Som når et husdyr går ned på sletten, således lod Jehovas ånd dem hvile.’“ — Esajas 63:11-14a.d

Med tiden førte Gud dem ud af den store og frygtindgydende ørken til et land der flød med mælk og honning — et sted med hvile. (5 Mosebog 1:19; Josua 5:6; 22:4) Men nu må israelitterne lide fordi de har mistet deres gode forhold til Gud.

Jehova skaber sig „et hædersnavn“

21. (a) Hvilket stort privilegium kunne israelitterne have fået i forbindelse med Guds navn? (b) Hvad var den vigtigste grund til at Gud udfriede Abrahams efterkommere fra trældommen i Ægypten?

²¹ Men det materielle tab israelitterne har lidt, er intet i sammenligning med det privilegium de har kastet over bord, nemlig det privilegium at herliggøre Jehovas navn. Moses gav israelitterne løftet: „Jehova vil oprejse dig som sit hellige folk, sådan som han har tilsvoret dig, når du holder Jehova din Guds bud og vandrer på hans veje. Og alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnt over dig, og de skal frygte dig.“ (5 Mosebog 28:9, 10) Da Jehova handlede til gavn for Abrahams efterkommere og udfriede dem fra trældommen i Ægypten, gjorde han det ikke blot for at gøre livet mere behageligt for dem. Han gjorde det på grund af noget langt større og mere betydningsfuldt — for sit navns skyld. Han sørgede for at hans navn blev „forkyndt på hele jorden“. (2 Mosebog 9:15, 16) Og da Gud viste barmhjertighed efter israelitternes oprør i ørkenen, gjorde han det ikke på grund af følelser alene. Han siger selv: „For mit navns skyld handlede jeg anderledes, for at det ikke skulle vanhelliges for øjnene af de nationer som de var iblandt.“ — Ezekiel 20:8-10.

22. (a) Hvorfor vil Gud endnu en gang kæmpe til gavn for sit folk? (b) På hvilke måder vil vores kærlighed til Guds navn indvirke på vore handlinger?

²² Esajas slutter derfor denne profeti med følgende magtfulde ord: „Således førte du dit folk for at gøre dig et hædersnavn.“ (Esajas 63:14b) Heraf ses det tydeligt hvorfor Jehova kæmpede for sit folk og viste sin magt. Han gjorde det for at skabe sig et hædersnavn! Esajas’ profeti tjener derfor som en kraftig påmindelse om at det er både et ærefrygtindgydende privilegium og et stort ansvar at bære Jehovas navn. Sande kristne i dag elsker Jehovas navn mere end deres eget liv. (Esajas 56:6; Hebræerne 6:10) Det vil derfor ligge dem fjernt at gøre noget som kunne bringe forsmædelse over dette hellige navn. De vil gengælde Guds loyale hengivenhed ved at forblive loyale mod ham. Og fordi de elsker Jehovas store navn, længes de efter den dag da han vil nedtræde sine fjender i sin vredes store vinperse — ikke blot fordi det vil gavne dem selv, men fordi det vil føre til herliggørelse af navnet på den Gud de elsker. — Mattæus 6:9.