Hvor længe ville denne sørgelige tilstand fortsætte? Det var det Esajas spurgte om — og ikke om hvor mange år han skulle forkynde — med ordene: „Hvor længe, Jehova?“ Gud svarede: „Indtil byerne synker i grus og er uden indbyggere.“ Og sådan kom det til at gå, men først efter at Esajas var død. Babylonierne førte indbyggerne i fangenskab og Judas „forladte tilstand“ blev „meget omfattende“. — Esajas 6:11, 12; 2 Kongebog 25:1-26.

Der var en god baggrund for at henvise til denne passage, for de fleste af de jøder som Jesus forkyndte for, var ikke mere villige til at acceptere hans budskab og rette sig efter det end det var tilfældet med dem profeten Esajas forkyndte for. (Johannes 12:36-43) Desuden blev de jøder der havde gjort sig selv ’blinde og døve’ for Jesu budskab, i år 70 udsat for en ødelæggelse ligesom det var tilfældet i år 607 f.v.t. Ødelæggelsen i det første århundrede medførte en trængsel over Jerusalem ’som der ikke havde været fra verdens begyndelse, og som heller ikke vil indtræffe igen’. (Mattæus 24:21) Men som Esajas havde forudsagt var der en rest, „en hellig sæd“, der viste tro. Denne rest kom til at udgøre en åndelig nation, det salvede „Guds Israel“. — Galaterne 6:16.

13. Hvorfor kan vi forvente endnu en opfyldelse af Esajas, kapitel 6?

¹³ Dette henleder vor opmærksomhed på endnu en opfyldelse af Esajas, kapitel 6. Omkring år 60 e.v.t. forklarede apostelen Paulus hvorfor mange af de jøder der havde lyttet til ham i Rom, ikke ville acceptere hans „vidnesbyrd om Guds rige“. Grunden var at Esajas 6:9, 10 fik endnu en opfyldelse. (Apostelgerninger 28:17-27) Vil det sige at Jesu salvede disciple skulle udføre en tjeneste som Esajas’, efter at Jesus var steget op til himmelen? Ja.

14. Hvordan skulle Jesu disciple kunne udføre et arbejde som det Esajas udførte?

¹⁴ Før den større Esajas steg op til himmelen, sagde han at hans disciple ville få hellig ånd og derefter skulle „være vidner om [ham] både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) Ligesom brændofferalteret indeholdt det der skulle til for at få Esajas’ brøde til at forsvinde, sådan tilvejebragte Jesu offer grundlaget for at hans disciple kunne få deres synder sonet. (3 Mosebog 6:12, 13; Hebræerne 10:5-10; 13:10-15) Gud kunne derfor salve dem med hellig ånd, hvilket samtidig gav dem kraft til at være vidner „til jordens fjerneste egne“. Både profeten Esajas og den større Esajas var blevet sendt ud for at fremholde Guds budskab. Jesu salvede disciple blev ligeledes „sendt af Gud . . . i samfund med Kristus“. — 2 Korinther 2:17.

15. Hvordan har reaktionen generelt været på forkyndelsen af et budskab som Esajas’, og hvad vil derfor ske?

¹⁵ Her i nyere tid, især siden den første verdenskrigs afslutning, har de salvede kristne erkendt behovet for at forkynde Guds budskab, blandt andet at „hævnens dag fra vor Gud“ er nær. (Esajas 61:2) Ødelæggelserne på denne dag vil især ramme kristenheden, der længe har hævdet at udgøre Guds folk, ligesom Israel gjorde det i fortiden. På trods af at Guds salvede vidner loyalt har forkyndt i flere årtier, har de fleste medlemmer af kristenheden ’gjort deres hjerte uimodtageligt og deres ører upåvirkelige; deres øjne er klæbet til’. Esajas’ profeti viser at dette fortsat vil være tilfældet „indtil byerne synker i grus og er uden indbyggere, og husene er uden noget menneske, og endog agerjorden lægges øde som en ødemark“. Denne tilstand vil markere afslutningen på denne onde tingenes ordning. — Esajas 6:10-12.