Indfødt eller fremmed — du er velkommen for Gud!
„Han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ — APOSTELGERNINGER 17:26
1. Hvordan forholder det sig mange steder med tolerancen over for folk fra fremmede kulturer?
IFØLGE presserapporter tyder det på at man i mange lande betragter fremmede, immigranter og flygtninge med voksende bekymring. Millioner har et desperat ønske om at flytte fra visse lande i Asien, Afrika, Europa og Amerika. De ønsker måske at slippe bort fra håbløs fattigdom, borgerkrig eller forfølgelse. Men vil de blive budt velkommen andre steder? Bladet Time har skrevet: „Efterhånden som Europas etniske sammensætning begynder at forandre sig, opdager man i nogle lande at man ikke er så tolerant over for fremmede kulturer som man engang troede.“ Om de 18.000.000 „uønskede“ flygtninge skrev bladet: „Den udfordring de frembyder for stabile lande vil ikke forsvinde.“
2, 3. (a) Hvilken opmuntrende forsikring finder vi i Bibelen? (b) Hvorfor kan det gavne os at undersøge hvad Bibelen siger om hvordan Gud har behandlet folk fra forskellige nationer?
2 Uanset i hvilken retning udviklingen går, viser Bibelen imidlertid at folk fra alle nationer er velkomne for Gud — uanset om de er indfødte statsborgere i et land, immigranter eller flygtninge. (Apostelgerninger 10:34, 35) ’Hvordan kan I sige det?’ vil nogen måske spørge. ’Udvalgte Gud netop ikke fortidens Israel som sit folk og udelukkede andre?’
3 Lad os engang se på hvordan Gud forholdt sig til fortidens folkeslag. Vi vil i den forbindelse også se på nogle profetier der har relation til de forrettigheder som er tilgængelige for sande tilbedere i dag. En gennemgang af disse profetier kan bidrage til vor forståelse af dem og være til stor opmuntring. De viser også noget om hvordan Gud efter den store trængsel vil benytte enkeltpersoner „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åbenbaringen 7:9, 14-17.
’Alle nationer vil velsigne sig’
4. Hvordan opstod problemet med forskellige folkeslag, og hvad gjorde Gud?
4 Efter Vandfloden udgjorde Noas familie hele menneskeheden, og de var alle tilbedere af den sande Gud. Men inden længe blev denne enhed sat over styr. Der gik ikke lang tid før der var nogle som i modstrid med Guds vilje begyndte at bygge et tårn. Dette førte til at menneskeheden blev opdelt i sproggrupper som blev til spredte folkeslag og nationer. (1 Mosebog 11:1-9) Den sande tilbedelse fortsatte dog i den slægtslinje der førte frem til Abraham. Gud velsignede den trofaste Abraham og lovede ham at hans afkom ville blive en mægtig nation. (1 Mosebog 12:1-3) Denne nation var fortidens Israel.
5. Hvorfor kan vi alle finde opmuntring i Guds handlemåde med Abraham?
5 Jehova udelukkede imidlertid ikke andre folkeslag, for hans hensigt omfattede hele menneskeheden. Dette fremgår tydeligt af det Gud lovede Abraham: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (1 Mosebog 22:18) I århundreder rettede Gud dog især sin opmærksomhed mod Israel idet han gav det en særlig lovsamling, lod præster bringe ofre ved hans tempel, og lod folket bo i det forjættede land.
6. Hvordan ville Guds handlemåde med Israel gavne alle?
6 Guds lov til Israel var til gavn for mennesker af alle nationer, idet den gjorde det klart at mennesker er syndere og påpegede behovet for et fuldkomment offer som én gang for alle kunne dække menneskers synder. (Galaterne 3:19; Hebræerne 7:26-28; 9:9; 10:1-12) Men hvilken sikkerhed var der for at Abrahams afkom — gennem hvem alle nationer ville velsigne sig — ville fremstå og leve op til de gældende krav? Også her var Israels lov en hjælp. Den forbød israelitterne at indgå ægteskaber med kana’anæerne, et folk der var kendt for deres umoralske handlinger og ritualer, deriblandt den skik at lade levende børn brænde. (3 Mosebog 18:6-24; 20:2, 3; 5 Mosebog 12:29-31; 18:9-12) Gud krævede at disse mennesker og deres afgudsdyrkelse blev fjernet. Dette ville på længere sigt blive til gavn for alle, deriblandt udlændingen, eftersom det ville hindre at afkommets slægtslinje blev fordærvet. — 3 Mosebog 18:24-28; 5 Mosebog 7:1-5; 9:5; 20:15-18.
