„En tid til at tie“

„TALE er sølv, men tavshed er guld.“ Sådan lyder et gammelt ordsprog der siges at stamme fra Østen. Ifølge ordbogen Brewer’s Dictionary of Phrase and Fable lyder det tilsvarende hebraiske ordsprog: „Hvis et ord er én sekel værd, er tavshed to sekel værd.“ Og den vise kong Salomon i det gamle Israel skrev: „Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen . . . en tid til at tie og en tid til at tale.“ — Præd. 3:1, 7.

Men hvornår vil det være mere passende at tie end at tale? Udtrykkene „tie“, „være stille“ og forskellige former af ordet „tavs“ forekommer mere end hundrede gange i Ny Verden-Oversættelsen. Den sammenhæng hvori disse ord forekommer, viser at tavshed vil være passende på mindst tre af livets områder. Lad os se på hvordan tavshed kan være et tegn på respekt, et tegn på indsigt og dømmekraft, og en hjælp til eftertanke.

Et tegn på respekt

Tavshed er et tegn på respekt eller ærefrygt. Profeten Habakkuk sagde: „Jehova er i sit hellige tempel. Vær stille for ham, hele jorden!“ (Hab. 2:20) De der tjener Gud i sandhed, må „vente, og det i tavshed, på frelse fra Jehova“. (Klages. 3:26) Og salmisten sang: „Vær stille for Jehova og vent med længsel på ham. Bliv ikke optændt af vrede over den der får sin vej til at lykkes.“ — Sl. 37:7.

Men kan vi prise Jehova uden ord? Ja, det kan vi. Når vi ser skønheden i skaberværket, fyldes vi så ikke til tider med en sådan ærefrygt at vi ikke kan finde ord for det? Når vi tænker over denne storhed, er det så ikke en lovprisning af Skaberen i vores hjerte? Salmisten David indledte en af sine sange med ordene: „Til dig er der lovsang — tavshed — Gud, på Zion; og man vil indfri sit løfte til dig.“ — Sl. 65:1.

Det er ikke kun Jehova selv der fortjener vores respekt, det gør hans ord også. Det fremgår for eksempel af Moses’ afskedstale til Israels folk hvori han og præsterne gav alle der var til stede, følgende formaning: „Vær stille . . . du skal høre efter Jehova din Guds røst.“ Når det israelitiske folk var samlet for at lytte til oplæsningen af Guds lov, krævedes det at alle, selv børnene, skulle lytte opmærksomt. „Kald folket sammen,“ sagde Moses, „mændene og kvinderne og småbørnene . . . for at de kan lære.“ — 5 Mos. 27:9, 10; 31:11, 12.

Det vil også være passende at de der i dag tjener Jehova, respektfuldt lytter til de anvisninger der gives ved de kristne sammenkomster, deriblandt de store stævner. Ville det ikke være mangel på respekt for Guds ord og hans organisation at tale unødigt sammen når der fra podiet fremføres livsvigtige bibelske sandheder? Under programmet er det tid at tie og lytte.

Også når vi taler med én ansigt til ansigt, er det et tegn på respekt at lytte. Patriarken Job sagde for eksempel til dem der anklagede ham: „Lær mig, så vil jeg være tavs.“ Job var villig til at lytte i tavshed mens de talte. Og da det var hans tur til at sige noget, sagde han til dem: „Ti stille af hensyn til mig, så jeg kan tale.“ — Job 6:24; 13:13.

Et tegn på indsigt og dømmekraft

Bibelen siger at „den der tøjler sine læber handler med indsigt“, og „den mand der har dømmekraft tier“. (Ordsp. 10:19; 11:12) Læg mærke til hvordan Jesus viste indsigt og dømmekraft ved at tie. Der siges at „Jesus tav“ da han kunne se at det ikke tjente noget formål at udtale sig eftersom han var omgivet af fjender. (Matt. 26:63) Da Jesus senere blev forhørt af Pilatus, „gav han intet svar“. Klogeligt valgte han at lade det han var kendt for, tale for sig selv. — Matt. 27:11-14.

Det vil også være klogt af os at ’tøjle vore læber’, især når vi bliver provokeret. Et ordsprog lyder: „Den der er sen til vrede har stor dømmekraft, men den utålmodige ophøjer dårskab.“ (Ordsp. 14:29) Hvis man hurtigt svarer igen i en tilspidset situation, kan det føre til uoverlagte ord som man senere vil fortryde. I et sådant tilfælde kan vores ord komme til at virke tåbelige, og det vil berøve os freden i sindet.

