Der er en tid til alt

„Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen,“ siger Bibelen. Den der skrev disse ord, fortidens vise kong Salomon, fortsatte med at sige at der er en tid til at fødes og en tid til at dø, en tid til at bygge op og en tid til at bryde ned, en tid til at elske og en tid til at hade. Sluttelig sagde han: „Hvilken fordel har den der udretter noget, af det som han har møje med?“ — Prædikeren 3:1-10.

PÅ BAGGRUND af disse ord har nogle draget den slutning at Bibelen siger at der er en forudbestemt tid til alt. De mener altså at Bibelen støtter skæbnetroen. Er det rigtigt? Går Bibelen ind for tanken om at alt i livet er styret af skæbnen? Eftersom „hele Skriften er inspireret af Gud“, skal det vi læser ét sted i Bibelen, stemme med hvad der siges andre steder i den. Så lad os se hvad resten af Guds ord, Bibelen, siger om emnet. — 2 Timoteus 3:16.

Tid og tilfælde

Salomon skrev endvidere i Prædikerens Bog: „Jeg vendte tilbage og så under solen at løbet ikke tilhører de hurtige, og at kampen ikke tilhører de vældige krigere, og at brødet heller ikke tilhører de vise, eller rigdommen de forstandige, eller yndesten dem der har kundskab.“ Hvorfor er det sådan? Fordi, som Salomon siger: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ — Prædikeren 9:11.

Disse ord af Salomon indeholder ikke tanken om at alt i livet er bestemt af skæbnen. Han gør tværtimod opmærksom på at mennesker ikke kan forudsige nøjagtigt hvad udfaldet af deres handlinger vil blive, eftersom „tid og tilfælde berører dem alle“. Ofte skyldes dét man kommer ud for, ganske enkelt at man er på det rette sted på det rette tidspunkt, eller vi skulle måske sige det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Tag for eksempel udtalelsen: ’Løbet tilhører ikke de hurtige.’ Du husker måske, eller har læst om, det berømte men besynderlige 3000-meter løb for kvinder ved De Olympiske Lege i 1984 i Los Angeles, Californien. To løbere, hvoraf den ene repræsenterede England og den anden USA, håbede begge på at vinde guldmedaljen. Men halvt inde i løbet stødte de sammen på banen. Den ene faldt og udgik af løbet; den anden mistede helt gejsten og kom kun ind på en syvendeplads.

Skyldtes det skæbnen? Det vil nogle måske mene. Men det var tydeligvis sammenstødet — et uheld som ingen kunne have forudset — der fik dem begge til at tabe løbet. Var det da forudbestemt at de skulle støde sammen? Det vil nogle måske også mene. Men kommentatorer tilskrev uheldet den intense konkurrence mellem to dygtige og jævnbyrdige atleter, der begge forsøgte at vinde løbet. Det er som Bibelen siger: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ Uanset hvor velforberedt man er, er der altid nogle uventede faktorer som kan spille ind, og det har ikke noget med skæbnen at gøre.

Hvad menes der da når Bibelen siger: „Til alt er der en fastsat tid“? Er der noget vi kan gøre der vil få indflydelse på vores liv, eller vores skæbne?

Den bedste tid til ethvert forehavende

Det var langtfra menneskers skæbne eller enderesultatet af deres liv den inspirerede bibelskribent sigtede til. Han talte om Guds hensigt og om hvordan den vil berøre menneskeheden. Hvordan ved vi dét? Fordi det fremgår af sammenhængen. Efter at have nævnt mange ting der synes at have „en fastsat tid“, skrev Salomon: „Jeg har set det slid som Gud har givet menneskesønnerne at slide med. Alt har han frembragt smukt til rette tid.“ — Prædikeren 3:10, 11.

Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med, at „slide med“, og Salomon opremsede adskillige af dem. Gud har også givet os en fri vilje så vi selv kan træffe valg. Men til ethvert forehavende er der en gunstig tid, en tid som fører til de bedste resultater. Tag for eksempel Salomons udtalelse i Prædikeren 3:2 om at der er „en tid til at plante og en tid til at rykke det plantede op“. Landmænd ved at der for hver eneste afgrøde er en gunstig tid til at så og plante. Hvad sker der hvis en landmand ignorerer denne kendsgerning og sår eller planter på det forkerte tidspunkt eller på den forkerte årstid? Hvis han, trods hårdt slid, ikke får en god høst, kan han da med rette give skæbnen skylden? Selvfølgelig ikke! Han havde jo ikke sået og plantet på det rigtige tidspunkt. Landmanden ville have fået et større udbytte hvis han havde rettet sig efter naturens orden, som Gud står bag.

Det Gud har fastlagt, er ikke menneskets skæbne eller udfaldet af alle begivenheder, men visse principper som har afgørende indflydelse på menneskenes anliggender, og som bevirker at de bliver i harmoni med hans hensigt. Hvis vores bestræbelser i livet skal lykkes, må vi forstå og handle i harmoni med Guds hensigt og tider. Det der er forudbestemt og uforanderligt, er ikke det enkelte menneskes skæbne, men dét Gud har til hensigt at gøre. Jehova sagde gennem profeten Esajas: „Mit ord som går ud af min mund . . . vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Esajas 55:11.

Hvad er da Guds „ord“, hans erklærede hensigt, angående jorden og menneskenes fremtid? Og hvordan vil dette ord ’gennemføre hvad Gud har sendt det til’?

Guds fastsatte tider

Salomon giver os et fingerpeg. Efter at have sagt: „Alt har [Gud] frembragt smukt til rette tid,“ fortsatte han: „Også tidens uendelighed har han givet en plads i deres hjerte; dog således at menneskene ikke kan finde ud af hele det værk som den sande Gud har frembragt fra begyndelsen til enden.“ Den danske autoriserede oversættelse af 1931 gengiver verset på denne måde: „Også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.“ — Prædikeren 3:11.

Der er skrevet meget om dette vers. Men kendsgerningen er at vi alle inderst inde på et eller andet tidspunkt har spekuleret over livets mening og vores endelige skæbne. Menneskene har op gennem tiden haft svært ved at acceptere at livet blot består i at man slider og slæber for til sidst at blive indhentet af døden. Vi mennesker adskiller os fra alle andre levende skabninger ved at vi ikke kun tænker på livet her og nu, men også på døden og hvad der sker derefter. Vi har også et iboende ønske om at leve evigt. Hvorfor? Fordi Gud, som skriftstedet siger, har ’lagt evigheden i menneskenes hjerte’.

Dette ønske har fået mange til at spekulere på om der er et liv efter døden. Nogle mener at der er noget inden i os som lever videre når vi dør. Andre tror at vi efter døden gennemgår en uendelig række af reinkarnationer. Andre igen tror at alt i livet er bestemt af skæbnen eller forsynet, og at det står uden for vores magt at ændre noget. Ingen af disse forklaringer har dog været helt tilfredsstillende. Det skyldes at „menneskene ikke kan finde ud af hele det værk som den sande Gud har frembragt fra begyndelsen til enden“, siger Bibelen.

Denne konflikt mellem vores ønske om at få svar på sådanne spørgsmål og vores manglende evne til at få det har op gennem tiden voldt tænkere og filosoffer hovedbrud. Men eftersom det er Gud der har lagt dette ønske i vores hjerte, er det da ikke logisk at se hen til ham for at få det opfyldt? Bibelen siger jo om Jehova: „Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ (Salme 145:16) Ved at studere Guds ord, Bibelen, kan vi få tilfredsstillende svar på spørgsmål om livet og døden og Guds evige forsæt i forbindelse med jorden og menneskene. — Efeserne 3:11.

[Tekstcitat på side 5]

’Løbet tilhører ikke de hurtige.’ — Prædikeren 9:11

[Tekstcitat på side 6]

Hvis en landmand ikke sår og planter på det rigtige tidspunkt, kan han da med rette give skæbnen skylden for en dårlig høst?

[Tekstcitat på side 7]

Vi tænker over livet og døden fordi Gud har ’lagt evigheden i menneskenes hjerte’