7. Hvilke vidnesbyrd har vi om at Gud på et tidligt tidspunkt tog imod fremmede?
7 Selv mens Loven var i kraft og Gud lod Israel indtage en særstilling, viste han ikkeisraelitter barmhjertighed. Dette fremgår blandt andet af det der skete da Israel drog ud fra trældommen i Ægypten for at slå sig ned i deres eget land: „En talrig blandet flok drog også op sammen med dem.“ (2 Mosebog 12:38) Professor C. F. Keil kalder dem „en sværm af fremmede . . . en blandet skare af folk fra forskellige lande“. (3 Mosebog 24:10; 4 Mosebog 11:4) Mange af dem var sandsynligvis ægyptere som havde vendt sig til den sande Gud.
Fremmede bydes velkommen
8. Hvordan fik gibeonitterne en plads blandt Guds folk?
8 Da Israel adlød Guds bud om at udrydde de fordærvede folkeslag af det forjættede land, beskyttede han en gruppe blandt disse folk, nemlig gibeonitterne der boede nord for Jerusalem. Disse havde sendt forklædte mænd til Josua for at anmode om fred — hvilket de opnåede. Da deres list blev opdaget besluttede Josua at gibeonitterne skulle „samle brænde og trække vand op til forsamlingen og til Jehovas alter“. (Josua 9:3-27) Også i dag påtager mange indvandrere sig beskedne arbejdsopgaver inden for servicefagene, for at blive integreret i et andet folk.
9. Hvordan er eksemplet med Rahab og hendes familie opmuntrende hvad angår udlændinge i Israel?
9 Det vil måske opmuntre dig at vide at Gud dengang ikke blot tog imod grupper af fremmede; også enkeltpersoner blev budt velkommen. Nogle lande ønsker i dag kun at tage imod immigranter der har en vis social status, ejer penge som de kan investere, eller har en højere uddannelse. Men det er ikke sådan Jehova bedømmer mennesker. Det fremgår af en hændelse der fandt sted før episoden med gibeonitterne. Det drejede sig om en kana’anæisk kvinde der afgjort ikke havde nogen høj social status. Bibelen omtaler hende som „skøgen Rahab“. Hendes tro på den sande Gud bevirkede at hun og hendes familie undslap da Jeriko faldt. Skønt Rahab tilhørte et fremmed folk, tog israelitterne imod hende. Hun viste en tro som er værd at efterligne. (Hebræerne 11:30, 31, 39, 40; Josua 2:1-21; 6:1-25) Hun blev endda stammoder til Messias. — Mattæus 1:5, 16.
10. Hvad krævedes der for at Israel ville modtage udlændinge?
10 Ikkeisraelitter kunne opholde sig i det forjættede land hvis de bestræbte sig for at behage den sande Gud. Israelitterne fik påbud om ikke at have noget samkvem — og slet ikke religiøst samkvem — med dem der ikke tjente Jehova. (Josua 23:6, 7, 12, 13; 1 Kongebog 11:1-8; Ordsprogene 6:23-28) Mange ikkeisraelitiske indvandrere adlød imidlertid de grundlæggende love. Nogle blev endda omskårne proselytter og blev accepteret af Jehova som fuldgyldige medlemmer af hans menighed. — 3 Mosebog 20:2; 24:22; 4 Mosebog 15:14-16; Apostelgerninger 8:27.a
11, 12. (a) Hvordan skulle israelitterne behandle fremmede der tilbad Jehova? (b) Hvorfor kan vi have behov for at gøre fremskridt i forbindelse med at følge Jehovas eksempel?
11 Gud pålagde israelitterne at efterligne hans egen holdning til fremmede: „Den fastboende udlænding der opholder sig hos jer, skal være for jer som en indfødt iblandt jer; og du skal elske ham som dig selv, for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land.“ (3 Mosebog 19:33, 34; 5 Mosebog 1:16; 10:12-19) Skønt vi ikke er under Loven kan vi lære noget heraf. Vi kan let blive påvirket af de fordomme og den fjendtlige holdning mange har til dem der kommer fra andre lande eller som tilhører en anden race eller kultur. Vi må derfor spørge os selv: ’Følger jeg Jehovas eksempel og bestræber jeg mig på at aflægge sådanne fordomme?’
12 Israelitterne havde synlige beviser for at alle var velkomne for Gud. Kong Salomon bad: „Også udlændingen, som ikke tilhører dit folk Israel men kommer fra et fjernt land på grund af dit navn, . . . når han kommer og beder, vendt mod dette hus, måtte du da høre ham i himmelen . . . for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende, så de frygter dig.“ — 1 Kongebog 8:41-43; 2 Krønikebog 6:32, 33.
