Skulle den faste jeg foretrækker, være som denne, en dag da mennesket spæger sin sjæl? Da han bøjer sit hoved som et siv og breder sæk og aske ud som leje? Kalder du dét en faste og en dag der er velbehagelig for Jehova?“ — Esajas 58:3-5.

For at dække over deres handlinger foregav de at de sørgede. De bøjede hovedet som et siv og sad i sæk og aske som om de angrede deres synder. Men hvilken værdi havde det hvis de stadig var oprørske? De viste intet tegn på den oprigtige sorg og anger som en virkelig faste burde være forbundet med.