KILDE
I almindelighed et sted ved jordens overflade hvor vand naturligt vælder frem (2Mo 15:27), i modsætning til en brønd eller en cisterne, der normalt blev gravet i jorden. (1Mo 26:15) To hebraiske ord for „kilde“ er ‛aʹjin (ordr.: øje) og det beslægtede ma‛janʹ. Det tilsvarende græske ord er pēgēʹ. Da det sted hvor vandet vældede frem af jorden, undertiden blev udvidet eller uddybet, er det muligvis forklaringen på at en kilde i nogle tilfælde også blev betegnet som en brønd. — 1Mo 16:7, 14; 24:11, 13; Joh 4:6, 12; se BRØND; CISTERNE.
Moses beskrev det forjættede land som et land „med kilder og vand dybt nede, som vælder frem på slette og bjerg“. (5Mo 8:7) Der findes mange kilder i Palæstina, i gennemsnit seks eller syv for hver 100 km2. Da Judas og Efraims bjerge hovedsagelig består af porøs klippe, kan vinterregnen sive langt ned i jorden. Til sidst når vandet et vandtæt lag som det følger, hvorefter det dukker frem som kilder på den vestlige side af Jordandalen og Det Døde Havs vestlige bred. Nogle flyder endda ud i Det Døde Hav under jordens overflade. Mange af de kilder der flyder direkte ud i Det Døde Hav og Jordanflodens nedre løb, har en høj temperatur. Vest for bjergkæden dukker vandet frem som kilder langs den østlige del af de langstrakte kystsletter, mens noget af det finder vej under jorden ud til Middelhavet. Nogle kilder, som dem omkring Jerusalem og Hebron, vælder frem helt oppe, eller næsten oppe, på bjergkammene i Palæstinas højland. De talrige kilder der opstår som følge af smeltevand fra Libanonbjergkæden og Hermonbjerget, danner de øvre løb af Leontesfloden, Jordanfloden og Damaskus’ floder.
At kilderne havde stor betydning, fremgår af at mange stednavne begynder med „En“, der betyder „kilde“. (Jos 15:62; 17:11; 1Kg 1:9; se AJIN.) Da de fleste af Palæstinas „floder“ i virkeligheden blot er regnfloder der tørrer ud om sommeren, blev byer og landsbyer ofte bygget i nærheden af kilder. Af forsvarsmæssige grunde blev byerne som regel anbragt på højdedrag, og kilderne kom derfor ofte til at ligge uden for bymurene, nede i dalen. For at sikre sig en stadig vandforsyning under en belejring anlagde man i mange tilfælde vandledninger som førte vandet fra kilden ind i byen. Kong Ezekias byggede en sådan vandledning for at lede Gihons vand ind til Davidsbyen. (2Kg 20:20; 2Kr 32:30) I andre tilfælde førte skjulte passager eller tunneler til kilden, sådan at indbyggerne havde adgang til vand selv hvis byen var under belejring. Da assyrerne invaderede Juda, tilstoppede Ezekias kilderne uden for Jerusalem så angriberne ville stå uden vand. — 2Kr 32:2-4; se EZEKIAS, 1 (Bygge- og ingeniørarbejder); FÆSTNINGSVÆRKER.
Brugt billedligt. Jehova har dannet „dybets kilder“. (Ord 8:28; 1Mo 7:11) Han omtales selv som livets kilde, kilden med levende vand og Israels Kilde. (Sl 36:9; Jer 2:13; Sl 68:26) Det vand hans søn Jesus Kristus giver, vil i modtageren blive „en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv“. (Joh 4:14) Joel forudsagde at der fra Jehovas hus vil udspringe en forfriskende kilde efter at nationerne er blevet knust som druer i vinpersen, Josafats Lavning. — Joel 3:12, 13, 18.
For at understrege betydningen af at bruge tungen på rette måde stiller Jakob de kristne, der bør uddele livets vand, dette spørgsmål: „Lader en kilde fersk og bittert vand vælde op af det samme hul?“ — Jak 3:11.
Da Jesus helbredte en kvinde som havde lidt af blødninger i 12 år, siges der at „hendes blods kilde“ udtørredes. (Mr 5:25-29) Udtrykket „kildevæld“ anvendes også om en kilde til seksuel tilfredsstillelse. — Ord 5:18.