VEDERSTYGGELIGHED
Ordet tō‛evahʹ (vederstyggelighed) og det tilsvarende udsagnsord ta‛avʹ (at afsky) forekommer ca. 140 gange i De Hebraiske Skrifter. Som de bruges i Bibelen, betegner de en stærk aversion eller uvilje mod personer eller ting som krænker visse principper eller ikke opfylder visse normer som man selv går ind for.
I 1 Mosebog 43:32 læser vi således at det var „en vederstyggelighed“ for ægypterne at spise sammen med hebræerne, og i 1 Mosebog 46:34 at enhver fårehyrde var „en vederstyggelighed“ for Ægypten. Ifølge G. Rawlinson (Egypt and Babylon From Sacred and Profane Sources, 1885, s. 182) udsprang denne aversion af ægypternes foragt for fremmede i almindelighed og for hyrder i særdeleshed. Vel vidende at ægypterne ærede visse dyr (og især koen) som hellige, insisterede Moses ifølge 2 Mosebog 8:25-27 på at Farao skulle lade israelitterne drage ud i ørkenen for at bringe deres slagtofre dér fordi det de ville ofre, ville være „vederstyggeligt for ægypterne“. Disse ægyptiske normer var naturligvis hverken fastsat eller godkendt af Jehova Gud. — Se også AFSKY.
Det eneste retmæssige grundlag for at nære afsky eller betragte noget som en vederstyggelighed er Guds egne erklærede normer, principper og krav. (3Mo 18:1-5; 5Mo 23:7) Derfor hedder det i Salme 14:1: „Den uforstandige har sagt i sit hjerte: ’Der er ingen Jehova.’ De har handlet ødelæggende, afskyeligt [form af ta‛avʹ], med deres handlemåde. Der er ingen som gør godt.“ Når man undersøger de skriftsteder hvori ordene ta‛avʹ og tō‛evahʹ forekommer, vil man således se hvordan Gud betragter tingene. Man vil også forstå hvorfor der er en klar modsætning mellem indstillingen hos dem som følger Guds ord, og dem som ignorerer eller tilsidesætter hans ord til fordel for deres egne eller andres normer. — Ord 29:27.
Blandt kana’anæerne. Før israelitterne gik ind i Kana’an, gjorde Jehova det klart for dem hvilke af kana’anæernes skikke og sædvaner der var vederstyggelige i hans øjne, og som de skulle afsky. (3Mo 18:26-30) Dette gjaldt især kana’anæernes afgudsdyrkelse. Gud sagde: „Deres gudebilleder skal du brænde i ild. Du må ikke begære sølvet eller guldet på dem eller tage det til dig selv, at du ikke skal blive fanget i en snare af det, for det er en vederstyggelighed [thō‛avathʹ] for Jehova din Gud. Og du må ikke bringe en vederstyggelighed [thō‛evahʹ] ind i dit hus og derved blive noget som er viet til udslettelse som den. Du skal helt og holdent betragte den som ækel og absolut afsky den [wetha‛evʹ tetha‛avænʹnu], for den er noget som er viet til udslettelse.“ (5Mo 7:25, 26) Enhver israelit der lavede billeder til religiøs tilbedelse, skulle være forbandet. (5Mo 27:15) Uanset hvilken kunstnerisk værdi sådanne billeder havde, skulle Guds folk betragte dem som moralsk frastødende. — Ez 7:20; jf. Es 44:18-20.
Andre kana’anæiske handlinger som israelitterne skulle afsky, var spådomskunst, spiritisme, at binde andre med en besværgelse (5Mo 18:9-12), at ofre børn til afguderne (5Mo 12:31; Jer 32:35; 2Kg 16:3), blodskam, homoseksuelle handlinger og sodomi. (3Mo 18:6, 22-30; 20:13) De moralsk frastødende homoseksuelle handlinger der blev øvet, var uden tvivl grunden til den strenge forskrift om at det var „en vederstyggelighed“ at gå klædt som det modsatte køn. (5Mo 22:5) Kana’anæerne praktiserede også „hellig“ prostitution med mandlige og kvindelige tempelskøger, men Jehova forbød at man bragte „dét en skøge har modtaget i løn, og dét ’en hund’ har fået i betaling“, ind i hans hus, „for de er begge en vederstyggelighed“. — 5Mo 23:17, 18; 1Kg 14:24.
