Hvorfor frygte Gud frem for mennesker?
„AT SKÆLVE for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova beskyttes.“ (Ordsprogene 29:25) Med disse ord gør det gamle ordsprog opmærksom på den form for frygt der kan kaldes mentalt forgiftende — nemlig menneskefrygten. Men hvorfor sammenlignes menneskefrygten med en snare? Jo, et lille dyr, for eksempel en kanin, er hjælpeløst når det bliver fanget i en snare. Det vil gerne løbe væk, men snaren holder det ubarmhjertigt fast. Offeret er praktisk talt lammet.
Hvis vi bliver grebet af menneskefrygt har vi det næsten som kaninen i fælden. Vi ved måske godt hvad vi bør gøre. Vi ønsker måske også at gøre det, men frygten holder os tilbage. Vi er lammede og ude af stand til at gøre noget.
Menneskefrygtens snare
Overvej nogle bibelske eksempler som viser hvor let man kan blive fanget i frygtens snare. På Josuas tid blev tolv mænd sendt ud for at udspejde Kana’ans land inden israelitterne skulle gå til angreb. Spejderne kom tilbage og fortalte at landet var frugtbart og godt, nøjagtig som Gud havde lovet. Men de ti af spejderne var blevet skræmt af indbyggernes styrke. Grebet af menneskefrygt overdrev de i deres beskrivelse af fjendens styrke og forårsagede derved at hele folket blev grebet af frygt. Israelitterne nægtede at adlyde Guds befaling om at drage ind i Kana’an og tage landet i besiddelse. Resultatet var at hele den voksne mandlige befolkning, på nær nogle få, døde i løbet af de næste 40 år i ørkenen. — 4 Mosebog 13:21–14:38.
Jonas lå også under for menneskefrygt. Da han fik til opgave at forkynde et domsbudskab for den store by Nineve, „brød [han] op for at flygte for Jehova til Tarsis“. (Jonas 1:3) Hvorfor? Fordi Jonas udmærket vidste at ninevitterne havde ry for at være et hensynsløst og voldeligt folk. Menneskefrygten fik ham til at flygte i den modsatte retning, bort fra Nineve. Sandt nok tog han til sidst imod opgaven, men det var først efter at Jehova på usædvanlig vis havde tugtet ham. — Jonas 1:4, 17.
Selv konger kunne lide af menneskefrygt. Ved en lejlighed var kong Saul direkte ulydig mod en udtrykkelig befaling fra Gud. Hvad undskyldte han sig med? „Jeg har overtrådt Jehovas befaling og dine ord; jeg var nemlig bange for folkene så jeg adlød deres røst.“ (1 Samuel 15:24) Nogle århundreder senere da Jerusalem blev angrebet af babylonierne, gav den trofaste profet Jeremias kong Zedekias det råd at han skulle overgive sig og derved redde Jerusalem fra megen blodsudgydelse. Men Zedekias nægtede. Hvorfor? Han indrømmede over for Jeremias: „Jeg nærer angst for de jøder der er løbet over til kaldæerne, for at de overgiver mig i deres hånd og at de skal mishandle mig.“ — Jeremias 38:19.
Apostlene kunne også være bange. Den dag Jesus skulle dø, havde han gjort sine disciple opmærksomme på at de ville forlade ham. Peter sagde imidlertid frimodigt: „Herre, jeg er parat til at gå med dig både i fængsel og i døden.“ (Lukas 22:33; Mattæus 26:31, 33) Men hvor tog han dog fejl! Blot nogle få timer senere benægtede Peter frygtsomt at han havde været sammen med Jesus og sagde endog at han slet ikke kendte ham. Menneskefrygten havde fået magten over ham! Ja, menneskefrygt er sandelig en mental gift.
Hvem bør vi frygte?
Hvordan kan man overvinde menneskefrygt? Ved at opdyrke en betydeligt sundere form for frygt, nemlig den frygt apostelen Peter omtalte med ordene: „Frygt Gud.“ (1 Peter 2:17) Engelen i Johannes’ syn i Åbenbaringen råbte til menneskeheden: „Frygt Gud og giv ham ære.“ (Åbenbaringen 14:7) Den vise kong Salomon tilskyndede også sine læsere til at vise en sådan frygt, da han sagde: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ (Prædikeren 12:13) Ja, vi ’har at frygte Gud’ — vi er forpligtede til at vise gudsfrygt.
Gudsfrygten er gavnlig. Salmisten sang: „[Jehovas] frelse er nær for dem der frygter ham.“ (Salme 85:9) Et bibelsk ordsprog understreger dette: „Frygt for Jehova lægger dage til.“ (Ordsprogene 10:27) Ja, det er både sundt og gavnligt at nære frygt for Jehova. ’Jamen,’ indvender du måske, ’Jehova er en kærlig Gud. Hvorfor skal vi da frygte ham?’
Bør vi frygte kærlighedens Gud?
Gudsfrygt må ikke sidestilles med den ynkværdige, lammende frygt, der kan gribe mennesker i visse situationer. Den kan snarere sammenlignes med den frygt et barn nærer over for sin fader til trods for at barnet elsker faderen og ved at det er gensidigt.
Gudsfrygt er i virkeligheden en dyb ærbødighed for Skaberen der udspringer af forståelsen af at han er det personificerede udtryk for retfærdighed, visdom og kærlighed. Gudsfrygten indebærer en sund frygt for at mishage Gud fordi han er den højeste Dommer og har magt til at belønne og straffe. „Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder,“ skrev apostelen Paulus. (Hebræerne 10:31) Guds kærlighed er ikke noget man bør tage for givet, ligesom hans domme ikke er noget man bør tage let på. Det er derfor Bibelen minder os om følgende: „Frygt for Jehova er visdommens begyndelse.“ — Ordsprogene 9:10.
