunne bringes som ofre, såsom okser, får og geder. De jødiske rabbinere er uenige i denne sag. Forbudet i 3 Mosebog 3:17 mod at spise fedt nævnes imidlertid sammen med forbudet mod at spise blod, en lov der umiskendeligt gjaldt alle dyrs blod. (Jf. 3Mo 17:13; 5Mo 12:15, 16.) Det er derfor mere rimeligt at antage at Moselovens bestemmelse om fedt gjaldt alle dyrs fedt, også fedtet af de dyr israelitterne brugte som slagtedyr.

Den opfattelse at forbudet gjaldt alt fedt, modsiges ikke af 5 Mosebog 32:14, hvori det hedder at Jehova vil give Israel „fedt af lam og væddere“ at spise. Her er der tale om et billedligt udtryk der hentyder til hjordens bedste dyr. At der er tale om poetiske udtryk, fremgår også af at der senere i samme vers nævnes „nyrefedt af hvede“ og „drueblod“. På lignende måde forholder det sig med Nehemias 8:10, hvor folket opfordres til at ’gå hen og spise fede retter’. Derved skal ikke forstås at man spiste fedt i bogstavelig forstand. „Fede retter“ betyder gode retter med kød der ikke er sejt og tørt, men mørt og saftigt, tilsat velsmagende ingredienser og tilberedt med vegetabilske olier. De engelske bibeloversættelser foretaget af Knox og Moffatt siger derfor henholdsvis: „Gør jer til gode med kraftigt kød,“ og: „Spis de lækre stykker.“

Moseloven forbød ikke at man opfodrede eller opfedede får eller andet kvæg til slagtebrug. Vi læser om „fedekalven“ der blev slagtet til den hjemvendte søn. (Lu 15:23) Til Salomons madvareforsyninger hørte „fedet hornkvæg“ og „opfedede gøge“. (1Kg 4:23) Det hebraiske ‛eʹghæl-marbeqʹ, „fedekalv“, forekommer i 1 Samuel 28:24; to andre ord, mechīmʹ og merī’ʹ, bruges om ’fedekvæg’ og „fededyr“. (Es 5:17; Ez 39:18) Men opfedningen havde ikke til formål at frembringe nyrefedt eller et fedtlag. Tanken var at dyrene skulle blive velnærede, kødfulde, med saftigt kød, ikke magre. — Jf. 1Mo 41:18, 19.

Andre hebraiske udtryk. Nogle af de hebraiske udtryk der blev brugt som beskrivelse af noget der var „fedt“, er afledt af verbalroden sjamenʹ. Det betyder „at blive fed“ (5Mo 32:15; Jer 5:28), men kan også indeholde tanken om at være „hårdfør“. Det forekommer i Esajas 6:10, hvor der ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1992 står: „Dæk dette folks hjerte med fedt,“ det vil sige gør det uimodtageligt og sløvt, som var det omsluttet af fedt. I Dommerne 3:29 beskrives nogle af moabitterne som „hårdføre [sjamenʹ, ordr.: „fede, velnærede“] og dygtige mænd“. Det beslægtede sjæʹmæn oversættes som regel med „olie“.

Udsagnsordet dasjenʹ, der ordret også betyder „at blive fed“, indeholder måske tanken om „at trives“. Hvis dette er tilfældet, henleder dasjenʹ (og det beslægtede dæʹsjæn) tanken på velstand, frugtbarhed eller overflod. Jehova sagde at han ville føre israelitterne til et land ’som flød med mælk og honning, og de skulle spise og blive mætte og blive fede [wedhasjenʹ]’. (5Mo 31:20) Der siges i Ordsprogenes Bog at de der er gavmilde og flittige, og som stoler på Jehova, vil ’blive fede’, det vil sige have stor fremgang. (Ord 11:25; 13:4; 28:25) I Ordsprogene 15:30 står der at et godt budskab „giver fedme til knoglerne“, det vil sige fylder dem med marv — det styrker med andre ord hele legemet. Navneordet dæʹsjæn indeholder også tanken om velstand, som i Salme 36:8, hvor menneskesønnerne siges at ’drikke sig mætte af [Guds] hus’ fedme [middæʹsjæn; „ved overfloden“, Sl 36:9, DA92]’. — Jf. Jer 31:14.

Navneordet dæʹsjæn gengives af mange oversættere også med „aske“, nemlig i skriftsteder der taler om det der var tilbage på alteret efter at et offer var blevet bragt, og som derefter blev fjernet. (3Mo 1:16; 4:12; 6:10, 11; Bu, DA31, Ka, Li [6:3, 4]) Andre mener imidlertid ikke at ordet „aske“ til fulde gengiver den tanke der ligger i det hebraiske ord, og de har valgt at gengive det med „fedtaske“ (DA92, NV) med den begrundelse at udtrykket tyder på at det varme fedt fra ofrene trængte ned i det brændte træ.

Ordet barī’ʹ, der i nogle tilfælde oversættes med „fed“ (Dom 3:17; Ez 34:3, 20), i andre tilfælde med „tyk“ (1Mo 41:2, 4, 5, 7), kan også, brugt om føde, indeholde tanken om at være „nærende“. — Hab 1:16.