13. Hvorfor tog Gud skridt til at ændre sin handlemåde med Israel?
13 Endnu mens Jehova betragtede nationen Israel som sit folk og derved beskyttede den messianske slægtslinje, forudsagde han at der ville indtræffe betydningsfulde forandringer. Da israelitterne indvilligede i at være med i Lovpagten stillede Gud dem i udsigt at de kunne blive „et kongerige af præster og en hellig nation“. (2 Mosebog 19:5, 6) Men i flere hundrede år viste Israel sig troløst. Jehova forudsagde derfor at han ville slutte en ny pagt, og under denne pagt ville de der kom til at udgøre „Israels hus“ få deres synd og misgerning tilgivet. (Jeremias 31:33, 34) Denne nye pagt ville blive en realitet når Messias fremstod, eftersom hans offer ville rense mange fra synd. — Esajas 53:5-7, 10-12.
Israelitter i himmelen
14. Hvilket nyt „Israel“ anerkendte Jehova, og hvordan?
14 De Kristne Græske Skrifter giver os indblik i hvordan alt dette blev gennemført. Jesus var Messias, der ved sin død opfyldte Loven og tilvejebragte grundlaget for at mennesker kunne opnå fuldstændig tilgivelse af synder. Man behøvede ikke at være jøde eller omskåret i kødet for at få gavn af dette offer. Nej, apostelen Paulus skrev at den som er jøde ifølge den nye pagt „er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling“. (Romerne 2:28, 29; 7:6) De der troede på Jesu offer opnåede tilgivelse, og Gud anerkendte dem som åndelige jøder der udgør en åndelig nation kaldet „Guds Israel“. — Galaterne 6:16.
15. Hvorfor er ens kødelige herkomst ikke afgørende for om man kan blive en del af det åndelige Israel?
15 Om man kom til at høre med til det åndelige Israel afhang ikke af ens nationale eller etniske baggrund. Nogle var kødelige jøder, for eksempel Jesu tolv apostle. Andre var uomskårne hedninger, deriblandt den romerske centurion Kornelius. (Apostelgerninger 10:34, 35, 44-48) Paulus sagde med rette om det åndelige Israel: „Der [er hverken] græker eller jøde, omskærelse eller ikke-omskærelse, fremmed, skythe, træl, fri.“ (Kolossenserne 3:11) De der salves med Guds ånd bliver „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. — 1 Peter 2:9; jævnfør Anden Mosebog 19:5, 6.
16, 17. (a) Hvilken rolle spiller de åndelige israelitter i Guds hensigt? (b) Hvorfor er det på sin plads at rette opmærksomheden mod dem der ikke er en del af Guds Israel?
16 Hvilken fremtid har de åndelige israelitter i Guds hensigt? Jesu svar lyder: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Lukas 12:32) De salvede, hvis ’statsborgerskab er i himlene’, vil blive Lammets medarvinger i hans rige. (Filipperne 3:20; Johannes 14:2, 3; Åbenbaringen 5:9, 10) Bibelen viser at disse er ’beseglede af Israels sønner’ og „købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“. De udgør en skare på 144.000. Efter at Johannes omtaler hvordan dette antal bliver beseglet, beskriver han en anden gruppe — „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åbenbaringen 7:4, 9; 14:1-4.
17 Nogle vil måske spørge: ’Hvad med de millioner som ikke er en del af det åndelige Israel, dem der vil overleve den store trængsel som en stor skare? Hvilken rolle spiller de i dag i forhold til de få der endnu er tilbage af det åndelige Israel?’b
De fremmede i profetien
18. Hvad var det der førte til at Israel vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon?
18 Da Israel var under Lovpagten men ikke adlød den, besluttede Gud at lade babylonierne lægge Israel øde. I 607 f.v.t. blev Israel ført i fangenskab, der kom til at vare 70 år. Derefter genløste Gud nationen. Under statholderen Zerubbabels ledelse vendte en rest af israelitter tilbage til deres land. Medernes og persernes herskere, som havde omstyrtet Babylon, hjalp endog de hjemvendende landflygtige med materielle midler, som forudsagt i Esajas’ Bog. (Esajas 1:1-9; 3:1-26; 14:1-5; 44:21-28; 47:1-4) Og Ezra giver os historiske detaljer om denne tilbagevenden. — Ezra 1:1-11; 2:1, 2.
19. Hvilken profeti viste at Israels tilbagevenden også ville få indflydelse på udlændinge?
19 Ikke desto mindre fremsatte Esajas en forbløffende profeti om Guds folks genløsning og hjemvenden: „Nationer skal gå efter dit lys, og konger efter din solopgangs klare lys.“ (Esajas 59:20; 60:3) Det vil ikke blot sige at fremmede enkeltpersoner var velkomne i overensstemmelse med Salomons bøn. Esajas pegede på at der ville indtræffe en usædvanlig forandring. „Nationer“ ville tjene sammen med Israels sønner: „Udlændinge skal bygge dine mure, og deres konger vil tjene dig; for i min harme har jeg slået dig, men i min velvilje vil jeg forbarme mig over dig.“ — Esajas 60:10.