På grund af disse og andre vederstyggelige handlinger befalede Jehova israelitterne at vie kana’anæerne til udslettelse for at undgå besmittelse med falsk religion. (5Mo 20:17, 18) Enhver israelit som praktiserede de samme ting eller som støttede et sådant frafald, skulle lide samme straf. — 5Mo 13:12-15; 17:2-7; Ezr 9:1, 11-14.
Israel besmittet. I den øvrige del af De Hebraiske Skrifter bruges tō‛evahʹ og ta‛avʹ om og i forbindelse med bedrageri i forretningsanliggender (5Mo 25:13-16; Ord 11:1; 20:10, 23), løgn (Sl 5:6; 119:163; Ord 12:19, 22), ægteskabsbrud (Ez 33:26), røveri, havesyge, undertrykkelse af fattige (Ez 18:10-13), stolthed, udgydelse af uskyldigt blod, onde anslag, aflæggelse af falsk vidnesbyrd og det at så splid mellem brødre. Al den slags er „en vederstyggelighed“ for Gud. — Ord 3:32; 6:16-19; 11:20; 15:26; 24:9; 26:24-26.
Hvis man øver disse ting, vil ens tilbedelse også være uantagelig i Guds øjne, og de ofre man bringer, ja selv de bønner man beder, vil være „en vederstyggelighed“ for Gud. (Ord 15:8, 9; 21:27; 28:9) Af den grund betegnede Jehova senere de frafaldne israelitters slagtofre, røgelse, nymånefester og sabbatoverholdelse som „en vederstyggelighed“. (Es 1:11-17) Han spurgte dem: „Kan I stjæle, myrde og begå ægteskabsbrud og sværge falsk og bringe røgofre til Ba’al og vandre efter andre guder som I ikke kender, og samtidig komme og stå foran mig i dette hus som mit navn er nævnt over, og sige: ’Vi vil med sikkerhed blive udfriet,’ — for at blive ved med at gøre alle disse vederstyggeligheder? Er dette hus som mit navn er nævnt over, blevet en røverhule i jeres øjne?“ (Jer 7:9-11) De følte overhovedet ingen skam over deres vederstyggelige handlinger og fandt dem slet ikke ydmygende. — Jer 6:15; 8:12.
Selv om Israels ledere, kongerne og præsterne, gjorde sig skyldige i disse handlinger eller stiltiende billigede dem (1Kg 21:25, 26; 2Kg 21:2-12; 2Kr 28:1, 3; 33:2-6; 36:8, 14; Ez 8:6-17; 43:7, 8), befalede Jehova sine trofaste profeter at gøre folket bekendt med at han afskyede deres opsætsige adfærd, og at advare dem om konsekvenserne. (Ez 16:2, 51, 52; 20:4; 22:2; 23:36) Israelitterne blev tilskyndet til at opgive deres vederstyggeligheder og vende om til Guds forskrifter og adfærdsnormer. (Ez 14:6) Hvis de fortsatte med at øve det som Gud afskyede, kunne det kun føre til undergang og ødelæggelse for dem. (Jer 44:4, 22; Ez 6:11; 7:3-9; 11:21; 12:16; 33:29) Efter landflygtigheden ville nogle skamme sig over det onde de havde gjort, og Jehova ville give dem „en ny ånd“. — Ez 6:9; 11:18-21; 36:31.
Jobs erfaring viser at de der holder fast ved Guds normer, kan blive spottet (Job 30:9, 10) og svigtet af deres tidligere venner (Job 19:19; Sl 88:8) fordi disse ’hader den der retleder og afskyr [form af ta‛avʹ] den der taler uangribeligt’. (Am 5:10) „Det er tåberne en vederstyggelighed at vende sig fra ondt.“ (Ord 13:19) De der fordrejer Guds normer så de „kender den ugudelige retfærdig“ og „den retfærdige ugudelig“, er derimod en vederstyggelighed i Guds øjne. (Ord 17:15) Jehova har lovet at de af hans tjenere der oplever at blive afskyet på denne måde, en dag vil få fuld oprejsning. — Es 49:7; jf. Mt 5:10-12; 1Pe 3:16; 4:1-5; se også AFSKY; AFSKYELIGHED, NOGET ÆKELT.