Vi bør imidlertid huske på at Jehova — selv om han har magt til at straffe dem der ikke adlyder ham, og ofte har gjort dette — hverken er blodtørstig eller ubarmhjertig. Han er virkelig en kærlig Gud, også selv om han nogle gange, ligesom kærlige forældre, med rette bliver vred. (1 Johannes 4:8) Derfor er det sundt at frygte ham. Det får os til at adlyde hans love, som er opstillet til vort eget bedste. Det bringer lykke at adlyde Guds love, hvorimod det altid medfører noget dårligt at overtræde dem. (Galaterne 6:7, 8) Salmisten blev inspireret til at sige: „Frygt Jehova, I hans hellige, for de der frygter ham mangler intet.“ — Salme 34:9.
Hvem frygter du?
Hvordan kan gudsfrygten hjælpe os til at overvinde menneskefrygten? Mennesker vil måske spotte os eller endog forfølge os fordi vi gør det der er ret, og det kan naturligvis lægge et stort pres på os. Men en respektfuld frygt for Gud vil få os til at følge en ret kurs, for den indebærer at vi ikke ønsker at vække hans mishag. Endvidere vil kærligheden til Gud tilskynde os til at gøre det der glæder hans hjerte. Da vi også ved at Gud belønner os rigt når vi handler ret, får det os til at elske ham så meget mere, og det får os til at ønske at gøre hans vilje. Et ligevægtigt syn på Gud vil altså hjælpe os til at overvinde den menneskefrygt vi eventuelt lider af.
Eksempelvis bliver mange unge presset til at gøre noget forkert fordi de er bange for hvad deres kammerater tænker hvis de afslår at være med. Mange skolebørn ryger, eksperimenterer med spiritus og narkotika, bruger et dårligt sprog eller praler af seksuelle udskejelser (enten de så er sandfærdige eller opdigtede). Hvorfor? Ikke altid fordi de har lyst til disse ting, men fordi de er bange for hvad deres kammerater vil sige hvis de opfører sig anderledes. For en teenager kan spot og latterliggørelse være lige så svært at udholde som fysisk forfølgelse.
Voksne kan også blive presset til at gøre noget forkert. Det kan for eksempel være på arbejdspladsen hvor chefen beder en ansat om at debitere en kunde for et større beløb end berettiget, eller give fejlagtige oplysninger til skattevæsenet så firmaet kommer til at betale mindre i skat. En kristen er måske bange for at miste sit job hvis han ikke adlyder. Menneskefrygt kan på den måde få ham til at gøre noget forkert.
I begge tilfælde kan en sund frygt for Gud og respekt for hans love forhindre en kristen i at blive lammet af menneskefrygt. Samtidig vil kærligheden til Gud afholde vedkommende fra at gøre noget som Gud forbyder. (Ordsprogene 8:13) Desuden vil den kristnes tro på Gud forsikre ham om at hvis han følger sin bibelsk oplærte samvittighed, vil Gud hjælpe ham uanset hvad udfaldet måtte blive. Apostelen Paulus gav udtryk for en sådan tro da han sagde: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.
Bibelen nævner mange tilfælde hvor mænd og kvinder var trofaste mod Jehova selv under de hårdeste prøvelser. De „fik deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, . . . i form af lænker og fængsel. De blev stenet, de blev prøvet, de blev gennemsavet, de døde — de blev myrdet med sværd.“ (Hebræerne 11:36, 37) Men de lod sig ikke besejre af menneskefrygten. Nej, de havde samme indstilling som Jesus, der senere sagde til sine disciple: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Mattæus 10:28.
Når de første kristne fulgte denne vejledning fra Jesus om at frygte Gud snarere end mennesker, satte det dem i stand til at udholde alle former for lidelser, prøvelser og forfølgelse „for den gode nyheds skyld“. (Filemon 13) Apostelen Paulus er et bemærkelsesværdigt eksempel. I sit andet brev til korintherne viser han hvordan gudsfrygten satte ham i stand til at udholde fængselsstraffe, slag, stening, skibbrud, forskellige farer på rejser, søvnløse nætter, sult, tørst, kulde og nøgenhed. — 2 Korinther 11:23-27.
Gudsfrygten styrkede også det første århundredes kristne til at udholde det romerske riges hårde forfølgelse, hvorunder nogle endda blev kastet for de vilde dyr i arenaerne. I middelalderen blev modige kristne brændt offentligt fordi de ikke ville gå på kompromis med deres tro. Under den anden verdenskrig foretrak de kristne at lide og dø i koncentrationslejrene frem for at gøre noget der kunne vække Guds mishag. Gudsfrygten er en mægtig kraft! Hvis den har kunnet styrke kristne til at overvinde menneskefrygten i sådanne prøvende situationer, kan den også styrke os uanset hvilken situation vi befinder os i!
I dag gør Satan Djævelen alt hvad der står i hans magt for at vi ved vore handlinger skal pådrage os Guds mishag. Sande kristne bør derfor være lige så besluttede på at være trofaste mod Guds ord som apostelen Paulus var da han skrev: „Nu hører vi ikke til dem der unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ (Hebræerne 10:39) Det er frygten for Jehova der er den sande kilde til styrke. Lad os derfor ved hjælp af den „være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“ — Hebræerne 13:6.
[Illustration på side 7]
Gudsfrygten satte Paulus i stand til at udholde alt, deriblandt slag, fængsling og skibbrud. — 2 Korinther 11:23-27