20, 21. (a) Hvilken parallel i nutiden har vi til Israels hjemvenden fra fangenskabet? (b) Hvordan blev der siden føjet ’sønner og døtre’ til det åndelige Israel?
20 Israels landflygtighed og hjemvenden er på mange måder en parallel til det som det åndelige Israel har oplevet i nutiden. Før den første verdenskrig var resten af salvede kristne ikke helt på linje med Guds vilje; de havde ført visse skikke og synspunkter med sig fra kristenhedens kirker. Under krigshysteriet og delvis på gejstlighedens foranledning blev ledende brødre der tilhørte resten af det åndelige Israel uretfærdigt fængslet. I 1919, efter krigen, blev disse salvede udfriet fra det bogstavelige fængsel og renset. Dette var et vidnesbyrd om at Guds folk var blevet udfriet fra fangenskabet under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Derefter gik de i gang med at opbygge og bebo et åndeligt paradis. — Esajas 35:1-7; 65:13, 14.
21 Dette beskrives af Esajas med følgende ord: „De er alle blevet samlet; de er kommet til dig. Dine sønner kommer fra det fjerne, og dine døtre bæres trygt på hofte. Til den tid vil du se det og stråle, og dit hjerte skal bæve og svulme, for til dig vender havets velstand sig; nationernes forråd kommer til dig.“ (Esajas 60:4, 5) I årtierne der fulgte fortsatte ’sønner og døtre’ med at komme, og de blev salvet med ånd for at udfylde de sidste pladser i det åndelige Israel.
22. Hvordan er „udlændinge“ kommet til at arbejde sammen med de åndelige israelitter?
22 Men hvad med ’udlændingene som ville bygge Israels mure’? Også dette har fundet sit modbillede i vor tid. Da de 144.000 var ved at være indsamlet, begyndte en stor skare af alle nationer at strømme til for at tilbede sammen med det åndelige Israel. Disse der er kommet til senere har et bibelbegrundet håb om at komme til at leve evigt i et paradis på jorden. Skønt deres belønning for at tjene trofast er en anden end ’restens’, glæder de sig over at hjælpe den salvede rest med at forkynde den gode nyhed om riget. — Mattæus 24:14.
23. I hvilken udstrækning har „udlændinge“ hjulpet de salvede?
23 I dag viser over 4.000.000 „udlændinge“ deres hengivenhed for Jehova sammen med resten af dem ’hvis statsborgerskab er i himlene’. Mange af dem, mænd og kvinder, unge og gamle, tjener i heltidstjenesten som pionerer. I de fleste af de over 66.000 menigheder varetager nogle af disse ’udlændinge’ opgaver som ældste og menighedstjenere. Medlemmerne af resten glæder sig over dette, idet de heri ser en opfyldelse af Esajas’ ord: „Fremmede skal stå og vogte jeres hjorde, og udlændinge vil være jeres agerdyrkere og jeres vinavlere.“ — Esajas 61:5.
24. Hvorfor kan vi hente opmuntring i den måde hvorpå Gud handlede med Israel og andre i fortiden?
24 Så uanset i hvilket land på jorden du lever som statsborger, immigrant eller flygtning, har du en storslået mulighed for at blive en åndelig udlænding som den Almægtige byder hjerteligt velkommen. Som sådan har du muligheden for at få del i tjenesten for ham både nu og i al evighed.
[Fodnoter]
a Forskellen mellem udtrykkene „fastboende udlænding“, „indvandrer“ og „fremmed“ behandles i Insight on the Scriptures, bind 1, side 72-75, 849-51, udgivet af Vagttårnets Selskab.
b Over 10.600.000 overværede i 1991 Jehovas Vidners årlige højtid til minde om Herrens død, men kun 8850 bekendte sig til resten af det åndelige Israel.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvilke af Guds løfter viser at han vil tage imod folk af alle nationer?
◻ Hvad viser at andre folkeslag også kunne nærme sig Gud dengang Israel var hans ejendomsfolk?
◻ Hvordan har Gud profetisk vist at udlændinge ville slutte sig til Israel?
◻ Hvilken parallel findes der til Israels hjemvenden fra landflygtigheden i Babylon, og hvordan berører dette „udlændinge“?
[Illustration på side 9]
Kong Salomon bad for de udlændinge der ville komme og tilbede Jehova