Det vil være et tegn på indsigt at vogte vore læber når vi er sammen med mennesker der ikke tjener Gud. Når vi i tjenesten møder nogle der vil latterliggøre os, kan tavshed meget vel være den bedste reaktion fra vores side. Mange gange vil det sikkert også være klogest at tie for ikke at give indtryk af at man er ’med på den’ når klassekammerater eller kolleger fortæller vovede vittigheder eller bruger et sjofelt sprog. (Ef. 5:3) Salmisten skrev: „Jeg vil vogte min mund med mundkurv så længe den ugudelige er mig nær.“ — Sl. 39:1.

Den der „har dømmekraft“, vil heller ikke svigte andres tillid ved at røbe noget der er sagt i fortrolighed. (Ord. 11:12) Kristne ældste må især være opmærksomme på dette for at kunne bevare den tillid menighedens medlemmer viser dem.

Tavshed kan have en meget positiv virkning. Om en af sine samtidige skrev den engelske skribent Sydney Smith i det 19. århundrede: „De lejlighedsvise glimt af tavshed hos ham gør det til en sand fryd at tale med ham.“ Ja, daglige samtaler mellem to venner må være en tovejskommunikation. For at være god til at samtale må man være god til at lytte.

„Med mange ord undgås ikke overtrædelse,“ advarede Salomon, „men den der tøjler sine læber handler med indsigt.“ (Ordsp. 10:19) Jo mindre man taler, jo mindre vil risikoen være for at man får sagt noget man senere vil fortryde. Rent faktisk er det sådan at „selv en dåre regnes for vís når han tier; den der holder sine læber lukket regnes for at være forstandig“. (Ordsp. 17:28) Så lad os hver især anmode Jehova om ’at vogte vore læbers dør’. — Sl. 141:3.

En hjælp til eftertanke

Bibelen siger om den der følger retfærdighedens vej: „I [Guds] lov læser han dæmpet dag og nat.“ (Sl. 1:2) Den danske autoriserede oversættelse siger: „[Han] grunder på hans lov dag og nat.“ Hvilke omgivelser er en hjælp til eftertanke eller til at grunde over tingene?

Om patriarken Abrahams søn Isak siges der: „Mens aftenen faldt på, var Isak ude at gå på marken for at tænke over tingene.“ (1 Mos. 24:63) Han valgte altså nogle rolige omgivelser til nærmere eftertanke. Kong David grundede i nattens stilhed, „i nattevagterne“. (Sl. 63:6) Jesus, der var et fuldkomment menneske, gjorde en bevidst indsats for at få tid og ro til eftertanke. Han søgte væk fra støjen af mennesker til bjergenes og ørkenens stilhed eller til andre øde steder. — Matt. 14:23; Luk. 4:42; 5:16.

De gavnlige virkninger af stilhed kan ikke benægtes. Stilhed er gavnlig for en sund selvransagelse — en nødvendig forudsætning for at vi kan gøre fremskridt. Stilhed fremmer freden i sindet. At give sig tid til eftertanke i stille stunder kan hjælpe os til at være beskedne og ydmyge og vil øge vores værdsættelse af det der virkelig betyder noget her i livet.

Det skal dog nævnes at mens tavshed kan være godt, så er der også „en tid til at tale“. (Præd. 3:7) De der i dag tjener Jehova, er travlt optaget af at forkynde den gode nyhed om Guds rige „på hele den beboede jord“. (Matt. 24:14) Efterhånden som flere og flere slutter sig til, vil der kunne høres en stadig stigende og glædesfyldt „larm“. (Mika 2:12) Så lad os gøre alt hvad vi kan, for at være blandt dem der nidkært forkynder Rigets gode nyhed og fortæller om Jehovas store og fantastiske gerninger. Mens vi tager del i denne vigtige gerning, måtte vores liv da afspejle en erkendelse af at tavshed til tider kan være guld.

[Illustration på side 3]

Under et kristent møde skal vi lytte og lære

[Illustration på side 4]

Tavshed kan være en god reaktion når vi bliver skældt ud i forkyndelsen

[Illustration på side 5]

Stilhed virker fremmende for eftertanke